Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17094Visninger
AA

72. UDSIGT TIL HORISONTEN

Det var fredagen efter Nikolajs fødselsdag - anden fredag i maj måned - Sophie og Nikolaj næste gang tilbragte deres tid sammen. Selvom mor Vibeke stadigvæk var yderst skeptisk, og hendes forhold til Nikolaj var blevet yderligere anstrengt efter balladen med telefonbilledet - som familien Hansen valgte at kalde det -, fik Nikolaj alligevel lov til at komme hjem og besøge dem. Søren var den mest gæstfri, og gjorde alt hvad der stod i sin magt for at være åbenhjertet og modtagelig overfor Nikolaj, og glemme at han havde løjet for deres datter og såret hende, for dette er noget enhver jo kan komme til og selvfølgelig skal man da give folk en chance, selvfølgelig skal man det. 

Efter aftensmaden, omkring ved otte-tiden, hvor solen glødede dyborange henover den vestlige horisont, vandrede Sophie og Nikolaj hånd i hånd ned langs Vestre Strandallé, ned mod Bellevue-hallen og strandparken. De vandrede i tavshed. Nikolaj nød først og fremmest, at han ikke længere havde hverken gips eller støttebind omkring sin ankel, og han nu kunne bevæge sig lidt mere frit, selvom anklen stadig blev øm af for meget bevægelse. Han kunne cykle igen, og denne fredag morgen havde han nydt at mærke luften smække ham friskt i ansigtet, da han cyklede til skole. Cyklen havde han trukket med hjem til Sophie, og de havde begge gået hele vejen, snakket og kysset og leet og snakket og kysset noget mere.

Sophies varmedunkende hånd klemte sig en anelse hårdere om Nikolajs, da de nåede trafiklyset mellem Vestre Strandallé og Nordre Strandvej, med udsigt til parkeringspladsen og Bellevue-hallen længere fremme. Nikolaj vendte blikket imod hende, og løftede brynene. "Hva' er der?"

Sophies læber smeltede sig ud i kinderne, så hudfolderne puffede sig op langs hendes øjnes underkanter. Nikolaj forstod blikket, den svage bønfaldelse, der skinnede igennem hendes klarblå øjne, og sukkede. "Du ka' bare ikk' vente, ka' du vel?"

Hun rystede, stadig bredt smilende, på hovedet. Nikolaj sukkede atter. Så læbede han sin mund sammen med hendes (smæld-smæld), og der blev grønt i fodgængerfeltet og så krydsede de vejen. De drejede til højre ved stien, der førte ned forbi fodboldplænen og hallen og de store indhegninger, og svang omkring bommene. Stien var flankeret på højre side med hybenbuske og strandfyr og stedsegrønne træer med små røde bær, som Sophie syntes så giftige ud - "ska' vi teste dem?" spurgte Nikolaj smilende, og Sophie lo og rystede på hovedet -, og til venstre gik de store indhegninger. De nåede den lille, firkantede åbning i hegnet på venstre hånd, og Nikolaj standsede. 

"Det var herfra, jeg stalkede dig. Den der gang. Med tegningerne." Han viftede øjnene imod Sophie. Sophie kiggede først på metalhegnet, som spidsede sig fire meter i vejret, og det langstrakte mørkegrønne græstæppe bagved, og herefter ned ad stien, der under hundrede meter længere nede svang mod højre. De stedsegrønne buske afløstes af store klumper af blågrønt marehalm, som blandede sig sammen i et hvidt hav af sand. Hendes læber havde delt sig. 

Hendes blå øjne viftede sig tilbage til Nikolaj. "Fulgte du virkelig efter mig helt heroppe fra?"

"Jep," svarede Nikolaj, og nikkede samtidig med. "Jeg blev sgu helt bange for at du ville vende dig om og få øje på mig, og det ville bar' være sårn' ... mega ... mega ikk' særlig godt. Så jeg gik hele tiden lidt like ... "ikk' vend' dig om, for helved', Sophie, bar' bliv ved med at kigge lige ud, ikk' vend dig om, ikk' se mig." Det var ikk' helt nemt, men du så mig ikk'. Heldigvis." 

"Er det nu også så heldigt?" svarede Sophie, hendes stemme trak sig til en lys tone af flabethed.

Nikolaj hævede brynene. "Nu ska' du passe lidt på, medmindre du gerne vil være kyssefri resten af aftenen." 

"Spar mig for dine jyske platheder," svarede Sophie fnysende tilbage, men med det samme lysende glimt i øjnenes klarblå. 

"Gu' røv vil jeg ej. Det' sgu min pligt at forplatte dig, Sophie."

"Så det er det? Siger hvem?" De begyndte atter at vandre. 

"Din mor." 

"Fuck hende." 

"Det ved jeg ikk', er hun ikk' lidt for gammel til mig, synes du?" 

Sophie sukkede. "Ej Nikolaj, den der var ufattelig nasty." 

"Du begyndte," skød Nikolaj tilbage. 

"Meget muligt, men du fortsatte." 

De nåede stisvinget, standsede herpå, og til venstre for dem befandt parkeringspladsen sig, og bag pladsen den lille passage mellem de to græsklitter, inden den sandede sti åbnede sig op til strandpromenaden. Bølgerne glimtede i metalliske afspejlinger fra solens lys, og havet var roligt, spejlblåt og så ufatteligt smukt, og det slog Nikolaj, præcis som Sophie havde nævnt dengang hun snakkede om livet efter døden og helvedet i paradiset og om muligheden for en Gud, at hvis der nogensinde skulle findes et bevis for noget mere, så måtte det da være dette syn, som udspillede sig foran dem. Det uendelige Kattegat, der blot strakte sig og strakte sig, indtil det blev slugt af den ligeså uendelige horisont, med kun få skyer, der i vatagtige damptotter drev med vinden fra syd mod nordvest. Måske var der mere derude. Måske var der ikke. Måske var det ønsketænkning, men der var alligevel noget helt specielt, han ikke kunne sætte ord på, som han stod her, med sine fingre sammenflettet i Sophies, og betragtede den guddommelige udsigt til horisonten. Sophies varme, der kærligt blandede sig sammen med hans egen, og den svage dunken, der spjættede op fra hendes kropslune fingre, de vedblivende dunken fra hjertets taktfulde slag, og en svag lun brise, der i en saltet smag af tang og strand stak op i næsens slimhinder. Over og bag dem blev himlen til kunstneriske streger af vest-solens dybgullige nuancer. 

"Smukt, synes du ikke?" Sophie afbrød stilheden. Det brusede svagt fra bølgerne, men langt det meste af havets lyde blev bremset af klitpuklerne. 

"Jo," svarede Nikolaj, fjernt, som han fortsatte med at stirre. "Jeg har aldrig ... tænkt over, at ... at det faktisk er så smukt i det her område på det her tidspunkt af året, og jeg har jo boet her i 16 år. Det' sgu lidt underligt." 

"Det er ikke underligt. De fleste mennesker tager meget nemt skønheden omkring dem for givet. Jeg tror ... jeg tror bare, jeg går så meget op i det, fordi ... fordi jeg også tegner så meget, som jeg gør. Det er som om ... at man finder helt nye sandheder, man ikke anede eksisterede, synes du ikke?" 

Nikolaj blinkede, som han fortsatte med at betragte det evigt udstrækkende hav. "Wow, Sophie. Du' sgu lidt for dyb nogen gange, det ved du godt, ikk'?" 

"Sludder. Man kan aldrig være for 'dyb'." Hun kiggede på ham, og smilte, og hendes fingre klemte sig igen om hans. Han kiggede tilbage på hende. "Vil du med ud på broen?" 

"Ja, men det ikk' gratis." 

Sophies læber skævede en anelse. "Ikke det? Og hvilken pris skylder jeg dig så, oh store og mægtige og styggeste af de stygge ulve?" 

"Prisen er ... at nå derned før jeg gør," udbrød Nikolaj, slyngede samtidig sine fingre fri fra hendes og kastede sig i løb, mod klitten og stranden og den langstrakte badebro. 

Sophies øjne svulmede, og hun blev målløst stående i flere sekunder, sikker på, at den pris, han havde snakket om, var et kys. Så pressede hun læberne sammen og styrtede efter ham. Da hun begyndte at løbe, var Nikolaj allerede nået til passagen imellem de to klitter, og han så sig tilbage og lo, højere.

"JEG KOMMER FØRST, SOPHIE!" råbte han, og nåede om på den anden side af passagen. Sophie satte farten op, men hendes sko sank i det dybe sand - pokkers til åndssvage converse, de er gode at gå i men forfærdelige til løb - og dette sænkede hende betydeligt. Hun hvinede. Da hun nåede gennem passagen, var Nikolaj næsten ved badebroen. Så kunne det også bare være lige meget, tænkte hun, og sænkede farten. Nikolaj standsede ved strandkanten, hvor sandet gik fra lys til fugtig mørkt, og hvor vandet skyllede ind og trak sig tilbage. Han vendte sig om mod Sophie, og løftede hænderne over hovedet. "JEG KOM FØRST! JEG SAGDE DET JO, IKK' Å! JEG KOM FØRST! WUUHUU!" To meter ved siden af ham, strakte badebroen sig ud. 

"Fair nok!" råbte Sophie, som hun nærmede sig. "Du vinder! Helt klart!" En kølig brise smækkede nedover den glatte hud på hendes bare ben, og hårsækkene under det glatte blev stramme i kuldegysninger. Da hun nåede strandkanten, havde Nikolaj sat sig på broen. Hun standsede en meter fra ham, prøvede at se alvorlig ud, men da han kiggede tilbage på hende, og spidsede læberne på en måde, der var alt for irriterende uskyldigt, kildrede latteren frem og hun kunne ikke holde den tilbage. Den klukkende, trillende latter hikkede ud fra hendes mund, latteren Nikolaj elskede, og dette fik varmen til at knytte sig i hans bryst og sprede sig op til hovedregionen.

"Din dumme jyde," fortsatte Sophie, som hun skridtede det sidste stykke over sandet og satte sig på broen ved siden af ham. 

"Bar' fordi jeg hurtigere end dig."

"Ikke en skid du er. Det er bare fordi de her sko er umulige at løbe i, nok." 

"Mmm. Så siger vi det."

"Det er da rigtigt?"

"Ja ja. Du får ret og jeg får fred, er det ikk' det man siger?" 

Sophie rystede på hovedet, og daskede sin hånd over hans skulder. "Du er bare så dum, Nikolaj." 

"Sikkert. Men du elsker mig alligevel." Han trak sin ene arm henover hendes ryg, indtil hånden hvilede mod hendes højre flanke, og så prøvede han at trække hende ind til sig for et kys, men hun strammede kropsmusklerne og strittede imod. Nikolaj gav ikke op. Han trak hende tættere, og lænede sit ansigt frem for at kysse, men Sophie drejede modstridende hovedet væk. Han kyssede hendes hals - "lad så være, Nikolaj, lad så være" - men til sidst kunne Sophie ikke holde det tilbage. Hun drejede ansigtet imod ham, og deres læber smældede, én gang, endnu en, en tredje, en fjerde, og så delte de sig i en enkelt slimstreng af spyt. 

"Skulle vi ud på broen eller skulle vi bare sidde her og glo?" sagde Sophie, smilende. 

Nikolajs bryn løftede sig. "Sidde her og glo ville være passende." 

Sophie rystede på hovedet. "Den går ikke. Så kunne vi ligeså godt være blevet hjemme på værelset og snave vores læber i stykker. Kom så." Hun rejste sig op og strakte sin hånd ned til ham. "Op med sig." 

"Okay, mor," sukkede Nikolaj, og greb Sophies hånd. Hun trak ham op i stående stilling, og smilte atter, denne gang med tænderne synlige, og det sugede sig dybt ned i Nikolajs tarmregion. Herefter vendte hun sig rundt og vandrede forbi ham, og den sødmende frugtdunst fulgte hende i kølvandet, og dunsten syntes at gribe sig om Nikolaj og trække ham med. 

De vandrede ud til enden af broen, helt isoleret og ganske alene, kun de to og ingen andre i hele verden, og Sophie satte sig på kanten. Hendes skosåler hvilede femten centimeter over vandkanten. Nikolaj satte sig ned ved siden af hende, og rykkede sig tæt til hende, så deres ben mødtes. Hans skospidser balancerede mod de blidt klukkende bølger. Deres fingre flettede sig sammen, og i lang tid sad de blot og bestirrede horisonten. 

Nikolaj kiggede herefter nedad, på Sophies lår, der blev puffet bredere af trykpåvirkningen fra badebroens kant. Han kiggede på Sophie. Hun stirrede fortsat mod evigheden. 

"Ved du godt, at du har nogen ... virkelig lækre ben?" 

Sophie løftede brynene og fjernede blikket fra horisonten og ned mod sine ben. Hun strakte dem opad. Kiggede herefter på Nikolaj, og smilte skævt. "Tak for komplimentet, men så er de altså heller ikke pænere." 

"Måske, men det synes jeg." 

"Hvor er du sød." De kyssede igen. Herefter hvilede Sophie sit hoved mod hans skulder, og lukkede øjnene. Deres tommelfingre filtrede sig om hinanden, nussende, i lang tid, og det eneste, som fyldte luften omkring dem, var det brusende vand, der slaskede sig imod strandkanten, og de svage kluklyde det fremgav, hver gang bølgerne smækkede omkring badebroens fundamenter. Men midt i den paradisiske tavshed, sagde Sophie noget. "Nikolaj, du ved godt, at det her ... nok ikke kommer til at vare ved, gør du ikke?" 

Nikolaj rynkede panden og vred hovedet rundt, mod sin højre skulder. "Hva' mener du?" 

Sophie skulede op til ham med et sigende blik. "Det ved du godt. Os to. Det kommer nok ikke til at vare ved. Ikke, hvis vi skal være realistiske omkring det." 

"Sophie ... ," begyndte Nikolaj, men Sophie afbrød.

"Jeg ved det godt. Men nogen gange er det bare bedst at se virkeligheden i øjnene. Og sådan her er virkeligheden, Nikolaj. Første kærester varer næsten aldrig ved. Men ... men jeg synes bare du skal vide, at ... at uanset hvad, og uanset hvor lang tid, vores forhold kommer til at vare ... om det så slutter om en måned ... så vil jeg bare gerne ... fortælle dig at ... at jeg er ufattelig glad for den tid, jeg kan få lov til at tilbringe med dig. Og det er det, som jeg vil fokusere på. Om det varer en måned eller flere måneder eller måske et år, er lige meget, for det ... for det der betyder noget for mig, er det, som der sker lige nu. De her øjeblikke bliver ikke noget, som vi kan få tilbage igen. Der er alligevel ikke nogen af os, som kan kontrollere, hvad der sker i fremtiden. Jeg ville ... bare lige sige det." 

Og så kiggede hun væk, ud mod horisonten, og efterlod Nikolaj i en målløs tavshed. Igen var det kun havets uforståelige snakken, der kuplede sig om den. Det var Nikolaj, der som den næste sagde noget. "Sophie?" 

Sophie løftede atter blikket. Nikolaj smilte. Hun forstod hans blik, og løftede hovedet fra hans skulder, inden hun strakte halsen frem og lod sine læber munde sig sammen om Nikolajs. De klistrende smæld blandede sig med bølgernes fugtige klukken, der smækkede mod badebroens træpiller, og over dem morfede skyerne sig til de kunstneriske abstrakte former, som hvis Gud selv forsøgte sig med barnlige penselsstrøg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...