Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17198Visninger
AA

16. VENINDETID

Mormor Birgit og morfar Jørgen tog imod Sophie med åbne arme, da hun steg ud af lyntoget på Københavns Hovedbanegård fredag aften. Hun krammede dem begge, hårdt og længe, og selvom hun var 15, snart 16, kaldte mormor Birgit hende stadigvæk for "min lille mus" og trods det fik Sophies kinder til at brænde, gjorde hun intet for at forhindre det. Det var hendes mormor, og hun elskede hendes mormor, og et kælenavn gjorde aldrig skade.

"Har du fået dig en kæreste?" spurgte Mormor Birgit, da de sad i bilen på vej opad Vesterbrogade, og Sophie rettede blikket væk fra vinduet og husene der flimrede sig forbi - grå og hvidt og rødt som flød sammen - og vendte det istedet imod mormor og morfar, og et anstrengt smil fremkom bag hendes krængede læber. 

"Nej. Nej, ikke endnu."

Og det får jeg sikkert heller ikke så længe jeg er sådan en kujon.

Det vred sig i hendes bryst.

"Men... Men det kan være det kommer!"

Birgit klappede hænderne sammen og udspændte sit ansigt i et alt for bredt smil, som Sophie ikke brød sig om men heller ikke havde lyst til at fjerne, fordi det var alt for ægte og alt for fyldt med forhåbninger, som det kun ville være alt for synd at knuse, og istedet gjorde hun en trækning med mundvigen og sendte blikket ned mod sine flade converse og lyseblå denimjeans. 

"Det er jeg helt sikker på! En smuk pige som dig kan da ikke andet end få en kæreste! Så... er der mange flotte drenge på din nye skole? Nogen du er lun på?"

"Det ved jeg ikke. Øhm... Det tror jeg altså ikke lige, jeg har haft så megrt, øh... tid til at tænke over, mormor. Øhm... Spørg mig igen om en måned." Og Sophie hadede den falske facade og tandsmilet hun var nødt til at anstrenge for at fremmane, men hun nænnede ikke at fortælle mormor hvordan hun havde det med fremmede mennesker, og mormor vidste kun lidt til hendes angst og hun var alt for lykkeligt naiv, og det ville være synd at fremstille virkeligheden som den var, og Sophie nænnede ikke at gøre hende ked af det. 

Og så tænkte hun på Nikolaj, som havde sat sig ved siden af hende på bænken, og som havde kigget på ham, og de dybblå havagtige øjne, og det bankede imod hendes brystkasse. Der var ikke nogen drenge på den nye skole hun var lun på, hun havde knap nok snakket med mere end én, men den dreng hun havde snakket med virkede vældig sød.

Men om hun nogensinde ville blive venner med ham, tvivlede hun på, for selvom han var sød og venlig - og egentlig også utrolig køn, nu hun tænkte over det - ville hun nok aldrig kunne stole godt nok på ham eller blive særlig komfortabel med ham, og de var simpelthent for forskellige og hun var sikkert dømt til at tilbringe resten af 9'ene klasse, og 10'ene med, på at være ensom og venneløs. 

Hun havde Rebekka og Julie, og måske Lukas, selvom en meget ubehagelig biden i brystet fik hende til at tvivle på, at deres venskab ville vare ved. Men hun havde Rebekka og Julie, og det håbede hun at hun ville blive ved med.

*

Klokken var 11 lørdag formiddag, da Sophie bankede på fyrretræsdøren til det røde murstenshus i Avedøre, hvor Julie boede i, og døren åbnedes få øjeblikke senere og brunetten på den anden side, klædt i de sorte højtaljede jeans og hvid trøje, og med håret anrettet i en knold i baghovedet, gjorde sine nøddebrune øjne store da hun fik øje på Sophie og et hvin undslap hendes læber inden hun kastede sig frem og klemte sine arme omkring hendes krop.

"Hvor er det fucking godt at se dig!" udbrød Julie i hendes skingrende hvinestemme, inden hun trak sig lidt tilbage fra Sophie og stirrede på hende, og hendes tænder trådte frem i det brede smil der dannede opadpressende folder under øjnene. "Kæft hvor har jeg savnet dig, Phiepigen."

"I lige måde," svarede Sophie tilbage, og Julie greb hendes hånd og drejede sig rundt inden hun trak hende med ind i entréen.

"Kom med ind! Bekka er allerede kommet." Og hun hævede stemmen og slap Sophies hånd, da de var trådt om på den anden side ad døren. "Bekka! Phie er her!" 

Sophie lukkede døren efter sig og rettede på sit venstreskrånende pandehår, inden hun drejede sig imod sin veninde og trak sig af sine flade, gråhvide converse. 

"Ej man, seriøst Phie... Lukas, ing'? Han har bare været herover flere gange i ugen, og har bare fortalt hvor meget han har savnet dig. Han har været helt bange for at du har glemt ham eller et eller andet." Skridt på trappen. Julie vendte sig rundt og begyndte at skridte henover trægulvet, og Sophie gled sig i bevægelse lige efter hende. 

"Det... Jeg har altså ikke glemt ham. Jeg har bare... haft ret meget at se til. Lukas forstår det."

"Ja, selvfølgelig har du det, og selvfølgelig gør han det, men... ja... altså, jeg syntes ligesom bare at du skulle have det at vide, ing'?"

"Tak, Julie. Det... Ja, tak fordi du siger det. Det betyder rigtig meget."

De nåede til trappen med det grå tæppe, som snoede sig op til andenetagen, og Rebekka kom til syne ved venstresnoningen i samme øjeblik, og hendes blågrå øjne svulmede da hun fik øje på Sophie, og de tynde læber smilede sig opad i hendes kvadratiske smalnæsede ansigt, idet hun satte farten op og trampede nedover trinnene, så det svang og gyngede i den blonde hestehale, der gik til midten af rygpartiet. 

"SOPHIE!" Og hun kastede sig henover gulvet og omfavnede Sophie så kraftigt, at Sophie næsten var væltet, og klemte armenes greb om hende, og det forekom Sophie - blot for et kort øjeblik - at der var et eller andet stift og mere anstrengt, end ved Julies omfavnelse, men hun slog det blot hen som værende indbildning. 

Rebekka trak sig tilbage. "Du ser sgu da vildt godt ud, man! Fuck hvor har vi savnet dig, altså!" 

Sophie smilte og gled blikket ned til gulvet. "Jeg har også savnet jer." 

"Kom. Der er tyve minutter til bussen kommer." Julie trådte frem. "La' os smutte ovenpå. Du har vel husket pengene, ikke Phie?" 

Sophie nikkede blot, som hendes blå øjne skiftevis gled mellem Rebekka og Julie. "Fedt!" Julie drejede sig rundt og satte sig i bevægelse, op ad trappen, og de to piger var lige bag hende, og Sophie glemte alle sine problemer og mærkede blot varmen samle sig i brystkassen over genforeningen med de to piger, der betød absolut mest for hende.

*

"Jeg har aftalt med mor, at vi skal være tilbage senest klokken 5," sagde Julie, da de femten minutter senere befandt sig ved busstoppestedet på Brostykkevej knap 500 meter fra huset. Hun sad på bænken ved siden af Rebekka, tættest på kanten og havde sine brune øjne fæstnet imod Sophie, som stod med ryggen hvilende imod stoppestedets glas. 

"Bliver du og overnatter, eller...?"

Sophie rystede på hovedet og så ned i jorden. "Øh, nej. Nej, det gør jeg ikke. Jeg, øhm... Bliver hos mine bedsteforældre i Frederiksberg. Jeg ville gerne overnatte, men... Det er også bare så lang tid siden jeg har set dem, så."

Julie nikkede og tjekkede sin telefon. "Det er også fair nok. Der skal jo også være plads til familien, ing'?"

Rebekka, som havde lagt det ene ben henover det andet, vendte blikket bort fra den retning, bussen ville komme, og vred istedet ansigtet imod Sophie og smilte. "Hvaeh, Phie... Den der nye skole, ikke også? Hvad, øh, er der en masse hotte drenge der, eller er den bare fuld af sådan nogen bonderøve?" 

Sophie kunne ikke lade være med at trække læberne i et smil ved Rebekkas bemærkning - så typisk hende - men der gik lang tid før hun vidste hvad hun skulle svare. Selvom både Rebekka og Julie kendte til hendes angst, og vidste hvordan hun havde det med fremmede mennesker, var det ofte som om at særlig Rebekka ikke rigtig kunne forstå det. Ofte var det som om, at hver gang Sophie begyndte at stamme eller mumle eller flakke med blikket når de var ude i byen, eller hver gang hun takkede nej til at komme med til en fest, eller hver gang hendes tunge syntes at lime sig til undermunden når en fremmede person - det være sig piger eller drenge - snakkede til hende, så ville Rebekka vrænge  på næsen af det eller rulle med øjnene, og selvom hun aldrig havde sagt at Sophie skulle tage sig sammen, var der alligevel et eller andet i hendes blågrå øjne, skjult fordømmelse eller skjult afsky, der fik armhuden til at krybe sig sammen. Det kunne bare være noget hun bildte sig ind, og hun kunne sagtens sætte sig ind i hvis der ikke var nogen der forstod hendes angst. Men Rebekka... Der var noget over hende, som Sophie havde svært ved at læse og som tit gjorde hende usikker, og hun vidste aldrig helt hvorvidt hun skulle være hudløst ærlig, ligesom hun var med Lukas, eller om hun skulle komme med halve sandheder. Og lige nu var hun ikke sikker på, at hun overskuede hverken øjerulninger eller næsevrængen eller skjulte blikke. 

"Jeg... det... Altså... Altså, du ved jo hvordan jeg... jeg har det med fremmede mennesker, Bekka... Så det er ikke ligefrem fordi jeg har haft så meget tid til at tjekke nogen ud." 

"Men der er hotte drenge der?" vedblev Rebekka, og igen var der et eller andet i hendes stirrende blågrå øjne, som Sophie ikke vidste hvordan hun skulle tolke, og hun rømmede stemmen og trak på begge mundvige.

"Ja. Ja, det er der. Er der ikke det alle steder?" 

Der er Nikolaj. Og han er da meget hot, egentlig, er han ikke?

Rebekka fremsendte et skingertlydende fnis, og kløede sig i nakken og drejede hovedet en enkelt gang så den lange hestehale svingede gennem luften. "Det kan du vel have ret i, Phie. Men er der nogen du har tjekket ud?"

"Måske. Det ved man aldrig."

"Eller du kan måske stadig ikke komme dig over Lukas?" 

En kulde stivnede Sophies muskler og hun frøs fast i den samme stilling, i lang tid, og der blev stille imellem de tre piger. 

Hvorfor siger du det, Rebekka? Du ved hvor meget han betyder for mig, hvorfor siger du dog det...?

"Ej, jeg joker bare, Phie," fortsatte Rebekka, og brød den ubehagelige tavshed. "Jeg håber sgu for dig, at du finder dig en mega lækker kæreste! Det fortjener du." 

"Tak, Bekka. Men det passer ikke."

"Det gør det da." Rebekka rettede på sig, og smilte. "Du er jo en mega smuk pige, og sød og hvis du ikke kan smelte drengehjerter på din nye skole, så har jyske drenge fandme ikke nogen smag."

"Hvor er du sød." Sophie vippede svagt frem og tilbage, så bagdelen nogle gange bankede imod glasset, og skiftede emne så de ikke længere behøvede at snakke om hende. "Hvad med jer? Hvordan står det til for jer?"

"Same as always," svarede Julie, og hendes stemme var ganske rolig og nøgtern. "Bortset fra at du ikke længere er der, selvfølgelig."

Hvorfor bliver de ved med at snakke om mig?

"Hvad med dig og Mads?" skyndte Sophie at indskyde, i håbet om at hun atter kunne dreje samtaleemnet væk fra hende selv. 

"Ikke så meget, egentlig. Vi snakker ikke så meget sammen mere."

"Åh. Det er jeg da ked af at høre!" Sophie vidste godt, at det ofte var noget folk sagde af medlidenhed, men hun sagde det fordi hun mente det.

Julie trak på skulderen og smilte blot roligt. "Tjah, shit happens som man siger. Drenge er jo ikke alt, og måske er han mega cute, men... Ja, han var altså også lidt en idiot, så det er måske meget godt vi ikke snakker mere." Hendes brune øjne bedrog for Sophie, at Julie var alt andet end glad for det, og tomheden der syntes at glide frem i hendes blik, fik et lille stik af medfølelse til at skråne igennem Sophies bryst.

"Han var sgu da en totalt taber," indskød Rebekka.

"Jaer, Bekka, det er så din mening, ing'?" 

Rebekka fremviste sine håndflader, og løftede brynene og Julie gled blikket mod venstre, og så bussen nærme sig fra lyskrydset længere nede, og hun rejste sig op og fandt sine penge frem.

"Den kommer nu, guys."

Og samtalen blev for et kort øjeblik glemt, og hele vejen til Fisketorvet var det udelukkende venner og skole og gamle tider og sjove oplevelser, de tre piger delte med hinanden, og Sophie gjorde alt hvad hun kunne for at trække opmærksomheden væk fra sig selv.

*

De skulle se The Hunger Games, en film Sophie længe ville have set - hun havde læst bogen som en af de første i skolen, fordi Rebekka og Julie havde anbefalet hende det, og selvom hun aldrig havde været den store boglæser, blev hun fanget allerede efter første side -, og selvom den ikke kunne måle sig med bogen - "hvilke film kan det? Jeg spørger bare!" - måtte hun indrømme, at hun var blevet positivt overrasket, og den eneste der ikke kunne lide den, var Rebekka. Hele vejen til Strøget brokkede hun sig igen og igen og igen om, hvordan bog-versionen af Peetah lød til at være tusind gange mere hot end ham i filmen, men ham skurken, Cato, derimod, han havde helt klart et udseende der sagde spar to. 

En halv time senere stod de i køen i Burger-King og diskuterede indbyrdes hvad de ville have - "Jeg tror jeg snupper en whopper-meal", sagde Rebekka, og Julie ville have en cheeseburger og Sophie kunne ikke bestemme sig. Til sidst endte det med at de alle tog en Whopper-meal, og imens Julie og Rebekka fandt et sted at sidde, gik Sophie ud på toilettet for at tisse og vaske fingre. 

Og som hun befandt sig derude, mærkede hun en pludselig vriden i halsen, og et kort øjeblik var hun bange for, at Julie og Rebekka bare blev tilbage for at bagtale hende og snakke ondt om hende - "de kan ikke lide mig fordi jeg ikke er som dem" -, og hun prøvede, men forgæves, på at overbevise sig selv om at det ikke passede. De var hendes veninder, også selvom de ikke altid kunne forstå hende, og det var altid dem som havde snakket med hende og holdt hende med selskab når hun ikke turde være sammen med de andre, og de sagde aldrig noget til det og det foregik kun i hendes hoved, kun i hendes hoved og ikke andre steder og hun var nødt til at tage sig sammen.

Julie trådte ud på toilettet netop som Sophie stillede sig foran vasken, og det tyngedes i maven, og selvom Julie sendte hende sit altid kærlige smil der dannede folder under øjnene og smilerynker, kunne Sophie ikke fjerne tankerne, der gnavede og borede og fik pulsen til at stige, og hun måtte vende sig imod hende inden hun talte.

"Julie, jeg bliver altså lige nødt til at snakke med dig."

Julie stoppede op og vendte sig rundt, knap en meter fra Sophie, og rynkede panden. "Hvad er der, Phie?"

En dyb indånding, inden Sophie fortsatte. Hun dæmpede stemmen. "Du må virkelig ikke blive sur på mig nu, okay?"

"Nej nej."

"Jeg tror, at... Jeg har det som om, at Rebekka ikke kan lide mig." Og hun fortrød det så snart hun havde sagt det, og særligt stilheden fra Julie fik den grusomme vriden i hendes strube til at blive værrere. 

"Hvorfor... skulle hun ikke... kunne lide dig?"

"Jeg ved det ikke." Sophie sukkede, og rystede på hovedet. "Det er bare lidt som om... Som om hun ikke forstår mig... altså, min angst og sådan. Det kan også bare være det er mig der er latterlig, det er det sikkert, men... Jeg... Lige siden vi snakkede, der da vi ventede på bussen, er det bare lidt som om... Hun har bare virket lidt... lidt kold overfor mig. Og det er langtfra første gang jeg har haft det sådan. Hun har ikke... Hun har ikke sagt noget om mig til dig, vel?"

Julie var stille i et stykke tid, og i et kort øjeblik var Sophie sikker på at hun ville blive skide sur på hende, men det skete ikke. Istedet smilte hun bare forsigtigt og trådte op til hende. "Phie... Hør her." En dyb indånding. "Der er ikke nogen af os, hverken mig... eller Bekka... som nogensinde vil bagtale dig. Okay, ærligt, din angst kan godt være lidt svær at forstå, en gang imellem, men hey... Jeg har da selv haft det sådan. Måske ikke i ligeså stor grad som dig, men med de ting du har oplevet... Så forstår jeg da godt at du har det sådan. Og det ved jeg at Bekka også gør. Jeg tror bare... jeg tror bare du bilder dig selv noget ind der ikke passer."

"Det gør jeg sikkert. Undskyld. Jeg håber ikke du er sur på mig."

"Selvfølgelig er jeg da ikke... sur på dig. Hvorfor skulle jeg være det?"  

"Fordi... Fordi det ikke er første gang, jeg har haft det sådan." Sophie klemte læberne sammen og kiggede væk, og strammede fingermusklerne imod vasken.

"Phie. Vi er venner. Bedste venner. Og bedste venner forstår hinanden." Hun satte en hånd på Sophies skulder og smilte. "Og mig og Bekka, vi holder sygt meget af dig, og vi kan ikke finde på at svigte dig. Det lover jeg!" 

"Det er et løfte man skal passe på med at love." Sophie trak læberne skæve i et svagt smil som hun viftede øjnene til sin veninde, og Julie sænkede hånden og sukkede.

"Nå, men jeg svigter dig i hvertfald ikke. Og det lover jeg stadigvæk." Og hun skulle til at vende sig om, da Sophie atter kaldte hendes navn.

"Julie, vil du ikke lige vente lidt? Bare to sekunder?"

"Phie, jeg ska' seriøst pisse...!"

"Bare to sekunder. Please?" 

Endnu et suk, denne gang lidt mere tørt, og Sophie mente at der var en undertone af irritation over det. 

"Okay. Men så skal det altså også være hurtigt." 

Sophie rettede sig op fra vasken, og sendte blikket bagud, mod døren, og så atter på sin venindes runde ansigt og nøddebrune øjne, og så delte hun sine læber og begyndte at tale. "Jeg ved godt, at du siger, at Rebekka godt kan lide mig... men... Der må jo være en grundt til at jeg har det sådan her. Hun plejer altså ikke at være kold overfor mig, ikke på den her måde... det er som om at jeg har sagt noget forkert eller gjort noget forkert, og selvom du siger at det ikke passer, så har jeg stadigvæk følelsen. Det er virkelig som om at hun ikke forstår mig. Som om hun syntes jeg er... Er latterlig eller et eller andet." Det begyndte at gøre ondt i halsen, rive ned gennem svælget, og Sophie vidste at hvis hun fortsatte ville hun begynde at græde, så hun holdt inde og vendte fokus imod vasken. "Jeg kan ikke... Jeg kan ikke komme over Lukas og jeg kan ikke finde ud af at snakke med nogen på min nye skole, men det føler jeg ikke at jeg kan fortælle hende."

"Jamen, så kan du fortælle det til mig, ikke, Phie? Men jeg skal altså virkelig på toilet, så jeg bliver altså nødt til at smutte." 

"Det er i orden. Og undskyld igen."

"Du skal ikke undskylde." Julie dannede et smil, og drejede rundt og satte i bevægelse imod båsen tættest på. Sophie pustede ud, og det vred sig brændene i mellemgulvet, som om nogen hældte syredråber ned gennem hendes indre, men hun ignorerede den halsvridende gråd og førte istedet hånden under vandhanen, så en stråle automatisk skød sig afsted. 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...