Følelser lyver ikke

Vil Ashley føle kæreligheden igen? Følelsen af hjertet der banker hårder og hurtigere når hun ser en dreng eller snakker med en dreng? Vil hun nogensinde give et smil på læben for at vise at hun elsker ham, uden at vise for meget? Eller vil hun ende med at live alene som hun har gjort i 97 år som vampyr?




3Likes
1Kommentarer
438Visninger
AA

2. Angeles National Forest

 

Fuglenes morgensang vækkede mig mandag morgen. Solen begyndte stille og roligt vise sig fra min terrassedør, som overraskende nok stod på vidt gab. Jeg stod på mine ben med et sæt og begyndte at tænke på hvordan jeg kom hjem i går. Havde jeg taget nogle med hjem, eller var der var indbrudstyv på besøg mens jeg sov?
Jeg udelukkede den sidste. Jeg ville 100 % vågende hvis der var nogle i nærheden, så jeg blev enig med mig selv om at jeg bare glemte at lukke terrassedøren i går aftes, da jeg kom hjem. Jeg kiggede på min vækkeur som vil begynde at larme om præcis 3 timer, 2 minutter 27 sekunder. Jeg har sovet i… hvad… 2 timer. Men altid er jeg frisk og udvelet når jeg kommer til Gymnasiet. Gymnasiet ligger 45 minutters kørselen væk fra skoven, Angeles National Forest. Jeg kender den store skov ud og ind, selv hvis jeg havde bind for øjenede kunne jeg løbe siksak ud af den skov hvis træer var overalt, og det ville lykkes mig at gøre det uden besvær. Jeg kender skoven godt fordi jeg selv bor ude midt i skoven. Jeg smilede stolt af min gode hukommelse.
Jeg begyndte at satte kursen mod vindeltrappe, da jeg havde klædt mig på til skolen. Skolen havde selvfølgelig uniformer til eleverne, pigerne skulle iføre hvid skjorte, rød slips eller butterfly, sort nededel, som går ned til midten af låret og sidst og ikke mindst, sorte sko. Drengene havde noget mere simpelt som os piger, hvid skjorte med sort eller hvid jakke udenpå, rød slips eller butterfly, sorte bukser og sorte sko.
Vindeltrappen førte direkte ned til stuen hvis marmor gulvet lyste klart på grund af sollyset. Som altid var stuen perfekt, ikke ét eneste tøj ligger spredt på gulvet, de hvide puder med grønne stripper matchede til den u-plettede hvide hjørnesofa og de to lænestol, på glasbordet lå der et blad om jakker, vintersko og andre nuværende moderne tøj som os teenager går rundt med. Ved siden af bladet lå der en fjernbetjening til den store LG fladskærm som hænger på den hvide væg og som endnu engang matcher til den anden røde væg, som tilsyneladende skal males hvidt igen om 2 måneder.
Jeg tænder for fjernsynet, som hurtigt viste tegn på liv, da jeg vendte mig om, og gik ud til køkkenet som stod bag væggen, der hvor fjernsynet hang på. Jeg bruger ikke køkkenet ret tit. Hvis jeg nu brugte den var det på grund af besøg eller kedsomhed… jeg har fået en dårlig vane med at begynde at lave mad. Men det ender altid med at jeg spiser en 1/3 af det selv og resten giver jeg til min gamle nabo, Lola. Lola har boet her lige siden jeg flyttede her til. Jeg har boet her i… 2 år.
Sidste år gik jeg i gang i gymnasiet, og jeg har altid holdt mig for mig selv… på grund af den jeg var. Den person.. eller ret og sagt, den monster jeg er. Menneskerne har ret til at slå mig ihjel, der vil ikke være en eneste klage, om hvorfor os, blodsuger havde ret til at live, blandt de almindelige mennesker. Vores morgenmad, eftermiddagsmad, aftensmad og nattemad er deres blod. Deres blod som flyder ud i deres kroppe. Blod er vores ”mad”, vores fremtid. Vi har ret til at suge deres blod… suge det varme blod ud af deres kroppe… blod, blod... Jeg begyndte at mærke at det her ikke var godt... jeg kunne mærke at, jeg var klar til at gøre noget dumt, som jeg vil fortryde... 
Jeg satte kursen mod sofaen. Jeg kan godt tag en fridag fra High School. 
Jeg lad mig ned på sofaen og begyndte at græde... 
Hvorfor skal det være så hårdt at være en vampyr? Hvorfor skal vi længes efter blod? Hvorfor kan jeg ikke bare live almindelig ligesom de andre fra High School? Det er så syndt for dem, de har ikke en chance for at løbe væk hvis de får øje på en vampyr som mig. Vi er stærkere og hurtigere end dem. Det er ikke fair for dem. 
Jeg begyndte at mærke at søvnen snige sig ind på mig, så jeg lad mig til rette og lod den sidste tårer trille ned af min kind...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...