Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

140Likes
167Kommentarer
8016Visninger
AA

19. Kapitel 18

 

Vinden susede af sted udenfor, og fik vinduerne til at sige en knirkende lyd, der ville have skræmt livet af mig, hvis ikke det var fordi, at det var højlys dag.

Der stod en sværm af mennesker omkring mig, med målebånd, sakse og nåle i deres små hænder. Det måtte være den tiende kjole jeg var i nu. Hver gang en ny kjole kom på, udbrød de enten ’ih’ og ’åh’ eller ’ah’ og ’æh’. Det første var selvfølgelig hvis det var en kjole de syntes om, og det andet hvis det ikke var. Min egen mening om kjolerne var ligegyldig for de bestemte det hele, og det var ikke til diskussion, som de havde sagt.

Kroningen skulle foregå i dag, og jeg var stadig usikker på, om jeg havde gjort det rigtige ved at sige ja. Da jeg kom i en kongeblå silkekjole, stod de alle og kiggede intenst på mig. De kiggede på hver en krog af kjolen for at se, om den kunne gå an eller ikke. Til sidst kom de med deres endelige beslutning.

”Ihh!” udbrød de alle på samme tid, hvilket fik mig til at kigge skeptisk på dem. Man skulle tro, at de havde planlagt, hvornår de ville komme med deres bedømmelse.

”Det skal være den!” En lille dame hoppede af glæde, og de andre stemte hurtigt i.

Kjolen var tung at bære rundt på, og det var vidst heller ikke meningen, at den skulle være behagelig at have på, men derimod skulle den bare se godt ud, hvilket den bestemt også gjorde. Den var gulvlang, helt mørkeblå, der var på kanten til at være sort, og små detaljer i guld. Det skulle ikke undre mig, hvis det var rigtigt guld, og ikke noget af det billige stads man kan købe i den lokale kiosk for en 20’er.

Selv efter at have udpeget en kjole, blev de ved med at måle og stikke nåle i kjolen. Da de til sidst mente at de var færdige, fik jeg endelig lov til at komme af med den tunge kjole.

De forlod mit værelse med kjolen og alle deres værktøjer, og efterlod mig stående alene tilbage i mit undertøj. I starten havde jeg protesteret, da de bad mig om at smide tøjet foran dem, så jeg kunne få den første kjole, men de havde meget bestemt sagt, at hvis tøjet ikke kom af frivilligt, skulle de nok få det af mig på en anden måde. Den lille trussel havde været nok til, at jeg ikke tøvede, da hun for anden gang bad mig om, at hoppe ud af tøjet.

Det var først i aften af ceremonien skulle foregå, så jeg havde masser af tid til at finde på noget interessant at lave. Jeg valsede ud på badeværelset, og tændte for det varme vand i bruseren, og hoppede ind under vandet da jeg havde smidt bh’en og trusserne.

Det brandvarme vand fossede ned over min følsomme hud, men det var en dejlig følelse. Jeg lukkede øjnene i, og med det samme kom et billede af Alex frem på nethinden. Han havde kysset mig, og jeg havde været fuldstændig overrumplet. Alle mine følelser fra førhen var kommet springende tilbage, som om Adrian aldrig havde eksisteret. Det havde dog ikke været andet end et uskyldigt kys. Resten måtte komme senere, men nu vidste jeg hvad han følte, og han vidst hvad jeg følte. Forhåbentlig ville det blive lidt nemmere at omgås fremover, hvor jeg ikke behøver at sidde og savle indvendigt over hans drønlækre udseende.

Selvfølgelig kunne jeg ikke holde det skjult for Jenna, og i det øjeblik vi mødtes, spurgte hun hvad der var sket, siden jeg havde sådan et fjollet grin over hele ansigtet. Jeg vidste, at det ville være umuligt at holde det hemmeligt for hende, så hun havde fået det hele af vide, og reagerede ved at udstøde et højt hvin, der fik de forbigående til at kigge undrende på os, og gav mig et kæmpe kram.

Jeg slukkede for vandet, og trådte ud af badet. Mit hår var et stort rod efter jeg havde tørret det så godt som muligt med håndklædet, og det tog en evighed at få det redt igennem. Jeg fandt noget rent tøj frem som jeg hoppede i, og jeg satte mig derefter på min store, dejlige seng.

Jeg var bange. Bange for alt det der snart ville ske. Jeg var endnu ikke fyldt atten, og nu var det blevet bestemt at jeg skulle være dronning, fordi mine forældre var blevet myrdet af min onkel. Mit liv har været alt andet end almindeligt de sidste par måneder. Samtidig frygtede jeg også, at der var andre derude ligesom min onkel. Mennesker der kun tænkte på, at få mig ryddet af vejen. Mennesker der ønskede mig død.

Hurtigt rejste jeg mig fra sengen, og forlod mit værelse. Jeg ville finde Alex. Jeg havde brug for at finde ham. Han havde en speciel evne til at få mig til at få det bedre i alle tænkelige situationer.

Efter at have smækket døren i ind til mit eget værelse, gik jeg de fire skridt der var fra min dør til hans, og bankede på. Jeg stod i lidt tid og ventede, men der blev ikke lukket op. Jeg lagde øret imod døren, bare for at være helt sikker på, at der ikke var nogen derinde. Ikke en eneste lyd. Jeg sukkede opgivende, og begav mig videre hen ad gangen. Hvis jeg skulle lede hele skolen igennem for at finde ham, kunne det hurtigt blive en lang dag.

Heldigvis gik det ikke sådan, og lige da jeg åbnede døren for enden af gangen, kom han praktisk talt dumpende lige ind i mig.

”Hej,” sagde jeg hurtigt med et smil.

”Hej.” Han var tydeligt overrasket over at jeg pludselig stod der, hvilket bare fik et stort smil frem.

Jeg stod bare og kiggede på ham, og blev pludselig tom for ord. Hvad skulle jeg sige? Jeg havde bare taget ud for at finde ham, og nu havde jeg gjort det, men hvad så nu?

Jeg tog en hurtig beslutning med mig selv, og i stedet for at stå og vente på, at nogle tilfældige kloge ord ville komme flyvende, lagde jeg armene om hans nakke og kyssede ham. Denne gang var det min tur til at overraske ham med et kys. En følelse jeg godt kunne vænne mig til.

Han fik lukket døren i for enden af gangen. Som vi stod der, kunne en hver forbipasserende følge med i hvad vi lavede. Denne gang var det ikke nær så uskyldigt som sidst, og sommerfuglene baskede for livet løs inde i maven på mig.

Kysset blev kort afbrudt, da vi begge skulle have en chance for at trække vejret.

”Vi burde virkelig ikke gøre det her,” hviskede jeg med et smil. Mine forældres rådgiver havde så sent som dagen før, kommet med en lang forklaring om, at jeg nok ville gøre klogt i, at holde mig væk fra alle fyre indtil alt det med kroningen var overstået.

”Næh,” svarede han kort, og lænede sig så igen frem for at møde mine læber.

* * * * * * * *

Alt var klar. Alle var klar. Jeg tog en dyb indånding og kiggede mig ind i det store spejl. Den kongeblå kjole sad perfekt, og efter stylisternes hjælp med smykker og hår, så jeg nydelig ud. Sådan som en acceptabel dronning ville se ud, tænkte jeg for mig selv.

”Kom, kom, vi er sent på den,” skyndede en af stylisterne på mig. Alle andre opholdt sig allerede i kirken, så den eneste der manglede, var mig.

Jeg skyndte mig efter hende ud af døren og hen til kirken. Den sidste time havde hun ikke gjort andet end at forklare mig, hvordan ceremonien ville komme til at foregå. Jeg ville komme gående op ad kirkegulvet, så skulle jeg svare ja til en masse spørgsmål, og til sidst vil jeg få kronen på, og blive kronet til dronning. Det løs så enkelt på den måde hun forklarede det på, men indeni var jeg ved og dø af angst for, at noget skulle gå galt, og at jeg dermed ville gøre mig til grin foran alle de mennesker der sad i kirken.

Musikken begyndte, og damen skubbede mig blidt i ryggen som tegn på, at det var nu. Kirken var proppet. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men der var ikke en eneste ledig siddeplads tilbage, og samtidig stod der store menneskemængder ude i siderne.

Jeg koncentrerede mig om, at holde fødderne på en lige linje, og på ikke at falde over mine egne ben. Utroligt nok nåede jeg hele vejen op af gulvet, uden så meget som at snuble. Mit blik fangede noget uden for vinduerne, da en sort fugl fløj hen og satte sig uden for et af de store vinduer. Min helt egen lille ravn. Den kiggede på mig med det samme venlige blik, som den altid havde gjort, og det havde hurtigt en beroligende effekt på mig.

Alex, Jenna og Mia sad på en af de forreste rækker og smilede til langt op over ørerne. Jeg fik øjenkontakt med Alex, og han nikkede kort. Selvom det kun var et nik, var der meget mere bag det end et simpelt nik. Det skal nok gå alt sammen. Du kan klare det her. Vi kan klare det.

Præsten, der også havde afholdt begravelsen, gik i gang med en lang tale, der altid hørte med, når der skulle krones en ny konge eller dronning.

”Vil du tjene? Vil du være retfærdig? Vil du beskytte fremmede så vel som venner?”

”Ja,” svarede jeg til hvert af de tre spørgsmål.

Hun fandt den lille krone frem, som nærmere var et tiara, og lagde det forsigtigt på mit hoved, og bad mig derefter om at vende mig imod menneskerne i kirken. Alle rejste sig op på samme tid med deres blikke rettet imod mig. Jeg tog en dyb indånding, da præsten sagde de sidste ord.

”Jeg giver jer, Dronning Kayla Pankova.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...