Changes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 15 dec. 2012
  • Status: Færdig
{OBS: Zayn er ikke sammen med resten af bandet. Og dette er en crossover med Avril Lavigne, Zayn Malik og The Vampire Academy.}
Avril Lavigne er en 28-årig Dhampir. Så det vil sige at hun er halvt vampyr og halvt menneske. Avril er bodyguard og har gået på den berømte skole, The Vampire Academy.
Avril er en af de bedste bodyguards i verden, så Avril bliver sat til at være bodyguard for Zayn Malik. Zayn Malik er adelig og stræber efter at blive konge. At ville være konge har dog også dårlige sider. Zayn er i fare meget af tiden og har stor chance for at blive angrebet af Strigoi’s, som er udødelige vampyrer.
Kan Avril klare det pres der er, eller bliver det for meget?

42Likes
69Kommentarer
2254Visninger
AA

7. Kapitel 5

 

Zayns synsvinkel

Jeg slog langsomt mine øjenlåg op, men blev straks blændet af lyset. Jeg slog mine øjne op igen og begyndte langsomt at vænne mig til lyset.

Da jeg havde vænnet mig helt til lyset, rejste jeg mig op og begyndte at tage mit tøj på. Det bestod af nogle normale cowboybukser og en sort T-shirt. Mere gad jeg ikke gøre ud af mig selv i dag.

Pludselige kunne jeg hører et eller andet rumle. Jeg fandt ud af, at det var min mave, så jeg besluttede mig for at gå ned i spiserummet.

Da jeg kom derned, gik jeg straks i gang med at fylde min tallerken op. Røræg, brød, pølser kom hurtigt op på min tallerken.

Jeg satte mig ned på en ledig plads, og gik i gang med at spise. Imens jeg spiste kiggede jeg mig omkring. Ovre ved vinduet sad to ældre mennesker og snakkede stille. Oppe ved maden stod en masse bodyguards og royale. En royal stod og var i gang med at tage havregrød op på sin tallerken, og en anden var i gang med at samle noget spildt mad op. Alle så nogenlunde glade i dag. Selv de bodyguards, som stod henne ved væggen, så ret glade ud.

”Zayn?” blev der spurgt.

Jeg vendte mit hoved og kiggede for at se hvem det var. Det var selvfølgelig Avril og William. De holder konstant øje med mig. Hvis William ikke er der, er Avril der. Og hvis Avril ikke er der, er William der. Nogen gange kan det virkelig gå en på nerverne at have bodyguards.

”Ja?” spurgte jeg nysgerrigt. Gad vide hvad de nu ville.

”Du skal til den anden prøve? Har du glemt det?” sagde hun og tilføjede det sidste spørgsmål.

Gud ja! Det er jo i dag, at jeg skal til den anden prøve. Denne gang er det en af de prøver, hvor man ikke har haft nogen mulighed for at forberede sig. Så det vil sige, at alle har lige stor chance. Eller det kommer vel an på, hvad prøven går ud på.

”Nåårh ja! Skal vi af sted nu?” spurgte jeg.

”Ja. Du skal over i den anden bygning, så lad os komme af sted,” svarede William mig.

Jeg skal bare uden for i et kort øjeblik, og så er de nødt til at følge mig derhen. Så I kan godt forstå at det går mig på nerverne, ikke?

På vej hen imod den anden bygning, gik jeg side om side med Avril. William var lidt længere bagud, så han kunne holde øje med det hele. Det var jo det der med forreste og bagerste bodyguard.

”Nå, er du klar?” spurgte Avril mig, da der havde lagt sig en lidt akavet stilhed.

”Så klar som man nu kan være,” svarede jeg uden at vise, at jeg var nervøs.

Resten af turen gik vi bare i stilhed. Hun åbnede døren, og vi gik ind i bygningen.

”Så må vi ikke gå længere end hertil,” fortalte William. ”Held og lykke, Zayn.”

Jeg nikkede som tak, og vendte mig derefter nervøst om imod døren. Jeg kunne hører deres skridt, da de gik hen imod udgangen.

Jeg trak langsomt ned i håndtaget, imens en masse spørgsmål kørte igennem mit hoved. Hvad skulle der ske? Ville jeg klare det? Var det farligt? og mange andre spørgsmål som mindede om dem.

Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren helt.

”Velkommen Zayn,” blev der sagt lige da jeg trådte ind.

Det syn der mødte mig, var ikke hvad jeg havde forventet. Det eneste der var i dette rum var et bord, to stole og en tekop, som stod på bordet. Og så var der selvfølgelig den dame der havde sagt velkommen. Damen var nok i halvtredserne. Hun havde i hvert fald rynker og begyndelsen på at få gråt hår. Hun sad på en af stolene med et beroligende smil på læben.

”Tag plads,” sagde hun og pegede hen på den anden stol, som stod overfor hende. ”Dette her er den anden prøve. Jeg kan ikke fortælle dig hvad der skal ske, det må du selv finde ud af. Hvis du ikke forstår det, så må jeg gerne forklarer dig det efter prøven. Det eneste du skal gøre her i den virkelige verden, er at drikke af koppen,” forklarede hun.

Hvad i al verden mente hun med i den virkelige verden?

”Drik,” beordrede hun. ”Jeg har ikke hele dagen.”

Jeg gjorde som hun sagde, og rakte med en rystende hånd ud mod koppen. Jeg tog koppen op imod mine læber og drak.

Det ene øjeblik så jeg damen sidde med et venligt smil, og det andet øjeblik var jeg ude ved havet.

 Eller nej, det er forkert. Jeg var ikke ved vandet, jeg var i vandet.

Da det egentlig gik op for mig, at jeg var i vandet, begyndte jeg straks at råbe efter hjælp.

”Jeg kan ikke svømme!” råbte jeg, men det blev ikke så højt jeg havde håbet på. ”Hjælp!” råbte jeg igen, men der kom intet svar.

Jeg tog et par dybe indåndinger for at få styr på mig selv, og så slappede jeg bare fuldstændig af.

Lige da jeg gjorde det, ændrede scenen sig.

Nu stod jeg på en mørk parkeringsplads. Jeg kiggede mig omkring og så nogle mennesker, som gik hen imod en lille pige, men det var ikke mennesker. Da de gik forbi mig, opdagede jeg at det var Strigoi’s. De stod alle sammen med et uhyggeligt smil på læben og et blodtørstigt blik i øjnene.

”Så er der middag, drenge,” sagde en af dem ondt, hvorefter de alle gjorde parat til at springe på hende.

”NEJ!” råbte jeg så højt som jeg kunne. ”Tag mig i stedet,” tilføjede jeg og holdt øjenkontakten med den lille pige, som stod og smilede til mig.

Og så ændrede scenen sig igen.

Denne gang stod jeg og kiggede ned i en grav. Nede i graven lå min mor. Hendes brune hår lå flot ned langs hendes skuldre. Hendes øjne var lukkede og hun var bleg som et lig.

Vent… Min mor var død. Hun var død.

Jeg kunne med det samme mærke tårerne trille ned af kinderne, men jeg hulkede ikke. Jeg vendte langsomt ryggen til det.

Scenen ændrede sig, og nu var jeg tilbage i rummet med damen.

”Flot klaret, Zayn. Forstod du hvad der lige skete?” spurgte hun blidt.

Jeg rystede forvirret på hovedet, og hun begyndte at forklare.

”Den første scene var for at se om du kunne overvinde din frygt. Den anden scene var for at teste dig, om du ville kunne ofre dig selv for en anden. Og den sidste scene var også en slags test. Kun på en måde. Du frygter at din mor dør, men vi skulle også se, om du kunne lade hver med at vise for mange følelser, når sådan noget sker. Hvilket det kommer til, hvis du bliver konge,” forklarede hun smilende.

”Så Zayn… Du har bestået den anden prøve.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...