Dear god help me! {One Direction}

Jewel er ikke normal. Hun er faktisk sindssyg mener folk. Hun bor på den lukkede afdeling hvor at hun render rundt og er lettere drømmende. Lægerne mener hun lever i en psykose hvilket hun sikkert også gør. Men hun har sine grunde. Da hun var 5 begik hendes forældre selvmord og hun fandt dem. Nogle måneder efter slog hun en hund ihjel. Da hun blev 10 prøvede hun at begå selvmord. Nu er hun 16 og har prøvet at bega selvmord 15 gange, hun har slået utalige dyr ihjel og er fuldkommen ligeglad. Hun er bare i sin egen lille boble af vrede, had, raseri, glæde og hun savner sine forældre. En dag møder hun en dreng. Han er kendt og skal sammen med sit band spille på hospitalet. Han møder bare en helt anden person end den de andre kender. Han møder en venlig person, som smiler og er sød. De bliver hurtigt venner og han begynder mere og mere at undre sig over hvorfor hun sidder på den lukkede. Indtil den dag han spørger. Den dag går en del galt og hvad med dem når de bliver vilde med hinanden?

31Likes
13Kommentarer
2867Visninger
AA

6. Kiss, kiss, kiss :*

Jeg åbner mine øjne og kigger til siden. Niall ligger og sover og jeg gaber træt. Mine fingre glider op til mine læber og jeg gisper stille. Det føles som om jeg stadigvæk kan mærke Nialls læber. Jeg lukker mine øjne og sukker dybt. Jeg er så fucked. Mine læber former et smil og jeg kigger over på Niall igen. Hans ene arm ligger om mig og jeg prøver stille at få den væk uden at vække ham. Jeg tager fat i hans hånd og ligger den forsigtigt på madrassen.

Jeg glider ud af sengen så hurtigt og stille jeg kan og går langsomt ud af værelset. Et af brædderne i gulvet og jeg stopper op. Jeg kigger hen imod sengen hvor at Niall stadigvæk sover. Jeg går igen hen imod døren og forsøger at åbne den men hold nu kæft den knirker.

”ved du hvor dårlig du er til at lege ninja. Du ville jo afsløre dig selv inden fem sekunder.” Jeg vender mig om og kigger på Niall som nu har åbne øjne og kigger på mig. Han har skubbet sig op på sine albuet og smiler til mig.

”Jeg prøvede ikke at lege ninja.” Jeg smiler til ham og slipper dørhåndtaget igen.

”nå nej. Du prøvede bare at stikke af fra mig. Det giver meget mere mening.” Nialls stemme er drillende og jeg tager mig akward til armen. Niall griner kort af min totalt akward måde at reagere på.

”jeg ville da ikke stikke af… Jeg ville bare… Okay fint jeg prøvede da i det mindste.” Jeg er alligevel verdens dårligste løgner så det er lige meget at jeg bare giver op. Hvis at det er noget vigtigt er jeg nemlig rigtigt god til at skifte emne.

Jeg går over imod sengen og læner mig op af sengegærdet. Jeg kigger på Niall med hovedet på skrå og kigger sådan lidt mere indgående end jeg har gjort før. Hans øjne er lyse blå inde i midten og yderst er der en mørkeblå kant. Hans hår er sådan lidt en blanding og man kan godt se at han farver sit hår. Da at det er meget brunt under det lyse. Og det kan bare ikke lade sig gøre ellers. Hans tænder sidder rimeligt lige men jeg kan svagt se hans bøjle og jeg kigger overrasket på ham.

”Hvorfor farver du dit hår? Og har bøjle på? Jeg er sikker på at du også ville være smuk selv hvis du havde skæve tænder og brunt hår.” Og en dag Jewel der slår jeg dig ihjel for din ærlighed. For nogle gange skal du ikke sige hvad du tænker men lyve bare lidt. Du behøver ikke at sige højt ud at du er sikker på at han også ville være smuk hvis han så ud som naturen har bestemt han skal se ud.

”jeg kan bedst lide den lyse farve og jeg hadede mine tænder da de var meget skæve. Hvorfor?” Han kigger neutralt på mig og jeg sukker dybt og læner mig så meget ind over sengegærdet at jeg falder ned i sengen. Jeg vender mig om så jeg ligger på ryggen og ikke hovedet. Jeg skubber mig selv op så jeg ligger helt i sengen og ikke bare halvt.

”Jeg tænkte bare over det. Da jeg var yngre gik jeg med bøjle. Min familie håbede at jeg kunne blive model. Så jeg skulle være perfekt fra starten af.” Jeg bider mig i læben da jeg aldrig har sagt det til nogen. Jeg prøver også at lade være med at tænke for meget på det. Det giver mig kvalme.

”Dine forældre ville gøre dig perfekt som lille?” Nialls tone er spørgende og jeg ryster på hovedet og kigger op i loftet.

”Nej. Mine bedsteforældre. De gav mig bøjle på da jeg var syv fordi at jeg havde meget lidt overbid. Tandlægen sagde at det ikke betød noget. At det var lige meget om jeg fik bøjle på. Så jeg fik bøjle på for at se godt ud. De fik mig til at gå i højhælede sko de fik speciallavet til mig. De sendte mig til skønhedskonkurrencer… De lærte mig at spille klaver og violin. De lærte mig at danse og tegne. Og de tog min barndom fra mig…” Jeg ryster på hovedet over det og lader ubevidst min finger glide over det ar jeg har på armen. Min bedstemor borede sine lange negle ind i armen på mig da jeg nægtede at stille op til en konkurrence. Hun rev til og gav mig et dybt sår. Det helede da også efter lang tid men jeg fik et grimt ar.

Jeg rynker panden og sukker.

”Hvorfor? Hvordan kan et menneske få sig selv til at gøre det imod et barn? Og så din egen familie. Hvis jeg får en datter vil jeg aldrig nogensinde skade hende.” Niall mumler det egentligt bare men et smil glider over mine læber.

”Dit barn og din kæreste bliver verdens heldigste person.” Jeg smiler stort og jeg kan mærke at Niall kigger over på mig.

”Hvorfor tror du det?” Jeg kigger over på Niall og kigger ind i hans øjne. Et smil vokser på vores læber samtidig og jeg kigger kort væk.

”Fordi at du siger det der overbeviser mig. Niall du er sød, omsorgsfuld, venlig og det mest fantastiske menneske jeg har mødt. Du er den eneste jeg har mødt der ikke har dømt mig for at jeg er lukket inde på et hospital. Du dømmer ikke folk og du vil elske den pige så meget at folk vil have et forhold der er ligeså godt som jeres. De vil nærmest tilbede jer og hun vil ikke andet end kunne elske dig. Det er nærmest umuligt andet.” Min stemme er alvorlig og fyldt med smerte. Imens jeg snakker om det kigger jeg mere og mere væk fra Niall. Jeg ved ikke hvorfor men jeg kan ikke udholde den tanke at Niall en dag kommer til at finde sig en kæreste, blive gift og få børn. Det er nærmest noget der æder mig op indefra.

Jeg kaster mine ben ud over sengekanten og rejser mig op.

”Jeg er sulten så jeg vil gå ud og få noget mad.” Jeg går over imod døren indtil at jeg kan høre Niall rømme sig for at få min opmærksomhed går jeg ud fra.

”Jewel. Undskyld.” Nialls stemme er tættere på end jeg troede og jeg lukker mine øjne. Jeg vender mig langsomt om.

”For hvad Niall?” Min stemme er stille og rolig men smerten ligger stadigvæk i den. Borer sig ind i min krop.

”For det de gjorde ved dig. Det fortjener du ikke.” Jeg åbner mine øjne og kigger på Niall som stopper op foran mig. Han tørrer en vildfaren tåre væk med fingeren og kigger mig i øjnene.

”Ingen har nogensinde været sød imod mig. Aldrig nogensinde… Hvorfor er du det?” Min stemme ryster og jeg bider mig i læben men slipper ikke Nialls blik. Nyder hans nærhed og hans varme.

”Fordi at du ikke fortjener de ting jeg ved at du har gennemlevet. Det gør ingen og du er jo kun 16. Du er for ung til at skulle bære på sådan noget. Og… du betyder allerede for meget for mig til at jeg kan være andet end sød.” Nialls læber former et lille smil og mit blik glider ned til dem. Og op til hans øjne igen. Men hans læber er bare meget mere spændende.

Jeg læner mig fremad og det gør Niall også for vores læber mødes i et forsigtigt kys med en del følelser i. Jeg smiler stort og placerer min hånd på hans hals. Han hænder griber fat i mit hoved og jeg smiler nærmest endnu større. Selv om jeg godt ved at jeg ikke kan få noget med Niall og at han skal finde en pige der er bedre end mig så vil jeg nyde det her. Det er for vigtigt til at lade pacere.

Så hvorfor ikke nyde det så meget som muligt? Det ville jo være dumt at forspilde noget så perfekt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...