Dear god help me! {One Direction}

Jewel er ikke normal. Hun er faktisk sindssyg mener folk. Hun bor på den lukkede afdeling hvor at hun render rundt og er lettere drømmende. Lægerne mener hun lever i en psykose hvilket hun sikkert også gør. Men hun har sine grunde. Da hun var 5 begik hendes forældre selvmord og hun fandt dem. Nogle måneder efter slog hun en hund ihjel. Da hun blev 10 prøvede hun at begå selvmord. Nu er hun 16 og har prøvet at bega selvmord 15 gange, hun har slået utalige dyr ihjel og er fuldkommen ligeglad. Hun er bare i sin egen lille boble af vrede, had, raseri, glæde og hun savner sine forældre. En dag møder hun en dreng. Han er kendt og skal sammen med sit band spille på hospitalet. Han møder bare en helt anden person end den de andre kender. Han møder en venlig person, som smiler og er sød. De bliver hurtigt venner og han begynder mere og mere at undre sig over hvorfor hun sidder på den lukkede. Indtil den dag han spørger. Den dag går en del galt og hvad med dem når de bliver vilde med hinanden?

31Likes
13Kommentarer
2821Visninger
AA

8. Emma the random girl?

”Niall nej. Please?” Jeg laver mine bedste hundeøjne som sikkert ligner crap. Jeg er ikke så god til det.

”Det er ikke så slemt. Det er bare min kusine.” Niall kigger på mig fra døren og jeg trækker vejret dybt.

”Nej. Jeg kender hende jo ikke!” Jeg kigger fortabt på Niall. Det ringer på døren og Niall smiler triumferende til mig før han går ud i gangen. Han åbner døren og jeg kan høre en anden stemme. Fra en pige. Sjovt når det er hans kusine.

”Hvor er hun så?” Pigens stemme bevæger sig imod Nialls soveværelse hvor at jeg sidder opgivende på hans seng. En brunette dukker op i døren og smiler stort.

”Hmmmm fætter. Det klarede du da meget godt.” Hun kigger overrasket på Niall. Jeg griner kort og hun kigger over på mig.

”Hej jeg er Emma Horan. Nialls fantastiske kusine.” Hun går frem imod mig og rækker mig hånden. Jeg tager imod den og smiler til hende.

”Jewel. Nialls… veninde.” Min stemme er tøvende og Emma kigger på mig med et løftet øjenbryn.

”Okay Niall. Nu vil jeg godt vide helt præcist hvad jeg skal her.” Hun skæver over til Niall men kigger fortsat på mig.

”Du skal bare snakke med hende. Hun har ikke så mange venner. Så vidt jeg har forstået har hun kun Danielle, Eleanor og drengene. Og så mig. Jeg tænkte bare at i måske kunne…” Jeg ryster på hovedet af Niall og han stopper op.

”Niall jeg kan altså godt selv få venner. Jeg er bare ikke den sociale type. Det er et vidunder at jeg har lært dig at kende.” Jeg smiler til ham og ligger mig så tilbage på sengen. Jeg lukker mine øjne og spreder mine arme ud.

”Niall jeg tror at jeg går. Jeg skal alligevel noget.” Jeg kan fornemme at Emma går og jeg ruller mig sammen til en kugle. Min mave gør ekstremt ondt og jeg er faktisk lettere irriteret over at Niall prøvede at sætte mig sammen med Emma. Det lød som om at vi skulle blive et par.

”Hvad er der med dig?” Nialls stemme lyder fra døren og jeg åbner mit ene øje.

”Pige ting.” Jeg er ved at grine over mit svar. Jeg har det bare svært med det ene ord. Jeg kan ikke engang lide at tænke det. Det giver mig kvalme. Men hvis du er lidt bagud hjerne så er det noget der kommer en gang om måneden.

Niall løfter det ene øjenbryn og smiler svagt.

”Hvis du bare vil stå der og grine af mig så gå ud og fang noget mad til mig. Eller nogle smertestillende.” Jeg lukker mine øjne igen og jeg kan mærke at sengen giver efter da Niall ligger sig ned i sengen.

”Seriøst du er festlig lige nu.” Nialls stemme er lige ud for mig og jeg åbner øjnene. Men kun for at sende ham et ondt blik. Han griner af mig og jeg kigger ind i hans blå øjne. Han smiler stort til mig og jeg løfter min hånd op til hans ansigt. Jeg rører forsigtigt ved hans tinding. Min hånd glider ned af hans kind, hage og stopper ved hans læber. Niall kigger bare på mig og jeg følger stregerne som er om hans læber. Jeg flytter langsomt min hånd. Jeg kigger op i loftet og bider mig i læben.

”Du har vel ikke nogle smertestillende?” Min stemme er bedende og jeg tager fat i en pude. Jeg ligger den på min mave og lukker øjnene. Jeg kan fornemme at Niall langsomt fjerner sig.

Niall kommer tilbage lidt efter og drejer hovedet til siden.

”Vi har ikke nogen smertestillende. Desværre.” Jeg kan høre smilet i hans stemme. Min stemme siger nok den mest klagende lyd jeg nogensinde har hørt af smerte.

”Seriøst? Seriøst sig det er en joke jeg er ved at dø her.” Min stemme er irriteret og Niall ligger sig ved siden af mig. Hans hånd ligger sig på min mave og gnubber den forsigtigt. Jeg sukker stille da det faktisk er rart.

”Var det bedre?” Nialls stemme er ved siden af mig og jeg nikker. Niall kysser mig på kinden og jeg smiler.

”Jeg kan godt lide det her. Bare dig og mig uden de andre. Det er stille.” Nialls stemme lyder undrende og jeg griner kort.

”Nej. I hvert fald ikke hvis du bliver ved med at snakke.” Jeg åbner øjnene. Niall kigger på mig med et grin og jeg smiler. Jeg ved ikke hvorfor men det virkede bare naturligt at gøre.  Jeg prikker Niall på næsen og smiler. Som elendig hævn prikker Niall mig i siden. Eller elendig kan vel diskuteres for jeg hopper lidt da det kilder. Niall griner og lader sin hånd ligge ved min side. Jeg rykker mig ret ninja-agtigt op af Niall. Han ligger sin arm om mig og jeg lukker mine øjne. Jeg ligger min hånd på hans bryst og smiler. Jeg kan godt lide hans nærhed. Den beroliger mig og jeg får det nærmest bedre når jeg er sammen med ham. Skubber den syge del i mig væk. Lukker den ude så der kun er mig tilbage. Pigen som Niall, de andre drenge og pigerne kun kender. Jeg kender hende ikke engang særligt godt. Hun er ny. Anderledes. Lidt skræmmende også. Men jeg kan godt lide hende. Jeg kan rigtigt godt lide hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...