Dear god help me! {One Direction}

Jewel er ikke normal. Hun er faktisk sindssyg mener folk. Hun bor på den lukkede afdeling hvor at hun render rundt og er lettere drømmende. Lægerne mener hun lever i en psykose hvilket hun sikkert også gør. Men hun har sine grunde. Da hun var 5 begik hendes forældre selvmord og hun fandt dem. Nogle måneder efter slog hun en hund ihjel. Da hun blev 10 prøvede hun at begå selvmord. Nu er hun 16 og har prøvet at bega selvmord 15 gange, hun har slået utalige dyr ihjel og er fuldkommen ligeglad. Hun er bare i sin egen lille boble af vrede, had, raseri, glæde og hun savner sine forældre. En dag møder hun en dreng. Han er kendt og skal sammen med sit band spille på hospitalet. Han møder bare en helt anden person end den de andre kender. Han møder en venlig person, som smiler og er sød. De bliver hurtigt venner og han begynder mere og mere at undre sig over hvorfor hun sidder på den lukkede. Indtil den dag han spørger. Den dag går en del galt og hvad med dem når de bliver vilde med hinanden?

31Likes
13Kommentarer
2884Visninger
AA

2. Insane!

”Hvordan har du det så i dag Jewel?” Jeg kigger drømmende over på Karin og smiler svagt.

”Som.. En blomst. Der visner indefra.” Jeg smiler endnu større og kigger så ud af vinduet hvor solen skinner kraftigt på mig.

”Hvorfor tror du at du har det sådan?” Karins stemme er overrasket men håber sikkert at jeg ikke bemærker det. Hvor er hun dog dum.  Og det spørgsmål? Jeg er en blomst der visner. Bare jeg kunne slippe for at få ført vand til mine rødder så jeg bare ville smuldre og forsvinde i blæsten sammen med alle de andre blade. Det ville være rart.

”Hmm.. Hvem ved? Måske dig? Det er jo dig der er så klog.” Jeg vrisser det drømmende ud og rejser mig så. Nogle ville sige jeg er sindssyg. Og jeg ville give dem ret for det er jeg. Hvad skulle jeg ellers laver her på den lukkede afdeling. Fordi jeg slår dyr ihjel. Og mig selv men det er kun en lille detalje som jeg ikke tænker så meget over.

Men hey! I don´t care for jeg er jo sindssyg og jeg behøver intet at gøre. For så længe jeg er sindssyg bliver jeg på den lukkede og slipper for at arbejde. Så det er jo fint.

”Jeg går nu Jewel men husk at tage pænt tøj på! Vi får jo fine gæster!” Karins formanende stemme lyder og jeg går hen til mit vindue igen. Et vindue der kun kan åbnes en smule så jeg kan få lidt rigtig luft ind. Hun banker på døren og lidt efter bliver den åbnet. Døren bliver hurtigt lukket og jeg sætter mig i vindueskarmen. Tilbage til at lave ingenting.

En bil kører ind på parkeringspladsen og en dreng træder ud. Han har blond hår og af hvad jeg kan se, et venligt ansigt. Han bemærker åbenbart at jeg kigger for hans øjne søger op af bygningen og møder mine. Wow han har da kønne øjne. Sådan klare og krystalblå. Pæne. Et stort smil glider over på mine læber og jeg vinker svagt til ham. Han smiler stort tilbage og går så mod indgangen.

Jeg trækker på skulderende og hopper ned fra vindueskarmen og hen til min seng. Hvor at det tøj jeg skal have på. For jeg vælger ikke selv mit tøj. Fedt ikke. Jeg har intet at skulle have sagt.

Jeg kigger på tøjet og sukker. Det en rød t-shirt og et par sorte jeans. Jeg tager hurtigt tøjet på og sætter mig så til at vente på gulvet. Og nu tænker du så hvad jeg venter på. Jeg venter såmænd bare på at nogle gider og komme med en hårbørste. For sådan en må jeg heller ikke have fordi de er bange for at jeg vil prøve at slå mig selv ihjel med den.

Døren går op og ind kommer Camille. En anden sygeplejerske. Hun begynder stille at redde mit hår og jeg sidder bare stille og tænker ikke rigtigt.

”Glæder du dig så til at se One Direction?” Jeg kigger forvirret på Camille og sukker så dybt.

”Måske. Måske ikke.” Jeg kigger igen drømmende ud af vinduet og hun fortsætter med at redde mit hår.

”Nå men vi må se at komme af sted. Jeg skal følge dig derhen og så når du er der skal du bare være lidt for dig selv som du plejer ikke?” Jeg nikker svagt til Camille og hun trækker mig op at stå hun tager mig med ud på gangen og ned i vores opholdsstue her der er nogle små børn som er syge og nogle teenagere. Og imellem alle disse mennesker er det berømte boyband One Direction. Alle mennesker kender dem fra x-factor og så er der mig. Jeg har været her siden jeg var 13 så har ikke set så meget x-factor. For i 2010 sad jeg i en gummicelle. Forfærdelig oplevelse by the way.

Jeg aner derfor ikke hvem One Direction er men jeg kan kende en. Den blonde. Han bemærker mig og smiler så stort. Stakkels dreng. Han tror sikkert at jeg er meget normal men normale mennesker har et dørhåndtag på deres døre. Hvilket jeg ikke har. Så… IKKE NORMAL! Det står nærmest printet i panden på mig.

Jeg smiler tilbage til ham og sætter mig så hen i et hjørne. Som altid. Samme hjørne som det har været i 3 år. Måske fatter nogle mennesker nada og måske skulle jeg fortælle hvem jeg er.

Mit navn er Jewel og jeg er 16. Jeg blev født som den yngste i min familie. Jeg voksede op som den totalt heldige yngste og vi havde nærmest alt mig og mine søskende. En storebror og en storesøster som nu hader mig. Da jeg var 5 begik de selvmord og jeg fandt dem. Traumatiserende ikke?

Så flyttede vi alle tre væk og boede hos vores bedsteforældre. Og de havde en hund. Men en dag talte den bare til mig. Jeg kan huske det så godt at det er sygt. Men det er jo mig og jeg er jo syg. Men det er lidt weird da jeg jo kun var 5.

Jeg piller forvirret ved dugen og stirrer på den pæne hvide dug. Jeg sidder alene i køkkenet sammen med Bilbo. Det er en rigtigt sød hund. Jeg sætter mig ned på gulvet og en kommer hen og lægger sig foran mig. Jeg aer den roligt over de lange flotte hår.

”Hvor er du sød Bilbo. Ja du er så.” Og hunden kigger bare op på mig med et nedtrykt blik.

”Det fint Jewel! Du ved ikke hvor svært det er at være hund! Vi skal altid gøre hvad vi får at vide og hvis vi ikke lystrer bliver vi straffet! Vil du ikke hjælpe mig med at slippe for det hele? Jeg vil så gerne dø.” Bilbo ligner en der gør men jeg kan høre ordende komme ud af hans mund. Hans øjne er bedende og jeg bider mig i læben.

Jeg nikker forsigtigt og rejser mig. Jeg går hen til en skuffe og tager langsomt en kniv frem. Jeg viser den til Bilbo og han nikker. Han kommer glad og logrende hen til mig og ligger sig så på jorden foran mig. Han lukker øjnene og jeg kigger på ham. Han dør sikkert hvis jeg skærer hans hoved af…

Jeg løfter roligt kniven over mit hoved og banker den ned på Bilbos hals. En lyd kommer fra dens mund og jeg løfter kniven igen. Den blodplettede kniv. Jeg har blod på hænderne og Bilbo har blod ret mange steder på sin krop. Jeg løfter igen kniven og han hoved falder af hans krop. Det ligner at hans lille hundemund smiler.

Så var han de glad. Jeg sætter mig på gulvet hos Bilbo og tager fat i en tot hår som der ikke er rød og våd. Jeg river håret af og kigger på totten.

”Jewel! Vi skal af sted nu! Hvad la…. HVAD ER DER DOG SKET!” Jeg kigger hen mod døren hvor at min bedstemor står og stirrer skræmt på Bilbos døde krop.

”han bad mig om det. Han sagde han gerne ville forsvinde og dø.” jeg kigger smilende op på min bedstemor som begynder at skrige.

Sådan slog jeg mit første dyr ihjel.  Så begyndte jeg at slå flere dyr ihjel. De tikkede mig alle om det. Derfor hader mine søskende mig. Jeg dræbte deres dyr. Da jeg voksede op kunne jeg godt se at jeg ikke selv kunne klare det. Så jeg prøvede at hoppe ud fra min skoles tag. Men jeg landede i en busk så jeg brækkede bare en del. Da det bare fortsatte, begyndte jeg at komme ind på den lukkede. Sådan lidt frem og tilbage. Men da min familie ikke ville have noget med mig at gøre kom jeg på den lukkede.

Og jeg blev bare mere og mere overbevist om at jeg var sindssyg så jeg blev det til sidst. Og her har vi mig. En sindssyg pige som stadigvæk kun drømmer om at dø.

”Hej.” en drengestemme trænger ind i min verden og jeg kigger irriteret op hvor at den blonde fyr kigger på mig. Jeg smiler svagt til ham og han sætter sig ved siden af mig.

”Jeg håber ikke det gør noget at jeg sidder her.” Han har en sød irsk accent og jeg smiler bare større.

”Jeg hedder Niall. Hvad er dit navn?” Jeg kigger over på ham Niall der som fanger mine øjne. Jeg smiler stort og han smiler tilbage.

”Jewel.” Min stemme er for en gang skyld ikke drømmende men bare sød og venlig.

”Pænt navn. Hvorfor sidder du herovre?” Jeg kigger ud på de andre mennesker og smiler så svagt. Hvorfor smiler jeg så meget?

”Fordi jeg er lidt outsider agtig. Jeg er ikke så glad for mennesker. Og de kan ikke lide mig.” Jeg kigger på mine fødder og så over på Niall som bare kigger tænkende på mig.

”Det forstår jeg ikke. Du virker da rigtigt sød.” Nialls stemme lyder troværdig og jeg kigger overrasket på ham men smiler så som tak.

”Men hvorfor er du her?” Jeg kigger over på Niall da han har spurgt og rejser mig så op. Jeg trækker svagt på skuldrende og går så over mod en af sygeplejerskerne som der er her for min skyld. Sindssyg you know?

”Jeg er sulten.” Jeg prikker hende svagt på skuldrende og med det samme er mit drømmende tonefald tilbage.

”Det er jeg faktisk også.” Nialls stemme lyder bagfra og jeg drejer ikke engang hovedet for at kigge på ham. Det lyder arrogant men jeg orker det ikke.

”Jamen kan du ikke så tage Jewel med dig ned i kantinen og få noget mad? Hun må jo helst ikke gøre det alene? Og nu gør du ikke noget dumt Jewel. Han er kendt og du får problemer hvis der sker noget. Men smut med jer.” Noget af det siger hun kun til mig men Niall hører det tydeligvis for da han begynder at trække mig med sig ligner han en der tænker på højtryk.

 

”Hvad mente hun med det?” Vi sidder nede i kantinen og spiser noget mad der faktisk ikke smager dårligt.

”Med hvad?” Jeg kigger falskt forvirret på Niall som bare sukker dybt og spiser videre.

 

***

 

”Tror du at jeg kunne komme og besøge dig i morgen?” Nialls stemme lyder bagfra og jeg drejer mig rundt for at kigge på ham.

”Det ved jeg ikke. Spørg Karin. Hun bestemmer om jeg må få besøgende. Jeg har ikke så meget at skulle have sagt men du bestemmer vel selv. Du er jo kendt. Det er god PR for hospitalet. Bare ikke for dit band.” Det sidste mumler jeg til mig selv og Niall nikker.

”Men så ses vi forhåbentligt i morgen.” Jeg nikker til Niall og han forsvinder ud af den næsten tomme opholdsstue. Camille kommer hen til mig og trækker mig ind på mit værelse. Hvor noget går op for mig.

Hvis jeg bliver bare venner med Niall bliver jeg nødt til på et tidspunkt at sige hvad der er mig men det vil han sikkert ikke kunne lide. Nå fuck det. Det er hans valg.

 

Første kapitel! Hvad synes i? Og husk at like hvis i ikke har gjort det! Og put på favorit ville blive mega så! Og smid en kommentar da jeg jo ikke er tankelæser :D Så smid en kommentar og jeg tjekker den. Hvilket jeg altid gør...

Jose xxx

P.S Kunne i ikke tage et kig på min side på facebook? Yes im single and you need to be One Direction to change that

Det ville gøre mig mega glad! xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...