We found love <3 -JB (+12)

Hannah Perez er 18 år og bor sammen med hendes mor, Kaylee. Da hendes mor finder sig et arbejde i Atlanta, bliver de nødt til at flytte dertil.
Da deres nye hus er under renovering, bliver de nødt til at bo hos nogen i to uger. Kaylees tidligere bedste veninde, Pattie, som i øvrigt er den verdenskendte Justin Biebers mor, tilbyder Kaylee og Hannah at bo hos dem, indtil deres hus' færdiggørelse. Hermed begynder et nyt liv for Hannah, hvor Justin kommer til at spille en stor rolle...
Læsning på eget ansvar ;)

126Likes
336Kommentarer
13937Visninger
AA

27. Cry me a river... </3

"Jeg... Uh, ser du... Jeg ved ikke, hvordan jeg... Okay, eh jeg..." hun tog en pause, før hun tog en dyb indånding og fortsatte, "Hannah, jeg er gravid.. Med Justins baby og-"

"Hannah?" lød den velkendte, dybe stemme, jeg vidste tilhørte ham; Harpers babys far. 

Mit hjerte slog et ekstra slag, idet jeg tog en dyb indånding og vendte mig om mod stemmens kilde.

Justins øjne var spærrede op, og han gav sig frustreret og ikke mindst chokeret til at åbne sin mund og finde på noget at sige. 

"H-hvad laver du her, Hannah?" han slugte ordene, og hans hænder begyndte svagt at ryste, da han fugtede sine læber, i takt med at borre sit blik i mit. Tårer havde allerede samlet sig ved øjenkrogene, men jeg nægtede at fælde en tåre. Ikke én eneste, for jeg vidste, at jeg var den sidste, der fortjente at græde her. At blive såret. Det fortjente jeg bare ikke.

"Burde jeg ikke være den, der skulle spørge dig om det? Jeg troede ikke Scooter ville lade dig gå," forklarede jeg med sarkasme dryppende for hvert et ord, og jeg var særlig omhyggelig med ikke at lade skælven i min stemme høres. Jeg måtte forblive stærk, men om hvor længe jeg kunne holde til det, vidste jeg ærlig talt ikke.

"J-jeg, Hannah, det er ikke som du tror, jeg sværger-"

"Selvfølgelig er det ikke det, Justin. Det er det aldrig, vel? Det er aldrig som jeg tror! Sig mig, er hun så ikke gravid, huh? For det er, hvad jeg tror. Jeg tror, at hun er gravid, og du er barnet fucking far-"

"Hannah, please, lyt til mig, jeg lover dig, jeg kan forklare-" tårer var allerede sluppet ud af hans øjne, og de var nu på vej ned ad hans røde kinder, til de lydløst ville lande på jorden. At han græd gjorde det bestemt ikke nemmere for mig at forblive stærk, for uanset hvor meget jeg ikke ville indrømme det på dette tidspunkt, og uanset hvor meget jeg hadede mig selv for det, så kunne jeg ikke tåle at se ham græde. Det kunne jeg bare ikke, og derfor valgte jeg at se væk fra ham, for så at lade mit blik lande på Harper, hvis hoved var bukket i skam. Jeg havde taget fejl. Fuldstændig. Hun var ikke den skyldige her, det var Justin. Gud vide, hvor meget den pige måtte gå igennem, hvor meget hun måtte bøde for at holde barnet i sin mave i live.  

"Hun har forklaret mig alt det, jeg behøver at vide," hviskede jeg, idet jeg studerede Harper, der nu løftede sit hoved og stirrede på mig med et undskyldende blik, "og jeg har kun én ting at sige til dig, Justin. Du har bare ikke at ødelægge hverken hendes eller din babys liv, som du ødelagde min-"

"Det din skyld! Det er din fucking babys skyld!" udbrød han, idet han tog et heftigt skridt imod Harper, som var han ved at overfalde hende. Tårerne fossede ned ad hans kinder, og hans skikkelse rystede voldsomt.

"Jeg betalte dig penge for at holde din fucking kæft, din bitch, jeg-" 

Ren impulsivt havde jeg taget fat om Justin ene arm, idet han var ved at gribe ud efter Harper, for så at vende ham om mod mig, og lade min håndflade kollidere med hans fugtige kind. Med ét blev der helt stille, og mine øjne mødte Justins, der ikke viste andet end sorg. Ikke vrede, ikke tvivlsomhed, men sorg. Skælvende tog jeg min arm til mig og betragtede Justins chokerede ansigt, og rystende hånd bevæge sig op til hans kind. Jeg stirrede vantro på ham, og kunne mærke tårerne vælde op i mine øjne. Min mave vred sig af smerte, og synet af de mane tårer, der trillede ned ad hans kind og hans sitrende læber, der ikke kunne finde på ord at forme, gav mig den mest ubehagelige klump i halsen og stik i hjertet, så jeg ikke kunne få ordene, jeg brændte efter at få ud, sagt; jeg elsker dig. 

Trods hele denne situation, som jeg på ingen måder vidste, hvordan jeg skulle håndtere, elskede jeg ham stadig, og det kunne jeg ikke komme udenom. At se ham lide dræbte mig indvendigt, og at påstå andet ville være løgn. Men det ændrede det ikke det faktum, at han havde løget over for mig, vær mig utro og nu behandlede sit barn og barnets mor som betød de intet, og det gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at tænke, om han også ville behandle mig sådan, hvis vi fik et barn? Det hele virkede bare for meget, og jeg havde svært ved at magte situationen, da en hulens masse spørgsmål kørte ustoppeligt rundt i mit hoved og gav mig en ufattelig hovedpine. Jeg behøvede bare at komme væk derfra. 

"Gør mig en sidste tjeneste, Justin," hviskede jeg, idet jeg tog fat i hans hånd, og lod min tommelfinger age den blidt, som en form for den sidste trøst jeg ville kunne give ham, "tag dig godt af din baby."

Og med det havde jeg vendt mig om, uden at kigge tilbage en eneste gang, for så at forsvinde ud af restauranten med flere øjne stirrende på min ryg.

*****

Jeg var utrolig taknemmelig for, at et lille brev kunne ændre bare en lille smule på mit utrolig triste humør, eftersom jeg, idet jeg grædende trådte ind på mit værelse, kom et brev, som min mor nok havde lagt på min seng, i møde. Selvom det så var for et par minutter, lykkedes det brevet at vildlede mine tanker om Justin til et helt andet sted.

 

Kære Hannah Perez,

Atlanta Art School inviterer dem hermed til en audition til et nyt projekt, hvis yderligere informationer vil blive vedhæftet som fil i en dyberegående mail, som vi vil få tilsendt dem om ikke ret så længe. Vi har i år på Atlanta Art arrangeret en ny form for talentkonkurrence, hvor vores talentspejdere i flere dage har vurderet og bedømt dette års førsteklasse elevers talent i skuespil, baseret på jeres tidligere erfaringer med branchen, dvs. de medier, som I har taget del i. De og 6 andre er blevet udvalgt ud af 64 elever, og I vil hermed få chancen til at tage del i filmen, uden at gennemgå de 3 års 'Art uddannelse', som I ellers skulle have gennemgået. Dog er det muligt med egen vilje at gennemgå disse 3 år, i takt med indspilningerne til filmen; for yderligere information kontakt Atlanta Art på mail: AtlantaArt@gmail.com 

Vi håber De vil udnytte denne chance, og vi ser frem til at møde Dem den 23. August, 2013.

 

Dette var en fremragende mulighed for mig, så jeg endelig kunne få taget det første skridt mod en karrierer, som jeg har drømt om i årevis. Jeg havde dog tænkt mig at tage uddannelsen, i takt med indspilningerne, eftersom et diplom inden for dette område ville kunne skaffe mig flere muligheder i fremtiden, i langt større film. At jeg så ville få travlt ville hjælpe mig på vej til at få glemt Justin og komme videre i mit eget liv, for på nuværende tidspunkt så det i hvert fald ikke nemt ud. Tanken om, at han havde været mig utro, og nu endda skulle stifte en familie med hende, han havde en affære med, fik endnu engang tårerne til at fosse ned ad mine kinder og magtesløse hulk til at undslippe mine læber. 

Der var en masse spørgsmål, som jeg måtte få afklaret omkring Justin, men også lige så mange omkring mit eget personlige liv. Et af dem kunne fx være; havde jeg overhovedet tænkt mig at bo her længere, eller skulle jeg mon flytte ind på et hotel, indtil vores eget hus var renoveret? Jeg mener, om to små dage skulle huset angiveligt gøres klar, og så skulle vi alligevel flytte, men jeg magtede simpelthen ikke det her helvede i to dage længere, det var alt for lang tid til at kunne være muligt. Desuden behøvede jeg Ava mere end alt andet lige nu, og hvis jeg flyttede ind på et hotel, kunne hun jo rejse herhen, inden hendes skole startede... Og dermed ville jeg også have en slags undskyldning til mor om, hvorfor jeg i skule bo på et hotel i to dage; well, fordi Ava ikke ville være til ulejlighed!

Om ikke så lang tid havde jeg allerede kontaktet Ava, og de mange hulk, som hun fik hørt, hjalp i den grad med at få hende overbevist om at tage det første fly herhen. I mellemtiden fik jeg pakket min kuffert, og det var i hvert fald en fordel, at mor og Pattie, og selvfølgelig også Justin, ikke var hjemme. Egentlig undrede det mig, hvorfor Justin ikke var kommet hjem, for at snakke til mig eller måske fortælle mig, at det rent faktisk var en prank, at vi skulle grine og komme over det, men han kom aldrig. På den anden side var han også ret chokeret over min måde at reagere på, så måske ville han give mig lidt tid, eller måske behøvede han selv tid, hvilket jeg egentlig fandt det bedste at gøre. For Gud vide om 3. verdenskrig ikke ville bryde ud, hvis han bankede på døren lige nu. 

 

Det tog mig lidt mere end en time at få pakket mine ting og fyldt to kufferter, og selvom der var meget mere tilbage, i flyttekasser, som jeg ikke havde pakket ud, eftersom vi alligevel ville flytte, så kunne mor bare hente det med i vores nye hus, og to kufferter ville vel være nok til, at jeg ikke skulle ind i det her hus og komme Justin i møde igen. 

Derefter fik jeg ringet til min mor, forklaret hende nogenlunde, hvad der skete, og ja, jeg undlod at fortælle den egentlige grund til, at jeg flyttede ind på et hotel, men jeg brugte argumenter som; vi vil bade i stranden hver dag, og vi vil have lidt alene tid, så vi kan få indhentet det, vi er gået glip af osv. Mor så ikke ud til at mistænke på nogen måde, hvilket bare var et bonus for mig. 

*****

Jeg sad nu i en komfortabel stilling på en behagelig sofa og nød det faktum, at jeg i fred og ro kunne se Pretty Little Liars, uden overhovedet at bekymre mig om noget. Ved hjælp af en masse puder og dyner, samt en masse lækkerier, som room service tilbød, havde det lykkedes mig at skabe en hyggelig atmosfære, hvor jeg bare i en time eller to følte mig problemfri. Glemte alt drama, der nærmest ødelagde mit liv.

Klokken var blevet 21, dvs. der var nogenlunde gået 6 timer siden, jeg havde snakket med Ava og nærmest befalet hende, at hun skulle flyve herhen, og ud fra mine beregninger, burde hun snart være her. Og hvis du undrer dig over, hvad jeg mon lavede i 6 timer, jamen så var svaret skam simpelt; tude, spise is, nyde en romantisk film, tude, ringe efter flere servietter og atter tude. Og så på et tidspunkt, efter at have grædt så meget, havde jeg stillet mig hen foran spejlet og studeret hele min skikkelse; mine røde, opsvulmede øjne, mit forfærdelige knold, mascara, der løb ned ad kinderne, og mit enormt afslappede outfit, der nærmest var alt for afslappet, der bestod af et par behagelige shorts, en tanktop og en løs cardigan.

Tanken om, at mine tårer og den tilstand, jeg befandt mig i, skyldtes ham, som jeg stolede mest på, men samtidig havde oplevet den største skuffelse hos, fik mig til at hade mig selv, for siden hvornår var jeg begyndt med at græde så meget? Sidst jeg jeg havde grædt, var vist da mor og far skiltes. Jeg havde for alvor følt mig forrådt, eftersom jeg siden da ikke så så meget til far, og selvom jeg aldrig rigtig havde indrømmet det, havde det såret mig dybt. At Justin så var den anden dreng, jeg stolede på, som forrådte mig, gjorde endnu mere ondt, og af en eller anden mærkelig årsag havde jeg svært ved at skjule det.

En desperat banken på døren gav et sæt i mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var hyperaktive Ava, der som altid havde fået lidt ekstra sukker i løbet af dagen, der endelig stod foran døren. Hurtigt fik jeg rejst mig op og bevæget mig hen til døren, for så at åbne den og komme Ava i møde. 


"Oh my God, Hannah Banana, jeg har savnet dig så meget!" hvinede hun, idet hun overfaldte mig med et kæmpe knus, i takt med at lukke døren ind til suiten med sin fod. Hun knugede mig ind til sig, hvilket fik mig til at grine.

"Ava, jeg kan ikke trække vejret," grinte jeg, og var allerede vildt lettet over, at hun kunne få mig til at grine, selv i situationer som denne.

"Ups," lo hun, idet hun gav slip, "men jeg har bare savnet dig så meget! Jeg har ikke set til dit sexede fjæs i to uger, og når jeg først ser dig, ligner du en bedstemor på 78, no offence."

Hun tog et skridt tilbage og studerede mig fra top til tå med en reflekterende blik, for så at rynke på næsen af afsky.

"Årh, hold op Ava, så dårlig ser jeg heller ikke ud!" protesterede jeg og slog ud med armene, hvilket fik hende til at fnise og vifte affærdigende med hånden.

"Jaja, så siger vi det, bessemor," drille hun, før hun tog fat i min overarm og sin kuffert, for så at trække mig videre ind i suiten og observere rummet.

"Woah, nice," smilte hun og nikkede imponeret, før hun kastede sig ned på sofaen og lod et dybt suk undslippe sine læber, "såå?"

Hun stirrede ind i mine øjne med et spørgende og sympatisk blik, som ventede hun på, at jeg skulle åbne op for hende. Og eftersom det netop var grunden til, hun var her, og jeg behøvede hende mere en nogen anden, satte jeg mig på sofaen ved siden af hende med et dump og med mundvigende vendt nedad.

"Awwh, Hanhan," lød det fra hende, før hun trak mig ind i et kram, og tårerne atter vældede op i mine øjne ved tanken om Justin. Jeg viklede mine arme rundt om hendes hals og nød min bedste venindes tilværelse ved at græde ved hendes skulder og føle hendes nærvær, idet hun gav sig til at lave beroligende cirkler på min ryg med sine fingre.

"Ssh, babe, det skal nok gå," trøstede hun, og jeg nikkede i takt med at trække mig væk og tørre tårerne med bagsiden af min hånd, hvilket fik hende til at trække tæppet over os, sætte sig tilrette og stirre afventende på mig.

"Vil du fortælle mig helt præcist hvad der skete, ellers vil jeg med glæde aflægge et besøg hos Mr. Bieber, flå hans hoved af og stikke den op i hans røv, for så at lade ham tale ud, hvis det ellers bliver muligt," advarede hun mig i en lang køre, hvilket fik mig til fnise og ryste opgivende på hovedet. Ikke på grund af hendes trussel, men på grund af hendes seriøse måde at sige det på og ikke mindst alvorlige blik, der i den grad forsikrede mig om, at hun ville gøre det. Med glæde, som hun havde sagt.

"Der er ikke så meget at sige, Ava... Han har åbenbart været mig utro med hende her undertøjsmodellen, Harper, som han i den seneste tid har set meget til bag min ryg, hvilket får mig til at hade mig selv, for jeg var så dum at tro på alt det lort han fyrede af," forklarede jeg og lod flere tårer trillede ned ad min kind. Det faktum, at jeg kunne græde foran Ava, og at hun så på ingen måder ville dømme mig eller nærmest hæfte en etiket på mig som 'dramaqueen', 'tudefjæs' eller ren simpelt 'svag', var netop grunden til, at hun var min bedste veninde. 

"Den idiot, jeg sværger, hvis jeg ser ham, så-" begyndte hun mumlende med et afskyende udtryk i ansigtet, men jeg afbrød hende, før hun gik ind i en vej, hun ikke ville kunne komme ud af igen.

"Det er ikke engang det værste, Ava.. H-Harper er g-gravid, og det er hans b-baby" stammede jeg, og det var netop den dråbe, der fik bægret til at flyde over, og mine tårer til atter at fosse ned ad mine kinder. Jeg så et kort sekund op på Ava, hvis læber skilte sig og formede sig i et stort O, der indikerede, at hun var mindst lige så chokeret, som jeg var, da jeg fandt ud af det. Sekundet efter havde hun atter omfavnet mig, og sådan sad vi i Gud vide, hvor lang tid. 

"Hvad skal vi med drenge, når vi har hinanden, baby?" hviskede hun trøstende og tørrede mine tårer, for så at fastlægge sit blik i mit, "jeg vil altid være her for dig, skat, uanset hvad."

Jeg nikkede taknemmeligt og sukkede dybt, hvilket fik Ava til atter at snakke.

"Havde han en forklaring? Jeg mener, har han slet ikke sagt undskyld?" spurgte hun med en blid stemme, der smøg sig kærtegnende omkring mig, og det kunne tydeligt høres i hendes stemme, at hun var overrasket over, at han ikke engang havde sagt undskyld.

"Altså i restauranten, hvor jeg sådan dukkede op og fandt ud af det hele, begyndte han med at græde, og jeg kunne virkelig se, at han fortrød det," forklarede jeg og klemte øjenlågene hårdt i, idet jeg forsøgte at skubbe følelsen af medlidenhed jeg havde med Justin, ved tanken om, at han græd, væk. Medlidenhed var noget af det sidste han fortjente.

"Men jeg ved ikke, om han har ringet eller sådan noget... Min telefon er slukket," fortalte jeg, og hun nikkede straks, for så at gribe ud efter min telefon, der lå på bordet.

"Gurrrl, vi skal sgu' læse hans beskeder, hvis han altså har skrevet nogle, for ved du, hvad det bedste er ved beskeder og voicemails? Man kan nærmest høre dem lide!" konstaterede hun, hvilket fik mig til at le kort, for hun havde jo ret. De syntes altid at ville undskylde med voicemails og sende tonsvis af beskeder, og ifølge Ava, var det eneste gode ved de her beskeder, at man kunne more sig over, at vedkommende led. Ret smart, ikke?

"Oh my God, Hanhan, du har 52 beskeder og 9 voicemails!" hvinede hun, efter at have tændt telefonen og notifikations-tonen lød flere gange i træk. Mine øjne spærrede sig op, eftersom jeg forventede, at han ikke ville skrive, da han ikke havde fulgt efter mig hjem, efter episoden i restauranten. Han behøvede vel tid til at gøre rede for, hvad der havde sket. Det kom vel også som et chok for ham.

"Vi orker ikke beskederne, vel? De er alle sammen det samme: 'Undskyld, baby, jeg kan forklare' eller 'tilgiv mig, det sker ikke igen' eller oh my God den bedste; 'babe, det er ikke som du tror! Jeg elsker dig og savner dig, please ring tilbage!' Blah blah blah, vi tager voicemailene, de er sjovere," forklarede hun, og jeg kunne ikke lade være med at bryde ud i latter ved hendes redegørelse. Hun havde sgu' ret, hvor jeg dog elskede min bedste veninde!

"Hannah?! Baby, hvor er du? Du kan ikke bare flytte!" var den første, og hans tone var nok til at informere os om, at han havde grædt og var utrolig bekymret.

"Baby, jeg er bekymret, please svar mig!"

"Hannah, please, ring tilbage!"

"For helvede, Hannah, tag nu din fucking telefon!"

"Baby, jeg er bekymret, please svar mig nu!"

"Jeg har lige snakket med din mor, du bor åbenbart på et hotel? Please, bar skriv en besked, så jeg ved, du har det fint,"

"Hvilket hotel bor du på? Hannah, please, lad os snakke om det!"

"Baby, jeg savner dig,"

"Hannah, please lyt til mig, okay? Jeg forstår, at du ikke gider snakke med mig, men lyt i det mindste, for jeg kan forklare det hele, jeg sværger, jeg var dig ikke utro! Ja, jeg har været sammen med Harper, men jeg sværger, det var før jeg overhovedet mødte dig! Det var en engangs ting, jeg har ikke mødt hende efter det! Fuck, jeg ved ikke engang, om det er min baby! Hun påstår, at det er min, og alle de to gange vi mødtes snakkede vi om babyen og testen, som snart skal laves, ikke andet, jeg lover dig det! Jeg ved godt, at jeg skulle have fortalt dig det, du skulle være den første, der skulle vide det, men jeg var bange, baby, please tilgiv mig! Jeg har brug for dig, please! Og stol på mig, når jeg siger, at jeg ikke var dig utro, jeg elsker dig og kun dig, baby.."

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

 

Hannah er knust og ser ikke ud til at ville tilgive Justin... Men vil Hannah mon stole på, hvad Justin siger og tilgive ham, eftersom han ikke var hende utro? Eller vil det faktum, at Justin gemte det, der foregik, for hende ved at lyve og endda betale Harper penge for ikke at sige noget, forhindre Hannah i at tilgive ham? Vil hun nogensinde kunne stole på ham igen? Og hvad skal der ske med Harper's baby? Vil Justin mon tage sig af babyen, hvis den i hvert fald er hans?

*****

Nyt kapitel peeps! Synes I, at Hannah skal tilgive Justin? Skal hun stå ved hans side og støtte ham, netop fordi det er nu, at han behøver hende mest? Eller skal hun glemme alt om ham og fokusere på sin karriere, der i hvert fald er ved at blomstre, med en hel ny mulighed for at blive skuespiller? Skriv i kommentaren, om hvad I synes, Hannah skal gøre, hun har brug for jeres hjælp! Jeres kommentarer kommer til at have betydning for de næste kapitler!

Og BTW peeps, jeg har publiceret en nye movella! Det er endnu en JB fanfiction, den er lidt anderledes og så er den på engelsk! Den hedder 'Paradise or Hell?', det vil betyde virkelig meget, hvis I ville tage et kig på den?

xx, Celina <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...