Not good enough

Hvad gør spiseforstyrrelsens besættelse ved en ganske almindelig ung pige?
/Mit bidrag til Besat-konkurrencen.

6Likes
6Kommentarer
279Visninger
AA

1. Not good enough

 

Igennem årene er hun for omgivelserne blevet mindre og mindre. Det er som om, hun bliver visket mere og mere ud. Hun er en tegning lavet med blyant, og nu sidder Ulven med et smørret, selvtilfreds grin på læberne og visker hende ud lige så langsomt. Det varer ikke længe, inden hun er helt væk.

For knap 5 år siden var hun en glad pige, der måske var lidt buttet eller i hvert fald kraftigt bygget. Men det generede hende ikke. Hun kunne få enhver til at grine, og det virkede som om intet kunne få hende ned at ligge, før ulven flyttede ind og begyndte at indrette sig i hendes sind.

Hun elskede mad. Alt lige fra lækkert chokolade til dejlig, grønt salat. Der var selvfølgelig få ting, hun ikke kunne lide, men hun var bestemt ikke kræsen. Det er hun egentlig heller ikke i dag, men hun spiser det bare ikke. Eller rettere hun MÅ ikke spise det.

Ulven sneg sig ind af en lille revne i hendes sind. Den var næsten ikke til at få øje på, men for Ulven var det en smal sag at komme igennem. Og intet stoppede den. Den mødte ingen modstand, da den begyndte at hviske i hende ører, hvor grim hun var, hvor tyk hun var, hvor værdiløs hun var. Den bildte hende ind, at hun ikke var god nok. Ulven fik frit spil, og hun hoppede i fælden med hovedet først. Og så var det for sent.

Ulven havde overtaget hendes sind, besat hendes krop og var begyndt at lave dybe sår og ar på sjælen. Reglerne, den satte op for hende, var næsten umulige at overholde, men hun gjorde det. Hun havde brug for den kontrol den gav hende, den magt over hende selv og hendes liv, gav mening for hende. Hun var ensom uden Ulven, hendes venner havde forladt hende, hendes familie syntes meget langt væk, og så var der kun Ulven tilbage.

Et halvt æble på 100 g. En bid mørkt brød på 10 g. En gulerod på 23 g. 150 mavebøjninger. 100 benløft. Det er hvad hendes dag består af. Intet mere, intet mindre.

45 kg. Det var, hvad hendes vægt sagde, da hun mod sin vilje blev indlagt, efter at hun for 4. gang var besvimet i idræt. Den hvide kittel, der havde talt med hende, havde tvangsindlagt hende med flydende lettelse løbende ind i hendes krop. Dehydrering som følge af anoreksi lød diagnosen.

Fedme. Det var hvad hun så, når hun kiggede ned af sig selv. Fed mave. Fede lår. Fed røv. Fede knæ. Fede deller. Maden de proppede i hende gjorde hende varm og svedt af angst. Hendes vejrtrækning blev overfladisk, og hun blev overrumplet af et altoverskyggende angstanfald. Ulven rasede over, hvor onde de hvide kitler kunne være. Den havde medfølelse med hende, og det styrkede hendes tro på, at den ville hende det bedste og ikke de onde kvide kitler, der farede forvildet rundt med piller og mad.

Ulven bliver hendes død. Det er hun klar over. Men hun kan ikke slippe af med den. Hun kan ikke smide den for porten og lukke revnen til, som den kom ind af. Hun er blevet et med Ulven, når Ulven er væk, er hun også væk. Hun er en tegning, der langsomt viskes ud til ingenting i takt med at Ulven strammer sit greb om hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...