Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

140Likes
167Kommentarer
8011Visninger
AA

13. Kapitel 13

Bilen bumlede hen ad den lille vej og stoppede op foran den store port. Jeg sad på forsædet ved siden af Jenna, mens Mia og to andre piger havde klemt sig ind bagi. I dag var dagen hvor der skulle købes kjole. Hvem skulle nu have troet, at det var min mor der gav mig tilladelse til det? Her på stedet var det ikke normalt, at man bare sådan lige tog en tur udenfor porten, men min mor mente, at som prinsesse forventes det, at man ser nydelig ud til begivenheder som denne, så hun havde lavet en aftale med vagten om, at vi kunne få lov til at tage af sted.

Porten åbnede foran os, og vi kørte igennem den efterfulgt af vores følgebil, hvor et par vagter sad i. Endnu en ting min mor havde sørget for.

Snakken hen til nærmeste by gik på kjoler det meste af tiden. Kjoler var ikke den ting jeg havde beskæftiget mig mest med i tidens løb, så da de andre begyndte at snakke om materiale og palietter, kiggede jeg ud af vinduet, hvor landskabet var dækket af en hvid dyne af sne.

Byen var ikke den største og bedste at shoppe i, men det var den eneste der var i nærheden, så der var ikke andre muligheder. Bilen stoppede ude foran den nok eneste kjolebutik i byen. Vagterne parkerede ved siden af os, og vi gik i samlet flok ind i butikken.

Damerne bag kassen kiggede begejstret op, med et blik der sagde, at det var længe siden de sidst havde haft så mange kunder på én gang. Vagterne modtog til gengæld nogle forvirrede blikke. Det er ikke hver dag man ser to muskuløse mænd i jakkesæt i en kjolebutik.

Jeg kunne hurtigt se hvad de andre piger gik efter. De største og længste kjoler blev hevet ned ad hylderne i alle farver. Alle kjoler blev nøje studeret, og efter at have haft adskillige kjoler med inde at prøve, fandt jeg til sidst en til min smag. En gulvlang blodrød kjole uden stropper, og med et mønster af rhinsten ved barmen. Den passede mig perfekt, og jeg var sikker på at jeg ikke ville finde en anden, som kunne passe mig bedre.

Efter godt en time i butikken gik vi alle derfra med en pose i hånden, hvor hver vores særligt udvalgte kjole lå i.

Da vi igen var inden for den store port, forlod vagterne os igen. Det med at skulle have vagter omkring mig, var ikke det nemmeste at vænne sig til.

”Hør, hvad står ’PK’ egentlig for?” spurgte jeg da vi trådte ud af bilen, og jeg kiggede tilbage på porten, hvor de to store bogstaver fyldte halvdelen af porten.

”Det mener du ikke vel?” Mia kiggede forbløffet på mig, og jeg trak bare på skulderen. Jeg kunne fornemme, at det var noget som jeg burde vide.

”Pankova Kingdom.”

”Åh.”

* * * * * * * * * * * * *

Døren åbnede med en knirkende lyd, og jeg lukkede den forsigtig i bag mig. Kontoret var blevet det sted jeg så mine forældre mest. De havde så meget arbejde at gøre hele tiden, så det endte ofte med at blive en kort snak derinde.

”Hej.”

Min mor kiggede op fra den store stak af papirer der lå på skrivebordet, og sendte mig et stort smil.

”Fik du købt en kjole?” spurgte hun nysgerrigt, og hun mindede mig et kort øjeblik om Jenna, med den måde hun interesserede sig for kjoler og bal på.

Jeg nikkede kort og satte mig hen på stolen ved siden af hende.

”Og du har vel også en partner?”

”Ja, mor,” sukkede jeg.

”Hvem er han så?” Hun fik julelys i øjnene, og jeg kunne hurtigt regne ud, at det ikke nyttede noget at holde det hemmeligt.

”Adrian.”

Den Adrian?”

”Jeg ved ikke hvor mange Adrian’er der er på skolen?”

”Adrian Easton?”

”Øh, det tror jeg nok.” Jeg havde hørt efternavnet en enkelt gang, og det lød meget som Easton. Adrian Easton. Det klingede godt.

”Nej, hvor fantastisk! Hans mor er en af mine nære veninder,” sagde hun begejstret.

”Så han er godkendt?” grinte jeg, og hun svarede med et nik.

Jeg havde ikke før tænkt over, at det måske ikke ville være alle drenge, som ville blive godkendt af mine forældre. Hvis jeg ikke kunne få lov at date dem jeg ville, så ville jeg meget gerne sige op som prinsesse. Desværre var det ikke en mulighed.

Det bankede på døren, og en mand trådte ind og skulle bruge min mor til noget mere papirarbejde. Hun kyssede mig kort i håret før vi tog afsked, og hun fulgte efter manden ud af døren. Stilheden overtog, og jeg sad alene tilbage i det store kontor.

Jeg trak benene op foran mig på stolen, og vendte mig om, så jeg kunne se ud af det enorme vinduesparti. Der var sket så meget på blot to måneder. Før havde jeg bare været en almindelig pige, der levede et normalt liv, omgivet af normale mennesker. Det var alt sammen fortid. Nu var jeg prinsesse og havde et tilknyttet dyr, og jeg havde endnu ikke fundet min skjulte evne. Jeg var begyndt at tvivle på, om vi nogensinde ville finde ud af, hvad det var.

Da weekenden var ovre, begyndte skoledagene igen og undervisningen omkring dyrene begyndte. Jeg havde ligget vågen hele natten, som et lille barn julemorgen, og ventet på, at det endelig var tid til at stå op.

Normalt sad jeg bagerst i lokalet, hvor læreren ikke kunne følge med i, om jeg lavede noget eller ej, men denne gang satte jeg mig forrest i lokalet. Endelig ville jeg finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Eller, jeg vidste allerede en del om det, men nu ville jeg forhåbentlig få en masse ny viden, om noget der for en gangs skyld interesserede mig.

Vores lærer trådte ind ad døren på slaget, og smed en stor stak bøger på bordet. Vi fik uddelt en bog hver, og han præsenterede sig selv som Scott Williams. Vi fik lov til at bladre igennem bogen før vi skulle i gang med det egentlige arbejde.

"Båndet knyttes når barnet er 1-4 år. Det er altid dyret der knytter båndet, og det vil ikke senere være muligt at få udskiftet sit dyr. Man vil være forbundet indtil den dag, hvor enten dyret eller mennesket måtte dø."

”Hvis i har spørgsmål til noget af det i læser, skal i endelig spørge!” Hans stemme var varm og ru. Sikkert efter et langt liv med cigaretter.

Timen forløb som jeg havde håbet, og jeg gik derfra med følelsen af, at være ti gange klogere end da jeg trådte ind i lokalet. Jeg var på vej ud af lokalet, da jeg pludselig kom i tanke om jeg havde undret mig over i lidt tid.

”Mr. Williams?” Jeg gik tilbage til hans skrivebord, hvor han sad og kiggede sine papirer igennem.

”Ja?” Han kiggede op på mig med et smil. Han var ikke som de andre lærere, og han var den eneste, der ikke kaldte mig ’prinsesse’ hele tiden.

”Jeg tænkte bare på en ting...” Ordene kom ikke videre, og jeg kunne ikke formulere mig ordentligt. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte igen.

”Jeg har hørt det med, at hvis mit dyr dør, så vil jeg også dø... Men hvad vil der ske, når en af os dør en naturlig død – altså alderdom? Vil den anden så også dø?” Tanken om døden havde siddet i mit hoved lige siden det første uheld med ravnen.

”Når en af jer en gang dør, vil jeres bånd blive ophævet, og den anden vil ikke lide nogen smerte. Så du har intet at bekymre dig om,” svarede han roligt.

”Tak for svaret,” smilte jeg og gik ud af lokalet. Alderdom. Det var den eneste udvej fra båndet. Nu havde jeg en ny mission – at holde ravnen i live indtil en af os engang måtte dø.

 

------------------------------------------

OBS; Kapitlet er ikke rettet igennem, så undskyld hvis der er fejl :)

Smid gerne en kommentar om hvad i synes! Det varmer altid at læse, lige gyldigt om det er ris eller ros ! Og wow har lige set, at Little Princess ligger som nummer 6 på listen over All Time mest populære i kategorien 'overnaturligt'! TAK!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...