Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8466Visninger
AA

17. Kapitel 16

 

Jeg lagde panisk mit hoved ned til min mors bryst. Der var ingen puls. Det samme gjorde jeg ved min far, og også der var der ingen puls. Tårerne strømmede ud, og jeg hulkede ukontrolleret. Nu havde jeg lige fået dem tilbage, og så blev de revet fra mig igen på denne måde.

Jeg kiggede tilbage op på min onkel og Adrian. Min onkel kiggede ned på dem med et tilfreds ansigtsudtryk, mens Adrian for en gangs skyld så en smule skræmt ud.

En lille flok vagter kom brasende ud af døren og kiggede skræmt på kongen og dronningen, der lå på jorden. Døde.

En af dem kaldte på hjælp indenfor, og så brød helvede løs. Min onkel brugte sin evne imod nogle af vagterne, men de var mange. Et højt brag lød pludselig, og jeg kiggede forvirret rundt, hvor mine øjne landede på min onkel der tog sig til brystet.

Fine, store, røde dråber af blod faldt ned på sneen, og dannede små huller i den. Han faldt sammen på knæerne, og sank derefter sammen på jorden. Jeg ville være uendeligt taknemmelig for hvem der end havde skudt ham, men lige nu havde jeg andre ting at tage mig af. Adrian var forsvundet.

Fodsporene i sneen afslørede ham, og jeg løb hurtigt i deres retning. Jeg måtte holde op i gallakjolen for ikke at falde, og de høje hæle var heller ikke den bedste kombination med sne. Ravnen havde lettet fra sin gren, og fløj nogle meter foran mig.

Vi rundede et hjørne og jeg så Adrian et stykke foran mig. Ravnen satte farten op og styrtede imod ham. Da den nåede ham satte den kløerne i, og han blev tydeligvis overrasket over det pludselige angreb fra en fugl. Han stoppede op, og forsøgte at få ravnen væk. Han bandede højlydt, og havde slet ikke set mig komme løbende, da jeg kastede mig over ham og væltede ham om i sneen.

”Hvad fanden har du gjort?!” råbte jeg, og satte mig oven på ham, og holdt hans hænder nede.

”Undskyld, men-”

”Det er for sent nu! Mine forældre er døde, og hele jeres mission er gået i vasken. Er du glad nu?” Igen begyndte mine øjne at fyldes med vand, og jeg snøftede en enkelt gang. Jeg knyttede min ene næve i vrede, og slog ham i ansigtet.

”Den var for at du udnyttede mig,” hvæste jeg igennem de sammenbidte tænder. Slaget havde givet ham næseblod, og han skar ansigter af ren smerte. Jeg hørte løbende skridt bag mig. Vagterne var kommet.

”Tag ham væk. I fængsel eller noget lignende.” Jeg slap ham, og rejste mig op ligesom vagterne førte ham væk.

Jeg bemærkede først nu, at min puls var umådelig høj og ukontrolleret, og gråden kom farende tilbage. Hvor vagterne førte Adrian hen vidste jeg ikke, men det betød heller ikke noget. Han skulle bare væk. Væk fra mit liv og væk fra mig.

Mine fødder slæbte sig hen ad jorden, da jeg bevægede mig tilbage imod indgangen. Foran indgangen stod der en sværm af mennesker. Vagter, lærere og elever. Vagterne prøve ihærdigt at få den store menneskemængde væk. Mine forældre lå stadig på jorden, og jeg hørte kort at folk fra hospitalet var på vej, selvom det allerede var for sent.

Jeg fik øje på Alex iblandt nogle andre, og vores øjne mødtes. Han havde haft ret. Han havde haft ret hele tiden. Der var noget mystisk ved Adrian, jeg havde bare været for blind til at se det. Jeg næsten løb hen til ham og omfavnede ham.

”Jeg er så ked af det. Jeg skulle have troet på dig,” hulkede jeg, og begravede mit ansigt i hans skulder.

”Det er okay.” Hans stemme havde en beroligende virkning på mig. ”Det skal nok blive godt igen.”

Jeg tvivlede en del på hans ord. Hvordan skulle tingene blive gode igen? Jeg havde mistet mine forældre, som i øvrigt var kongen og dronningen, og drengen jeg kunne lide var en svindler.

Mine hænder rystede og jeg var stadig i chok over aftenens hændelser, da Alex hjalp mig tilbage imod mit værelse. Vagterne og sygeplejerskerne ville tage sig af mine forældre, og jeg hørte nogen om en begravelse i morgen.

Sikke en aften! Vinterballet gik i kaos, og de fleste var på vej tilbage til værelserne samtidig med mig. Mordet på kongeparret var også en god grund til at stoppe det. Rygterne var lynhurtigt nået overalt på skolen, og alle vidste nu hvad der var sket.

Dem vi stødte mødte på vejen tilbage til mit værelse, sendte medlidende blikke og nik. Jeg havde fået kontrol over min gråd, men tårerne strømmede stadig ned ad kinderne, og jeg havde opgivet at få dem til at stoppe.

”Tak,” sagde jeg, da jeg stod i den åbne dør indtil mit værelse og kiggede på ham.

”For hvad?”

”For alting.” Jeg gav ham endnu et knus, før jeg lukkede døren i, og smed mig ind på sengen med maven først. Noget prikkede på vinduet, og jeg drejede hovedet så jeg lige akkurat kunne ane ravnens skikkelse ude i mørket. Jeg var utrolig lettet over, at jeg stadig var i live, men samtidig havde jeg mistet mine forældre.

Jeg vendte hovedet tilbage imod sengen, og begravede mit hoved i den store hovedpude. Søvnen kom væltende ind over mig, før jeg nåede at klæde om, og jeg faldt i søvn fuldt påklædt i gallakjole og stiletter.

* * * * * * * * *

Jeg stod på afgrunden til det store flammehav. De brune øjne kom langsomt gående imod mig, men jeg kunne ikke komme længere væk fra ham, uden at træde ud over kanten og blive omfavnet af de store flammer. Smerten ramte mig som et lyn fra en klar himmel, og jeg mistede balancen og styrtede ned i afgrunden. Det skingre skrig blev kun overdøvet af den ondskabsfulde latter.

Med et sæt satte jeg mig op i sengen. Sveden indhyllede mig fra top til tå, og jeg kæmpede for at holde styr på min vejrtrækning. Det var bare en drøm. Det var bare en drøm, sagde jeg for mig selv.

Solen var endnu ikke på vej op på himlen, og jeg kastede et blik på uret, der hang på væggen over mit skrivebord. Klokken var ikke engang seks. Kjolen blev smidt i en bunke på gulvet, og jeg trak i en oversize t-shirt og nogle jeans og forlod værelset.

Min vejrtrækning var langsomt kommet tilbage til det normale igen. Der var ingen andre oppe på det tidspunkt, så jeg havde det hele for mig selv. Jeg vandrede rundt på skolen i flere timer uden noget egentligt formål, indtil klokken var blevet så mange, at andre også var begyndt at stå op, og snart summede gangene med stemmer og liv.

Jeg satte kurs imod spisesalen. Da jeg satte mig ned ved bordet, var det eneste mad jeg havde taget et simpelt rødt æble. Min appetit var ikke hvad den før havde været, og hændelserne fra i går havde helt sikkert noget med det at gøre. De andre kom daskende en efter en, og slog sig ned ved siden af mig rundt om bordet.

”Hvordan har du det?” Jeg blinkede nogle gange før jeg opdagede, at ordene var rettet imod mig. Mit hår lignede en fuglerede, og jeg havde store render under øjnene.

”Hvad ligner det,” sukkede jeg, og tog endnu en bid af æblet.

”At du har det ad helvede til,” svarede Jenna på sin afslappede måde, selvom jeg nemt kunne mærke, at hun også var påvirket af tingene der var sket i går. Alle ved bordet havde kendt Adrian i længere tid end jeg, så de måtte være mindst lige så chokeret som jeg.

”Du er skarp i dag, Jenna.” Jeg fik et smil frem på det ellers udtryksløse ansigt.

Vi fik alle spist vores mad, hvilket for mit vedkomne ikke tog lang tid. Jeg tog mig selv i, at sidde og stirre på Alex flere gange. Der var sket noget siden i går. Han havde været der, når jeg havde haft brug for ham. Det havde altid været ham og ikke Adrian, som hjalp mig når jeg havde brug for det, jeg havde bare ikke været klog nok til at se det.

”Kayla!” Jeg rystede på hovedet, og blev flået ud af mine tanker igen. Mia sad og kiggede afventende på mig.

”Undskyld, hvad sagde du?”

”Har du hørt hvad alle folk snakker om?”

”Folk snakker om så meget.” På stedet kunne et simpelt lille rygte imellem to personer, blive blæst op til noget fuldstændig vandvittigt, som alle på skolen vidste.

”De har snakket om at gøre dig til dronning!”

Jeg stirrede på hende i flere lange minutter. Dronning. Mig? De to ord hang bestemt ikke sammen i min lille verden. Jeg var ikke engang fyldt atten endnu, og så talte de om at gøre mig til dronning!

”De må være sindssyge,” mumlede jeg til sidst.

”Helt bestemt.” Alex kiggede på mig med et smil. ”Men vi skal have en konge eller dronning, og da du er den næste i rækken, er det retmæssigt hvis du bliver den nye dronning.” Han lød så formel på den måde han talte.

”Jeg er kun sytten!” udbrød jeg.

”Din far var kun tyve, da han blev kronet til konge.”

Det lød ikke til, at jeg havde et valg. Beslutningen var blevet taget for mig. Det ville ikke længere hedde ’Prinsesse Kayla’. Jeg var blevet opgraderet til ’Dronning Kayla’.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...