Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8095Visninger
AA

14. Kapitel 14

 

Dagene fløj forbi, og pludselig var der kun to dage til vinterballet. Jeg var kommet ind i en rutine, hvor jeg stod op, spise, var i skole, spiste, var hjemme, spiste, og gik i seng. Ikke det mest varierende dagsskema, men det var sådan det fungerede. I dag var dog en undtagelse. I dag skulle alt foregå anderledes end det plejede. Jeg skulle til danseundervisning! Hvem skulle nu have troet det?

Heldigvis var jeg ikke den eneste, og da jeg mødte op i den store sal, stod der mindst tyve andre, der også skulle danse. Jeg havde fået af vide, at jeg skulle øve med min partner, Adrian, men efter at have spejdet rundt i salen kunne jeg konstatere, at han ikke var der. Jeg sukkede tungt. Det ville være svært at lære dansen, når jeg ikke havde nogen partner.

 ”Hør efter alle sammen!” En ældre dame kom ind ad døren, og strålede over hele ansigtet. Man kunne tydeligt se, at hun gik op i dansen og i at undervise os i det.

”Find sammen med jeres partner, og så går vi i gang.”

Alle de andre fandt hurtigt sammen dreng og pige, mens jeg selv blev stående med korslagte arme og så på.

”Har du tænkt dig at stå der og surmule hele timen?”

Jeg kiggede hurtigt imod stemmen, og blev mødt af en dreng med mørkt hår og isblå øjne.

”Det kommer ikke dig ved, Borowski.” Hvad lavede han nu her? Hvis han var kommet for at håne mig med, at Adrian havde forladt mig, kunne han godt gå igen.

”Adrian bad mig om at møde op. Han blev forhindret i sidste øjeblik, og ville ikke have dig til at gå glip af det, så du må nøjes med mig.” Mit humør lysnede igen. Adrian havde ikke brændt mig af.

”Det kan vel gå denne ene gang,” sagde jeg med et kækt smil, og kiggede imod læren der var gået i gang med at demonstrere nogle trin. Jeg fulgte parret med øjnene rundt i den store spejlsal. Der var en del nærkontakt, hvor jeg ville have foretrukket at danse med Adrian.

Mine følelser var stadig ikke til at holde styr på. Den ene dag kunne jeg være helt sikker på, at jeg var vild med Adrian, mens det den næste dag kunne være Alex.  De seneste par dage havde mine følelser for Adrian alligevel blomstret en anelse uden nogen særlig grund. Det var bare sket.

”Nu er det jeres tur!” damens lyse stemme rev mig ud af mine tanker. De andre par fandt hurtigt sammen i tæt omfavnelse, og jeg kiggede bare usikkert på Alex, som tog det meget mere roligt end jeg. Det var bare en dans, tænkte jeg for mig selv. Intet andet end det.

”Pigerne lægger hånden på drengens skulder, og drengene lægger hånden om livet på pigen.” Den ældre dames stemme skar igennem lokalet, og overdøvede al den mumlende snak.

Jeg vendte mig imod Alex, og jeg lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, som var han lavet af glas. Min anden frie hånd fandt sammen med hans, og han lagde en hånd om livet på mig. Det hele føltes meget intimt, men jeg kunne ikke få mig selv til at nyde det, da jeg hele tiden havde Adrian i tankerne.

”I starter når i er klar!” Damen satte musikken i gang. Klassisk. Ikke min foretrukne musikstil, men til denne slags dans ville det ikke passe med hverken pop eller rock. Mine fødder fandt hurtigt takten og det samme gjorde hans. Det hele virkede så enkelt.

”Husk de flirtende øjne. Vi skal kunne mærke kemien!” råbte hun for at overdøve musikken. Flirtende øjne? Helt bestemt ikke. Ikke med Alex. Jeg havde bevidst forsøgt at undgå øjenkontakt imens vi dansede, men nu var det pludselig forbudt. Jeg kunne føle hans brændende øjne på mig, mens jeg stadig samlede mod til at se ham i øjnene. Det burde ikke være så svært at se en dreng i øjnene. Det var jo ikke fordi at der var mere i det end det.

Musikken flød ud igennem højtalerne, og strømmede ud til alle kroge af salen. Mine øjne fandt ufrivilligt hans. De store isblå øjne, der skinnede som tusinde diamanter i måneskinnet. Jeg kunne kigge på den for evigt. Flirtende øjne? Nej. Bare almindelig øjenkontakt mellem to mennesker der danser, men alligevel kunne jeg ikke undgå at føle glæden og varmen strømme igennem min krop. Kemien var der helt bestemt, men det var ikke noget nogen af os havde planlagt, og jeg tror det gik op for os begge på samme tid, for vi slog begge blikket i jorden.

Det var forkert, og længere var den ikke. Resten af dansetimen forsøgte vi begge at undgå for megen øjenkontakt, og kun nogle enkelte gange hvor damen opdagede det, blev vi tvunget til at se på hinanden. Da timen til sidst var ovre, var jeg, hvis jeg selv skal sige det, en udmærket danser.

Vi fik lov til at forlade salen, og jeg greb hurtigt min taske, og fandt vandflasken frem imens jeg gik ud af den store spejlsal. Flasken var tom, da jeg lagde den tilbage i tasken igen. Jeg havde to timer senere på dagen, så nu var der ikke andet at gøre, end at tage tilbage på værelset, og få tiden til at gå med noget fornuftigt.

Der var næsten mennesketomt på gangene. De fleste måtte stadig være til time. Gangene gav genlyd af mine fodtrin, da jeg hurtigt fortsatte ned af det mørke trægulv. En uventet lyd ramte mine ører. Fodtrin. Bag ved mig, og da jeg drejede ned af en ny gang, fulgte skridtene efter. Jeg vendte mig om, og så Alex. Igen.

”Burde jeg være bekymret over, at du følger efter mig hele tiden?” spurgte jeg. ”Du ved, der er noget der kaldes stalking.”

Han slog bare en latter op, selvom jeg selv ikke syntes, at det var sjovt på nogen som helt måde.

”Jeg ville bare snakke med dig.”

”Om hvad?”

”Adrian.” Hans svar overraskede mig. Hvorfor ville han snakke med mig om Adrian?

”Hvad er der at tale om?”

”Han er... Ikke sig selv.” Han tøvede, og kiggede på mig med hovedet på skrå.

”Hvad mener du med det? Han virker da temmelig normal efter min mening.”

Han kørte frustreret en hånd igennem sit hår, og jeg fik en følelse af, at jeg igen var alt for uvidende. Jeg forstod ikke hvad det var han hentydede til. Adrian opførte sig da ikke unormalt.

”Du forstår det ikke. Han er hele tiden væk. Har haft mystiske telefonopkald på det seneste. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg vil bare have, at du er forsigtig.”

”Forsigtig?! Dit er mit liv, og jeg ville sætte pris på, hvis du bare ville koncentrere dig om dit eget, og holde dig langt væk fra mit!” Min stemme havde hævet sig, og jeg mærkede vreden stige mig til hovedet. Han skulle ikke komme og sige, at jeg skulle passe på. Sådan nogle ting kunne jeg godt selv klare. Det var jo ikke fordi Adrian var en sindssyg massemorder eller noget, så hvad det lige var jeg skulle passe på, kunne jeg virkelig ikke se.

”Hør, jeg prøver bare at sørge for, at du ikke kommer til skade,” sagde han. Hans stemme var ikke nær så rolig som før. Min egen frustration må have smittet af på ham.

”Så find en anden at passe på. Lad mig være i fred!” skreg jeg, og vente mig om på hælen, og løb det sidste stykke tilbage til mit værelse.

Jeg smækkede døren i bag mig, og smed tasken på gulvet. Hvad var der lige sket? Jeg plejede aldrig at få vredesudbrud som disse.

Alle oplevelserne kørte rundt i mit hoved, og jeg smed mig ned på sengen, og skreg ned i hovedpuden af frustration. Mine følelser for Alex havde ændret sig. Det var højest sandsynligvis kun midlertidigt, og kun efter vores lille skænderi.

For første gang siden jeg kom hertil, pjækkede jeg fra de to sidste timer. Jeg havde ikke den mindste lyst til at være social på nogen måde.

Dagen efter blev jeg også på mit værelse, og brugte sygdom som en undskyldning, selvom jeg havde det fint. Jeg ville ikke ud af mit værelse. Tanken om at støde ind i Alex, og skulle tale med ham igen var for hård. Det måtte vente til en dag, hvor jeg igen følte mig klar i hovedet.

Adrian kom på uventet besøg sidst på eftermiddagen, og lød oprigtigt bekymret over, at han havde hørt at jeg var syg. Hans besøg fik opmuntret mig, og han havde sneget noget mad fra kantinen med op til mig, hvilket kun fik et endnu større smil på mine læber.

”Bliv nu rask til i morgen,” sagde han med et smil, da han var på vej ud af døren. ”Jeg vil nødig skulle ud og finde en ny partner til vinterballet.”

”Jeg lover, at jeg er klar til i morgen,” lovede jeg.

Han gav mig et kort kys på kinden, før han forsvandt hen ad gangen. Hans læber brændt stadig på min kind, da jeg lukkede døren og satte mig hen på sengen. Jeg kunne virkelig godt lide ham.

Han havde undskyldt over, at han ikke kunne komme til danseundervisningen og forklarede, at der havde krise i familien, som han blev nødt til at tage sig af, hvilket var forståeligt nok.

I morgen var det endelig blevet dagen for vinterballet, og jeg skulle følges med en dreng, som jeg var faldet fuldstændig for. Jeg var ikke længere i tvivl om mine følelser. Det var Adrian, og ikke Alex, som jeg kunne lide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...