We found love <3 -JB (+12)

Hannah Perez er 18 år og bor sammen med hendes mor, Kaylee. Da hendes mor finder sig et arbejde i Atlanta, bliver de nødt til at flytte dertil.
Da deres nye hus er under renovering, bliver de nødt til at bo hos nogen i to uger. Kaylees tidligere bedste veninde, Pattie, som i øvrigt er den verdenskendte Justin Biebers mor, tilbyder Kaylee og Hannah at bo hos dem, indtil deres hus' færdiggørelse. Hermed begynder et nyt liv for Hannah, hvor Justin kommer til at spille en stor rolle...
Læsning på eget ansvar ;)

126Likes
336Kommentarer
14178Visninger
AA

10. Jeg er ked af det Hannah...

Justins synsvinkel:

Wtf havde de gang I?! Jeg stod nu på den anden side af is butikken med øjnene spærret helt op og med åben mund. Ryan holdt om Hannahs hofter, og der var fucking kun 10 cm mellem deres ansigter, hvis ikke mindre! De var nu så fucking tæt på, at jeg ren instinktivt råbte.

"Hey! Hey Ryan!" Jeg løb over vejen og kom Hannahs overraskede og forvirrede ansigtsudtryk i møde. Ryans hænder var stadig placeret på hendes hofter, og jeg havde bare lyst til at flå hans hænder væk og fyrre ham en op i fjæset. Det nar, skal fucking ikke røre hende! Hey, vent nu lige! Hvad sker der for mig, lige pludselig? Hvad fuck rager det mig? Shit, Hannah gør et eller andet ved mig, som jeg slet ikke bryder mig om. Ryan fjernede endelig hans hænder fra hendes hofter og så forvirret på mig med et hævet bryn, da jeg var nået hen til dem. 

"Hva' sker der bro?" lød det forvirret fra Ryan, der rystede spørgende på hovedet.

"Brow.. Eee, vi kommer forsent til photoshootet," løj jeg og så på Hannah, der lagde armene over kors, med et mopset udtryk i ansigtet. Se! Hun gjorde det altid, når jeg var til stede! Hvad fuck havde jeg gjort galt?!

"Brow, der er en halv time endnu. Vi havde ligesom gang i noget..." sagde han og pegede skiftevis på ham og Hannah, da jeg afbrød ham.

"Ja ja, men Daniel ringede, han sagde, han ville tage billederne noget tidligere. Så vi skal være der om 5 minutter. Jeg har parkeret bilen derhenne," sagde jeg og gjorde et nik med hovedet hen imod bilens retning. 

"Nåh.." lød det fra Ryan, der placerede sine hænder på Hannahs ryg, og førte hende med hen til bilen. Føj, hvor han irriterede mig nu! Og noget der irriterede mig endnu mere var, at Ryan ville sidde ved siden af Hannah på bagsædet. Er du gal, en idiot! 

"Hey Ryan, sæt dig foran, du skal besvare mine opkald, mens jeg kører," sagde jeg og bed mig i læben, mens jeg overvejede, om jeg havde fundet en god grund til, at han skulle sidde ved siden af mig. Ej shit, hvorfor irriterede det mig så meget?!

"Jeg ka' også besvare dem herfra," svarede Ryan affærdigende og satte sig ved siden af Hannah. Han lagde forsigtigt armen rundt om hende med en grimasse, der viste, at han liiige skulle se om det var i orden med Hannah. Og det var det. Uheldigvis.

Hele vejen hen til det fucking studie, flirtede de helt vild meget med hinanden. Hannah skænkede mig ikke et eneste blik, mens de sad som to turdelduer og rodede rundt i hinandens telefoner og snakkede om alt muligt lort. Mon jeg bare skulle skubbe Ryan ud af bilen på en eller anden måde? Ja, det var vist lidt umuligt, da jeg sad foran og kørte bilen, men ellers ville jeg gøre det!

Jeg har lært én ting af det her: Inviter aldrig Ryan med, når Hannah er tilstede!

 

Hannahs synsvinkel:

Vi var nu nået studiet, og Ryan og jeg hyggede os helt vild meget. Han var virkelig flink og charmerende, desuden var han lækker. Jeg savnede virkelig selskab her i Atlanta, så ham kunne jeg i hvert fald bruge. 

"Hey Hannah, jeg kom lige i tanke om noget! Jeg holder en fest i morgen hjemme hos mig, kommer du ikke med?" sagde Ryan begejstret og så overbevisende på mig. Lige da jeg skulle til at svare, afbrød Justin mig.

"Hun har stuearrest Ryan. Hun må kun gå ud, når hun skal på arbejde med mig,"

Hvornår fanden var Justin kommet hen til os? Han var da henne og blive fotograferet lige før, og Ryan og jeg sad på en sofa og hyggede os. Han skulle jo altid komme og ødelægge det for mig!

"Jeg sniger mig bare ud," sagde jeg til Ryan og blinkede flirtende med det ene øje.

"Fedt! Så ses vi i morgen, jeg bliver nødt til at gå nu..." sagde han og smilede charmerende til mig, hvorefter han kyssede mig på kinden og så var han væk. Nu skulle jeg sidde og røv-kede mig alene, nederen! Jeg lagde armene over kors og så væk fra Justin. Jeg havde endnu ikke glemt, det han havde sagt til Selena, og hvis jeg skal være ærlig, ville jeg ikke glemme det så nemt, af en eller anden grund. Tårerne var igen ved at pirre frem, da sætningerne kørte rundt i mit hoved: "Hannah betyder intet for mig! Det er ligesom ikke mig, der vil have hende boende her! Hvis det var for mig, kunne hun lige så godt skride..."

"Vi tager hjem om 10 minutter. Jeg skal lige have skiftet tøj," sagde Justin og forsøgte at fange mit blik, mens jeg affærdigende gjorde et nik med hovedet. Justin sukkede og gik hen for at skifte tøj. Hans ti minutter blev til en fucking lang halv time, men endelig kom han ud.

"Hey, Undskyld det tog så lang tid, men jeg er klar nu," sagde Justin og smilte undskyldende, hvorefter jeg uden et ord rejste mig op fra sofaen og gik hen imod døren. Pludselig tog Justin fat i min arm og vendte mig om, så jeg stod med fronten mod ham.

"Hvad sker der?" spurgte han alvorligt og så indtrængende på mig. Det lykkedes mig at rive min hånd fri, så jeg vendte mig bare om og skulle til at tage et skridt, da han igen tog fat i min arm.

"Hey.. Har jeg gjordt noget forkert?" spurgte han og lød faktisk oprigtigt bekymret, hvilket undrede mig en del. Tårerne var igen ved at pirre frem, men jeg fik åbnet munden.

"Hvorfor vil du vide det? Jeg betyder alligevel ikke noget for dig..." sagde jeg hentydende og vendte mig på hælen, for så at gå ud af døren. Justin nåede først hen til mig, da jeg nåede bilen. Vi steg på og jeg lagde igen ren instinktivt armene over kors.

"Hørte du det?" spurgte Justin og så på rattet, hvorefter han startede bilen. Jeg undlod at svare ham og så blot ud ad vinduet, hvor mit blik landede på to små drenge, der var i gang med at spise slik på en bænk. Et smil bredte sig på mine læber, da jeg så dem så glade og energiske.

"Hørte du det jeg sagde til... altså den dag på mit værelse, hvor... Du ved, den dag hvor jeg snakkede i telefon, der..." forsøgte han, men jeg afbrød ham, for det var tydeligt, at han ikke ville kunne gøre sætningen færdig.

"Ja, den dag, hvor du snakke med din ih så fantastiske kæreste, hvor du fortalte hende, at jeg lige så godt kunne skride. Men ved du hvad Justin? Jeg gider fucking heller ikke at blive boende hos jer. Og jeg har også tænkt mig at skride!" råbte jeg nærmest, mens jeg forsøgte at holde tårerne i ave. Mine hænder begyndte at ryste og mine læber sitrede svagt. Arh, jeg var ved at græde! Justin kørte ikke. Han havde startet bilen, men han kørte ikke. Han så stift ud af ruden, da jeg så på ham ud af øjenkrogen. 

"Hannah, jeg..." begyndte han, men jeg afbrød ham. Han skulle fucking ikke snakke nu!

"Jeg er ligeglad Justin!" sagde jeg bestemt og affærdigende og så fortsat ud af vinduet, hvor de to drenge havde rejst sig fra bænken, og gik med rolige skridt hen imod en park.

"Jeg er virkelig ked af det, jeg mente det ikke..." fortsatte han lavt på trods af mine ord, men jeg rystede bare på hovedet.

"Du behøver ikke være ked af det, for jeg mener akkurat det samme om dig. Og det er så fucking nederen, at jeg er i den her lorte by, i den her lorte bil sammen med dig, i stedet for at være i Californien sammen med dejlige mennesker, der ikke er fucking dobbel moralske som dig." sagde jeg og kunne mærke en tåre trille ned ad min kind. Jeg tørrede den hurtug med bagsiden af min hånd, mens jeg tog en dyb indånding. Jeg havde kommet ud med alt det, jeg mente om Justin, og det han havde sagt. Nøj, hvor blev jeg lettet!

"Hannah jeg er ked af det. Jeg mente ikke en skid af det jeg sagde.." fortsatte han og rystede hovedet, mens han forsøgte at fange mit blik.

"Det rager mig ikke. Jeg er ligeglad med hvad du mener om mig," mumlede jeg og så ned, mens jeg forsøgte at kontrollere min skælven. 

"Det kan godt være du er ligeglad, men seriøst Hannah, jeg mente det ikke. Det var fordi Selena var sur og det var bare for at overbevise hende om at..."

"Jeg er ligeglad!" udbrød jeg og fortsatte: "Jeg er også fucking ligeglad med jeres forhold!" 

"Ja, det er også slut mellem os," mumlede han og kørte nu. Han havde et vredt udtryk i ansigtet, som han sad der, med et fast greb om rattet og kørte stærkt. Et sug gik gennem min krop. Havde de slået op? Jeg var sgu også ligeglad.

Hele vejen hjem sagde vi ikke et ord begge to, og da han endelig kørte ind i indkørslen, åbnede jeg hurtigt døren og steg af. Med hurtige skridt gik jeg hen imod døren, da Justin trak i min arm og trak mig ind i et kram. Forbløffende nok holdt han godt fast om mig, så jeg kunne høre hans hjerte banke uregelmæssigt og hans svage mumlen.

"Jeg er ked af det Hannah..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...