Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8463Visninger
AA

11. Kapitel 11

 

Jeg missede med øjnene imod det skarpe lys. Hvor var jeg? Hvad var der sket? Da mine øjne havde vænnet sig til lyset, kunne jeg endelig se hvor jeg var. Hospitalet. I det mindste var jeg da ikke død. Jeg prøvede at sætte mig op i sengen, men jeg faldt sammen igen på sengen af udmattelse.

En sygeplejerske kom hurtigt gående imod mig, da hun opdagede at jeg var vågnet.

”Hvordan har du det?” spurgte hun venligt.

”Fint,” løj jeg.

”Vi giver dig noget smertestillende, og så burde du være klar til at komme tilbage igen.”

Jeg sagde ikke mere. Jeg havde det ad helvede til, men lige nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme væk fra hospitalet. Da jeg endelig fik grønt lys til at gå, hjalp en sygeplejerske mig på benene. Svimmelheden overtog med det samme, og jeg måtte støtte mig op af sengen for ikke at falde sammen igen.

”Går det?” spurgte hun, og jeg nikkede beslutsomt. Jeg begyndte at gå imod udgangen, og fokuserede målrettet på at nå ud derfra hurtigst muligt. Jeg lukkede døren efter mig, og åndede lettet op over, at jeg var nået ud uden at have væltet.

Mit syn var stadig sløret, men jeg forsøgte at kæmpe mig vej videre tilbage imod mit værelse. Jeg forstod stadig ikke hvordan jeg var havnet på hospitalet. Eller jo, det var ravnen. Jeg så ravnen falde til jorden lige før jeg selv besvimede. Det var det der havde stået i de papirer jeg havde fået af Alexander. Jeg var forbundet til ravnen, så hvis en af os kom til skade, ville det også ske for den anden. Så nu var spørgsmålet bare, hvad der var sket med ravnen? For den kunne tydeligvis ikke være død, for så ville jeg ikke have været i live.

Vejen tilbage til mit værelse var hårdere og sværere end jeg have troet, og jeg måtte holde pauser hele tiden.

”Åh gudskelov jeg fandt dig, Kayla,” hørte jeg en stemme sige, og jeg forsøgte at stille skarpt på personen, men det hele forblev sløret. Først da hun kom tættere på kunne jeg genkende den blonde frisure og silhuetten. Jenna.

”Hej,” fik jeg fremstammet med lidt besvær. Min stemme var ru og jeg lød ikke som mig selv.

”Hvad har de dog gjort ved dig på det hospital,” grinte hun, og lagde en arm om mig for at støtte mig.

”Aner det ikke.”

”Nå, men i hvert fald har vi været syge af bekymring. Vi hørte du var kommet på hospitalet i går, men vi måtte ikke besøge dig.”

I går? Det føltes nærmere som om, at jeg kun havde været væk i nogle timer.

”Så nu var jeg på vej hen for at se til dig, men så sagde de derhenne, at du lige var taget af sted, men nu fandt jeg dig heldigvis.”

Med hendes hjælp fik vi kæmpet os hele vejen tilbage til mit værelse, og jeg satte mig på min seng med et bump.

”Hvad skete der?” spurgte jeg.

”Jeg ved det ikke. Jeg har hørt, at det var en af de yngre piger der så dig falde om, så hun hentede selvfølgelig hjælp. Jeg forsøgte at spørge nogle af de voksne om, hvad der var sket, men ingen af dem ville fortælle mig noget. Pisse irriterende mennesker, hvis du spørger mig.”

Jeg grinte af hendes sidste kommentar. Hvis Jenna havde en bestemt mening om noget, skulle den med sikkerhed deles med os andre.

”Det var ravnen,” sagde jeg efter noget tid.

”Det ved jeg godt, men det der er problemet er, at vi ikke ved hvad der skete med den. Det er dét de voksne ikke vil fortælle mig,” svarede hun muggent.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke om det, og mit hoved var også alt for bombet til at jeg kunne tænke så seriøst lige nu.

”Hvad er klokken egentlig?”

”Omkring 21,” sagde hun og kiggede ud af vinduet, hvor mørket havde lagt sig over hele stedet.

”Men nu ikke mere snak om ravne og klokken, hvad gør du til vinterballet?”

Hun forstod virkelig at skrifte emne med stil.

”Øh, det har jeg ikke lige tænkt over.”

”Hvad med kjole? Og partner?”

”Lad os bare sige, at jeg overhovedet ikke har tænkt over noget der har med vinterballet at gøre,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile.

”Vi må ud og shoppe kjoler en dag, og du kan da følges med Alex eller Adrian?” Hun gik virkelig meget op i alt det her med vinterballet, mens jeg selv så det som en ting, der bare skulle overstås.

”Jeg ved det ikke. Men shoppingen er jeg med på.”

Hun fortsatte sin lange snak om vinterballet, og om hvem jeg ville se bedst ud med af Alex og Adrian. Jeg havde overhovedet ikke gjort mig de tanker, at jeg ville være nødt til at have en partner. Kunne jeg ikke bare komme alene? Eller medbringe en kat? På den anden side ville jeg nok blive set på som underlig, hvis jeg dukkede op til vinterballet med en kat, så en dreng var nok alligevel den bedste idé.

Jenna forlod mig igen efter noget tid, og jeg sad alene tilbage i stilhed. Det var skyfrit udenfor og alle stjernerne lyste op på den mørke himmel. Min mave rumlede efter mad, men i stedet for at tilfredsstille den og gå ned til kantinen, tog jeg tøjet af og kravlede ned under dynen i den store seng.

Min krop var træt, og mit hoved kunne ikke overskue mere på en dag, så at få noget søvn ville forhåbentlig hjælpe på det hele, og så måtte jeg finde ud af hvad der var sket med ravnen i morgen.

* * * * * * * *

Jeg vågnede med et sæt da noget bankede ind i vinduet. Forvirret kiggede jeg rundt i værelset og ud af vinduet. Pludselig kom ravnen til syne i vinduet. Min ravn. Var det den der var fløjet ind i mit vindue? Dumme dyr.

Ufrivilligt steg jeg ud af den lune seng, og gik over til vinduet og kiggede nærmere på ravnen. Den blødte fra et sted i hovedet. Ikke noget alvorligt, men den blødte. Det måtte have været sammenstødet med vinduet. Noget gik pludselig op for mig, og jeg glemte alt om ravnen og styrtede ud på mit badeværelse og så mig i spejlet.

Blodet løb stille ned af siden på mit hoved, og jeg forsøgte hurtigt at vaske det væk, men blodet blev ved med roligt at løbe ned ad mit ansigt. Jeg kiggede forvirret rundt, før jeg løb tilbage til vinduet, hvor ravnen stadig sad.

Jeg åbnede for vinduet og rakte min ene arm ud. Utroligt nok hoppede ravnen op på min arm, og jeg tog den med ud på badeværelset. Hvis jeg ikke kunne stoppe blødningen i mit hoved, måtte det være fordi, at jeg skulle gøre det på ravnen i stedet for.

Jeg tror ravnen kunne fornemme at jeg forsøgte at hjælpe den, for den gjorde intet for at slippe væk, og den lod mig duppe dens lille hoved med en våd klud. Vi var forbundet fysisk, hvilket jeg kunne se på mit blødende hoved, men psykisk var vi også. Når jeg så på ravnen, kunne jeg på en eller anden måde fornemme hvad den følte og omvendt. Enhver anden fugl ville aldrig have ladet mig komme så tæt på.

Blodet stoppede til sidst med at komme frem fra ravnens lille hoved, og den fløj i en pludselig bevægelse væk fra min arm, og ud af det åbne vindue igen. Jeg kiggede tilbage i spejlet, og så at der ikke længere kom blod ud af det lille sår på mit hoved. Den ravn ville sikkert ende med at blive min død.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Tusind tak til alle jer der læser med og har liked/kommenteret og på favoritlisten! Det betyder rigtig meget, og det får mig lyst til at skrive mere :)

Jeg vil fremover forsøge at lave kapitlerne lidt længere (nogenlunde ligesom dette). Igen mange tak fordi i gider at tage jer tid til at læse min historie! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...