Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17092Visninger
AA

60. VORES EGEN VETNER-PIGE

Amalie og Nikolaj spillede FIFA i næsten en halv time, og Amalies ansigt vendte tilbage til det normale udseende. Ingen røde stribespor ned ad kinderne som rester efter tårer, og ingen rødskudte øjne og når hun smilte, så smilte hun virkelig, bredt og stort og ægte, smilte så den karakteristiske lysrødlig nuance fremtonede sig bag hendes kinder, den naturlige Amalie'ske smilerødmen, og selvom Nikolaj ikke rigtig havde sagt eller gjort så meget, andet end at tilbyde hende valget mellem neger-bolsjerne af lakrids eller ikke-negerbolsjerne uden lakrids, samt tvunget hende igennem en Madrid-mod-Barcelona-FIFA-kamp, som hun højlydt grinene tabte alle gange, knyttede en varm fornemmelse sig alligevel ud fra mavepartiet ved forestillingen om at have gjort en forskel. Amalie var hans veninde, hans rigtig gode veninde, og selvom der nogen gange var uenigheder imellem dem, og Amalie havde de ikke helt så godartede tendenser til at inddrage sine drengevenner - oftest ham, og hvis ikke ham så Frederik - i de omstændige tøsedramaer, man som drengeven aldrig vil være en del af men alligevel altid bliver tvunget ind i hvis man har en god veninde, så blev han aldrig træt af hende. Som de spillede sig igennem FIFA-kampene, kom Nikolaj i tanker om, at Amalie var næsten alle de ting, Frederik ikke var og aldrig havde været. 

Måden man kunne drille hende, og måden hun drillede sig selv på, drillede sig med de fejl hun, som alle andre mennesker alle andre steder i verden, havde i sin personlighed og havde begået igennem livet. Da hun var fuld til sin første rigtige drukfest som 15-årig, og af al kraft løb ind i et egetræ og slog hul i hovedet, fordi hun prøvede at løbe igennem det og ikke forstod at egetræers masse langt overgår en 15-årig piges, og forsøget derfor var dømt til forgæveshed. I den efterfølgende flere-måneders periode gik hun under kælenavnet "træklovnen", og hun elskede det og hun fortalte det til sine venner udenfor skolen og til sin familie og til alle der ville høre om det. Og da hun brækkede benet, fordi hun ville sparke en bold væk fra parkeringspladsen foran klubben, men fik forkert fodfæste og gled bagover og fik vredet sit ben under ryggen, og Nikolaj kunne huske hvordan han og Christian drillede hende, da hun med et smerteblegt ansigt og benet foldet under sig som ærmet på en nyvasket trøje lå på asfalten, og hvordan de havde sagt "derfor er piger ikk' egnet til fodbold, Amalie," og Amalie havde grinet og grinet og historien blev spredt til alle, men hun havde intet imod det, fordi det var en dum måde hun havde sparket på og det VAR et idiotisk uheld, selvfølgelig var det da det, og hun lavede sjov med sig selv grundet hændelsen i samtlige uger efter. Hun var den sjove Amalie, den sarkastiske Amalie, selvironiske fuck-alt-og-hav-det-sjovt Amalie, Amalie der var selvstændig og som ikke behøvede kærester til at gøre sig glad, men som havde livet og som havde vennerne og familien og som man ikke hele tiden skulle beskytte og passe på og trøste, og hun blev ikke jaloux fordi han snakkede med en pige hun selv gerne ville snakke med, og hun blandede sig ikke i hans flirter, og han behøvede ikke hele tiden at hjælpe hende. 

Og det gik op for ham, at Amalie var hans rigtige ven. Det var Amalie som han nød at være sammen med, og det var i Amalies selskab han kunne slappe af og være sig selv og sige og gøre præcis som han lystede. Jo mere han tænkte på det, og jo flere gange hans blik viftede sig fra skærmen og til Amalie, gik det op for ham, at af alle mennesker - Christian og Mikkel og Jonas og Lucas Berg og Frederik og endda Sophie -, var det Amalie, han havde absolut mindst lyst til at miste, og den blotte tanke om at der var en måned til læseferien og to måneder til at han ville sætte sin fod i 9.X for absolut sidste gang, og at han om tre en halv måned ville begynde på 1.g og få mindre tid med kammeraterne end han havde haft op til nu, og at det var ved sommerferien deres veje skiltes, fik tarmene til at vride sig tunge og hårde, og den ulidelige tomhed til at strække og svulme. Når han tænkte på venskabet med Frederik, var der ikke noget, ikke engang en svag ætsen i brystet, eller en tom nostalgi der gennemflød tankerne, der var absolut ingenting, blot en befriende ligegyldighed, men nej, nej, det passede ikke, der var noget bag ligegyldigheden, en sugende fornemmelse af at være fri, fri for bekymringer og for skænderier og for "man-er-ikke-en-rigtig-mand-hvis-man-ikke-kan-score", og fri for samtaler der allesammen skulle omdreje piger og sex og kærester og flere piger, livet går fandme ikke ud på hele tiden at score, Frederik, og jeg er fucking træt af dig og alt dit fucking pis, og det gik op for ham, at en befrielse fra Frederik var en befrielse fra problemer og belastende drama, og allermest en befrielse fra følelsen af at leve men uden virkelig at LEVE.

Han behøvede ikke Frederik. Og han var ligeglad med hvad Amalie, eller Mikkel, eller Christian eller mor Anette ville sige. Ligeglad, fucking ligeglad, for venskabet med Frederik var ikke noget venskab, for det var altid HAM der hjalp Frederik, aldrig omvendt, altid ham, og jeg gider ikke høre på dig mere, Frederik, for du kan sgu ikke tage dig sammen, du er så fucking barnlig, bliv dog voksen, og fra dette øjeblik træf han beslutningen om, at venskabet med Frederik og Frederik selv, var fortid og at han ikke længere ville spilde sin tid med ham. 

Og følelsen af frihed var den bedste og reneste og varmeste følelse, Nikolaj nogensinde havde mærket. 


*


Sophie kom hjem klokken ti minutter over et, efter en times gåtur, hvor hun havde været nede og rundet stranden, og bare kigget på havet, som trak sig frem og gled tilbage henover strandens sandkant, og på vej tilbage havde hun slået et smut forbi parken med bænken, hvor hende og Nikolaj havde kysset - mindet fik tomheden til at svulme, men hun kunne ikke græde, fornemmede kun en svulmende brystomhed, og et hoved tungere end det plejede -, siddet og kigget og fornemmet naturen. Så slog hun kursen hjem, og besluttede sig for at spille på sin elskede guitar, og valget faldt på Leaving on a Jetplane. Det var lang tid siden hun havde spillet sangen, så hun måtte starte ud med akkordøvelser, og hun var kun lige begyndt at få rytmen fast, da døren gik op og hun farede sammen.

Det var far Søren. Sophie blev siddende og stirrede på ham, med guitaren hvilende i sit skød, og Søren smilte i døråbningen. "Hejsa, Sophie. Må jeg gerne komme ind og snakke lidt med dig?"

Selvom hun var bange for, hvad han ville sige, at det handlede om Nikolaj og at han, ligesom mor, ikke stolede på ham, nikkede hun og smilte, og hun kendte far, far var ikke som mor, han var meget mere forstående, men frygten bed alligevel kraftigere i hjernebarken. 

"Selvfølgelig. Bare kom ind." 

"Tak." Han trådte ind, og lukkede døren i efter sig, og fortsatte hen til sengen. Han satte sig ved siden af hende, og blev herefter stille. Fingerspidserne trommede imod hinanden, som de altid gjorde når han tænkte over hvad han skulle sige, og Sophie fornemmede pulsen stige på en ubehagelig ildevarslende måde, og med pulsstigningen trak et sug sig op gennem brystet. 

Så.

"Sophie, imens ... imens du har været ude at gå, så ... Har jeg snakket med mor. Omkring det der skete i går."

Sophie kiggede blot på ham, og pulsen var ikke faldet, og måske ville han sige at han gav mor ret, men ro på Sophie, ro på, ro på, og hun pressede læberne lige.

"Vi snakkede lidt frem og tilbage, og mor besluttede sig så for at tage sin løberunde. Vi havde egentlig tænkt os at snakke med dig, i fællesskab, men ... Jeg tror det er bedre, at det bare er dig og mig, som tager snakken. Men altså. Vi snakkede om i går. Og mor kan godt se, at hun ... overdrev. Hvilket hun gjorde, og det syntes jeg også selv, for ... Du er jo snart seksten, Sophie. Vi kan jo ikke holde på dig for evigt, vel?" Han smilte, og Sophie smilte tilbage, og en underlig kildren syntes at varme hendes øjne, og hun rystede på hovedet.

"Nej, det kan I ikke."

"Jeg syntes bare du skal vide, hvor glad ... virkelig inderligt glad ... jeg er for at du har fået en kæreste. Jeg mener," han fniste og hans øjne klarede sig op i en nostalgi, som gjorde den varme kildren i Sophies hornhinder, endnu varmere, " ... det virker jo som var det ikke mere end en uge siden, at du var sådan en lille hidsig spirrevip, der bare kunne skrige ørene af folk, hvis du ikke fik lov til at tegne. Jamen, for pokker, jeg ser dig jo stadigvæk som min egen lille Sophie-pige, og det at du snart fylder seksten, er næsten ikke til at begribe. Tiden er jo ... Den er jo fløjet fuldstændig over hovedet på mig, for ikke at sige på mor. Du har ingen anelse om, hvor meget det rører din gamle fars hjerte, når du kommer hjem med en dreng, som er blevet din kæreste. Der er bare noget virkelig ... jeg ved ikke ... det minder mig om, hvor meget du har udviklet dig. Hvor tæt på voksenlivet, du er kommet, og hvordan du kommer stadig tættere på hver eneste dag, og det er en ... det er noget af det bedste for en far, for enhver forælder, at se. Selvom du nu stadigvæk er min egen lille pige, og det vil du altid være. Selv den dag jeg sidder på plejehjem som en senil dement 80-årig, og du har fået dig en god karriere, og en mand og eget hjem og egen familie, der vil du stadigvæk være min lille Sophie, min lille dejlige Vetner-pige." 

Sophies smil blev bredere, og hun måtte blinke den varme, men ikke ubehagelige, fugtighed væk, som strammede sig ud i hendes øjenæbler. "Tak, far. Det ... tak."

Farmand Søren løftede sin hånd, og trykkede den nedover Sophies skulder, og hans greb klemte sig, og han smilte, så hans øjenkroge foldede til dybe furer. "Men ... Sophie ... du må også forstå, at mor og jeg ... at vi elsker dig. Du er det mest dyrebare i vores øjne. Det absolut mest dyrebare. Og jeg ved godt, at du har haft dine perioder, hvor du har følt dig ... svigtet. Af os begge. Og jeg er ked af de gange, hvor jeg, og også hvor mor, måske ikke har været de forældre, vi burde. Mor har stadigvæk problemer med tanken om, at miste den sidste datter, hun har tilbage, og tro mig, det er hun ikke ene om. Min absolut største frygt er, at der ... At der en dag banker en betjent på vores dør og fortæller os, at du ... at du er blevet fundet død. Om det er fordi du er blevet voldtaget, eller ... Eller tæsket eller ... kørt over eller måske selvmord eller hvad den dødsårsag så end måtte være, så er det min absolut største frygt. Og jeg er ikke religiøs, men ... men jeg må indrømme, at ... den dag, Mathilde døde. Den dag Mathilde blev kørt ned, der ... der bad jeg virkelig inderligt en bøn til ... en Gud et sted derude om, at den samme skæbne ikke måtte ramme dig. At vi ikke også mistede dig. At miste sine børn, Sophie, det er sgu ... ja det er måske det værste man kan blive udsat for." 

Sophie kunne blot blinke og nikke, og hun svarede, "jeg ved det godt, far."

Søren smilte atter, kort. "Jeg er glad på dine vegne, Sophie. Og ham Nikolaj, ham har jeg givet en chance, og det har mor også, og han virker sgu som en rigtig, rigtig sød dreng. Det er jeg heller ikke i tvivl om at han er, og jeg kan se på dig, at du er rigtig forelsket i ham, og ... nu har jeg ikke været særlig meget sammen med jer, men det skulle ikke undre mig, hvis han også er rigtig forelsket i dig. Og det er jo bare, ja ... Det er jo bare mega fantastisk! Men jeg giver hende dog også ret i, at ... To uger er rigtig kort tid at lære hinanden at kende i, og hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg sgu måske det er lige kort nok. Og jeg vil ikke forhindre dig i din første forelskelse, fordi det er en oplevelse, vi alle skal igennem, men jeg vil råde dig til at passe rigtig godt på, for kærester ... kærester er tit og ofte noget, som kommer og går. Jeg siger ikke det her for at skræmme dig, Sophie, men ... det er ikke særlig sandsynligt, at dig og Nikolaj, at jeres forhold, kommer til at vare længe. Jeg kan tage fejl, selvfølgelig kan jeg det, og man har da også hørt om hurtige forelskelser der har varet i flere år, men det er mere undtagelsen snarere end reglen. Og det er okay, hvis jeres forhold måske ... ikke holder året ud. Det kan blive hårdt, og det kommer til at gøre ondt, tro mig, jeg har selv prøvet det, men det er en læringsproces, som vi alle skal igennem." Og han kiggede hende dybt i øjnene, med brynene alvorligt løftet, og fortsatte. "Du må bare love mig ... virkelig love mig ... én ting, Sophie. At du aldrig, ALDRIG, bebrejder dig selv, hvis det sker. Okay? Lov mig det, for hvis jeres forhold ikke holder, så er det ikke nødvendigvis en skidt ting. Livet er fuld af glæde og sorg, og vi kan ikke undgå at blive såret. Men det er sådan, vi lærer. Og nogen gange, så er det at blive såret, en vigtig del af livsprocessen. Så aldrig nogensinde bebrejd dig selv for de dårlige ting i livet. Det har jeg selv alt for dårlig erfaring med. Vil du love mig det?" 

Sophie kunne ikke love ham det, og det vidste hun, men hun kunne prøve, og hun smilte, og det strakte sig stadigvæk gennem begge øjne i en varm fugtig kløen, og så svarede hun ham. "Jeg vil ... jeg vil gøre mit bedste. Tusind tak, far."

"Jeg elsker dig, Sophie."

"Jeg elsker også dig."

Han bredte armene ud, og trak læberne i et skævt smil. "Vil du have en krammer?"

Sophie svarede ham ikke, hun lænede sig blot frem og trykkede sig ind til ham, kæmpende imod den varme fugtighed, som vandede sig i øjnene, og det var et kort øjeblik svært for hende at forstå, at dette virkelig hændte, at hendes far virkelig havde accepteret Nikolaj og der ikke var nogen problemer overhovedet og tak far, tak tak tak, og med taknemmeligheden, som lunt gennemflød tankerne, kom der en anden følelse, som syntes at strække sig nedover huden på hendes arme, som om nogen endnu større stod bag det hele, som om en Gud et eller andet sted bag det for altid udstrækkende univers smilte og kneb en tåre ved dette optrin, og hun trykkede sig blot længere og tættere og hårdere ind i sin fars favn. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...