We found love <3 -JB (+12)

Hannah Perez er 18 år og bor sammen med hendes mor, Kaylee. Da hendes mor finder sig et arbejde i Atlanta, bliver de nødt til at flytte dertil.
Da deres nye hus er under renovering, bliver de nødt til at bo hos nogen i to uger. Kaylees tidligere bedste veninde, Pattie, som i øvrigt er den verdenskendte Justin Biebers mor, tilbyder Kaylee og Hannah at bo hos dem, indtil deres hus' færdiggørelse. Hermed begynder et nyt liv for Hannah, hvor Justin kommer til at spille en stor rolle...
Læsning på eget ansvar ;)

126Likes
336Kommentarer
13932Visninger
AA

29. Let the game begin

Jeg fik endelig lov til at kaste mig på sofaen i suiten efter en lang og ikke mindst lige så travl dag. Ser du, efter at have siddet og ventet i omkring to timer på, at det skulle blive min tur at at gå til audition - hvilket jeg egentlig ikke fandt logisk, eftersom der kun var fem der skulle til audition før mig, men åbenbart havde de det fuldkommen okay med at tage det i sneglefart- der blev det endelig min tur.

I første omgang lykkedes det mig overhovedet ikke at snakke, eftersom jeg havde denne ubehagelige klump i halsen, der nærmest forhindrede mig i selv at trække vejret. Så det endte med, at jeg bare stod der og gloede på dem med svedende håndflader og sitrende hænder, og jeg må ærligt indrømme, at det tog dem en del tid og energi at få mig til at slappe lidt af, før jeg kom i gang, hvilket jeg betragtede som et stort, fedt tommel-ned. Jeg ved ikke, om de kun bedømmede mig ud fra min audition - der ifølge mig selv egentlig gik meget godt - eller om de bedømmede mig ud fra det hele; fra udseende til selvtillid til talent og så videre. Men, hvad jeg vidste var, at hvis det var tilfældet, så havde jeg ikke en meget større chance for at blive valgt, end en gammel dame med stok, der overhovedet ikke havde gået til audition.

Da vi alle - efter fire lange timer - var blevet færdig med vores audition, fik vi besked på, at vi ville blive ringet op til et møde, hvis vi blev valgt. Åbenbart skulle to af os blive valgt; en pige til hovedrollen og veninden til denne hovedrolle. 

Resten ville få et brev med hjem om, at det ikke lykkedes dem denne gang, så derfor måtte de bare fortsætte med Atlanta Art. Og jeg havde på fornemmelsen, at postbuddet snart ville pålægge mig et besøg.

At min audition ikke var perfekt, sådan som jeg inderligt ønskede den skulle blive, gjorde i hvert fald ikke mit humør bedre, end det allerede var; snarere tværtimod. Men det forhindrede ikke Ava i at slæbe mig med ud til et center, for ifølge hende - Dr. Ava - var jeg i noget man ville kalde depression, og den eneste måde at overvinde denne såkaldte sygdom på var rent simpelt at erstatte din garderobe med nyt tøj. Smart ikke?

Vi havde været hele centeret rundt, fået os noget at spise og siddet og veninde-snakket i en café, hvilket egentlig føltes meget godt. Alle de 'dramatiske' hændelser havde fået mig til at glemme, hvor sjovt jeg plejede at have det med Ava, eller rent simpelt, hvor sjovt man egentlig generelt kan have det. Akkurat som Dr. Ava havde påstået, lykkedes det mig at glemme alle de dårlige hændelser, men det varede så bare i løbet af den tid vi var ude, hvilket nok var omkring fem timer.

Ikke engang det faktum, at Justin havde sendt mig endnu en voicemail, der førte til en aftale, hvor vi ville snakke tingene igennem, ændrede på mit humør; det sørgede Ava i den grad for. Denne gang havde han bedt mig om at mødes, eftersom han åbenbart havde mere at forklare, men selvom jeg var fast besluttet på ikke at finde sammen igen, så fortjente han at forklare det, han havde i sinde. Jeg citerer: "Hannah, jeg har prøvet at give dig noget tid at tænke i, og imens har jeg også selv tænkt over tingene. Det her forhold slutter ikke, før du lader mig forklare det hele, for der er stadig noget du ikke ved. Baby, du ved, jeg kan finde dig, men jeg vil helst lade dig være i fred, for det er, hvad du vil have. Så vær sød at svare mig, så vi kan finde et sted og tidspunkt at mødes og snakke. Hvis ikke, finder jeg dig selv. Jeg elsker dig baby, vi ses snart... håber jeg."

Udover det, ville jeg ikke efterlade ham alt for knust, for han havde en karriere at tage sig af, og på den anden side ville jeg heller ikke blive kendt for pigen, der 'knuste selveste Justin Bieber's hjerte'. Jeg ville give ham en chance til at forklare hans syns på situationen, og så ville jeg gøre en ende på det hele, eftersom jeg vidste, at det ville være det bedste for os begge. Yup, det var min plan. 

"Oh my God, mine fødder dræber mig!" skreg Ava, idet hun lagde sig ned på sofaen og lod et overdrevet suk slippe ud af hendes rosarøde læber, "men det var freaking det værd!"

Et stort smil spredte sig på hendes læber, og jeg nikkede bekræftende, idet jeg lod et lille fnis forlade min mund. 

"Tror du jeg får rollen?" spurgte jeg, idet jeg pillede ved sømmen på min top, nervøs ved tanken om min ikke-så-perfekte og ikke mindst lige så lange audition, der ifølge mig ikke ville bringe mig langt i min karriere.

"Jeg ved du får den!" udbrød hun, idet hun satte sig op på sofaen og sendte mig et bekræftende smil.

"For lige meget, hvor lang tid det tog dig for endelig at åbne den smartass mund," begyndte hun, idet hun rakte en formandende pegefinger i vejret, "så var din audition freaking fucking fantastisk! Og jeg mener det! 100%. No lies, gurl. Du ved jeg altid taler sandt."

Et lille grin slap ud af mine læber, og jeg følte lettelsen sprede sig i min krop. Et andet plus ved Ava var, at hun havde dette ultra ekstraordinære egenskab til at få en til at føle, at man rent faktisk gjorde et godt stykke arbejde - også selvom man langt fra gjorde det godt. For ser du, I mellemskolen, da jeg havde meget andet interessant at foretage mig, end at forberede mig til matematikprøver - not really - ville jeg få højst 02, og på en eller anden mystisk måde ville Ava få det til at virke enormt fantastisk. Og det var i hvert fald, hvad jeg behøvede nu, eftersom jeg følte, at alle de beslutninger jeg tog langsomt faldt fra hinanden og ødelagde mig liv mere end det allerede var ødelagt. Det føltes som om enhver beslutning jeg traf virkede forkert, og endte med at føre mere drama med sig. 

En banken på døren gav et sæt i mig, og jeg lod nervøst mit blik glide hen mod døren, idet jeg bed mig i læben. Vi havde da ikke bestilt roomservice?

Mit blik flakkede nervøst frem og tilbage mellem Ava og døren, og da Ava gjorde et lille nik med hovedet, som et slags signal til at få mig til at åbne det, gav jeg mig langsomt til at bevæge mig hen imod døren. Jeg sukkede lettet, idet jeg, så snart jeg åbnede døren, kom en mand iført uniform imøde - højst sandsynligt én, der arbejdede på hotellet, hvilket jeg egentlig fik bekræftet med navne skiltet, som hang på hans bryst.

"Undskyld jeg forstyrrer, Miss, men De har besøg, som venter på dem nede i lobbyen," forklarede han med en venlig og rar stemme, der dog ikke forhindrede mig i at hæve mine øjenbryn i forvirring.

"Har du et  navn på vedkommende?" spurgte jeg, før jeg lod min tunge fugte mine tørre læber.

"Desværre, vedkommende ønsker at forblive anonym fra vores side af. Beklager," forklarede han, hvilket fik mig til at gøre et lille nik med hovedet. Det kunne ikke være Justin, eftersom han lovede, at han ville lade mig være i fred, men hvem det så ellers kunne være havde jeg ingen ide om. 

"Et øjeblik," forsikrede jeg ham om med en finger i vejret, for at pointere, at det ikke ville tage lang tid, hvorefter jeg gik tilbage ind til Ava, der lå spredt ud over sofaen, før hun løftede hovedet svagt og skød det ene bryn spørgende i vejret.

"En eller anden venter på mig nede i lobbyen," hviskede jeg og pegede mod døren med min tommelfinger, "skal jeg gå ned?"

"Selvfølgelig skal du det," svarede hun, i takt med hun trak på skuldrene, som var svaret fuldkommen åbenlyst, "jeg venter her."

Jeg gjorde et lille nik med hovedet, før jeg tog et skridt tilbage til døren, men stoppede brat op og vendte mig atter om mod Ava.

"Hvis jeg ikke er tilbage om ti minutter, ringer du til politiet, imens du suser ned til lobbyen, er du med?" hviskede jeg i en lang køre, idet jeg løftede en formanende pegefinger i vejret for at indikere min seriøsitet. 

"Yeah yeah, whatever," grinte hun, men ifølge mig var det overhovedet ikke sjovt. Jeg skød begge bryn i vejret og sendte hende et alvorligt blik, hvilket fik hende til at sukke dybt og gøre et nik med hovedet. 

Jeg fik endelig vendt tilbage til manden, der fortsat ventede på mig med et venligt smil, og uden et ord førte han mig ned til lobbyen. En  masse mennesker susede frem og tilbage, hvilket gjorde det umuligt for mig at genkende denne anonyme person, indtil jeg blev ført hen til et hjørne med sofaer. Mit hjerte slog et ekstra slag ved synet af den tynde skikkelse, der sad med bene over kors og studerede sine negle. Jeg fugtede mine læber, idet manden rømmede sig som en form for signal til vores ankomst, hvilket fik skikkelsen til at se op og møde mine øjne. Harper.

"Er der andet, jeg kan hjælpe Dem med?" spurgte han så entusiastisk, at det ligefrem grænsede til at være enormt irriterende. Jeg mener, hvorfor i alverden er man så begejstret over et job på et hotel? Selvfølgelig udover lønforhøjelse? 

"Nej, det var alt. Tusinde tak," lød det fra hende, før et taknemmeligt smil gled henover hendes perfekt formede, pinke læber. Hun var iført en fin, creme farvet skjorte, der var stukket ind i hendes lårkorte, sorte, stramme nederdel. Ikke engang på kort afstand ville det være muligt at gennemskue det faktum, at hun havde en baby i hendes lille mave. Selv jeg, der vidste, at hun var gravid, glemte alt om det, det øjeblik mine øjne skannede hendes krop. 

"Hej... Hannah," ordene slap ud af hendes læber i en blid og forsigtig tone, idet hun rejste sig op og rakte mig hånden, som jeg tøvende tog imod. Dette var overhovedet ikke nemt for mig, specielt ikke fordi jeg ingen ide havde om hendes intention til at pålægge mig et besøg. At tårerne så truede med at vælde op i mine øjne gjorde det ikke ligefrem nemmere for mig, men af en eller anden grund virkede hun alt for.. uskyldig til, at jeg tog hende som en trussel, så det lykkedes mig at holde hovedet højt og sende hende et lille smil tilbage.

"Du undrer dig nok over, hvad jeg laver her, og hvordan jeg fandt dig, men før jeg giver mig til at forklare, kan vi så ikke sætte os på hotellets café? De her sofaer dræber min ryg, specielt fordi jeg bærer en baby i min mave," forklarede hun med et forlegent smil, i takt med hun placerede sin hånd på sin mave - hvor en bule overhovedet ikke kunne ses, må jeg indskyde - for at pointere hendes teori. Jeg fandt det meget morsomt, at hun sådan passede på sig selv og sin baby med, hvordan hun sad, men overhovedet ikke overvejede det faktum, at hun havde tårnhøje stiletter på, der også nok spillede en stor rolle i hendes rygsmerter. 

"Jo, selvfølgelig," fik jeg endelig svaret, før jeg fulgte med hende tværs over lobbyen. Vi gik igennem en glasdør, der førte os ind på hotellets café, hvorefter hun fandt ledig plads ude ved hjørnet, som vi satte os ved. 

"Såå?" lød det fra mig, idet jeg kastede mit hår tilbage og pressede mine læber sammen i en tynd linje, i håb om, at hun ville snakke og forhindre den akavede situation i at banke på døren.

"Right," begyndte hun, før hun kastede sit ene ben over det andet og sikrede sig en komfortabel siddestilling, "jeg besluttede mig for at snakke med dig personligt, eftersom alt det, der forgår nu, ligesom også går ud over dig..."

Ja, i den grad, kan du tro.

Jeg gjorde et lille nik med hovedet, hvilket fik hende til at fortsætte.

"Og jeg er virkelig ked af det. Det var overhovedet ikke min intention at ødelægge noget som helst mellem jer, men du må forstå, at jeg blev nødt til det. Babyen er jo også hans.." forklarede hun, i takt med at sende mig et undskyldende blik og placere sin håndflade på sin mave. Jeg sank en klump, idet jeg desperat forsøgte at forholde mig roligt og forhindre tårerne i at samle sig i mine øjne. På et eller andet tidspunkt skulle dette snakkes igennem, og det ville overhovedet ikke nytte at græde, og derfor var jeg fast besluttet på at tage det hele, som det kom, uden en eneste tåre.

"For ser du.. For omkring tre, måske fire måneder siden mødte jeg Justin i en club for første gang, og hvad der skete den nat kan du nok godt regne dig frem til. Havde jeg vist, at det ville have så store konsekvenser, ville jeg aldrig havde drukket mig så fuld, til at begå den fejltagelse, jeg begik..." tårerne var allerede begyndt at samles omkring hendes øjne, og hun så ned, tilsyneladende bange for at tårerne ville komme til syne, "du tror jeg er en bitch, gør du ikke? At jeg var den, der kastede sig over ham, fordi han er Justin Bieber? Det er ikke sandt, for Justin var min første, og jeg var ikke ædru nok til overhovedet at vide, hvem han var. Det hele gik op for mig dagen efter, og fordi jeg var så skræmt løb jeg grædende hjem. Siden da havde jeg ikke set ham og egentlig havde jeg heller ikke planlagt at se ham nogensinde igen."

Jeg bed mig i læben, idet en tårer trillede ned ad hendes kind, hvilket var nok til at informere mig om, at det her var ekstremt hårdt for hende. Noget andet den ene tåre gjorde var, at jeg nu stod mere fast ved min beslutning om at slutte alt mellem Justin og jeg, eftersom det ville være det bedste for os alle -også Harper. Den baby fortjente en far, og Harper fortjente en at tage sig af hende, og det ville ikke være andet en egoisme at forlange, at Justin og jeg skulle fortsætte som et par. Så havde jeg det da lidt bedre med min beslutning.

Hun tog en dyb indånding, idet hun sendte mig et lille, bedrøvet smil, før hun atter åbnede munden op for at snakke.

"For at gøre en lang historie kort; jeg opdagede, at jeg var gravid, men jeg nægtede at fortælle det til Justin, for du ved, hvad popularitet bringer med sig. Jeg vil ikke have, at mit søn skal leve i rampelyset, han fortjener en normal barndom.." forklarede hun, og så dybt ind i mine øjne, som forventede hun en form for forståelse, hvilket fik mig til at gøre et nik med hovedet. Hun havde fuldkommen ret, jeg ville ønske det samme, hvis jeg var i hendes sko. 

"Så det er en dreng?" spurgte jeg knap som en hvisken, men endte med at sende hende et lille opmuntrende smil, hvilket fik hendes ansigt til at lysne op, i takt med hun nikkede begejstret.

"Mmh, du er faktisk den første der ved det. Jeg er lige kommet tilbage fra lægen," forklarede hun, før hun fugtede sine læber, "som sagt havde jeg overhovedet ikke i tankerne at sige noget som helst til Justin, indtil min mor... Ser du, jeg lever med min mor, og da jeg forklarede hende, at jeg var gravid, forlangte hun, at jeg skulle fortælle det til Justin. Ikke, fordi vi økonomisk ikke kunne passe babyen, for vi havde det fint nok, men fordi at han fortjente at vide det. Selvom hun havde ret nægtede jeg det. Det var så indtil min mor forklarede, at hun havde.. hun havde kræft."

På dette tidspunkt fossede tårerne ned ad hendes kinder, mens jeg stod med åben mund og fortærede hendes chokerende ord. Min hals virkede for tør til overhovedet at sige noget, imens jeg desperat tvang min hjerne til at finde på et eller andet at gøre. Og før jeg vidste af det, havde jeg rejst mig op og gået hen til hende, for så at vikle mine arme rundt om hendes spinkle krop i en trøstende gestus. Og mig som troede, at jeg havde det slemt.

"Vi ved ikke, hvor lang tid hun kan være med mig, og hvis min mor.. H-hvis min mor hun.. Uden min mor, kan jeg ikke tage mig af babyen," hulkede hun, og slog ud med armene for at pointere, hvor fortabt hun var. De mange stædige tårer, jeg så anstrengende forsøgte at holde væk, trillede nu også ned ad mine kinder. Tanken om, at det hun gik igennem lige så godt kunne have sket for mig fik mit hjerte til at slå et ekstra slag, og min mave til at vride sig af nervøsitet. Jeg levede også med min mor, min mor var også min støtte.

"Derfor blev jeg nødt til at sige det til Justin. Jeg forventer ikke så meget, Hannah, bare han kan hjælpe mig med at passe min baby," græd hun, og jeg strøg blidt hendes hår, idet jeg hviskede beroligende ting i hendes øre. Justin havde bare at passe på den baby, ellers vidste jeg ærlig talt ikke, om jeg overhovedet kendte ham. Eller i værste tilfælde, ville være sammen med ham.

"Det skal nok gå, Harper, jeg lover dig det. Justin skal nok hjælpe dig," forsikrede jeg hende om, idet jeg forsøgte at se overtalende ud. Hun bed sig i læben og tørrede tårerne med bagsiden af sin hånd, for så at tage en dyb indånding.

"Jeg syntes bare, at du fortjener at vide, hvad der foregår omkring dig," begyndte hun igen, efterfulgt af en snøften, "selvom dette egentlig bare var baggrundshistorien."

"Og hvad skal det betyde?" spurgte jeg, idet jeg skød et bryn i vejret. Var der mere endnu?

"Jeg fandt Justin efter utrolig mange anstrengelser og forsøg på at få fat i ham, og endelig fandt jeg ham via nogle fælles venner. Da jeg så fortalte det til Justin.. Ja, som du nok havde gættet, blev han rasende. Men jeg forstår hans reaktion, han lever trods alt unde stort pres og hele verden venter bare på, at han begår en fejl. En baby.. Ja, det vil nok komme som et stort chok til alle... Men anden gang vi mødtes, var jeg chokeret over, hvad han tilbød," forklarede hun, idet hun stirrede ind i mine øjne og fik nervøsiteten til at sprede sig i min krop. Hvad hun nu skulle til at sige kunne virkelig ændre på nogle ting, om det så var på en gode måde eller den dårlige. Det måtte tiden vise.

"Først og fremmest tilbød han penge, så jeg ikke skulle fortælle det til nogen. Og det havde jeg det fint med, for jeg vil heller ikke have, at min søn skal være i rampelyset. Men jeg havde forventet, at han i det mindste ville fortælle det til sin mor og far. De fortjener da også at vide, at de snart vil få et barnebarn... N-Noget der chokerede mig endnu mere var... at han tilbød ekstra penge, hvis jeg ikke fortalte det til dig..."

Tårerne havde allerede vældet sig op i mine øjenkroge, idet realiteten slog mig. Var det så meget han stolede på mig? Han tilbød hende penge, så hun skulle holde sin kæft? Var det sådan, det skulle være?

"Ikke nok med det, sagde han, at han intet med babyen ville have at gøre. Han ville jævnligt sætte penge i banken, og det var ellers bare det. Han forstår mig bare ikke," udbrød hun, idet et hulk atter slap ud af hendes læber, "det er jo ikke kun det, Hannah! Mit barn har kun mig! Heller ikke en mormor! Det handler ikke kun om pengene, Hannah, jeg behøver hjælp, jeg kan ikke klare det her!"

På dette tidspunkt sad vi begge med tårerne rendede ned ad kinderne, og det føltes som om jeg havde levet under ubevidshed i to uger. Jeg kendte overhovedet ikke Justin, han var i hvert fald ikke ham, jeg forelskede mig i.

Vores samtale, der kun bestod af hulk fra Harper, blev afbrudt, idet min telefon gav sig til at bippe. Jeg tørrede tårerne med bagsiden af min hånd, før jeg tog en dyb indånding, for så at åbne den besked, jeg havde fået.

Cheater!: Skal jeg komme og hente dig fra hotellet eller skal vi mødes på caféen? xx

Hvis du ikke selv havde regnet det ud, så var 'cheater' Justin. Plat eller ej, det var Ava, der havde ændret det. Selvom jeg fik bekræftet, at han heldigvis ikke var mig utro, så havde han snydt mig med sin forbandede charme. Han var overhovedet ikke den, han gav sig til at være. Derfor passede cheater egentlig meget godt. 

To kan spille det spil, Bieber.

MaSexyLadyy<3: Jeg er ikke i humør til at sidde på en café. Jeg tror det bliver bedst, hvis vi snakker på hotellet.

Cheater!: Det er okay med mig, hvad end du ønsker, baby. Hvilket hotel?

'Hvad end du ønsker, baby'. Idiot. Den falder jeg ikke for igen.

Jeg fik sendt ham en besked men navnet på hotellet og nummeret på min suite, hvorefter jeg vendte mig om mod Harper, der sendte mig et spørgende blik. Hun havde tørret tårerne væk og så ud til at have det lidt bedre. Jeg sendte hende et opmuntrende smil, før jeg åbnede munden op for at snakke.

"Jeg har en overraskelse til dig oppe i min suite," forklarede jeg, hvilket fik hende til at skyde begge bryn i vejret i forvirring, før et lille smil gled henover hendes læber. Hun kunne vidst godt lide overraskelser...

En anden, jeg også vidste elskede overraskelser var Justin, og tro mig når jeg siger, at der lige såvel ventede ham en overraskelse oppe i suiten. 

Let the game begin...

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

Først og fremmest; Undskyld for den lange ventetid! Jeg ved ikke, hvad der går af mig, men eftersom vi er ved at nå slutningen, håber jeg, at jeg vil opdatere noget oftere!

For det andet; ja, jeg er godt klar over, at kapitlerne er begyndt med at være lidt kedelige, fordi Justin ikke er med. Men grunden til det er, at vi er ved at nå slutningen, så de her kapitler er ligesom, hvad der fører til slutningen, hvis det giver mening? Jeg lover, at der er masser af drama (og Justin) i de kommende kapitler. Der er højst fire kapitler tilbage, og tro mig når jeg siger, at de kommer til at være fulde med drama og spænding! Glæder mig!

Eftersom jeg har brug for noget motivation, til at gå i gang med mine kapitler, vil det betyde viiiirkelig meget, hvis I gad skrive en lille kommentar, om hvad I synes, peeps? 

xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...