Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8111Visninger
AA

12. Kapitel 12

 

Jeg sørgede for at tørre alt blodet væk før jeg tog af sted imod spisesalen. De andre sad allerede ved vores sædvanlige bord, så jeg fandt noget mad og satte mig ned ved bordet imellem Alex og Mia.

Jeg begyndte at spise som jeg gjorde normalt, og opdagede først efter flere minutter, at Alex sad og stirrede på mig. Undrende kiggede jeg på ham, og lagde mit brød tilbage på tallerkenen.

”Hvad?”

”Hvad er der sket med dit hoved?” Han førte sin ene hånd op til mit hår, og kørte håret væk fra mit ansigt, hvor jeg ellers omhyggeligt havde forsøgt at skjule såret. Den korte berøring fik igen varmen til at strømme ud i alle lemmer.

”Ikke noget,” mumlede jeg og drejede hovedet væk fra ham. De andre havde ikke hørt noget, og var stadig travlt optaget af deres mad og en ligegyldig samtale. Alex spurgte ikke mere ind til det, og jeg kunne spise videre i fred.

Det var lørdag, hvilket betød ingen skole. Desværre havde jeg en aftale med sygeplejersken, der kort skulle tjekke om alt gik godt efter mit lille udfald i forgårs.

”Jeg vil forlade jer nu,” sagde jeg, og rejste mig op med et grin. ”Jeg har en date med sygeplejersken.”

”Vi ses,” svarede de alle tilbage, og jeg tog min tallerken og stillede den på plads, før jeg fortsatte imod hospitalet. Den første uge på stedet var værst. Jeg var den store nyhed, som alle skulle snakke om. Nu var tingene heldigvis faldet til ro igen, og jeg kunne fredeligt gå igennem gangene uden at blive gloet på, som var jeg en museumsgenstand.

En hånd lagde sig pludselig på min skulder, og jeg vendte mig overrasket om, og stirrede lige ind i Alexanders øjne.

”Hvad nu?!” spurgte jeg vrissent.

”Har du tænkt dig at fortælle mig hvad der er sket med dit hoved?” Han lagde armene over kors, og så utrolig afslappet ud, hvilket irriterede mig grænseløst.

”Det tror jeg ikke du skal regne med.” Jeg vendte om og fortsatte videre imod hospitalet. Han var ikke til at slippe af med, for jeg kunne høre hans fodtrin følge efter mig.

”Lad mig gætte... Ravnen?”

Jeg vendte mig hurtigt om og stirrede på ham. Hvordan kunne han vide det? Jeg håbede virkelig ikke at han var tankelæser, for så ville han vide alt om, når jeg havde mine svage øjeblikke over for ham.

”Så det var ravnen,” sagde han.

”Og hvad så hvis det var ravnen, Mr. Jeg-ved-alting?”

”Så ville du stå i en rigtig dårlig situation.” Hans ansigtsudtryk blev pludselig mere alvorligt.

”Hvorfor?”

”Har du ikke hørt hvad der rent faktisk skete, den dag hvor du endte på hospitalet?” Han kiggede undrende på mig, og min nysgerrighed var ikke længere til at skjule. Jeg rystede kort på hovedet.

”Der var nogen der fik ravnen til at falde. Det var ikke et uheld, men nogen der ønskede at påføre ravnen smerte, hvilket også ville sige dig.”

Hvis det han sagde, var sandt, så var der nogen der ikke var specielt glade for at jeg var vendt tilbage. Jeg kom i tanke om min onkel. Ham der først havde været grunden til at jeg måtte flygte herfra.

”Tror du det kunne væ-”

”Ja. Eller nogen der arbejder for ham. Hvis det var din onkel selv, ville han ikke kunne være kommet inden for porten.”

”Du forstår virkelig at ødelægge en ellers god dag,” mumlede jeg. Resten af dagen ville jeg med sikkerhed ikke kunne slippe tanken om, at der var nogen inden for porten, der ikke var glade for min hjemkomst.

Han grinte bare ad mig, og trak på skulderen.

”Det er sådan noget jeg kan.” Han fik igen en seriøst mine. ”Men lov mig at passe på. Vi ved ikke hvem eller hvad det er.”

”Det skal jeg nok,” svarede jeg hurtigt, og fik tvunget et smil frem, før jeg hurtigt skyndte mig videre imod hospitalet. Jeg var alt for sent på den, hvilket resulterede i en meget bekymret sygeplejerske, der var bange for, at jeg var blevet slået ned på vejen derhen, hvilket heldigvis ikke var tilfældet.

Jeg blev sluppet fri igen efter nogle små tjek, hvor det viste sig, at alt var som det skulle være. De andre havde for længst forladt kantinen, så jeg gik direkte tilbage imod mit værelse. Gangen var mennesketom, bortset fra en dreng med gyldent hår der stod ude foran min dør. Adrian.

”Hvad vil du nu?” spurgte jeg med et smil da jeg kom tættere på.

Han vendte sig hurtigt om da han hørte mig, og kørte elegant en hånden igennem håret. Hvordan kunne alle drenge køre en hånd igennem håret på den måde? Alt for tiltrækkende. Hvis jeg derimod selv skulle forsøge at køre en hånd igennem mit hår, ville den sidde fast før jeg nåede at få den kørt igennem. Man kan vel sige, at mit hår ikke er det mest samarbejdsvillige hår der findes.

”Behøves der at være en grund?”

Jeg kunne ikke skjule et grin. Adrian og hans sædvanlige kommentarer.

”Men lige nu er der faktisk en grund,” sagde han, og jeg stoppede op da jeg nåede helt hen til ham. Som vi stod der overfor hinanden, var han næsten et hoved højere end mig, selvom jeg normalt ikke var særlig lav.

”Og det er?”

”Jo, ser du...” Han tøvede og kiggede ned i jorden. Meget uventet. Han plejede ikke at være typen, som ledte efter ord. Jeg stod bare i spænding og ventede på, at hans ord ville komme ud over læberne.

”Kunne du... Måske... Tænke dig at følges med mig til vinterballet?” Endnu mere uventet. Han fik sit bedste smil frem, hvilket gik lige i hjertet. Hvem kunne sige nej til det? Han så godt ud, havde en skøn personlighed, som til tider dog kunne blive lidt for irriterende, men i den store helhed, var en fin fyr.

”Selvfølgelig vil jeg det, Adrian!”

* * * * * * * * * * * * * *

Da mørket endnu en gang faldt på, begik jeg mig imod spisesalen sammen med Jenna og Mia. Hele vejen prøvede Mia febrilsk at få sit krøllerede røde hår sat i en hestehale, men måtte til sidst opgive.

”I gætter aldrig hvad der skete i dag!” Jenna havde den evne at få alle ting til at lyde som det mest spændende i verden. Det skulle ikke undre mig, hvis hun en dag lavede en tale om brød med smør på, og kunne få den til at lyde interessant.

”Jeremy spurgte mig om jeg ville følges med ham til vinterballet!” sagde hun ivrigt efterfulgt af et hvin. Han havde fablet om ham, lige siden vi havde fået datoen på ballet.

”Tillykke,” fik vi begge sagt, og hun smilede til langt op over begge ører.

”Hey Kayla, hvordan går så det med din drengejagt?”

”Sådan meget godt...”

Mit kryptiske svar havde den virkning jeg havde håbet på, og de stoppede begge med at gå, og stirrede fuld af forventning på mig.

”Ud med sproget, tøs!” Jenna hoppede næsten af spænding.

”Adrian,” nåede jeg lige at få sagt, før de begge omfavnede mig. Var det virkelig nødvendigt? Det var bare en date til et skolebal. De gik begge tydeligvis meget mere op i det end jeg gjorde. Mia havde også fundet sig en partner, som jeg ikke kunne huske navnet på.

Vi satte gang i benene igen, og nærmede os hurtigt spisesalen. Drengene sad allerede omkring vores bord, da vi satte os ned på stolene omkring det runde bord.

”Tillykke Adrian,” sagde Jenna da hun havde fået sat sig ned. ”Du fik fat i prinsessen før nogen andre.”

Han grinte bare som svar, og sendte mig et smil. Jeg havde ikke tænkt på, at der måske kunne være drenge, som kun ville følges med mig på grund af min status. Heldigvis var det ikke sådan med Adrian. Jeg kiggede kort på Alex, og så et glimt af skuffelse i hans blik, og jeg fik det pludselig dårligt. Jeg ville jo også gerne have fulgtes med ham. Jeg måtte virkelig snart få styr på mine følelser over for de to drenge. Dette skulle nødig ende som en dårlig kopi af Twilight.

----------------------------------------------

Så, hvad synes i? Jeg har ikke fået det rettet igennem, så beklager hvis der er en del stave- og kommafejl, men min hjerne er en smule død for tiden :) Og hvad synes i - Team Alex eller Team Adrian? haha :D

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...