Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

140Likes
167Kommentarer
7997Visninger
AA

18. Kapitel 17

 

Dem der end havde taget den komplet forskruede idé, måtte have en skjult psykisk lidelse. Hvordan i al verden skulle jeg kunne være dronning? Jeg sad inde på det store kontor, hvor mine forældre før havde siddet. En ældre mand sad overfor mig. Han havde været mine forældres rådgiver eller noget i den stil.

”Vi kan ikke tvinge dig til noget, men-”

”Men det forventes af mig,” sukkede jeg. Han havde nu siddet i en time og forklaret mig om, hvordan det hele hang sammen. Jeg var deres eneste barn, så selvfølgelig var det mig, der skulle overtage tronen. De havde ikke andre. Manden lød ikke engang selv overbevist om, at jeg kunne klare presset, men jeg var deres eneste mulighed.

”Ja,” svarede han stift.

Tanker sværmede rundt i mit lille hoved. Hvad ville der ske hvis jeg sagde ja? Hele stedet ville højest sandsynligvis gå til i ruiner, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan et kongerige skulle styres.

”Jeg gør det.” Ordene fløj ud af munden på mig, før jeg kunne nå at holde dem tilbage. Hvad havde jeg lige gjort? Manden klappede i hænderne af glæde og rejste sig fra stolen. Nu var det for sent at bakke ud.

”Herligt! Vi ordner tingene i morgen. I dag vil vi koncentrere os om kongen og dronningens begravelse.” Hans stemme blev mørkere som han sagde det sidste, og et trist udtryk bredte sig over hans ansigt. De havde betydet meget for ham, og det kunne enhver se.

Hvad han mente med ’tingene’ vidste jeg ikke noget om, men som han selv sagde – i dag ville vi koncentrere os om begravelsen. Jeg var blevet spurgt om jeg ville holde en tale, men jeg havde takket pænt nej. Jeg ville ikke kunne stå og holde tale uden at bryde sammen i tårer.

* * * * * * * * *

Den sorte kjole hang elegant ned over mine ben, og jeg satte det lange hår op i en knold. Hvem skulle have troet, at det ville være så hårdt, at miste nogle mennesker, som man kun havde kendt i nogle måneder? Jeg havde det skrækkeligt. Hver eneste nerve inden i mig gjorde ondt, og jeg kunne lige så godt være blevet spiddet med tusinde af knive. Smerten ville være den samme.

Mine ben traskede hen ad gangen. Vinterens kulde og blæst havde sat en stopper for, at vi kunne holde begravelsen udendørs. Jeg fulgte med strømmen af mennesker, der alle var på vej imod kirken, og stødte pludselig ind i Mia.

”Hej,” sagde vi i munden på hinanden, og det lykkedes mig at få et smil frem.

”Hvordan har du det?”

”Det ved jeg ikke helt,” svarede jeg og trak på den ene skulder.

Vi fulgtes videre uden at veksle mange ord. Vi gik bare i stilhed side om side, og det var måske det bedste. Tårerne pressede konstant på, og jeg gjorde mit yderste for at holde dem tilbage. Stengulvet i kirken fik lyden af mine skridt til at give genlyd. Jeg tog blikket væk fra gulvet og kiggede op ad midtergangen. To store, hvide kister stod oppe foran alteret, og jeg holdt vejret et kort øjeblik før jeg fortsatte hen over det kolde gulv.

Kirken blev hurtigt fulgt op. Der var mange velkendte ansigter, men også en del fremmede, som jeg aldrig havde set før. Præsten trådte frem og begyndte sin prædiken. En tale var måske nærmere det rette ord at bruge. Hun fortalte om alle de gode stunder og om alle de ting de havde oplevet.

Min kamp for at holde tårerne tilbage opgav jeg, og en enkelt tåre skøjtede ned over min kind. Mit blik gled rundt i kirken, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste, som havde en personlig kamp imod tårerne.

Præsten rundede af, og folk begyndte langsomt at forlade kirken igen. Den nedtrykte stemning hang som en fugtig svamp over os alle.

”Jeg kommer om lidt,” sagde jeg til Mia, da hun begyndte at vandre imod udgangen. Hun nikkede kort som svar, og jeg vendte mig imod kisterne.

Med forsigtige skridt gik jeg imod dem, og nervøsiteten steg gevaldigt. Jeg måtte se dem. Bare én sidste gang. Præsten trådte ind foran mig før jeg nåede hen til dem. Hendes mund åbnede sig, og hun lignede en, der skulle til at sige, at jeg ikke måtte være der. Hun kiggede kort på mig, og opdagede hvem jeg var, og trådte hurtigt til side igen, og lod mig komme forbi. Normalt var der lukket for at folk kunne gå hen til kisterne, men jeg var deres datter. Også selvom hun havde nægtet mig adgang til at se dem, havde jeg på den ene eller anden måde kæmpet mig vej hen til dem.

”Det gør mig ondt,” sagde præsten med en næste uhørlig hvisken.

Jeg sendte hende et påklistret smil, og gik hen til kisterne. Der lå de. I hver deres hvide kiste med hænderne foldet over maven og en buket blomster imellem. Der var noget dukkeagtigt over dem. Deres hår var blevet sat, og de havde fået deres fineste sæt tøj på.

Mine hænder greb fat i kanten af min mors kiste, og de små dråber løb ned over de røde kinder. Jeg lænede mig ned og kyssede hende på kinden, og gjorde derefter det samme ved min far.

”Jeg elsker jer,” hviskede jeg for mig selv, da jeg igen havde rettet mig op, og kiggede ned på dem. ”Farvel.”

Hurtigt vendte jeg mig om og gik ud af kirken. Jeg tørrede tårerne væk med den ene hånd, og gik med hurtige skridt hen ad gangen. Jeg følte en blanding af sorg og had. Jeg havde mistet mine forældre. Jeg havde kun kendt dem nogle måneder, men de betød allerede meget mere for mig, end dem jeg havde levet med i sytten år. Samtidig boblede vreden op inden i mig. De var blevet myrdet. Myrdet af min onkel. Kongens egen bror! Adrian var stadig i live, og jeg havde mest bare lyst til, at finde den nærmeste kniv, finde ham, og sørge for at han aldrig ville se dagens lys igen.

Desværre ville det ikke være acceptabelt. Mord ville aldrig blive acceptabelt, men aldrig i mit liv havde jeg følt så meget had til en person i live. En skønne dag ville han forhåbentlig føle den samme smerte, som gik igennem min krop lige nu.

* * * * * * * *

Den sorte begravelseskjole var blevet skiftet ud med jeans og en stor sweater. Jeg havde samlet håret i en høj hestehale for at holde styr på det. Vejret havde skiftet fra almindelig snefald til snestorm, og vi havde fået forbud imod at gå udenfor. Mine tanker gik konstant til de to hvide kister. De ville blive sænket i jorden, når stormen havde lagt sig.

”Hvad tænker du på?” Det gav et set i mig, da stemmen brød stilheden. Jeg kunne med det samme genkendte hans stemme. Mine albuer hvilede i vindueskarmen, og jeg kiggede ud på snestormen, der blæste for fuld kraft udenfor.

”Alt og intet.”

”Det var dybt sagt.” Jeg kunne ikke holde et grin tilbage, og det glade humør var vendt tilbage.

”Det ved jeg. Jeg er faktisk ret poetisk.”

Han løftede bare øjenbrynene og kiggede på mig.

”Dig, poetisk? Den havde jeg aldrig set komme.”

Jeg gav ham bare et smil, og kiggede så igen ud af det store vindue. Stormen rasede stadig af sted udenfor, og jeg var glad for, at jeg stod indenfor iklædt en kæmpe sweater, der var mindst et par numre for stor.

Nogle andre elever gik forbi på gangen, og alle sendte mig alle det samme sørgmodige blik. Jeg slog blikket væk fra dem. Der var ingen grund til, at blive mindet yderligere om, hvad der var sket.

”Du, Borowski, jeg tror jeg har fået min evne.” Jeg kunne se julelysene i hans øjne blive tændt i løbet af ingen tid.

”Det virker også meget logisk.”

”Hvordan?”

”Normalt bliver evnen udløst af vrede, og tja...” Han trak på skulderen, og jeg forstod hvad han mente. Der var en stor grund til, at have været vred i går aftes.

”Hvilken evne er det så blevet til?” Hans stemme strålede af nysgerrighed, og jeg forsøgte at undertrykke et grin.

”Min onkel tog fat i min arm, og pludselig var jeg i fortiden. Jeg så alt hvad der var sket for min onkel.”

”Wow.”

”Wow?” spurgte jeg. Var det virkelig alt han havde at sige?

”Okay, fantastisk er måske et bedre ord. Det er jo en god evne, og ikke et eller andet underligt-”

”Er at kunne se ting fra fortiden ikke underligt?” I min verden var det bestemt ikke normalt.

”Jo, nu du siger det.”

Jeg rystede blot på hovedet af ham. Solen gemte sig bag nogle store, mørke skyer, og jeg tvivlede på, om vi ville se den igen før i morgen.

”Jeg hedder Alexander – ikke Borowski,” sagde han og kiggede ned på mig. Jeg havde længe gået og tænkt på, hvornår han ville kommentere på, at det altid var det jeg kaldte ham.

”Jeg hedder Kayla – ikke Lille Prinsesse.” Mit svar fik et smil frem på hans læber.

”Udmærket, Kayla.” Jeg gjorde et tilfreds nik med hovedet.

”Men jeg kan godt lide Borowski. Er det polsk? Rumænsk? Russisk?” Jeg blev ved og ved, mest for at irritere ham, og det var tydeligt at det virkede. Han afbrød mig lige midt i ’bulgarsk’, og overraskede mig på alle tænkelige måder.

”Du snakker for meget,” sagde han, og pressede derefter blidt sine læber imod mine.

--------------------------------

Så fik jeg skrevet endnu et kapitel, og jeg kan afsløre, at vi nærmer os slutningen! Jeg regner med at der kommer et eller to kapitler endnu og måske en epilog :)

Så kommenter gerne på historien indtil videre! (Igen, igen er kapitlet ikke rettet igennem for eventuelle fejl)

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...