Dear god help me! {One Direction}

Jewel er ikke normal. Hun er faktisk sindssyg mener folk. Hun bor på den lukkede afdeling hvor at hun render rundt og er lettere drømmende. Lægerne mener hun lever i en psykose hvilket hun sikkert også gør. Men hun har sine grunde. Da hun var 5 begik hendes forældre selvmord og hun fandt dem. Nogle måneder efter slog hun en hund ihjel. Da hun blev 10 prøvede hun at begå selvmord. Nu er hun 16 og har prøvet at bega selvmord 15 gange, hun har slået utalige dyr ihjel og er fuldkommen ligeglad. Hun er bare i sin egen lille boble af vrede, had, raseri, glæde og hun savner sine forældre. En dag møder hun en dreng. Han er kendt og skal sammen med sit band spille på hospitalet. Han møder bare en helt anden person end den de andre kender. Han møder en venlig person, som smiler og er sød. De bliver hurtigt venner og han begynder mere og mere at undre sig over hvorfor hun sidder på den lukkede. Indtil den dag han spørger. Den dag går en del galt og hvad med dem når de bliver vilde med hinanden?

31Likes
13Kommentarer
2781Visninger
AA

3. Songs

 

Jeg kigger ned på mine hænder hvor at mine pæne halvlange negle forsvinder mere og mere. Eftersom at de bliver klippet så jeg heller ikke kan slå mig ihjel med dem. De er bare bange for at jeg slår mig selv ihjel. Og jeg forstår dem. Efter mine 15 selvmordsforsøg er jeg løbet tør for ideer. Det er altså svært at finde på nye ting!

Jeg kigger ud af vinduet hvor at bilen fra i går igen kører ind. Niall træder ud af bilen og med det samme kigger han op på mig. Jeg vinker smilende til ham og lukker så mine øjne.

Jeg åbner mine øjne og kigger på pilleglasset. Det er næsten helt fyldt og der er i hvert fald 100 smertestillende piller i det glas. Piller der kan fjerne min smerte. Som jeg bare lever i og som gør at jeg ikke bemærker noget.

Jeg er som hundene. For jeg er ikke længere den super søde unge jeg var engang. Jeg bringer åbenbart uheld nu. Så jeg er et ulykkesbarn. Latterligt. Men jeg skal bare gøre som der bliver sagt og jeg bliver slået hvis der sker noget. Bare fordi at jeg i sidste uge skød en hund. Og en kat… Og en fugl…

Jeg tager fat i glasset med piller og hælder dem over i min hånd. Jeg tager mit glas med vand og tager noget af det ind i min mund. Så tager jeg en god del af pillerne ind og sluger dem. Sådan gør jeg indtil alle pillerne er væk. Allerede der føles min krop bedøvet og jeg smiler stort af glæde. Alt bliver sort og jeg smiler bare endnu større.

 

Wuup! Første selvmordsforsøg. Jeg river lidt ud i min trøje og stikker min hånd ned i min BH. Jeg finder en lille tot hår og tager den op. Det var Bilbos. Jeg har hår eller fjer fra alle de dyr jeg har dræbt. Men jeg gemmer den da hospitalet bare ville tage dem hvis de så hvad det var.

”Hej Jewel.” Jeg drejer mit hoved med et ryk og kigger på den smilende Niall. Jeg smiler bare som svar og orker ikke at svare. Niall snakker lidt med Karin og kommer så hen imod mig. Han sætter sig i vinduet og kigger så på mig.

”Sidder du altid her?” Nialls irske accent er så tydelig og jeg smiler.

”Ja. Jeg kan se bilerne køre forbi og se folk der lever deres liv. Og dyr…” Jeg kigger smilende ud af vinduet på en familie. Tre børn også forældrene. De virker glade. Den yngste pige er cirka de fem. Gad vide om vi ser hende herinde om nogle år.

”Ja. Her er ret kønt. Men går du aldrig uden for?” Jeg ryster på hovedet og kigger optaget  på den lille familie. Stakkels pige. Måske ender hun som mig. Ensom. Eller næsten ensom, forladt og sindssyg.

”Er det ikke nedtrykkende at være herinde hele dagen?” Niall kigger forundret på mig og jeg smiler.

”Nej. For mit liv har været så nedtrykkende at det er som et stykke kul. Presset så meget at det er blevet en diamant. Men det er stadigvæk under presning.” Niall stirrer endnu mere forundret på mig og jeg kigger bare ud af vinduet.

”Hvorfor dog det? Altså hvorfor er det nedtrykkende?” Den dreng snakker da meget. Det er da sindssygt. HAHAHAHA. Ej dårliiiig joke.

”Det ville dit nok også være hvis at dine forældre var døde.” Jeg sværger! Det var IKKE det jeg ville have sagt. Jeg ville have sagt hele sandheden men det virker til at jeg ikke vil have han kender sandheden. Trist for ham.

”Oh. Det er jeg ked af at høre.” Awww Niall. Hvor sødt. Men medlidenhed kan ikke spole tiden tilbage

”Det er jeg også. Men fortæl mig om dig selv. Hvordan er det at være kendt?” EMNESKIFT! Hehe.

”Fedt. Jeg elsker det. Og jeg elsker at have mine fire bedstevenner omkring mig hele tiden og at skulle leve af at synge. Det er vildt at piger de bare elsker en og vil gøre alt for at se os. Endda bare trække vejret af den samme luft som vi har indåndet. Det er ret vildt.” Jeg smiler og nikker. Niall er egentligt meget sød og jeg kan godt lide ham men han er jo kendt så det dur ikke.

For jeg er jo sindssyg. Hvilket han ikke får at vide. Eller jo måske men ikke hvorfor.

”javel ja.” ”Du siger da ikke så meget. Hvorfor er vi egentligt i det her rum? Altså jeg tror ikke på det er dit værelse.” Søde søde Niall. Det er det heller ikke. Det er et gæsterum.

”Det er et gæsterum. Så man kan få venner på besøg uden at de skal tvinges til at se der hvor deres ven er tvunget til at leve.” Det skulle jeg måske ikke have sagt.

”Hvordan er de andre drenge så?” Jeg kigger nysgerrigt på Niall som lyser op da jeg nævner de andre.

”De er fantastiske. De er så talentfulde og de bakker altid en op. Det er så fantastisk.” Han smiler stort til mig og jeg smiler stort tilbage.

”Men du må da være talentfuld. Syng noget for mig.” Jeg smiler sikkert over hele hovedet men for en gangs skyld får jeg det ikke dårligt over det.

”Hvad skal jeg så synge?” Jeg kigger tænkende på Niall men smiler så.

”Din ynglings sang af jeres sange.” Niall nikker til mig og tænker sig så tydeligvis om. Han begynder at synge og jeg smiler da han lyder helt igennem fantastisk. Det er jo helt vildt. Jeg kigger bare på ham imens hans mund udsender den fantastiske sang. Og det lød da totalt weird men det er jo mig så nobody cares.

Niall stopper med at synge og jeg klapper af ham.

”Kunne du lide det?” Jeg kigger forvirret på Niall. Tænk at han spørger!

”Nej Niall. Jeg kunne ikke lide det. JEG ELSKEDE DET!” Jeg lyder alvorlig lige indtil at jeg siger jeg elsker det. Niall griner af mig og jeg smiler stort. Han er faktisk sød selvom han sikkert stadigvæk tror jeg er komplet sindssyg. Men whatever. Det kan jeg være ligeglad med. Det er jo bare Niall.

”Fedt. Jeg håbede også du kunne lide den.” jeg smiler til Niall og nikker. Selvfølgelig kunne jeg lide den. Det var Niall der sang den og jeg har faktisk ikke noget imod Niall. Nå. Who cares by the way?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...