Dear god help me! {One Direction}

Jewel er ikke normal. Hun er faktisk sindssyg mener folk. Hun bor på den lukkede afdeling hvor at hun render rundt og er lettere drømmende. Lægerne mener hun lever i en psykose hvilket hun sikkert også gør. Men hun har sine grunde. Da hun var 5 begik hendes forældre selvmord og hun fandt dem. Nogle måneder efter slog hun en hund ihjel. Da hun blev 10 prøvede hun at begå selvmord. Nu er hun 16 og har prøvet at bega selvmord 15 gange, hun har slået utalige dyr ihjel og er fuldkommen ligeglad. Hun er bare i sin egen lille boble af vrede, had, raseri, glæde og hun savner sine forældre. En dag møder hun en dreng. Han er kendt og skal sammen med sit band spille på hospitalet. Han møder bare en helt anden person end den de andre kender. Han møder en venlig person, som smiler og er sød. De bliver hurtigt venner og han begynder mere og mere at undre sig over hvorfor hun sidder på den lukkede. Indtil den dag han spørger. Den dag går en del galt og hvad med dem når de bliver vilde med hinanden?

31Likes
13Kommentarer
2766Visninger
AA

4. Just stop me from thinking

 

Jeg kigger skræmt på træet i haven og sukker så. Hvorfor er jeg bange for et træ? Fordi det er mørkt og underligt og… Grimt. Hvad laver det i en lys hospitals have? På den lukkede afdeling… Der skal alt jo være smukt, perfekt og eventyragtigt. Det er hele have også. Undtagen det her træ. Det er ved at visne, er gammelt, har ingen blade og er skræmmende. Jeg er bange for et træ. Nu bliver jeg da ikke mere weird. Eller jo for jeg kan heller ikke lide den sommerfugl som lige landede på træet. Okay hvad er det jeg ikke kan lide ved udenfor? Jeg vender rundt og går hen imod hospitalet igen. Jeg vil ind igen… jeg går hurtigt forbi de småbørn som leger her. Med deres søskende som er næsten mere barnlige end dem selv. Jeg åbner døren til inden for og smiler så stort. Der er ingen mennesker her.

Og ved du hvad ingen mennesker betyder? At jeg kan gå lige forbi alle og komme ud! Men ville det ikke være dumt? Sidst jeg flygtede kom jeg i isolation. Eller i en gummicelle som man nok bedre kender det som. Nå jeg er ligeglad. Bare jeg kommer væk. Ingen siger at jeg kommer tilbage. Eller jo. Politiet som så ville lede efter mig fordi jeg er psykisk ustabil. Kæft det var et avanceret ord. Der var der et mere. Uh jeg er sej i dag. Koncentration Jewel!

Jeg går stille og roligt forbi receptionsdamen som ikke aner hvem jeg er så hun stopper mig ikke. Jeg går hen til indgangen og går bare stille og roligt ud. Når jeg bliver fanget kan jeg bare sige at jeg gav folk en chance for at stoppe mig. Og det gjorde jeg. Altså hvis man ser bort fra at jeg ikke har sagt noget. Så… Nå lige meget. Jeg skubber blidt døren op og går udenfor. Døren lukker sig med et lille klik og jeg smiler. Jeg er ude! Endelig! Efter 1 år er jeg endelig kommet ud. Nu skal jeg bare finde en måde at blive helt fri på. Sådan ikke hvor at jeg bliver her i livet. 

Jeg begynder med hurtige skridt at gå væk. Jeg bliver nødt til at komme væk før at de opdager mig for så går der lang tid før at jeg kommer af med alt min smerte. Jeg går væk fra parkeringspladsen og smiler så. Der er et skilt mod en park og jeg går til venstre. I den retning hvor at skiltet peger imod.

Jeg går med hurtige skridt hen til parken. Der er en del mennesker. Fint så kan jeg godt forsvinde i mængden. Jeg går beslutsomt ind i parken og drejer til højre. Og til venstre. Og til venstre og standser. Fuck. Træer. Fucking træer. Og nu undrer du dig sikkert over den smule panik der vælder op i mig. Lad være med det for svaret kommer sikkert snart.

Det virker som om at farven fra himlen forsvinder og himlen bliver grå. Træerne begynder at se mere dystre ud og jeg går forvirret rundt om mig selv i mens jeg kigger på træerne. Pludselig vælter jeg ned med et bump og lander på jorden. Jeg trækker mine ben op til mig og kigger på træerne. Tre, to… En af grenene bevæger sig og jeg kigger skræmt derover. Så bevæger en ny gren på et andet træ sig og sådan forsætter det til at alle træerne svajer langsomt ned imod mig. Tættere og tættere på mig kommer de og højt sønderrivende skrig lyder. Mit. Og det fortsætter bare.

Jeg rejser mig rystende op og begynder at løbe. Med træerne efter mig. Jeg løber hen til en lille bitte sø hvor at der ikke er nogen mennesker. Jeg går op på broen som rækker sig ud over søen. Jeg kravler hurtigt op på sten hegnet der er på broen og sætter mig der på mine knæ. Jeg kan ikke svømme så jeg ville bare give op og dø. Jeg gør mig klar til at skubbe mig ned i vandet men lige i det øjeblik jeg skal til at skubbe fra griber et par hænder fat i mig.

Et nyt skrig flyder ud over mine læber. Hvordan kunne træerne indhente mig?! De er så kluntede og langsomme! Hvordan kunne de indhente mig?! Træet løfter mig ned fra hegnet og siger noget til mig men jeg forstår det ikke. Jeg bliver vendt om men lukker mine øjne. Mine bange tårer glider ned af mine kinder og jeg begynder ihærdigt at slå til det. Men det flytter sig ikke.

Jeg åbner mine øjne og stirrer lige op på Nialls ansigt. Hvad laver han dog her? Vent har han fundet mig? Oh fuck.

”Jewel hvad sker der?” Nialls hænder holder godt fast i mine overarme og jeg kigger bare op på ham med store øjne.

”Du må ikke sende mig tilbage. Du må ikke gå fra mig. Du må ikke lade mig gå. De må ikke få mig.” Jeg siger en masse usammenhængende og det er kun hvad jeg selv fatter. Niall begynder stille at tysse på mig da jeg langsomt begynder at hulke.

”Jeg skal nok lade være med at lade dig gå. Men vil du gå med mig?” Niall taler til mig som om jeg er fem men det er jeg jo på sin vis også. Lille og har tydeligvis brug for beskyttelse. Ingen pervershed her tak!

Jeg nikker stille og Niall tager mig forsigtigt i hånden. Han begynder stille og roligt at trække mig med efter sig og jeg følger bare med til vi kommer hen til en bil. Stadigvæk grædende.

Niall åbner døren for mig og jeg sætter mig ind. Niall tager fat i selen og giver mig den på som om jeg var helt lille. Så lukker han døren og sætter sig ind i sin egen side. Han tager selv sele på og starter bilen. Så kører han bare væk derfra og jeg ved virkelig ikke hvor hen.

Bare det ikke er hospitalet for så fucking skriger jeg. Jeg mener det. Men Niall ville aldrig kunne finde på at gøre det. Han stoler vel lidt på mig. Håber jeg da.

Bilen stopper og jeg spænder min sele op. Jeg hopper stille ud af bilen og går om til Niall. Han ligger en arm om mit liv og fører mig roligt hen imod en lejlighed som han så fører mig ind i. Derfra er jeg lidt passiv og hører ikke efter og tænker ikke noget der er bare sort og tomt. Totalt ingenting.

 

Jeg sætter mig op med et sæt. Kulden ligger over min krop og svøber mig ind i et tæppe. Af kulde. Jeg ryster stadigvæk efter drømmen og sukker. Jeg ligger i sofaen i Nialls lejlighed. En bevægelse ved siden af mig får mig til at springe op. Jeg kigger skræmt hen hvor at det der bevægede sig var og jeg kan svagt skimte Nialls blå øjne. Jeg sætter mig ned i sofaen igen og kigger så på Niall.

”Hvad laver du her?” Jeg kigger neutralt på ham og Niall kigger totalt overrasket på mig.

”Du skreg.” Jeg sukker dybt og himler med øjnene af mig selv.

”undskyld jeg vækkede dig så. Bare gå i seng igen.” Jeg ligger mig ned og lukker mine øjne. Niall går væk og forsvinder ud af stuen og jeg sætter mig op igen. Jeg skynder mig ud på badeværelset og låser døren. Jeg kigger lidt rundt og sætter mig så på det kolde gulv. Nattens første mareridt bliver langsomt frosset ud af min krop og jeg smiler svagt. Jeg hader det første mareridt. Jeg har altid to. Det første er altid det samme som jeg har haft siden jeg var fem og det andet er altid skiftende.

Jeg lukker mine øjne og mareridtet kommer tilbage til mig.

Jeg kigger optaget på fjernsynet og griner af Peter Plys som gør et eller andet underligt. Jeg er som altid stået tidligere op end Mor og Far. Men de plejer at stå op når viserne står på 6. Og de står på 7. Jeg rejser mig derfor op fra sofaen og går op af trapperne imod mors og fars værelse. Jeg undlader og slukke fjernsynet da jeg alligevel bare går ned og ser videre om lidt. Jeg åbner forsigtigt døren indtil værelset og kigger ind. Det første jeg ser, er rødt. Rød væske er overalt på værelset.

Jeg går helt ind i værelset og lugten af jern er i hele rummet. Mor og far ligger i deres seng med væsken ud over deres kroppe. Helt stille og klamme. Mors før så perfekte platinblonde hår er farvet rødt af vasken og hun har sår overalt på kroppen. Åbne sår. Det samme med Far. De ser klamme ud. Jeg kigger roligt rundt i lokalet og ser så noget på et stativ. Et videokamera. Jeg tager begejstret fat i det og tager båndet ud af det. Så går jeg ud af rummet og lukker blidt døren. Jeg går ned af trapperne og ind i stuen. Jeg sætter båndet i båndoptageren og starter filmen.

Mors og Fars ansigter dukker op på fjernsynsskærmen og jeg kigger interesseret da Mor begynder at snakke.

”Mange folk efterlader et selvmordsbrev hvor at de siger undskyld. Det gør vi ikke. Vi har intet at undskylde for. Jo at vi fik to så perfekte børn. Og så er der Jewel men dig kommer jeg til. Men de to andre børn vi har fået. Jeg gider ikke engang sige jeres navne. I er alt for perfekte og sådan er det bare. Vi har aldrig elsket jer. Men dig Jewel. Du har altid været vores yngling. Hvilket også er derfor at du når du bliver, arver alting vi har. Men vi er da kede af at skulle efterlade dig. Men du skal nok klare dig selv. Det tror vi på. Du har altid været speciel og altid kunnet se det smukke i alting. Vi elsker dig.” Så bliver mor stille. Helt stille. Hun nikker indforstået til og han tager to knive frem.

De glimter og man kan ligefrem se hvor skarpe de er. Han rækker den ene til mor og jeg stirrer intenst på skærmen. Mor og Far begynder stille og roligt at stikke i sig selv så blodet begynder at løbe ud hvor at de stikker sig. De begynder at danse af en eller anden grund og jeg griner for de ser ud til at have det sjovt. Pludselig stopper de. De begynder helt synkront at skære i deres arme så der kommer dybe så og fortsætter op til et sted hvor at det bløder endnu mere. Et støn af smerte glider over mors læber og pludselig flytter de knivene op til deres hals. De har begge lagt sig i sengen og de ser trætte ud. Så presser de. Blodet flyder fra deres hals som de har skåret i. Fars øjne bliver med et glasagtige og han ligner en af mine porcelæns dukker. Bare med blod. Mor derimod begynder at kaste blod op. Hendes hår blev farvet da hun dansede og hun ligner en smuk gudinde. Som hun altid har gjort. Perfekt. Mit forbillede. Mit unaturligt smukke forbillede.

Nu ligner hun bare en dødens engel. Smuk og skræmmende. Hendes øjne bliver også glasagtige og blodet stopper med at flyde ud. Båndet bliver sort og jeg skifter igen om til Peter Plys. Lidt tid efter lyder et skrig. Mit eget. Fordi at det med et bliver sort og at jeg ikke kan styre noget længere. Der er bare sort.

Et skrig glider igen over mine læber da jeg åbenbart var faldet i søvn ude på badeværelset igen. Med et banker det hårdt på døren og Niall prøver at åbne den.

”Jewel! Hvad er der galt?” Jeg svarer ham ikke. Tårerne begynder at stå ned af mine kinder og jeg låser bare stille døren op. Niall kigger forvirret på mig men lidt efter ligger hans arme omkring mig. Jeg putter mig skræmt indtil ham og nyder mest af alt bare at nogle gider tænke på mig. På hospitalet hvis jeg vågner efter mit mareridt får jeg noget beroligende og så kan jeg ikke vågne op fra mit mareridt igen så jeg er fanget.

”Hvad sker der?” Niall aer mig blidt over ryggen og jeg ryster bare på hovedet. Han behøver ikke at vide det. Han behøver ikke at vide hvor sindssyg jeg var som barn. Folk ved ikke at jeg så mine forældre. Og hvordan mine forældre døde. Ingen anden end mig har set den video.

”Kom med mig.” Niall trækker sig væk fra mig og tager min hånd i stedet for. Han trækker mig blidt efter sig og får mig ind i et mørkt rum. Jeg fornemmer ikke noget før at Niall får mig guidet ned i en seng og ligger en dyne over mig. Han skal til at gå da jeg griber fat i ham.

”Vil du ikke nok blive?” Jeg sender ham et bedende blik og han nikker svagt i mørket. Han går om på den anden side af sengen og lægger sig ned under dynen. Han ligger sig et godt stykke fra mig som om han ikke vil få det til at virke forkert. Men jeg rykker alligevel lidt tættere på ham for at få den tryghed fra et andet menneskes nærvær. Det er sådan noget alle mennesker har brug for en gang imellem.  Jeg lukker mine øjne i og falder meget hurtigt i søvn.

 

”Hold nu kæft drenge i vækker hende!” Niall stemme klarede så at vække mig. Er det nu man skal ødelægge det og sige at da han prøvede at få nogen til holde kæft fordi… De larmer da meget? Hvorfor gør de det. Jeg åbner irriteret mine øjne og kigger på fem drenge. Fire af dem kigger interesseret på mig imens at Niall står og kigger irriteret på de andre drenge.

”Godmorgen.” En af de der drenge taler til mig. Jeg kigger bare på dem med det samme blik som de kigger på mig med. Interesseret og samtidigt forvirret. Pludselig kan jeg da godt se hvem de er. De andre fra Nialls band. Nå.

”Morgen.” Jeg sender dem et svagt smil og rejser mig så op. Jeg går stille og roligt forbi dem og går så ud på badeværelset. Jeg låser roligt døren efter mig og vender mig så om imod spejlet. Mit ansigt er som altid lidt brunt. Mit hår er stadigvæk mørke blondt og klippet på en eller anden underlig måde. Mine øjenvipper er okay lange men også lidt lyse. Mine øjne er en blanding af grøn, brun og grå. Det er bare virkelig lidt grimt. Jeg kan i hvert fald ikke lide deres farve.

Jeg smiler skævt til spejlet og går så ud fra badeværelset. Jeg kan høre larm inde fra stuen og jeg lister forsigtigt derhen og gemmer mig bag væggen så jeg kan høre dem men de aner ikke at jeg står her.

”Hun virker da utroligt sød.” Jeg smiler svagt da en af de der drenge siger noget. Sikkert om mig.

”Ja. Men det er jo ikke det der er problemet.” Nialls stemme lyder og jeg bider mig i læben. Hvad er der i vejen med mig? jeg er kun lidt sindssyg men det er alle da lige glade med. Jeg ville aldrig gøre et menneske ondt. Og slet ikke Niall. Han er bare… Speciel og anderledes i forhold til andre. Han er sød og forstående og.. Hold kæft Jewel jeg vil høre hvad de siger og ikke dine sindssyge tanker! Som slet ikke burde tænke på drenge.

”Hvad er problemet så Niall? Hun er sød, smuk og virker da ikke til at have et problem med dig eller os andre.” En ny stemme lyder og jeg smiler igen svagt. Den her gang lidt smigret. Nu er jeg både sød og smuk.

”Kan i huske da vi var på hospitalet? Det er den pige jeg mødte den gang. Og det er ikke det faktum at hun er indlagt på hospitalet det er mere hvorfor. Da vi bare skulle spise frokost sammen så fik hun at vide at hvis der skete noget med mig så ville hun få seriøse problemer. Og da jeg fandt hende i går var hun bange for at jeg gjorde hende noget. Men jeg forstår ikke hvorfor. Gud hvor er jeg dog forvirret.” Niall din stemme lyder også forvirret søde.

Men en ting jeg er sikker på er at Niall ikke skal have så meget af min fortid at vide. Hvis han skal vide noget.

”Måske er hun blevet slået som lille. Eller har haft en voldelig eks kæreste.” En ny stemme lyder og jeg overvejer at fnise. Hvis de bare vidste.

”Ja du har nok ret Liam.  Men der er bare et eller andet ved hende.” Niall lyder tænkende og jeg synker ned på gulvet da det var lidt irriterende at stå og lytte.

”Awww har lille Niall fået sig et crush på den fremmede sindssyge pige.” En ny stemme lyder og jeg fniser lydløst.

Hvorfor fniser du Jewel? Du er ikke typen der fniser.

Hvad nu hvis jeg har lyst til at fnise? Og rødme og være totalt piget? Hvad så?

Åh jeg har altid vidst at det var dumt at være sådan der. Hold nu kæft mig.

”NEJ! Jeg… Synes bare hun er sød. Ikke andet. Hun er bare anderledes end så mange andre.” Man kan næsten høre at Niall rødmer. Awww.

”Du svarede lidt for hurtigt nej til at vi tror på dig.” Jeg rejser mig op og går stille ind i stuen. Alle kigger over imod mig og de smiler alle sammen til mig.

”Godmorgen. Igen.” Fyren med det helt korte hår smiler stort og venligt til mig og jeg smiler svagt tilbage.

”Godmorgen Jewel. Er du sulten?” Niall kigger afventende på mig og jeg ryster på hovedet. Jeg er ikke typen der spiser så meget og når jeg gør, må jeg ikke selv spise det for så kan jeg bare prøve at kvæle mig og slå mig selv ihjel og så… Den gamle sange sang og sanger.

En af drengene rømmer sig og Niall kigger forvirret på ham. Indtil at tiøren falder. Den er stadigvæk ikke faldet ved mig.

”Jewel det her er Zayn, Liam, Louis og Harry. Drenge det her er Jewel.”  Niall peger på de forskellige imens han siger deres navne. Zayn har sort pjusket hår, næsten sorte øjne, lange øjenvipper og nogle lidt underlige øjenbryn. Jeg kritiserer ikke hans øjenbryn men de er lidt forskellige. I venstre øjenbryn ser det ud som om at en del af det er blevet delt fra den anden del. En meget lille del. Men en del.

Kæft jeg er da en nørd. Liam har kort brunt hår, brune øjne. Sådan nogle som sikkert smelter mange piger bare han kigger på dem. Et venligt smil og på armen en lidt underlig tatovering af nogle pile der peger i en retning. Underligt.

Louis har brunt hår, blå/grå øjne et sjovt blik. Underligt og et venligt smil. Men samtidig ser han også bedømmende ud.

Harry er ikke så svær at beskrive. Brune krøller, grønne øjne, et skævt flot smil og smilehuller. Slut på historie.

Jeg vinker kort til dem inden jeg går ud i køkkenet og ligger mig ned på gulvet. Gulvet er ret hårdt og lidt køligt men det er rart at ligge på. Det virker underligt men jeg kan godt lide at sove på gulve. Det er et eller andet jeg har med gulve.

Jeg kan høre at de forstsætter deres snak om mig og jeg lukker bare øjnene og oplever noget af det værste i mit liv. At mit minde om da jeg var i gummicellen dukker op i min hjerne.

Jeg kigger forvirret rundt. Jeg forstår det stadigvæk ikke. Jeg er blevet sat i en gummicelle. Når jeg skal på toilettet, hvilket er en ting jeg må tre gange om dagen., bliver jeg eskorteret derud og bliver holdt øje med hele tiden og så bliver jeg sat tilbage. Så sider jeg i et rum med en seng og nogle vægge. Intet andet at lave end og sove og de første fem dage sov jeg væk. Eller jeg sov i hvert fald længe. Men jeg kan ikke komme ud overhovedet. Der er ingen håndtag. Jeg kan ikke engang finde døren.

Lige nu ligger jeg fortabt på gulvet og føler mig bare tom. Tom og ødelagt. Ødelagt fordi at jeg føler mig tom og tom fordi at jeg er det. Jeg er en skal uden kerne. Uden noget. Bare alene og fortabt. Det har altid været noget jeg har været mest bange for. Tomhed og mørke. At jeg skal forsvinde ned i et tomt, sort hul og aldrig komme op igen. Mit værste mareridt. Noget jeg drømmer om hver evig eneste nat. Tomheden.

Det der får mig til at vågne op med skrig og får mig til at ligge sovende i mine mareridt uden at kunne vågne på grund af det lægerne pumper ind i mig.

Jeg krymper mig sammen til en lille kugle når jeg er fortabt og bange. Jeg krymper mig sammen og begynder at skrige og græde. Det er det samme som altid. Jeg har altid gjort det. Efter at jeg blev voldtaget. Jeg krympede mig sammen til en kugle og græd og skreg. Efter jeg blev indlagt. Jeg græd og skreg. Altid den samme reaktion. Også nu. Men nu er der ingen til at komme og få mig til at holde min kæft.

 

Et hulk lyder i hele køkkenet da mindet skyller ind over mig. Mange vil sikkert ikke kunne forstå det men i et halvt år sad jeg i en gummicelle. Alene og tom. Så ville folk nok forstå mig.

Jeg krymper mig sammen til en kugle og begynder at græde. Ligeglade med hvad drengen ville tænke. Gad vide hvad de ville tænke? Hun er jo sindssyg.

Et par arme ligger sig om mig og trække mig ind til sig. Den let velkendte duft af Niall fylder mine næsebor og jeg ånder tungt ind.

”Jeg håber seriøst du giver mig en forklaring en dag.” Niall hvisker det ned i mit hår og jeg nikker bare stille. Han fortjener det vel. Sikkert.

 

Okay nu er det cirka en uge siden at jeg stak af fra hospitalet og fandt hen til Niall. Jeg er her stadigvæk. Hospitalet har ikke fundet mig endnu selvom de leder meget ihærdigt. Og i dag er jeg blevet tvunget med til filmaften af drengene. Idioter. Men de er nogle rigtigt søde idioter. Okay vi er faktisk i gang med den der filmaften allerede. Og vi sidder og ser fucking Titanic. Min hadefilm. Fordi at jeg begynder at tude. Det er en trist film og jeg har leget lidt tude prinsesse her på det seneste. Fordi at mine mareridt er blevet værre og fordi at ingen holder mig i dem.

Jeg er dog tydeligvis blevet forflyttet til Nialls værelse fordi at Niall ikke gider op midt om natten fordi at jeg skriger men så han bare kan berolige mig, få mig til at sove og så vågne lidt senere. Jeg er værre end en baby.

Filmen slutter og der sidder mig og Harry og tuder imens de andre bare stirrer på os.

”Kan vi ikke se en gyserfilm? Please?” Min stemme er totalt bedende ligesom mine øjne. Jeg hader Titanic!

”Øh jo jo.” Louis kigger underligt på mig og sætter en eller anden film på. Den starter og lidt inde i filmen ved jeg allerede at jeg hader den mere end Titanic. Hvilket jo ikke siger så lidt.

 

 

 

HEJ!

Undskyld for ventetiden J Men nu har i fået TO kapitler *weird face* Og det har var ret langt… Men her er der mere og hvis i er rigtigt søde vil i så ikke tjekke min fanfic ud som hedder Not someone. Just something. Den er med drengene og Justin Bieber :o CHOK!

Ej undskyld.

Farvel fra Jose *LOVE TO MY PEOPLE!* ^^ ^¨^ ^~^

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...