Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17223Visninger
AA

69. VIGTIGHEDEN I FORSONELSE

Frederik blev overrasket da skoledagen var ovre, og han blev allermest overrasket fordi han ikke havde troet, dette nogensinde ville hænde, og overraskelsen blev til en befriet glæde over, at han havde taget fejl - noget han ellers normalt ikke brød sig om -, også selvom denne overraskelse ikke ville få indflydelse på forholdet til Nikolaj, et forhold, Frederik allerede var ved at acceptere, nok aldrig nogensinde ville blive repareret.

Han trådte under skurets halvtag, som han gjorde rutinevist, og fiskede nøglen op fra lommen, men han nåede aldrig at låse cyklen op, før Amalie sagde noget bag ham. "Frederik."

Hendes stemme var klar og bestemt, hvilket indikerede en bagvedliggende vigtighed, men vigtigheden var ikke det, der overrumplede ham mest, men snarere at Amalie snakkede til ham for første gang siden fredag. Han vred forbavset hovedet bagud, og løftede brynene. Amalie stod en meter fra ham, og hendes højre hånd gned mod venstre overarm, lige bag albuen, gned konstant og ensformigt, og hendes læber havde presset sig en anelse tyndere. Frederik sagde intet, men kiggede blot. 

"Har du tid til at snakke?" Udover den klare vigtighed, havde stemmen også knækket sig lysere, ikke meget, blot en anelse, men nok til at han bemærkede det. Han rettede sig op, og klemte nøglen fast i sin lukkede hånd. Et kort øjeblik kunne han ikke begribe, at dette virkelig skete, og uvirkeligheden greb ham, så han måtte blinke flere gange, men Amalie stod der virkelig, med de cyanlige øjne omtrukket i en indgående bestirren, der virkede næsten tryglende, og det var ham hun kiggede på, og hånden fortsatte med at gnide. Så nikkede han, men svarede hende ikke.

Amalies hånd stoppede med at gnide. Hun lod den dog fortsat omklamre overarmen. Et hårdt suk fremstødte sig fra hendes læber. "Jeg har gået og tænkt. På os. På det, der er sket."

En kort pause. Frederik vedblev sin bestirren. Så fortsatte Amalie. "Jeg tror godt du ved, hvor fucking sur jeg har været på dig. Og det er jeg egentlig stadig. Ikk' sårn' mega sur, vel? Men stadig."

"Jeg forstår," svarede Frederik, langt om længe, og fulgte det op med et nik. 

Amalie nikkede ligeledes, og hendes hånd begyndte atter at gnide. Hun flakkede kortvarigt blikket bort fra Frederik. Stilhed. En brise raslede sig gennem grantræerne bag skurbygningen. 

"Men, ærligt?" sagde Amalie, og kiggede atter på ham. "Så har jeg måske heller ikk' været en skide go' veninde her på det seneste, så ... hvis du har været irriteret på mig, så forstår jeg dig godt. Ikk' at det retfærdiggører det, du har gjort, for det gør det sgu ikk', men det gør det mere ... forståeligt."

Frederik rystede på hovedet. "Amalie, det ... !"

"La' vær' med at afbryde mig!" 

Frederik pressede læberne sammen. Kort tids tavshed.

"Du ska' bare vide, at ... jeg har været mega forvirret i den sidste måneds tid ... der har været så mange ting, som bare har fyldt mit hoved, og ... Ja, meget af det er pige-ting, som du nok alligevel ikk' vil ku' sætte dig ind i, men du ska' vide én ting. Og det er en meget vigtig ting, som jeg virkelig håber, du forstår." Hun tog en dyb indånding, en svag skælven, og fortsatte. "Jeg holder rigtig meget af dig, Frederik. Og jeg holder så meget af vores venskab. Og fordi jeg har haft det, som jeg har haft det, og følt at du ... måske ikk' har lagt så meget mærke til, hvor meget du egentlig betyder ... så har jeg været meget nærgående. Men det er fordi, at jeg holder mega meget af dig. Det var derfor, jeg reagerede som jeg gjorde, der da du kaldte mig en kælling, og det er jeg sgu stadig ikk' kommet helt over."

"Amalie, hør ... dengang jeg kaldte dig en kælling, der ... det var sgu ikk' noget, jeg mente ... det var bare noget, jeg sagde ... !"

"Det ved jeg godt. Men det gør stadigvæk ondt." Der blev atter stille imellem dem. "I hvert fald," fortsatte Amalie, "så har jeg besluttet mig for, at tilgive dig. Jeg har besluttet mig for, at tilgive dig, fordi det er vigtigt at tilgive. Det er vigtigt, fordi ved at tilgive, er det meget nemmere bare at glemme det hele og tænke 'fuck fortiden'. Ved at tilgive, ka' man hurtigere komme over alt det lort, som andre har gjort imod en. Ved at tilgive, blir' det nemmere at være glad. Og allermest så ... så blir' det nemmere at leve. Derfor tilgiver jeg dig. Fordi jeg holder af dig og fordi jeg synes, at fortiden ska' være fortid."

Frederik blinkede flere gange, og kiggede på hende. Et svagt smil buede sig frem på Amalies læber, og hun fjernede højre hånd fra venstre overarm, og strakte den istedet fremad mod Frederik. "Hva' sir' du? Er vi cool?" 

Frederik lod blikket vifte sig imellem Amalies svagt smilende ansigt - han syntes da egentlig, at hendes øjne var blevet mere blankere, end de plejede, men dette kunne ligeså godt være indbildning - og den udstrakte hånd, og så Amalie og så hånden igen, og så strakte han sin egen hånd frem og lod den klaske sig ind i hendes. Deres fingre lukkede sig sammen. Han nikkede. "Ja. Vi' cool." 

"Nice." Hun vendte sig bort fra ham, og lod istedet fokus rette sig mod sin cykel. Frederik drejede sig rundt, og klikkede cykellåsen op. Amalie sagde atter noget. Han kiggede sig tilbage. Hun stod med hænderne hvilende imod cykelstyret, og blikket fæstnet på ham. 

"Lige en ting til," sagde hun. "Du er go' nok. Det ska' du bar' vide. Uanset hvor mange piger, du har scoret, eller hvor mange, du ikk' har scoret, så er du perfekt i mine øjne. Det er du fordi for mig ... så betyder alt det der ikk' noget. Ærlig talt er det vigtigste i livet ikk' at score klassens lækreste pige eller gå i seng med en hel masse. Det vigtigste, Frederik, er at der er nogen, som holder af dig. Nogen der holder af dig og elsker dig, uanset hvad. Og ja, nogen gange er du virkelig ... virkelig ... en nar. Men hvem er ikk' det? Vi er kun mennesker. Vi ka' ikk' rende rundt og være perfekte fireogtyve-syv. Du er virkelig dyrebar, og de gange, hvor du ikk' er en nar," hun sagde det med et smil, "er du en fantastisk ven, som jeg ser sygt meget op til. Jeg synes bare, du ska' vide, at det ikk' er det at man er mega populær eller scorer mega mange piger eller fyre, der gør en noget værd. Det er det, at man er den man er. Der er kun én dig, og den dig er fantastisk, uanset hvad. Jeg ville bare lige sige det." 

Frederik nikkede, og smilte svagt. "Mange tak, Amalie. Lige over."

"Tak." Hun vendte sit fokus tilbage til cyklen, og vred den ud fra stativet. Det tikkede gentagende gange fra kæden. Frederik trak sin egen cykel tilbage.

"Hov, forresten!" udbrød Amalie. Frederik så på hende. Hendes bryn havde buet sig nysgerrigt opad. "Har du lyst til at komme med i klubben og chille i morgen?"

Frederik forstod det bagvedliggende glimt i det cyangrønne, og kunne ikke lade være med at smile. "Måske. Det har jeg ikk' lige taget stilling til. Det ka' være at jeg overvejer det, men hvis der kommer de der trettenårige, ved jeg sgu ikk' om jeg gider."

"Trettenårige? Altså, hvis de kommer, så er der da nogen, du er på mentalt niveau med." Hun blinkede kækt, og Frederik fnøs. 

"Fuck dig."

"Måske senere." Hun drejede cyklen rundt, så den pegede mod skolebygningen og cykelstien. Kiggede atter på Frederik, med det rødbuende læbesmil, og så sagde hun, "vi ses i morgen, ikk' oss'?" 

Frederik nikkede. "Jo. Ses." Og så vendte Amalie sig om og vandrede fremad, trækkene på cyklen ved siden af sig, og i et kort øjeblik kunne Frederik ikke lade være med at kigge efter hende, og tænke over, hvor køn hun faktisk var, og hvordan tøjet omsluttede hendes krops svaglige kurver på den helt rigtige måde. Herpå tænkte han over de ting, hun havde fortalt ham. Så vendte han fokus tilbage til cyklen, og gjorde tænkende sine læber spidse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...