We found love <3 -JB (+12)

Hannah Perez er 18 år og bor sammen med hendes mor, Kaylee. Da hendes mor finder sig et arbejde i Atlanta, bliver de nødt til at flytte dertil.
Da deres nye hus er under renovering, bliver de nødt til at bo hos nogen i to uger. Kaylees tidligere bedste veninde, Pattie, som i øvrigt er den verdenskendte Justin Biebers mor, tilbyder Kaylee og Hannah at bo hos dem, indtil deres hus' færdiggørelse. Hermed begynder et nyt liv for Hannah, hvor Justin kommer til at spille en stor rolle...
Læsning på eget ansvar ;)

126Likes
336Kommentarer
13937Visninger
AA

24. Secrets

"Vi snakkes ved senere.." mumlede han, før han slukkede telefonen og kastede den på sofaen.

"Hvem snakkede du med?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn, i takt med at tage nogle skridt hen imod ham.

"Huh?" var det eneste, der kom ud af hans læber, mens han kløede sig i nakken og sank en klump. Han vidste udemærket godt, hvad jeg spurgte, eftersom jeg efter min mening snakkede højt, klart og tydeligt.

"Hvem snakkede du med, spørger jeg?" spurgte jeg atter, denne gang endnu højere.

"Nååå..." kom det ud af Justin læber, før han grinte et nervøst grin og nikkede forstående, "altså jeg snakkede både med mor og Scooter. De vil have os tilbage om et par timer, eftersom skal.. ehh.. hvad hed det nu? Nåå ja, et interview! Jeg skal til et interview, hvor jeg ligesom afslører vores forhold... Sådan officielt."

"Oh.." var det eneste jeg fik sagt, før jeg nikkede og sendte ham et falskt smil, der forhåbentligt ville forsikre ham om, at jeg var med på den. Jeg var dog stadig ikke overbevist over hans forklaring af en eller anden grund, men jeg stolede på ham. Omg, jeg stolede på ham! Det var godt nok noget nyt, da jeg siden far og mor skiltes aldrig rigtig har stolet på nogen udover Ava... 

En akavet stilhed bredte sig i luften, hvilket fik mig til at presse læberne sammen i en tynd streg og stirre på alt andet end Justin. Jeg åndede lettet ud, da Justin brød den ubehagelige tavshed.

" Skal vi.. Ehh, gå?" han rømmede sig og svang en hånd bagom hovedet, for så at kløs sig nervøst i nakken, "Scooter går amok, hvis vi kommer for sent."

Jeg slog en nervøs og ikke mindst lige så akavet latter op, før jeg gjorde et kort nik med hovedet, for så at bevæge mig ind på toilettet med hurtige skridt og tomatrøde kinder. Hvorfor det hele sådan pludselig skulle udvikle sig til noget akavet, forstod jeg dog ikke, men det var i hvert fald ubehagelig og jeg håbede inderligt, at den akavede stemning ikke fulgte med os på hjemvejen. 

Jeg fik skiftet tilbage til mit tøj og bundet mit hår op i en sjusket knold, før jeg gik ud af badeværelset og kom Justin, der sad fordybet i sin telefon på sofaen, i møde. Jeg blev nødt til at rømme mig, før han rettede sit ansigt mod mig og sendt mig et svagt smil, før han rejste sig op for at bevæge sig hen imod mig og placere hans hænder på min talje, for så at trække mig ind til ham. 

"Jeg er ked af, at vi bliver nødt til at gå så tidligt..." kom det ud af hans læber, før han støttede sin pande mod min og stirrede ind i mine øjne med de fantastisk skabte hazzelbrune øjne, der bogstaveligtalt fik mit hjerte til at springe et ekstra slag hver gang.

"Det er okay.." forsikrede jeg ham om med et varmt smil, før jeg lænede mig ind mod hans læber og atter kunne mærke dem mod mine egne. Det undrede mig, at hans læber sådan altid var så varme og bløde, men det var selvfølgelig bare et plus for mig, der nu havde hans ansigt mellem mine hænder, inden jeg afbrød det intense kys. Han sammenflettede vores fingre, og jeg kunne mærke ham ae min hud blidt, mens han trak mig med ud af yachten, der nu var tilbage ved kysten. 

*****

Et lettet suk undslap mine læber, da jeg endelig fik lagt min sidste top ned i kufferten igen, for så at lyne den sammen. Jeg havde nu pakket i lidt over en halv time, mens Justin allerede havde pakket færdig i de første små ti minutter, for så at gå ned og 'ordne noget', som jeg ikke fik en forklaring på, hvad var. Jeg lod mit blik glide rundt i værelset for at sikre mig, at jeg intet havde glemt, hvorefter jeg greb ud efter kufferten og fik slæbt den med mig ned til lobbyen, hvor Justin forhåbentlig var. Jeg fik afleveret kortet/nøglen til receptionen og kom straks Justins skikkelse, der sad på en af sofaerne i lobbyen, i møde, så snart jeg fik vendt mig om. Jeg fnøs irriteret ved synet af ham atter snakke i telefon, før jeg bevægede mig hen til ham og stod brat op, for så at lægge armene over kors. Jeg forstod virkelig ikke, hvad det var han gik rundt og lavede, men hvis vores forhold skulle fortsætte sådan her resten af vores liv, bare fordi han var en travl mand, jamen så vidste jeg ikke, hvad jeg ville gøre. Det kan godt være, at jeg lyder virkelig egoistisk, men det her skulle være en ferie for os to, og da vi stadig befandt os på Hawaii, jamen så betød det, at det stadig kun skulle være os to. 

Vreden boblede i mig, da Justin endnu ikke havde opdaget, at jeg stod lige ved siden af ham med korslagte arme og en vred stirren på ham. Jeg undlod derfor at forsøge at lytte til samtalen, eftersom det kunne være fuldstændig ligegyldigt, han skulle bare vide, at jeg nu stod der, så jeg gav mig til at rømme mig. Han vendte straks sit ansigt mod mig, hvilket fik mig til at skyde brynene afventende i vejret og tippe utålmodigt med foden.

"Vi snakkes.."  var det sidste han sagde, før han lod telefonen glide ned i lommen og rejse sig op fra sofaen, for så at sende mig et undskyldende blik.

"Scooter igen?" spurgte jeg og lagde stor vægt på at lyde sarkastisk, som havde jeg svært ved at tro det, for ligeud sagt, ja så var det lidt svært at tro, af en eller anden grund.

Justin hævede brynene en anelse chokeret og fugtede sine læber, før han gav sig til at snakke.

"Sig mig, prøver du på at hentyde til noget?" spurgte han og borede sit anklagende blik i mit, som var jeg ved at blive forhørt, hvilket netop ikke var sådan det skulle gå, eftersom jeg skulle forhøre ham om, hvem fanden der var så vigtig at snakke i telefon med.

"Næh.. Jeg undrede mig bare over, om det var Scooter der var så vigtig at snakke i telefon med, så jeg nærmest skulle vente en halv time, før du lagde mærke til mig.." svarede jeg og lod mine læber brede sig  et irriteret og ironisk smil.

"Prøv hør, jeg ved ikke hvad dit problem er, om du har fået dit månedlige lort eller whatever, men-" hvis han troede, at menstruation var grunden til min opførsel, så var han fandme skingrende skør.

"Mit problem er, at jeg blev nødt til at vente i en halv time, før du lagde mærke til mig! Hvad fanden er det ved den telefon, der gør-"

"Hvorfor gør du så stort et nummer ud af det her?! Hvis du prøver på at anklage mig for et eller andet, så sig det fucking ligeud!" han stemme og tone var klart nogle af grundene til, at folk rundt omkring i lobbyen gav sig til at vende om mod os, og så også fordi han er Justin Bieber, men det ser vi lige bort fra lige nu. Hans tænder var sammenbidte, og hans øjne havde fået et sort skær, alt i alt tydede hele hans krop på, at han var virkelig sur og kunne sagtens finde på at efterlade mig her. Desuden forstod jeg ikke lige, hvorfor han troede, jeg anklagede ham for et eller andet, jeg mener, jeg stolede jo på ham. Medmindre der selvfølgelig var noget, og hans opførsel tydede kun på det.

"Jeg anklager dig ikke for noget! Jeg spurgte bare, om det var Scoo-"

"Yeah, Whatever.." han afbrød mig og vente sig om, for så at gå hen imod den sorte bil, der ventede på os foran hotellet. Mine læber formede sig i et enormt O af ren chok, der nu skyllede ind over mig. Var han virkelig seriøs? En time før var han et helt andet menneske, og nu gav han sig til at flippe ud og ignorere mig. Han skulle i hvert fald ikke tro, at han kunne behandle mig sådan, for så at forvente, at jeg ville finde mig idet, for det ville jeg på ingen måder. Jeg lod et irriteret suk undslippe mine læber, før jeg fjernede et tot hår, der faldt ned over mit ansigt, og bevægede mig hen imod bilen slæbende på min kuffert. Chaufføren bevægede sig dog hurtigt hen imod mig og tog fat i min kuffert, for så at lægge den ned i bagagerummet, så jeg sendte ham et taknemmeligt smil og satte min ind i bilen. Justin havde allerede sat sig, men i stedet for at sætte min på sædet i midten, sad jeg så længst væk fra ham som muligt. Jeg var stadig i chok over hans reaktion og ville nok ikke komme over det så hurtigt. Af en eller anden grund samlede tårerne sig i øjnene, da jeg tog afstanden med Justin og mig i betragtelse; vi have allerede, på hvad? Første uge i vores forhold bygget en kold mur imellem os, og nu gad vi fandme ikke snakke til  hinanden. Undskyld mig, men efter min mening, var det ham, som opførte sig som en pige, der havde fået besøg af tante rød. 

Jeg vendte mit blik mod vinduet og forsøgte at ignorere den akavede tavshed, og lod et lettet suk undslippe mine læber, da chaufføren kom ind i bilen og begyndte køre mod lufthavnen. Jeg var omhyggelig med, altid at holde blikket ud af ruden, for lige i øjeblikket ville jeg se på alt udover Justins grimme ansigt, der egentlig var virkelig smukt, men nu var jeg sur, så vi antager det som grimt, og du har bare ikke at antyde andet, for så går jeg helt amok!

Vi begge sagde ikke et ord under hele turen til lufthavnen, og tanken om, at vi skulle være helt alene i jetflyet fik mig til at sukke irriteret. Og så b jeg til gud under hele tiden, at hende den bitchede, blonde stewardesse ikke var der, for så havde hun fandme noget at se frem til; mine bare næver!

Efter blot 20 minutter sad Justin og jeg i jetflyet over for hinanden, og vi begge sagde atter ikke et ord. Bitchen var her heldigvis ikke, men til gengæld var her en brunette, der heldigvis var levet opdraget ordentlig af hendes forældre, så hun kunne komme levende ud af det her. Godt for hende. Jeg stirrede ud af vinduet og forsøgte igen at ignorere Justin, da jeg pludselig kunne fornemme flashlys på mig. Jeg vendte mig om mod Justin, der havde rettet sin iphone på mig. Jeg hævede spørgende blikket og undrede mig over, hvad fuck han havde gang i.

"Du er sød, når du er sur," sagde han med et smørret grin, før han tastede noget på sin telefon, og kaste den hen imod mig. Jeg greb den forvirret og trykkede på hjem-knappen, for så at opdage, at han havde anvendt det billede, han lige havde taget af mig, som låseskærm, hvilket fik mig til at smile rystende på hovedet, men vaskede så smilet væk, da det gik op for mig, at jeg var ved at give efter. Jeg kastede telefon hen til Justin igen uden en mine og stirrede atter ud af vinduet, hvor kun skyerne var til syne.

Jeg kunne endnu engang se flashlyset  mod mig, hvilket fik mig til at vende mig om endnu engang og sende ham endnu et spørgende blik, mens jeg rystede på hovedet.

"Hvad? Du er stadig sød.." grinede han og betragtede det nye billede han havde taget af mig. Jeg rullede irriteret med øjnene over hans forsøg på enten at få mig til at grine eller ødelægge den akavede stemning.

Da han så atter tog et billede, lige da jeg havde vendt mig om, blev det dråben og jeg vendte mig straks om mod ham med det vildeste ansigtsudtryk.

"Hvad fuck vil du?!" nærmest skreg jeg og rynkede spørgende brynene. Justins ansigt bestod af en chokere mine, der sekundet efter formede sig i et morende ansigtudtryk med pressede læber, som forsøgte han ikke at bryde ud i latter.

"Hvad er det, der er så sjovt?!" skreg jeg atter og lagde armene irriteret over kors, for jeg forstod ikke, hvorfor han skulle spille så fanden dum og idiotisk nu.

Justin bed sig i læben i et forsøg på at holde latteren inde, men snart lå han flad af grin, og synet af ham fik mig først og fremmest til at spærre øjnene forvirret op, men snart fandt jeg mig selv grinende og rystende på hovedet.

"Du er så underlig.."mumlede jeg fnisende og betragtede ham holde for sin mave efter en god omgang latter. 

"Du så lækker.." svarede han kækt, før han fugtede sine læber, eftersom han var godt klar over, at det havde en stor påvirkning på mig.

"Skal vi ehh.." han gjorde et nik med hovedet mod toilettet og lod et smørret smil glide hen over hans læber, "opleve lidt adrenalin? Dig og mig, du ved-"

Jeg var ærligt talt chokeret over hans tilbud, eftersom han bare forventede, at jeg var kommet over vores lille skænderi, hvilket jeg ikke var. Jeg endte med at ryste på hovedet og trække på skuldrene.

"Jeg er stadig sur din perverse idiot, " konstaterede jeg og forsøgte at stirre alvorligt på ham, men det lykkedes ikke rigtigt, da Justin atter begyndte at grine på mit forsøg i at forholde mig seriøs, så vi endte atter med at flække af grin. 

"Babe, det er ikke muligt at forblive sur på mig i lang tid," erklærede han selvsikkert og blinkede kækt med det ene øje.

"Ikke det? Skal jeg prøve?" spurgte jeg og hævede nu også selvsikkert det ene bryn.

"Okay okay! Undskyld babe, jeg skulle ikke havde flippet sådan ud, jeg var bare sur.. eh, fordi at Scooter ville have os hjem tidligt... Det gik ud over dig," han lod sin underlæbe skyde lidt frem og forvandlede straks sine øjne til hundeøjne, og det var så her, at jeg ikke kunne holde til det længere.

"Du er tilgivet."

 

*****

 

"Hvor har vi savnet jer!" udbrød Pattie og overfaldt Justin og jeg i et gruppekram, som min mor ikke så lang tid efter deltog i. 

"Det er dejligt, at have jer hjemme igen! Jeg er stolt af jer!" erklærede min mor og betragtede os begge fra top til tå, så snart vi kom ind i huset, "jeg havde forventet, at en af jer ville stikke af, eller at I ville komme hjem med brækkede arme eller ben."

Vi alle lo, eftersom det nok var noget vi alle forventede, men det skete altså ikke. Faktisk skete det stik modsatte, for Justin og jeg havde sådan rigtig kommet sammen, hvilket ingen sådan vidste. Medmindre Justin havde fortalt det til Scooter, siden de jo hele tiden snakkede i telefon. Og jo, jeg var kommet over det, I'm just saying..

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at fortælle dem om vores nu virkelige forhold, desuden ville jeg spørge Justin om hans mening, så vi begav os op på vores værelser og gav os til at stille vores tøj og alt andet, vi havde taget med, på plads. 

Der gik ikke mere end 30 minutter før jeg havde pakket ud, så jeg gik ind i elevatoren, for at ville gå ned i spisesalen og spise aftensmad, da elevatoren begyndte at gå op til næste sal, i stedet for at gå ned, og jeg følte den her mærkelige følelse af dejavu. Elevatordørene åbnede, og jeg kom straks Justins chokoladebrune øjne i møde. Wow, dejavu.

"Nååh, så min kæreste vil igen stalke sin popstjerne-kæreste?" lo Justin, før han tog et skridt ind i elevatoren.

"Jeg sagde det dengang, og jeg siger det nu, jeg kunne ikke drømme om at stalke dig, babe, du kaldte selv på elevatoren," jeg lod et uskyldigt smil spille om mine læber, hvilket fik Justin til at grine og nikke, før han skubbede mig op ad elevatorvæggen og klistrede sine læber i mine, idet døren til elevatoren lukkede. I det 15 sekunder det tog elevatoren at nå ned til stueetagen havde vores læber ikke mistet forbindelsen en eneste gang, men så snart døren gav lyd fra sig, trak jeg mig væk.

"Hey, jeg var ikke færdig med dig!" lød det fra ham, før han atter lænede sig ind imod mig, hvilket fik mig til at skubbe ham til side med bagsiden af min hånd og fortsætte hen ad gangen.

"Der er bare ærgerligt," grinede jeg, før jeg trådte ind i spisestuen med Justin i hælene. Bordet var dækket til og mor og Patttie sad der allerede i venteposition. 

"Godt, så er I her, vi sulter!" udbrød min mor grinende og Pattie nikkede bekræftende. Jeg satte mig over for mor, og Justin satte sig ved siden af mig, foran Pattie, og vi gav os straks til at spise. Idet en hånd krøb hen ad mit lår spærrede jeg øjnene op, og lod et gisp undslippe mine læber, hvilket fik mor og Pattie til at se op på mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Justin bide sig i læben for at holde latteren inde i sig selv, for den hånd, tilhørte Justin.

Jeg sendte vores forældre et uskyldigt smil og gav mig til at spise videre som om intet var sket, og sukkede lettet da mor og Pattie trak ligegyldigt på skuldrene og spiste videre. Justins hånd bevægede sig endnu højere op ad min lår under bordet, hvilket føltes vildt ubehageligt, eftersom vi var ved bordet, så jeg forsøgte at sende ham et blik, der forhåbentligt ville få ham til at stoppe. Han rystede nærmest fnisende på hovedet og morede sig åbenbart over situationen, så jeg greb fat i hans hånd, der var nået hen til mit inderlår og næsten hen til.. Ja du ved hvad. Jeg forsøgte at fjerne hans hånd, der strammede grebet om mit lår, hvilket fik mig til at spærre øjnene op og bide mig nervøst i læben. Det fik kun Justin til at fnise og sende mig et blik, der viste , at han nød dette øjeblik, da hans telefon pludselig ringede, og han straks fjernede hans hånd, så jeg sukkede lettet. Justin sendte et undskyldende blik til os, før han rejste sig op fra bordet, for at besvare sit opkald.

"Nå, Hannah, hvordan gik det?" spurgte min mor med et smil, inden hun proppede gaflen i munden.

"Altså, vi har set billederne papparazierne fik taget i nyheder, de er simpelthen overalt, og jeg må sige, at de ser troværdige ud.." forklarede Pattie i takt med at nikke imponeret.

"Det gik vel okay.. Jeg mener, jeg vil jo være skuespiller, så jeg måtte da yde noget.." forklarede jeg og undlod at fortælle, at vi nu rent faktisk var sammen.

Der gik ikke lang tid før Justin vendte tilbage til spisesalen efter at have sluttet sit opkald.

"Fredo har lige ringet, han inviterer mig med hjem hos ham.. Vi skal hænge ud med et par andre drenge," forklarede Justin og så på Pattie, for at få hendes bekræftelse.

"Jamen, okay, det gør du bare..." smilede Pattie og gjorde et enkelt nik med hovedet, "du har trods alt gjort som du skulle på Hawaii, så nu er du fri."

Justin smilede taknemmeligt, hvilket fik mor og Pattie til atter at vende sig om mod maden. Wow, Justin var godt nok hurtigt til at skulle væk fra dette hus, han måtte elske sine venner. Da han opdagede, at hans mor kiggede væk, lod hans sit blik glide hen imod mig, for så at sende mig et spørgende blik der sagde 'er-det-okay?'. Jeg endte med at nikke og sende ham et smil, der bekræftede, at jeg var sikker. Han nikkede smilende og blinkede kækt med det ene øje, før han forsvandt ud af spisesalen og hjem til Fredo. 

Klokken var blevet 20, da vi var blevet færdige med maden, og jeg gik op på mit værelse, for at tjekke alle billederne af Justin og jeg ud. Vi så egentlig ret søde ud, men det syntes belieberne åbenbart ikke, eftersom jeg opdagede, at jeg havde fået et ton beskeder, hvor de truede både mig, men også min familie. Mange af dem var virkelig onde og barske, og det fik kun tårerne til at samle sig omkring øjnene. Men altså, der ville vel altid være nogen, der ikke ville kunne lide det, ikke? Det vil aldrig kunne lykkedes nogen af os at gøre alle tilfredse.. Og så længe Justin og jeg var glade sammen, så kunne det da være ligemeget.. håbede jeg. 

På den anden side var der mange der syntes, at Justin og jeg passede virkelig godt sammen. De kom med alle mulige komplimenter som; 'Du er virkelig smuk', 'Justin har god smag' og lignende. det betød selvfølgelig meget mere end de hadefuldeord andre folk kom med, men sådan var det vidst bare, og jeg kunne vel ikke gøre andet end at acceptere det. Pludselig kom jeg i tanke om den hate-webside, jeg havde oprettet for bare et par dage siden. Jeg gik derind og opdagede, at jeg havde fået et par tilhængere, og nu fik jeg det helt dårligt med mig selv. Jeg mener, jeg kunne virkelig godt lide Justin, og jeg hvder en hate-webside om ham, hvor klogt var det lige? Og så kunne jeg ikke lade være med at føle, at jeg var dobbeltmoralsk,  eftersom jeg var ved at græde over alle de hate-bekseder jeg fik , og så havde jeg selv lavet en om Justin. Yup, den skulle i hvert fald slettes, men det ville være sjovt at vise Justin hjemmesiden, så jeg ventede lidt med at slette den. Og så skrev jeg ellers med Ava til klokken 23, om hun fandt selvfølgelig ud af, at Justin og jeg for alvor datede. Jeg havde savnet at snakke med hende og fortælle bogstavlig talt alt det jeg havde oplevet, hvilket jeg fik gjort denne gang. Ava havde endnu ikke fundet en fyr, eftersom hun var lidt af en player. Men vi aftalte, at hun skulle besøge os, så snart vi flyttede ind i vores eget hus, og så skulle hun selvfølgelig møde Justin.

Den nat besluttede jeg mig for at vente på Justin, til han kom hjem, da jeg deromkring midnat fik et opkald fra Scooter.

"Hej Hannah, undskyld jeg forstyrrer, men har du set noget til Justin, eller ved hvor han er?" Scooter lød en anelse bekymret, men så kunne jeg jo opklare sagen.

"Han hænger ud sammen med hans venner hos Alfredo.." forklarede jeg, da tavsheden tog over, inden Scooters forbløffende stemme atter lød.

"Hm, Alfredo? Det giver altså ikke mening, for jeg er sammen med Fredo nu..."

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

 

Well, det giver i hvert fald ikke mening... Vi alle nok har fået fornemmelsen af, at der gemmer sig noget bag det her, og Hannah er i hvert fald ikke den eneste, der ikke ved, hvad der foregår, for det gør Scooter heller ikke. Hvad er det mon, der snart skal ud i dagslys? Hvad er det, der holdes hemmeligt?

*****

Endelig fik jeg opdateret! Det tog en evighed, og jeg undskylder, men det skyldes personlige årsager, jeg ikke er parat til at dele... Håber I forstår og tilgiver mig! Jeg var simpelthen så sur på mig selv over, at jeg ikke havde opdateret i virkelig lang tid, så jeg brugte min nat på dette kapitel; jeg blev først færdig klokken 3 om natten... :/ Nå, men nu skal jeg i gang med min anden movella, kommenter om hvad iIsynes peeps! :*

ps. jeg opdaterer den i morgen (der så er i dag), eftersom der nok ikke er mange af jer, der er vågen til denne tid...

66 likes = nyt kapitel!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...