We found love <3 -JB (+12)

Hannah Perez er 18 år og bor sammen med hendes mor, Kaylee. Da hendes mor finder sig et arbejde i Atlanta, bliver de nødt til at flytte dertil.
Da deres nye hus er under renovering, bliver de nødt til at bo hos nogen i to uger. Kaylees tidligere bedste veninde, Pattie, som i øvrigt er den verdenskendte Justin Biebers mor, tilbyder Kaylee og Hannah at bo hos dem, indtil deres hus' færdiggørelse. Hermed begynder et nyt liv for Hannah, hvor Justin kommer til at spille en stor rolle...
Læsning på eget ansvar ;)

127Likes
336Kommentarer
14985Visninger
AA

28. Audition

"Såå?" begyndte Ava, idet hun slukkede for voicemailen, "han var dig tydeligvis ikke utro..."

"Ja, men det ændrer ikke på det faktum, at han ikke kom til mig først," sukkede jeg og tog mig lidt til hovedet af alt den stress og frustration situationen bragte, "jeg er hans kæreste, Ava, jeg burde være den første. Jeg ville støtte ham, det ville jeg virkelig, jeg ville endda tage del i samtalerne, hvis det ville hjælpe. Det er bare... stoler han ikke på mig? Tror han virkelig, at jeg bare ville slå op og forlade ham, fordi han muligvis havde gjort en pige gravid i fortiden? Jeg mener, ja, det er en virkelig svær situation, og jeg forstår godt, at det har gjort ham forvirret og ikke mindst panisk, men hvis han virkelig stolede på mig, ville han gøre byrden på sine skuldre lettere ved at fortælle mig det."

Ava nikkede og tog fat i min hånd, for så at give den et lille klem.

"Oh, og by the way, hvorfor fanden var han sammen med Harper, når han før mig var kærester med Selena? Oh my God, Ava, grunden til jeg i første omgang skulle spille hans kæreste var jo fordi, at folk begyndte at kalde ham player, vil det sige, at han var Selena utro?!" udbrød jeg, idet det lykkedes mig at sætte alle brikkerne sammen og opdage, at Justin i virkeligheden var en player. Og hvad er det man siger? En gang utro, altid utro? Hvis han engang havde været Selena utro, hvad ville så forhindre ham i at være mig utro?

"Rolig nu, Hannah, jeg tror altså ikke han var hende utro.. De havde et on- og off-forhold, han havde sikkert været sammen med hende en af de gange, de slog op..." forsikrede hun mig om, hvilket fik mig til at fnise, dels på grund af lettelse,og dels på grund af det faktum, at hun nærmest kunne hele Justins liv udenad, selvom hun ikke var en speciel stor fan.

"Oh my God, Ava, du er værre en BT," grinte jeg, hvilket fik hende til at bryde ud i latter.

"Du skal sgu' være glad for, at jeg kan hele din mands liv udenad, det gør da det hele nemmere!" grinte hun, idet hun rejste sig op og bevægede sig ind i køkkennet.

"Creeper!" råbte jeg efter hende, idet jeg zappede rundt i kanalerne og kunne høre hende le ude fra køkkennet. Eftersom jeg var utrolig forvirret og ikke mindst træt af alt det drama, der foregik i mit liv, valgte jeg at tage det med ro og træffe beslutninger efter at have gennemtænkt situationen. Jeg ville nødig træffe forkerte beslutninger og dermed ødelægge hele mit liv. For sandheden var, at jeg stadig elskede Justin, og hvis det ikke var fair for både ham og jeg, at vi skulle være adskilte, men at jeg i kraft af den pludselige situation traf den beslutning, at vi ikke skulle se til hinanden mere, var jeg sikker på, at mit liv ville være det rene helvede.

Det tog ikke lang tid før Ava kom tilbage med Ben And Jerry's is i hånden, for så atter at kaste sig på sofaen og række mig den ene is.

"Ikke for at gøre det hele værre, babe, men hvad nu hvis babyen virkelig er hans? Tror du, at du kan overskue det? Kan du acceptere, at Harper og babyen kommer til at være en del af hans liv?" spurgte hun, idet hun stirrede sympatisk på mig, og jeg kunne atter mærke magtesløsheden tage over min krop. Ærlig talt orkede jeg ikke at tænke over det på daværende tidspunkt, men jeg vidste, at jeg før eller senere var nødt til at gennemtænke det og gøre mig nogle overvejelser omkring, om jeg overhovedet kunne klare det i længden, som jeg påstod jeg kunne. Måske havde Justin ret? Måske ville jeg forlade ham, det havde jeg ærlig talt ikke tænkt over.

"Det ved jeg virkelig ikke, Ava..." sukkede jeg, idet jeg stak skeen ned i isen og proppede den ind i munden, "jeg mener, vi bliver nødt til at acceptere det. Justin kan jo ikke bare kræve, at hun får en abort, hvis hun ikke vil... Hvis han havde stolet på mig og fortalt mig det, så ville jeg støtte ham, for hvilken kæreste ville jeg være, hvis jeg forlod ham dér, hvor han behøvede mig mest? Men han fortalte mig det ikke, og derfor kan han ikke bare forvente, at jeg har det fint med at finde ud af det med alle andre. Jeg har givet op, Ava, jeg tror ikke jeg kan det her mere. Jeg har oplevet 2 års drama i løbet af 2 uger, det kan jeg bare ikke klare mere. Vi lever to forskellige liv, og hvis jeg skal være ærlig, tror jeg virkelig ikke, at jeg kan overskue det. Vi kan ikke klare det, det er forbi."

Tårerne havde atter vældet sig op i mine øjne, og jeg bed mig desperat i læben for ikke at give tårerne adgang til at falde frit ned. At jeg i løbet af to uger nærmest havde forelsket mig i en og virkelig havde et håb om, at det ville vare evigt, men så blev skuffet, fordi det ikke varede mere end de to uger, fik mit liv til at virke som ét stort rod. At jeg stadig elskede Justin og var sikker på, at jeg ville savne ham, gjorde det ikke ligefrem bedre. Jeg havde mest af alt bare lyst til at glemme alt det der skete, slette det hele fra min hukommelse, flytte tilbage til Californien og så bare fortsætte mit liv der. Men sådan var reality bare ikke, og jeg vidste, at hver gang jeg så Justin i fjernsynet, internettet, i butikkerne eller whatever, så ville jeg savne ham endnu mere, og dermed ville det ikke lykkedes mig at glemme ham. Derfor var det eneste jeg kunne gøre, der i det mindste kunne hjælpe mig på vej, at undgå ham. 

"Det er jeg ked af," hviskede Ava, idet hun trak mig ind til sig, og gav mig et trøstende knus, der var signalet til tårerne om, at de nu måtte fosse ned ad mine kinder.

*****

"Hannah, er du ikke snart klar?" skreg Ava, idet jeg tog et sidste kig på spejlet og gav mig hår lidt ekstra volume, ved at køre mine fingre gennem min hovedbund og give hårrødderne et lille puf. 


Det havde taget mig godt og vel to timer at gøre mig klar i morges. At vælge det perfekte outfit ud af det begrænsede tøj, jeg havde med, og påføre makeup, der hverken skulle virke alt for fest-agtigt, men heller ikke for hverdags-agtigt to mig længere end forventet, af en eller anden mærkelig årsag. Især måtte jeg bruge en masse energi og tid på concealeren, der skulle dække mine røde øjne, der skyldtes de mange tårer, jeg havde fældet, og ikke mindst mine mørke rande under øjnene, der var kommet frem, på grund af den manglende mængde søvn, jeg havde fået den nat. Grunden til jeg ikke havde fået nok søvn skyldtes mange ting, men mest af alt forhindrede tanker omkring Justin mig i at klemme mine tunge øjenlåg i og overgive mig til søvnen. Jeg havde vendt og drejet, til højre og venstre, i flere timer, i håb om, at jeg måske kunne komme i tanke om en anden løsning på problemet, end at gøre det færdigt mellem os. At jeg så ikke fandt en anden bedre løsning og derfor måtte holde mig til min plan om at udgå ham, gjorde i hvert fald ikke min nærmest søvnløse nat det værd.

Dog spillede nervøsiteten for i dag også en stor rolle, for ja, det var i dag, at jeg skulle til audition for denne film, hvis titel åbenbart var 'We found love'. Tja, det skyldtes dels nervøsitet og dels det faktum, at jeg måtte øve mig på det stykke, jeg skulle spille til audition. Desuden måtte jeg læse om plottet, kontrakten og hvad der ellers fulgte med i den vedhæftede fil, de havde sendt til min mail. Så det havde alt i alt været en travl nat, hvor jeg endte med kun at få 3 timers søvn. 

Der gik ikke lang tid før Ava og jeg stod foran denne store bygning, hvor jeg snart skulle til audition. Mit hjerte galoperede nærmest afsted, og jeg havde været glad for, at nervøsiteten i det mindste havde hjulpet lidt på at glemme Justin. At han så heller ikke havde skrevet eller sendt flere voicemails spillede selvfølgelig også en stor rolle. På trods af, at nogen måske ville blive fornærmet eller rettere sagt sur over, at den 'skyldige' i forholdet ikke gjorde en indsats i at gøre det godt igen, så var jeg taknemmelig, og egentlig håbede jeg bare, at sådan ville det blive ved. 

"Hvad kan jeg hjælpe jer med?" spurgte en middelaldrene dame men kort, rød og ikke mindst pjusket hår, idet vi havde trådt ind i bygningen, og dermed befandt os i receptionen. Damen rettede kort på sine sorte, men dog store briller, før hun gav sig til at studere både Ava og jeg med et træt og opgivende blik.

"Jeg skal til audition til We found Love," forklarede jeg, før jeg bed mig i læben og kunne mærke adrenalinen pumpe rundt i mine blodårer. Gud, hvordan havde jeg tænkt mig at komme igennem det her?

"Mmh... Navn?" spurgte hun med en anelse fraværenhed i hendes stemme, der var nok til at informere mig om, at hun enten havde haft en dårlig morgen, eller også var dette ikke ligefrem hendes drømmejob. Smil til verden og verden smiler til dig - Havde du hørt om den, Fru rødhåret dame?

"Hannah Perez," svarede jeg, og kunne nu mærke mit hjerte slå et ekstra slag ved tanken om, at nu skulle jeg endelig til audition og dermed udnytte chancen til at blive freakin' skuespiller. Holy fuck.

"Rum 177; tredje sal, drej til vendtre for enden af gangen, og så skulle det gerne være den første dør," forklarede hun lavmælt, før hun lod et falsk smil glide henover hendes læber, for så fuldstændig at bryde kontakten, ved at atter at lade hendes blik blive limet fast til computerskærmen. 

"Tak," mumlede jeg og vendte mig om for at gå hen imod elevatoren, da jeg pludselig kunne mærke en hånd tage fat i min og give den et svagt klem. Jeg vendte mig om mod håndens ejer, og kom Ava i møde, der smilte et opmuntrende smil, som sagde hun, at det hele nok skulle gå. Jeg trak svagt i smilebåndene og gjorde et kort nik med hovedet, før vi bevægede os hen til elevatoren.

"Du er godt nok nervøs," grinte hun, idet vi fortsat hånd i hånd gik ind i elevatoren, og jeg fik trykket på 3. sal, hvis knap sekundet efter lyste grønt.

"Mmh? Og hvordan nåede du frem til den konklusion?" spurgte jeg med et hævet bryn i et desperat forsøg på at skjule den mindste nervøsitet i min stemme. Jeg var ikke normalt den, der var den mest nervøse, når det kom til ting som dette. Jeg tog som regel ting, som det kom, og det vidste Ava udmærket godt. Selvfølgelig skulle hun bruge det imod mig, jeg mener, det var ikke hver dag man så mig sådan, så hvorfor ikke gøre lidt sjov ud af det?

"Ser du," begyndte hun og trak sin hånd tilbage til sig igen, for så at placere sin håndflade hen foran mit ansigt, "du sveder."

Det tog mig et sekund at forstå, hvad hun mente, før jeg brød ud i en hysterisk latter og måtte tage mig til maven for at stilne den smerte alt den latter frembragte, og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at fuglene i forvejen havde skabt et kaos derinde. Ava lo, idet hun rystede på hovedet af mig og tørrede hendes håndflade af på min 'polka dottede' top.

"Hey!" udbrød jeg fornærmet, men nåede ikke at brokke mig yderligere, eftersom elevator døren åbnede, og Ava tog fat i min overarm, for så at slæbe mig hen ad gangen, til den første dør til venstre. Oh my God, så er det nu...

 

`•.¸¸.•´´¯`••._.• ( A/N )•.¸¸.•´´¯`••._.•

 

Så er det officielt; Hannah har givet op på deres forhold, og hun har i hvert fald ikke tænkt sig at tilgive ham - mest af alt, fordi hun behøver en grund til at undgå ham.

Dog har Justin store planer; han har nemlig ikke tænkt sig at lade Hannah gå.

*****

Nye kapitel, peeps! Okay, så jeg ved godt, at Justin ikke var med i dette kapitel, og derfor kan kapitlet godt virke lidt kedeligt, men det er, fordi denne movella snart er slut, og dette kapitel bare var en slags 'filler't til, hvad der skal ske i de næste par kapitler. Tro mig, når jeg siger, at der stadig skal ske en masse drama og spænding i de næste 3-4 kapitler, før denne movella slutter! Oh boy, Justin har store planer... Hvad tror I, han vil gøre, for at komme i kontakt med Hannah? Og vil Hannah få rollen?

xx, Celina

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...