Changes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 15 dec. 2012
  • Status: Færdig
{OBS: Zayn er ikke sammen med resten af bandet. Og dette er en crossover med Avril Lavigne, Zayn Malik og The Vampire Academy.}
Avril Lavigne er en 28-årig Dhampir. Så det vil sige at hun er halvt vampyr og halvt menneske. Avril er bodyguard og har gået på den berømte skole, The Vampire Academy.
Avril er en af de bedste bodyguards i verden, så Avril bliver sat til at være bodyguard for Zayn Malik. Zayn Malik er adelig og stræber efter at blive konge. At ville være konge har dog også dårlige sider. Zayn er i fare meget af tiden og har stor chance for at blive angrebet af Strigoi’s, som er udødelige vampyrer.
Kan Avril klare det pres der er, eller bliver det for meget?

42Likes
69Kommentarer
2185Visninger
AA

11. Kapitel 9

 

Avrils synsvinkel

 

Marcus kørte roligt ind på parkeringspladsen og passede på den sne, der lå på vejen. Jeg kiggede rundt og fik med det samme øje på bilen. Den sorte Fiat. Jeg følte virkelig, at vi var på rette spor. Zayn havde været her for ikke mere end et par timer siden. Han havde været her i dag. Nu skulle vi bare i gang. De skulle ikke nå for langt væk, før vi fandt noget, som ville følge os til dem.

”Avril… Før vi går ud, så husk lige på, at det ikke er sikkert, at vi finder ham. Det kan også være, at dette er en blindvej. Så lad hver med at hver for glad, før Zayn er hjemme og i sikkerhed,” fortalte Marcus mig og lagde venskabeligt en hånd på mit lår.

Jeg nikkede som svar, hvorefter jeg trådte ud af bilen. Kulden lagde sig med det samme, som et slør om mig. Vi var midt i december, så selvfølgelig var det koldt.

Jeg gik målrettet hen imod centeret, for at finde deres kamerarum. Jeg har desværre stadigvæk ingen idé om, hvad det hedder. Vi gik ind af en af de der døre, hvor de selv åbner sig op. Da vi trådte ind, kørte mit blik automatisk rundt. Der er jo også nogle frynsegoder ved at være bodyguard. Du får lov til at hjælpe andre og du er altid opmærksom på, hvad der sker rundt omkring dig.

Lige nu stod vi i den gang der er imellem alle butikkerne. Folk strømmede stadig ind, selvom klokken var ved at være 18, hvor centeret lukkede. Jeg gik over imod informationskontoret. Der stod i hvert fald ’Information’ på et stort skilt, som hang over disken.

”Hej,” sagde jeg og smilede venligt. ”Kan du fortælle mig, hvor det rum, hvor I kan se alle videoerne fra jeres overvågningskameraer er?”

Jeg følte mig ret dum nu. Den der sætning lyder dum og kan man egentlig sige det? Dumme Avril, dumme Avril.

Damen sendte mig et mistroisk blik. Nu følte jeg mig endnu dummere. Selvfølgelig siger hun det ikke bare. Nu tror hun sikkert, at jeg er en tyv eller sådan noget.

”Vi er ventet,”  tilføjede jeg hurtigt.

Damen brummede mistroisk og tog så telefonen op og ringede til en. Jeg gik ud fra, at det var ham manden, som var ’lederen’ dernede.

Damen sad og snakkede ind i røret. Det eneste hun sagde, var ’Hmm…‘ og ’Jaa…’, hvilket var ret irriterende at høre på. Hun skulle bare lige få at vide om, det vi sagde, var sandt. Så hvor lang tid kunne det lige tage?

Hun smækkede hårdt røret i og vendte sig så hen imod os.

”Når du er kommet helt ned ad gangen, skal du til højre. Så skal du helt ned ad gangen og så den venstre dør,” sagde hun og kiggede på os med det samme blik.

Jeg åbnede munden for at sige noget, men Marcus skyndte sig at trække mig med.

”Tak!” råbte han over skulderen, imens vi skyndte os videre.

Vi småløb ned ad gangen, drejede højre og løb så ned til den sidste dør. Marcus bankede på døren 3 gange, men åbnede så døren, selvom der ikke kom noget svar.

Vi kom ind i lokalet og så en mand sidde på en stol.

Marcus rømmede sig højlydt, så manden kunne høre, at vi var her.

Manden vendte sig rundt på grund af lyden. ”Aaarh! I er her. Kom og se,” smilede han til os, og så begyndte han at vise os videoen.

Den mand spildte da ingen tid.

Videoen begyndte med, at den sorte Fiat kom kørende ind på parkeringspladsen. Den kørte hen og parkerede på en af pladserne. De to Strigoi’s trådte ud af bilen og kiggede sig omkring. Sikkert for at tjekke om der var nogle der kiggede. De fik udvalgt en bil, og jeg kunne godt forstå, hvorfor de lige valgte den bil. Manden havde været så dum at lade hver med at lukke vinduet. Så den ene Strigoi tog hånden ind igennem vinduet og låste op. Bildørene blev åbnet, hvorefter de satte sig ind og kørte væk.

”Videoen her blev taget klokken 11:09,” fortalte manden os, da videoen var færdig.

Klokken var 18 nu, så de var cirka 7 timer foran os. Hvis bare vi kunne regne ud, hvor de var henne, så skulle vi nok indhente dem.

”Er der nogen grotter eller noget lignende her i nærheden?” spurgte jeg manden.

Klokken var 18, og det var mørkt. De to Strigoi’s havde nok ikke fået nået mad, siden de angreb os. Det vil sige, at de nok snart holdt stop, så de kunne få noget mad. De havde sikkert fået besked på, at de ikke måtte drikke fra Zayn. Den sidste Strigoi, som havde overlevet angrebet mødte garanteret de to andre derhenne.

”Der ligger en hule ude i skoven. Den er ret stor, men der er ingen der tør gå der ind, fordi de er bange for, at der er en bjørn derinde.”

Glimrende. Strigoi’s tænker ikke så meget selv. Nogle gør, men det kun lederne. De andre Strigoi’s gør bare, hvad de får besked på, og de havde sikkert fået besked på at overnatte der.

”Mange tak,” sagde jeg taknemmeligt til manden og trak Marcus med mig.

Nu skulle vi der ud, dræbe de idioter og tage Zayn med hjem i sikkerhed. Jeg følte mig ikke bange, men alligevel var jeg det.

Marcus og jeg spænede ud til bilen og kørte med fuld drøn af sted.

 

 

Vi var ude ved skoven et lille stykke tid efter. Skoven lå ikke så langt væk fra centeret, men alligevel langt nok væk, til at jeg følte, at det var for sent nu.

Marcus og jeg lagde kort en plan, og skyndte os så af sted. Planen gik ud på, at Marcus var ude i skoven og holdt øje med det hele. Jeg skulle imens snige mig hen til hulen og se, hvor mange de er. Hvis de er der, skal jeg gå tilbage til Marcus, hvorefter vi så laver en ny plan.

Jeg sneg mig af sted igennem skoven og holdt øje med alle sider. Der var næsten stille i skoven, men man kunne høre nogle ugler der skreg. Træerne forsvandt bag mig, efterhånden som jeg kom videre igennem skoven.

Jeg kom tættere og tættere på, og jeg kunne nu se hulen. Den var stor, som manden havde sagt. Jeg kunne godt forstå at menneskene ikke turde gå derind, for der kunne sagtens ligge en bjørn.

Jeg listede hen imod hulen, og kiggede ind af den sprække der var. Hulen var mørk, og jeg kunne ikke se det helt tydeligt. Dog var jeg helt sikker på, at det var Zayn der lå og sov henne i hjørnet. Oh gud. Zayn lå og sov henne i hjørnet. Med blod løbende ned af brystet. Han var ikke død, vel? Nej, han kunne ikke være død. Det kunne han bare ikke.

Jeg gik hurtigt ind i hulen. Zayn skulle ud herfra, og det skulle være nu.

Jeg småløb over til Zayn og mærkede hans puls. Pyha, han var stadig levende. Han var ikke død og det var ikke for sent at redde ham.

Jeg begyndte at løsne de lænker han havde om hænderne. Jeg lyttede lige hurtigt, for at høre om der kom nogen. Der var underligt stille i skoven, men lagde ikke rigtig noget i det. Jeg begyndte at løsne de lænker, han havde om fødderne, da der blev lidt mørkere omkring Zayn og jeg.

”AVRIL!” råbte en velkendt stemme panisk.

Jeg vendte mig med det samme rundt, og så en stor Strigoi stå foran mig. Jeg sparkede instinktivt ud i luften og ramte den på låret. Jeg tog hurtigt min pæl frem og var parat til at dræbe den. Det hele gik meget stærkt, men lige pludselig faldt Strigoi’en sammen, og væltede ned på gulvet med min pæl, som var placeret i dens bryst.

Jeg kiggede desorienteret omkring og havde ikke rigtig styr på det, da jeg hørte et højt råb og et bump. Den anden Strigoi var på vej hen imod mig med sin næve løftet parat til et slag. Strigoi’en slog ud i luften, og jeg ventede bare på smerten, men den kom ikke.

Strigoi’en og jeg var begge forvirret, men forstod det straks da vi så ned. Marcus lå nede på gulvet med lukkede øjne.

Min hjerne tænkte hurtigt, og før jeg nåede at registrere, hvad jeg gjorde, lå den anden Strigoi nede ved siden af ham.

Jeg satte mig straks ned ved siden af Marcus og mærkede hans puls. Den var svag, men den var der. Strigoi’en havde ramt ham lige ved tindingen, så det så ikke godt ud.

”Avril,” hviskede han.

Jeg kiggede trist på ham og kunne mærke, at tårerne begyndte at trille. Marcus skulle heller ikke dø. Det havde aldrig været meningen. Vi skulle bare have Zayn ud. Det var ikke meningen, at nogen skulle dø.

Marcus rakte hånden ud, og jeg tog min hånd i hans. Sådan sad jeg et stykke tid og kiggede ind i hans brune øjne, imens han lå og kiggede i mine øjne. Jeg kunne se, at der ikke var så meget tid endnu. Hans øjne begyndte at blive mere og mere tomme.

”Du må være stærk, Avril. Red Zayn og før ham i sikkerhed. Tag af sted, Avril,” hviskede han svagt.

Jeg gjorde ikke som han sagde, men blev bare siddende med hans hånd i min. Lidt efter begyndte hans krop at slappe helt af. Hans øjne blev tomme og underlige glasagtige. Jeg kyssede blidt hans pande og rejste mig så op.

Marcus havde ofret sig for mig. Han havde sprunget ind foran mig og reddet mig. Jeg kunne have været ham nu. Jeg kunne have været død, men takket være Marcus, var jeg levende. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg kan leve uden ham. Marcus er lyset i mine mørke dage. Han redder mig om og om igen, men hvem skal nu redde mig? Ingen kan hjælpe og redde mig, som ham.

Der er ingen, som kan erstatte min ven.

Min Marcus.

 

_____________________________

 

Slut.

Jeg ved ikke helt, om jeg er tilfreds med slutningen. Det er jeg sikkert ikke.

Sådan har jeg dog altid planlagt den. 3:

Jeg har også haft utrolig svært ved at skrive dette kapitel. Især det sidste stykke. Har ændret det igen og igen, men er ikke rigtig blevet tilfreds. 8(

Nå, men... 

Tusind gange mange tak til jer, som har liket, sat på favoritliste og kommenteret! :-D

Det betyder utrolig meget. <3

Så mange tak. c:

Xoxo. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...