Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17198Visninger
AA

32. VARME OG TELEFONBESKEDER

De tog afsked med hinanden umiddelbart efter omfavnelsen. Nikolaj havde lænet sig tilbage, og lod sin hånd hvile imod hendes skulder, og han spurgte ”klarer du den, Sophie?” Hun svarede blot med et nik og et snøft, og han slap hendes skulder og stilheden drev sig atter indover dem.

 

”Nikolaj, måske … måske er det bedst, hvis du går nu.” Sophie rettede blikket imod ham, som hun sagde sætningen.

 

”Kan jeg ikke bare blive i fem minutter mere?”

 

”Nej,” hun rystede på hovedet, og fremdrog et svagt smil. ”Desværre. Det kunne være hyggeligt, men…” snøft, ”… men … men du bliver nødt til at gå nu. Det er ikke personligt. Virkelig. Jeg … jeg har bare brug for … for at være alene, og … og mor kommer nok også snart hjem. Så … ja.”

 

”Fair nok.” Nikolaj rejste sig op, men sendte hende alligevel et imødekommende smil. ”Det, øh… det var sgu pisse hyggeligt, Sophie. Virkelig. Og du skriver eller ringer bare, hvis der er noget.”

 

”Det skal jeg nok.” Sophie kiggede ikke på ham, flakkede blot blikket ned mod gulvet, og Nikolaj fornemmede atter stemmen, der bed sig frem i tankerne, stemmen som sagde at han var en løgner, en lille og ynkelig løgner, og fortæl det til Sophie, fortæl hende at du er en fucking lille løgner, men han modkæmpede stemmen og fristelsen til at afsløre det. Hun behøvede ikke at vide det, skulle ikke vide det, det ville ikke gavne nogen af dem, og hvilken skade kunne denne lille bitte løgn overhovedet gøre?

 

Han endte med at vende om og gå ud af værelset, og han borttvang tankerne fra løgnen, og fokuserede i stedet på lyden af Sophies stemme, som fremsang ”Hallelujah, Hallelujah, Hallelujah”, og den svage hæse dirren, en hæshed han slet ikke anede, at hendes ellers så fine, bløde stemme kunne frembringe. Det var ikke den tydelige en af slagsen, blot en bagvedliggende baggrund, og han huskede, hvordan hæsheden flød ud i et lyst knæk, og stemmen som svang og dirrede, og det afspillede sig på indersiden af kraniet, ekkoede imellem tankerne, og Hallelujah, åh Hallelujah, varmen strakte sig atter igennem kroppen. I et kort øjeblik havde han lyst til at gå tilbage og lade sine læber mødes med hendes, bare for at mærke hende, bare for at prøve det, og tanken om at holde Sophie ind til sig, fik den spændstige snurren til at gennemløbe skridtregionen. Han kastede endnu et blik på konfirmationsbilledet – kun et år gammelt og fra ottende klasse – da han nåede ned i entréen, og kastede blikket på Sophies kulørte, bare skulderparti, der afrundedes til hendes fine, slanke arme, og han måtte bare betragte hendes smil, der skabte de opadpressende hudposer, endnu engang, og varmen fra maven fingrede sig ud igennem brystet og hjertet bankede hurtigere og hurtigere.

 

Selvom der aldrig skulle blive noget imellem dem, og aldrig ville blive noget imellem dem, fik Nikolaj endnu en kortvarig lyst til, at være hendes kæreste, at have lige præcis hende ved sin side, fornemme hvordan det ville føles, at glide sine fingre ind imellem Sophies fingre, at bevæge sin krop dynamisk imod hendes, at sige ”Sophie, jeg elsker dig,” men tanken opstod kun det ene korte øjeblik. De var venner. De var bare venner, forblev venner, og skulle ikke være noget som helst andet end venner.

 

Men fuck, Sophie, du er nu fucking dejlig uanset hvad.

 

*

 

HEY, NIKOLAJ : - )

 

Klokken var halv elleve samme aften, da Sophie sendte Nikolaj fredagens første besked, og en summen klirrede igennem den væghylde, telefonen hvilede imod, og lyden var så gennemtrængende, at Nikolajs fokus vristedes bort fra filmen – The Hangover, en af hans yndlingsfilm, og som han blot kunne underholde sig med igen og igen og igen – han afspillede på sin computer. Han pausede, og rakte frem mod telefonen, og han regnede først med at det var Amalie – hun havde en tendens til at skrive til ham på de mest irriterende tidspunkter, og oftest skrev hun, når han havde allermindst tid til at skrive med hende – , men da han tjekkede beskeden, og så at den var fra Sophie, drev den anspændte irritation øjeblikkeligt bort – det er jo Sophie, hvem fanden kan blive irriteret på Sophie? – og han tog sig selv i at smile, som varmen dukkede op i brystet, og hvorfor blev han ligefrem glad for at det var hende? De havde kun snakket sammen i to dage, og først kendt hinanden – sådan rigtig kendt hinanden – i nogenlunde samme tidsangivelse, så der var slet ikke nogen grund til at han følte det, han følte, og det vidste han, men det var Sophie, og Sophie kunne ikke gøre ham andet end glad, uden han egentlig helt kunne forklare hvorfor eller hvordan.

 

yo, Soph :D det dit nye kælenavn… Soph.. kan også kalde dig ”ph”-Sofie men det får dig til at lyde som noget der har noget med fysik at gøre … og fysik er røvsygt .. så jeg kalder dig bare for Soph, hvis det er okay ;P

 

Hvad fuck sker der for de lange sætninger, Nick? Hva’ fuck blev der af bare at skrive ”Hej med dig, Sophie”? Det er sgu da tusind gange nemmere, end at gøre et tilbagesvar på ”Hey, Nikolaj” så langt og så fucking kompliceret. Seriøst, Nick, nogen gange…

 

Haha. Sjovt : - ) Men det vel okay at jeg hedder Soph, i guess : - p

 

Nikolaj klikkede med læberne, som hans øjne gled henover Sophies besked, og i lang tid tænkte han over hvad han skulle svare, og hans tanker drev tilbage til da han befandt sig på hendes værelse tidligere samme dag, og Sophie der sagde ”det er nok bedst, hvis du går nu”, og tårerne, som drev nedover hendes kinder umiddelbart efter, at han havde komplimenteret hendes så fantastiske og vidunderlige sangstemme og ligeså fantastiske og vidunderlige guitarspil – jeg fucking elsker piger, der spiller guitar – og det forekom ham, at der virkelig havde været noget galt, selvom hun havde fortalt ham at der ikke var, og selvfølgelig havde der været noget galt, Nikolaj, hvad fanden havde du ellers regnet med, Amalie gør nøjagtigt det samme, siger altid at hun har det fint, når det er tydeligt at hun ikke har, fuck jeg er dum, fuck jeg er dum, og han lod tommelfingeren klikke henover tastaturet, som han besvarede hendes besked.

 

 -     hva så, Soph.. ? :)

Nikolaj besluttede sig for at udsætte filmen, i hvert fald i ti minutter, bare så han kunne få lov til at skrive med Sophie. Det blev varmere i maven. Han ventede.

 

Jeg… Nikolaj, undskyld at jeg var en kælling i dag….. det bare… altså det var slet ik pga dig, at du sku gå... og jeg var måske lidt hård, men… jeg er bare ik vand til at få komplimenter på den måde. Undskyld.

 

BZZZZ-BZZZ-BZZZ

 

mente ”vant”, ikke ”vand.” Sry.. : - /

 

Ingen smileyer. Absolut ingen. Ikke engang under rettelserne, og der var helt klart noget galt, og han fornemmede en vriden i brystkassen ved tanken om, at Sophie måske endda var rigtig ked af det. Græd hun? Han skyndte sig at skrive tilbage.

 

Sophie, det ska’ du squ ikk tænke på :) det er hel i orden hvis du har brug for at være alene, og så skal du heller ikk tvinges til at holde mig ud mere end højest nødvendig ;) XD

 

Kort pause.

Så.

 

Tak : - )

 

Nikolaj spillede tungen imod ganen, og den lune fornemmelse var borte, og han skrev atter.

 

Soph, vær helt ærlig! Er der noget galt ? :)

 

Den smiley er måske en smule malplaceret, men hva’ fanden… Hvis hun misforstår mig, kan jeg sgu bare forklare mig…

 

I lang tid var der ingen aktivitet, og Nikolaj ventede, i et minut, i to, og han startede filmen, og der gik tredive sekunder – han var netop nået til hans absolutte yndlingsfilmscene, den scene som efter hans egen mening, var den ultimative af de mest ultimative scener i hele filmhistorien, hvor Zack Galifianakis figur, Alan, hen mod slutningen, afslører for sine to venner, at han havde puttet noget i deres drinks, og hvordan Stu, ham-med-brillerne-som-Nikolaj-fucking-elskede, flipper ud og bliver helt vild sarkastisk, ”åh, så ham narkodealeren var ikke en ”good guy”?” – og telefonen summede atter.

 

Han tjekkede beskeden.

 

Ja. Men det skal du ik tænke på, okay? : - )

 

Nu skal hun ikk’ også begynde på det pis. Jeg fucking hader, når piger trækker det kort.

 

sophie, fortæl mig hvad der er galt!

 

Det er ik noget, Nikolaj. Virkelig : - ) Jeg klarer mig.

 

Sikker?

 

Ja, jeg er sikker : - )

 

 

Nikolaj spidsede læberne, og havde holdt filmen på pause.

 

Okay. Men jeg er her hvis du ombestemmer dig, okay? :)

 

BZZZ-BZZZ-BZZZ

 

Han tjekkede beskeden.

 

Yea. Tak : - ) Du er en god ven : -)

 

ilm :)

 

Hehe : - P

 

 

Der kom ikke flere beskeder, og Nikolaj lagde telefonen fra sig og startede filmen. Alligevel kunne han ikke slå ud af hovedet, hvad der mon var galt med Sophie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...