Little Princess

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at hele dit liv ikke var som du havde gået og troet? Hvis dine forældre ikke ikke var dem de udgav sig for at være? Hvis du havde levet hele dit liv på en løgn? Følg pigen Kayla på sin rejse, for at at finde ud af hvem og hvad hun er. Hvorfor har folk løjet igennem hele hendes liv? Nu er hun på en mission - At finde ud af sandheden...

141Likes
167Kommentarer
8187Visninger
AA

10. Kapitel 10

Det viste sig at personerne ved bordet overraskende nok, var nogenlunde almindelige mennesker. Min puls faldt til normal igen, og jeg kunne koncentrere mig om at følge med i deres samtaler. De to piger hed Mia og Jenna. Jenna var hvad jeg ville kalde den rebelske type. Hun var ligeglad med hvad andre mente, og gjorde altid som det passede hende. Mia derimod var mere den stille type, der ikke sagde særlig meget, men bare nikkede, smilte og kom med korte bemærkninger en sjælden gang imellem.

Drengen der havde kommet med bemærkningen om mit udseende hed Adrian, og var ligesom jeg havde regnet med, storsnudet, en anelse snobbet, og havde for vane at snakke som om han var vigtigere end alle andre. Jonas var den anden dreng der sad ved bordet. En mørkhåret dreng med krøllet hår. Hele hans attitude var meget afslappet, og det var nemt at føle sig afslappet i hans nærvær.

Hvem skulle nu have troet at den underlige blanding af mennesker, ville ende med at blive mine tætteste venner på kun få uger? Den første uge på skolen havde jeg ingen undervisning, men skulle derimod bare tulre rundt og lære hvor de forskellige ting lå. Alexander blev også en fast del af hverdagen, og mit anstrengte forhold til ham blev lidt efter lidt løsnet op.

Min ukendte evne forblev ukendt, og det undrede mig at der ikke var sket noget endnu. Jeg var heller ikke begyndt på undervisningen der omhandlede dyrene, hvilket var det fag jeg glædede mig mest til.

Hele den omvæltning hvor jeg gik fra almindelig pige til prinsesse var meget underlig i starten, og det tog mig en uge før jeg selv have forstået at det faktisk var sandt. Jeg var prinsesse, om jeg så ville det eller ej.

Jeg kiggede ud af vinduet i mit værelse, hvor sneen langsomt dalede ned. Vi stormede imod den kold tid, og den første sne var begyndt at falde i går som store hvide fnug. Jeg tog blikket fra vinduet da det bankede på døren, og jeg rejste mig fra sengen og vandrede hen til døren og åbnede den.

”Kayla,” sagde Adrian på sin sædvanlige afslappede måde. Han stod lænet op af dørkarmen og lignede en der ejede hele verdenen. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for hvad jeg syntes om ham. Han kunne til tider være utrolig arrogant, mens han andre gange kunne være virkelig dyb, og så var han endda charmerende på sin helt egen specielle og underlige måde.

”Hvad vil du, Adrian?” sukkede jeg.

”Behøver der at være en årsag?”

Han maste sig vej forbi mig, og gik hen og satte sig på sengen. Jeg lukkede døren, og gik tilbage til værelset og lænede mig op ad væggen.

”Nej, men jeg regnede bare med, at du havde noget interessant at sige.” Jeg trak på skuldrene og kiggede på ham med et smil. Han vidste alt hvad der foregik på skolen, og jeg havde ingen anelse om, hvordan han bar sig ad.

”Nu du siger det...” Jeg kunne ikke holde et lille grin tilbage. Jeg vidste det! Han havde et eller andet at fortælle.

”Altså der sker jo så mange ting. Din rigtige undervisning begynder i morgen, der er vinterbal om nogle uger, og hvis du skulle have glemt det, er der kun lidt over en måned til jul.”

Endelig var det blevet tid til, at jeg skulle lære noget mere om, hvordan alt det med dyrene fungerede. Og vinterbal? Det var interessant.

”Hvad går det bal ud på?”

”Dans, middag... Du ved, de ting man normalt foretager sig til et bal,” sagde han med en tone, der fik mig til at føle mig meget dum.

”Nu er det jo ikke fordi jeg er en der går til baller hver uge, så jeg har altså ikke styr på, hvordan sådan nogle foregår.”

”Det kommer du til. Du er prinsesse, så du kan godt regne med at skulle gå til en masse af den slags.”

”Så siger vi det, og nu skal du gå. Jeg skal have ordnet nogle ting.” Faktisk havde jeg ingenting at gøre, men jeg havde brug for noget tid alene.

”Som De ønsker, prinsesse,” sagde han og bukkede da han havde rejst sig op.

”Lad være med at gøre det!” grinte jeg. Jeg hadede når folk bukkede og nejede for mig. Det føltes alt for underligt.

Han gav mig bare et smil, og smuttede så ud af døren igen og lukkede den i efter ham igen. Jeg gik hen til vinduet og hvilte armene i vindueskarmen, og så ud på sneen der stille faldt ned over det grønne landskab. Jeg kunne godt lide Adrian. Han var anderledes, en anelse for selvsikker, men alligevel kunne han få mig til at smile.

Alligevel blev mit underbevidste ved med at fortælle mig, at det ikke var ham jeg kunne lide. Alex, Alex, Alex! Jeg rystede tanken fra mig. Alexander var det stikmodsatte af Adrian, men alligevel var der en varme der spredtes i hele min krop, hver eneste gang jeg så på ham.

Jeg forlod vinduet og sprang hurtigt i nogle vinterstøvler, tog en jakke på og forlod mit værelse. Jeg skyndte mig igennem bygningens store gange og ud i den enorme have. Muren af kølig luft ramte mig i det skridt jeg trådte ud af døren, og jeg indåndede den kolde luft.

Der var endnu ikke faldet særlig meget sne, kun et lille tyndt lag af den fineste sne, men det ville sikkert allerede være væk i morgen. Lyden af baskende vinger strøg forbi mine ører, og jeg kiggede op på den sorte fugl, der nu havde sat sig på grenen på et af de nærstående træer.

”Hej Ravn,” hviskede jeg, da jeg så den hvide plet på maven. En ravn kan ikke smile, eller tale for den sags skyld, men dens øjnes udtryk var ligeså godt som et smil.

Jeg stod og betragtede ravnen, da den pludselig faldt ned fra grenen med et skrig. Jeg kiggede panisk på den. Hvad var der sket? Jeg skulle til at løbe hen til den, da en voldsom smerte pludselig ramte mit hoved. Mit hoved brændte, og det gjorde ondt. Hvad var der galt? Mit syn var begyndt at svigte, og jeg så store sorte pletter for øjnene, mens smerten i hovedet blot blev større og større.

Jeg sank til jorden mens jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Den kolde jord holdte mig nede, og jeg kunne ikke bevæge mig. Pludselig blev hele verdenen sort.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Så fik jeg skrevet endnu et kapitel! Smid meget gerne en kommentar/like og sig hvad du synes om den indtil videre, og jeg er altid åben over for nye idéer :) Og hvad tror i mon der sker nu? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...