Dear god help me! {One Direction}

Jewel er ikke normal. Hun er faktisk sindssyg mener folk. Hun bor på den lukkede afdeling hvor at hun render rundt og er lettere drømmende. Lægerne mener hun lever i en psykose hvilket hun sikkert også gør. Men hun har sine grunde. Da hun var 5 begik hendes forældre selvmord og hun fandt dem. Nogle måneder efter slog hun en hund ihjel. Da hun blev 10 prøvede hun at begå selvmord. Nu er hun 16 og har prøvet at bega selvmord 15 gange, hun har slået utalige dyr ihjel og er fuldkommen ligeglad. Hun er bare i sin egen lille boble af vrede, had, raseri, glæde og hun savner sine forældre. En dag møder hun en dreng. Han er kendt og skal sammen med sit band spille på hospitalet. Han møder bare en helt anden person end den de andre kender. Han møder en venlig person, som smiler og er sød. De bliver hurtigt venner og han begynder mere og mere at undre sig over hvorfor hun sidder på den lukkede. Indtil den dag han spørger. Den dag går en del galt og hvad med dem når de bliver vilde med hinanden?

31Likes
13Kommentarer
2950Visninger
AA

12. I'm sorry!

Vi sidder udenfor en cafe som er tom ud over os. Ved siden af os er der en ret trafikeret vej og jeg kigger hele tiden der ud. Niall sidder og spiser noget kage og jeg drikker bare vand da jeg ikke ville have noget men Niall erklærede at det skulle jeg.

Jeg kigger ned i bordet og sukker dybt.

”Hvorfor er du egentligt på hospitalet?” Niall kigger op på mig og jeg lukker mine øjne. Jeg har hele tiden planlagt at jeg skulle sige det når Niall spurgte men jeg havde jo tænkt mig at fortælle det nu her alligevel da Harrys ord har boret sig ind i mig.

”Da jeg var 5 begik mine forældre selvmord. Det ved du men det startede det hele.” Jeg går i stå da det er noget af det sværeste det her.

”Jeg fandt dem i deres soveværelse oversmurt i blod og der var blod overalt på deres værelse. Der lå en video inde på værelset og jeg gik ned og satte den på. Alle i huset sov så jeg sad og så den. Det var min mors og fars selvmordsbrev. De sagde farvel eller sådan noget og begyndte at slå sig selv ihjel med sakse. Og jeg smilede fordi at de smilede. De var mine forbilleder og jeg har mareridt om dem hver nat.” Jeg lukker mine øjne men åbner dem så igen for at kigger på Niall som er gået i stå med sin kage. Jeg drikker lidt af min vand og kigger op i himmelen.

”Sygt…” Niall lyder forarget og jeg nikker.

”Meget. Ingen andre end dig ved at den vide eksisterer. Jeg flyttede hjem til mine bedsteforældre sammen med mine perfekte søskende. Det var mine bedsteforældre der brugte mig som en dukke. Og det er sygt og alt muligt men du har ikke engang hørt den sindssyge del endnu. Vi var på vej til et modeshow og jeg ville ikke. Jeg snakkede som alle mennesker til mine bedsteforældres hund og den svarede mig. Fortalte mig hvor dårligt det var at være en hund og at jeg skulle slå den ihjel. Og det gjorde jeg med en køkkenkniv. Jeg huggede dens hoved af.” Jeg stopper op og stikker hånden ned i min BH og tager hårtotten frem.

”Det er hundes hår. Det var noget af det eneste tilbage uden blod. Mine bedsteforældre sagde det ikke til nogen og de slog mig får at jeg aldrig sagde noget. Jeg prøvede der som 7 årig også at begå selvmord. Jeg tog en masse piller men jeg kastede dem alle sammen op inden de overhovedet begyndte at virke.” Jeg lukker mine øjne og bider mig i læben. Jeg åbner mine øjne og kigger på Niall som sidder og stirrer skræmt på hårtotten men jeg kan ikke stoppe nu. Det må jeg ikke.

”Jeg har slået mange dyr ihjel. Alle slags som plagede mig om det. Jeg har prøvet at tage mit eget liv 15 gange og i 2010 blev jeg sat i en gummicelle. Jeg var lige kommet ud fra den igen da jeg blev voldtaget. Ingen troede på mig så jeg røg ind igen. Jeg har været indlagt siden jeg var 13. Mine bedsteforældre nægter at se mig og jeg er ikke en del af familien længere. Jeg har faktisk ingen.” Jeg stopper op igen og tørrer en tåre af min kind da jeg hader at jeg skal pine mig selv så meget for jeg gennemlever det hele. Jeg trækker vejret ind igennem munden og kigger på Niall.

”Den dag hvor at jeg i parken prøvede at springe ud ville jeg prøve at gøre det min gang nummer 16. Og dem jeg ikke ville tages af var ikke hospitalet. Det var faktisk fordi at jeg er bange for træer. De bevæger sig når jeg kigger på dem. De løber efter mig og når jeg er i nærheden af træer kan jeg ikke tænke. Min hjerne bliver lammet og noget andet går ind. Jeg tror det er min sindssyge som styrer min krop og jeg gør ting jeg ikke selv kan styre.” Jeg tager en slurk vand og stivner. Hele min krop stivner da jeg ser Nialls blik. Han virker bange. Bange for mig og for min fortid vel. Glasset glider nærmest i slowmotion ud af min hånd og det falder til jorden med et enormt brag. Eller sådan føles det. Nok fordi at man egen verden også braser sammen der. Går helt i stykker. Tusinder af stykker. For da jeg så Nialls blik mistede jeg styringen over alt.

Jeg gisper og går ned på gulvet og begynder at samle glasskårende sammen. Niall rejser sig op og kigger på mig. Jeg kommer uheldigvis til at skære mig på pegefingeren og jeg følger den fuldkommen da huden skiller sig og blodet stimler ud. Jeg gisper kort og overrasket. Smerten dunker i min finger og jeg følger bloddråben med blikket imens den glider stille ned over min finger.

Jeg rejser mig op med et stort glasskår i hånden. Jeg kigger ned på det hvor at blodet drypper ned på blodet og det slår klik.

Fare. Han vil intet andet end fare. Han er farlig. Ordende kører på repeat inde i mit hoved og jeg kører min hånd tilbage. Niall kigger undrende på mig men pludseligt bliver blikket anderledes. Niall stivner i chok og rædsel og tårerne glider ned af mine egne kinder da jeg ikke selv kan styre noget længere. Jeg kaster min hånd frem ad for at bore glasskåret ind i Nialls hals men min hånd stopper næsten en meter fra ham. Hans øjne er pressede sammen og hans krop og parat på at give det hele op.

Jeg taber glasskåret og Niall åbner sine øjne. Jeg er selv stiv af rædsel over det.

”Undskyld Niall! Undskyld! Jeg ved ikke hvad der skete! Jeg kan ikke forklare det! Undskyld!” Jeg vender mig om og løber væk fra Niall.

”Jewel!” Nialls stemme får mig til at vender mig om og jeg smiler svagt til ham.

”Jeg elsker dig Niall.” Jeg siger det lige så højt at Niall kan høre mig. Nialls øjne udvider sig i rædsel og jeg kigger undrende på ham.

”JEWEL! FLYT DIG!” Det er bare et råb men jeg kigger over til højre og ser det med det samme. De skarpe forlygter, den sorte farve, bilen i det hele taget. Bilen som kører direkte imod mig. En skridende lyd lyder og jeg dækker min mave med armene underligt nok. Jeg ville normalt have beskyttet mit bryst men jeg beskytter min mave? Forlygterne kommer tættere og jeg kigger på Niall. Som ikke kan gøre noget men har tårer ned af kinderne.

Jeg mimer stille ordende: ´jeg elsker dig Niall. Undskyld.´

Niall mimer tilbage som svar: `jeg elsker dig Jewel. Kæmp, ikke?´ mere ser jeg ikke før at mine ben mister følelsen og at jeg flyver. Flyver ind i noget hårdt og alt bliver helt, helt sort.

 

Nialls synsvinkel:

Nej. Det er løgn. Min hjerne er et stort rod. Mit ansigt er klistret af de salte tårer og det hele kører i mit hoved. Hvordan kan hendes fortid være så… ødelagt? Det må jo være løgn. Men ingen kan finde på så god en løgn. Så syg en løgn. Jeg er faktisk ligeglad med at hun prøvede at stikke mig ned. Jeg kan se igennem fingre med det. Jeg elsker hende jo for fanden! Glasskåret falder ud af hendes hånd og hun vender om. Begynder at løbe.

”Jewel!” Min stemme reagerer på det hele før at jeg gør. Hun er ude på vejen. Hun vender sig om og smiler sit smukke smil til mig. Hendes blond/brune hår klistrer til hendes skuldre men hun virker ligeglad.

”Jeg elsker dig, Niall.” Hendes stemme er stille og jeg bider mig i læben. Mit blik lander på den sorte bil. Ekstremt køn bil faktisk. Som er direkte på vej imod det smukkeste i min verden. Jewel.

”JEWEL FLYT DIG!” Jeg føler ikke at mit råb kommer rigtigt ud og jeg er stiv af rædsel. Bilen prøver at stanse og glider på den fugtige jord. Jewel krymper sig beskyttende sammen over hendes mave og kigger på mig. Jeg føler mig magtesløs som jeg bare kan stå og se bilen nærme sig den smukke Jewel. De øjeblikke reagerer min krop på alt uden at jeg gør det. En forfærdelig lyd der giver mig lyst til at kaste op lyder. En lyd af noget tungt der bliver smadret og som aldrig bliver okay igen. Forskellige skrig, et bump.

Jeg stirrer på hendes livløse krop og ser folk komme hen til hende og prøver at vække hende ved at slå hende af en eller anden grund. Er de sindssyge?! Jeg går der over med stive skridt og skubber dem væk. Jeg ved at jeg ikke kan hjælpe hende. Overhovedet. Jeg løfter hende krop forsigtigt op og lytter til hendes bryst. En svag banken kan høres og jeg smiler svagt. Jeg kigger op på hendes ansigt. Hun ser ud til at være ked af det.

Hendes øjne er lukkede og hun bløder svagt fra hovedet. Jeg tørrer forsigtigt blodet lidt væk fra såret i hendes hår. Jeg løfter hendes slappe krop op til mig og knuger hende ind til mig som et barn.

”Du må ikke forlade mig Jewel. Bliv hos mig.” Jeg hvisker det ned i hendes hår og suger hendes duft til mig. Rundt om mig er alle i panik. Jeg fortsætter med at hviske til hende lige til at ambulance folkene skubber mig væk. Da jeg ikke kan mærke hendes varme eller høre hendes svage åndedræt længere flipper jeg helt ud. Jeg råber og skriger af folk. Græder og forbander alle der prøver at få mig til at falde til ro. Det ender så galt at de på en eller anden måde får fat i drengene og ned til mig. Lang tid efter at Jewel er væk.

Drengene bruger næsten en halv time før at jeg bare bryder grædende sammen imens at Liam krammer mig for at få mig til at falde til ro.

”hun må ikke dø. Jeg ved alt om hende men jeg vil ikke miste hende. Jeg ved at hun har slået dyr ihjel fordi de sagde hun skulle det. Hun blev voldtaget da hun var 14 og ingen troede på hende. Hun har prøvet at begå selvmord sindssygt mange gange. Hun er bange for træer fordi at de forfølger hende. Men jeg elsker hende jo. Jeg vil ikke miste hende.”

 Harrys telefon begynder at sige lyde og han tager den hurtigt. Jeg er ligeglad med hvad han siger. Han rækker mig den og jeg tager den bare.

”Mr. Niall Horan?” En myndig mande stemme lyder og jeg nikker. Men så går det ligesom op for mig at han ikke kan se det.

”Ja det er mig.” Min stemme er hæs fra at have råbt så meget.

”Jewel vågnede op. Lige før at vi blev nødt til at operere hende. Hun sagde et ord. Undskyld. Så faldt hun tilba…” Jeg afbryder hans stemme hurtigt.

”Operere? Hvordan har hun det nu? Er hun vågen? Er hun okay? Sover hun?” min stemme er hetisk.

”Mr. Horan. Jewel ligger i koma. Og vi ved ikke om hun vågner igen. Men de har det begge to godt.” Jeg stopper op i chok.

”De?!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...