We found love <3 -JB (+12)

Hannah Perez er 18 år og bor sammen med hendes mor, Kaylee. Da hendes mor finder sig et arbejde i Atlanta, bliver de nødt til at flytte dertil.
Da deres nye hus er under renovering, bliver de nødt til at bo hos nogen i to uger. Kaylees tidligere bedste veninde, Pattie, som i øvrigt er den verdenskendte Justin Biebers mor, tilbyder Kaylee og Hannah at bo hos dem, indtil deres hus' færdiggørelse. Hermed begynder et nyt liv for Hannah, hvor Justin kommer til at spille en stor rolle...
Læsning på eget ansvar ;)

126Likes
336Kommentarer
13933Visninger
AA

11. Tilgivet...<3

Hele vejen hjem sagde vi ikke et ord begge to, og da han endelig kørte ind i indkørslen, åbnede jeg hurtigt døren og steg af. Med hurtige skridt gik jeg hen imod døren, da Justin trak i min arm og trak mig ind i et kram. Forbløffende nok holdt han godt fast om mig, så jeg kunne høre hans hjerte banke uregelmæssigt og hans svage mumlen.

"Jeg er ked af det Hannah."

Nu stod vi der. Helt alene. Hans arme holdt godt rundt om mig, mens jeg stod der og indåndede han duft. Jeg vidste ikke om jeg skulle flytte mig, for jeg havde ikke lyst. Det havde jeg virkelig ikke. Men jeg var heller ikke sikker på, om han virkelig var ked af det. Han skulle ikke tro et kram kunne gøre det hele godt igen. Jeg trak mig langsomt væk, og hans forsøgte at fange mit blik. Han tog fat i begge mine hæder og gav dem et klem.

"Jeg mente det virkelig ikke.." hviskede han og borede sit blik i mit, hvilket fik en stædig tårer til at trille ned ad min kind. Jeg så hurtigt væk, mens jeg bed mig i læben. 

"Tilgiver du mig? Seriøst, jeg vil gør hvad som helst," hviskede han og så indtrængende på mig, hvilket fik mig til at trække lidt på smilebåndene. Nurh, hvor sødt! Jeg nikkede.

"På en betingelse," sagde jeg og trak min hånd fra hans. Han smilede stort og rystede spørgende på hovedet, hvilket fik mig til at fortsætte.

"Hvis du hjælper mig med at tage med til Ryans fest i morgen, så er vi okay," sagde jeg og smilede fornøjet, mens jeg lagde armene over kors. Justins smil blegnede, og han så på jorden et øjeblik.

"Ryans fest?" mumlede han og så så på mig igen. Jeg nikkede med et smil og fortsatte.

"Jeg vil virkelig derhen!" bad jeg og så spørgende på ham. 

"Jamen jeg tænkte på... Nå nu vi er sådan... Altså, du hader mig jo helt vildt.." forsøgte han, hvilket fik mig til at le lavt. Han troede jeg hadede ham. Eller det gjorde jeg også, men nu var han så fandens sød at se på, at jeg helt glemte jeg afskyede ham. Og ufff, de der usikre blik, med det der specielle glimt dræbte mig nærmest.

"Jeg tænkte på... Skal vi ikke starte på en ny, for vi har været igennem.. Altså vi har allerede oplevet hel vild meget lort, så jeg tænkte på... Skal vi ikke bare spise mad, sidde hjemme og se en film... Dig og mig.. Altså sådan for at lære hinanden at kende, for I bliver her jo mere og.." forsøgte han, mens han kløede sig nervøst i nakken. Aaw, han var så sød!

"Jo, det lyder som en rigtig fed ide. Men.. Kan vi ikke så ikke sidde hjemme i dag, og så kan du hjælpe mig med at komme til Ryans fest i morgen?" spurgte jeg usikkert og bed mig nervøst i læben. Jeg ville så meget til den fest, jeg savnede det virkelig! Han sukkede og nikkede bare. Hvorfor fanden sukkede han? Anyways, han tvang et smil frem, altså sådan så det ud, og så gik vi ind i huset. Klokken var allerede blevet 17, og jeg var blevet hundesulten!

Mor og Pattie var ikke hjemme. Hvor fanden var de henne? De sagde da ikke noget med, at de ikke ville være hjemme?

Jeg smed mig selv på sofaen og sukkede dybt.

"Jeg går lige ind i stuen, og beder Sonia (tjenestepigen) om at lave noget mad til os," sagde Justin og skulle lige til at gå hen imod køkkenet, da jeg afbrød ham.

"Hey! Skal vi ikke selv lave maden?" spurgte jeg forhåbningsfuldt og rejste mig op fra sofaen med et hop. Jeg havde lært at lave spaghetti med kødsovs, og det havde jeg virkelig lyst til at lave nu.

"Kan du lave mad?" sagde han nærmest hånende og hævede det ene bryn.

"Ligner jeg måske en, der ikke kan?" spurgte jeg mopset og lagde hænderne på hofterne, som jeg så ofte gjorde, når jeg følte, at nogen så ned på mig.

"Nej nej, det er ikke det.. Jeg vidste bare ikke at du kunne lave mad, men fedt nok," sagde han og gav mig elevator blikket.

"Bliv nu ikke mopset igen," fortsatte han og førte en hånd op til mit hår, som han rodede, så det lignede noget der var løgn. Mens jeg stod der og forsøgte at få ham til at stoppe, flækkede han af grin, så tårerne nærmest løb ned ad hans kinder.

"Justin stop nu! Hvad har du gang i? Du ødelægger mit hår!" råbte jeg, dog uden held. Han blev ved, og begyndte så at kilde mig, så jeg lå på jorden og ham oven på mig. Og pludselig, hvad skete der? Jo, kender I det der, hvor man pludselig befinder sig i en akavet situation? Ja, vi befandt os nu i en akavet situation, hvor jeg lå på gulvet og Justin sad på mig. Vi stirrede ind i hinandens øjne et kort øjeblik, hvorefter Justin rejste sig akavet op, hvilket jeg også gjorde.

"Justin se nu, hvad du har gjort!" sagde jeg irriteret for at bryde den akavede stemning, hvorefter jeg stillede mig foran spejlet på gangen. Jeg sukkede mens jeg forsøgte at 'rede' mit hår igen. Justin stillede sig pludselig så tæt på mig, at jeg kunne mærke hans åndedræt i min nakke. Jeg stod nu helt stift og kiggede på ham fra spejlet, men blev så rolig igen, da han hjalp mig med at 'rede' mit uglede hår. Da det så sad ok, gik vi ind i køkkennet. Det tog os en helt time at lave spaghettien, da jeg sådan.. Ja, glemte hvordan man lavede den. Og køkkenet lignede en grisesti, da vi først blev færdige. Pinligt!

"Endelig er den færdig! Jeg er fucking sulten! Jeg troede ellers du sagde, at du viste, hvordan man lavede spaghetti?" brokkede Justin sig, mens han stillede tallerkenerne på bordet.

"Det ved jeg også!" sagde jeg fornærmet og fandt bestikene på plads.

"Ja, og det er derfor, det tog en time?!" udbrød han, mens han lagde salaten på bordet.

"Som om du er meget bedre selv!" sagde jeg og satte mig sukkende på stolen ved bordet.

"Hvis det ikke havde været for mig, var vi aldrig blevet færdige," sagde han stolt og satte sig over for mig. 

"Ja, du har ret Justin." sagde jeg ironisk og smilede falsk til ham. Han gengælde mit smil, der dog var ægte, hvorefter vi spiste vores mad. Og så var der bare det, at køkkennet lignede noget der var løgn.

"Bare lad det være, Sonia skal nok tage opvasken," sagde han, da jeg stillede mig foran opvaskemaskinen, og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med ham.

"Det kan vi da ikke? Jeg skal nok rydde det op," sagde jeg, men han tog fat i min arm og trak mig sukkende hen til et langt skab som han åbnede. Han fandt popcorn, chips og en masse andet guf, som vi tog med os. Vi gik ind i elevatoren og tårerne var igen ved at pirre frem. Der var sket så meget i den her lorte elevator, men det hele var jo ovre. Justin og jeg var ok nu, så det lykkedes mig at holde tårerne væk. Vi kom op på Justins sal, hvorefter vi gik gennem den lange og smalle gang igen. Han åbnede døren, og jeg stod med åben mund over for synet. Det var en mini-biograf! Et fucking sygt mini-biograf med 8 luksus biografsæder! Så freaking awesome! Justin gik hen og kastede sig på en sæde i første række og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ved siden af ham. Jeg satte mig overrumplet ned og studerede stedet, sikkert med åben mund. Ej hvor pinligt! Justin gik leende hen og åbnede et lille skab, hvor der lå en masse dvd'er i.

"Kan du lide gyser?" spurgte han og hævede det ene bryn. Ej shit, jeg hadede gysere! Eller nej, jeg elskede det, men jeg blev altid så fucking bange, så jeg nærmest kunne skide i bukserne! Jeg nikkede bare og Justins satte Paranormal Activity 4 i. Derefter gik han hen til den anden ende af lokalet, hvor der var en cola automat! Fucking sygt! Han hentede en cola hver, og vi satte os til rette på sæderne. Jeg stod rastløs og ventede på at den skulle starte, da jeg kunne mærke Justins blik hvile på mig.

"Du bliver ikke bange vel?" spurgte han og forsøgte at holde nogle fnis væk, men de undslap dog hans læber. Uuuf de der læber!

"Nej, selvfølgelig ikke," sagde jeg og prøvede at lyde indlysende. Han nikkede bare og tog noget popcorn i munden. Han tog en fjernbetjening frem og trykkede på en knap, så her blev helt mørkt...

Omg! Jeg var ved at skide i bukserne! Der var kun gået 20 minutter, og jeg var ved at græde af skræk. "Shit! Forhelvede sluk det!" råbte jeg og begravede mit ansigt i mine hænder af skræk.

"Du sagde du ikke ville blive bange!" sagde Justin og lå flad af grin. Jeg løftede let mit hoved og forsøgte at følge med i filmen, da et skrig undslap mine læber. Jeg ville ikke komme levende ud af det her.

"Bare rolig, jeg skal nok beskytte dig.." sagde Justin og lagde sin arm rundt om mine skuldre. Et sug gik gennem min krop, og jeg stivnede. Jeg fik den her mærkelige mavefornemmelse, sommerfuglene baskede voldsomt med deres vinger i min mave.

"Beskytte mig?" sagde jeg flabet med det ene bryn hævet, "du kan ikke engang beskytte dig selv,"

"Nåh, det kan jeg ikke? Jamen fint, det må du selvom," sagde han med et smøret smil på læber og trak sin arm til sig igen. Og hvad fuck sker der så? Jeg skreg igen efter blot 10 sekunder. Ej hvor pinliiigt!

"Kom her," hviskede Justin og kastede sine arme rundt om mig, hvorefter han trak mig tæt ind til sig. Jeg lå nu halvt på hans brystkasse og kunne tydeligt mærke hans rolige hjerteslag. Mit bankede til gengæld utrolig voldsomt, og jeg forstod ikke rigtigt hvorfor. Ingen drenge har fået mig til at føle mig så nervøs før. Aldrig nogensinde. Jeg sad nu i flere minutter tæt ind ind til ham, og han holdt godt fast om mig. Jeg havde ikke skreget en eneste gang, fordi jeg ikke kunne fælge med i filmen. Jeg havde for travlt med at føle den her dejlige og trygge følelse...

"Er du stadig bange?" hviskede Justin i mit øre og agede blidt min arm. Jeg rystede svagt på hovedet og lagde mig endnu mere ind til ham. Det føltes forkert på en eller anden måde. For et par timer siden hadede jeg ham mere end alt andet, og seriøst det gjorde jeg. Nu.. jeg elskede ham. Ej, hold op Hannah! Du elsker ham ikke! Selvfølgelig gjorde jeg ikke det, men det føltes nu rart at sidde så tæt op ad ham, mens hans finger blidt agede min arm. 

"Du er smuk," lød det pludselig fra ham, og jeg stivnede.

"Du er sød," fortsatte han hviskende i mit øre, hvilket fik mig til at blive svimmel. Hvordan fanden havde han sådan en fantastisk virkning på mig?!

"Du er dejlig," hviskede han, og jeg kiggede op på ham. Et smil formede sig på hans læber, hvilket fik mig til at rødme helt vildt og se ned på gulvet. Han placerede sin finger på min hage og løftede stille mit hoved, så mine øjne mødte hans. Oh God, jeg ville så meget mærke hans bløde læber! Virkelig meget! Han placerede hans hånd på min kind og min hud brændte under hans berøring. Han trak stille mit ansigt mod hans. 10 centimeter blev 5 centimer, hvis ikke mindre...

Hvad synes I? Det var faktisk ikke meningen at publicere det nye kapitel i dag, da jeg havde travlt, men I kom med så dejlige kommentarer, at jeg ikke kunne lade være! Så thank u!  :*Elsker jer helt vild meget! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...