Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17131Visninger
AA

13. TOVKLATRING

Nikolaj fik 100 kroner kort efter han havde sat sig ved siden af Frederik torsdag morgen - "hold nu op, du behøver sgu ikk' gi' mig de hundrede kroner", "ta' dem nu bare for helvede" -, og stoppede tøvende sedlen i lommen. Sophie trådte ind på det sædvanlige tidspunkt, fem over otte. Amalie lænede sig frem og hviskede med dem, og afbrød Nikolajs opmærksomhed, som fulgte Sophie - hun skænkede dem ikke et blik og havde som alle de andre dage, musik i ørene -, idet hun skridtede ned gennem klassen og satte sig på den bagerste plads.

"Ska' vi ikk' pjække fra gymnastiktimen og smutte ned i byen? Jeg gider sgu ikk' Morten."

"Er du sindssyg, Amalie?" Frederik drejede hovedet rundt, og snakkede ligeledes dæmpet. "Han slagter os sgu da fucking levende!" 

"Altså, jeg ka' bar' gi' ham et spark i nosserne hvis det er. Det plejer altid at virke." 

Frederik rystede på hovedet, og havde svært ved at holde grinet tilbage - selvom hun er fucking irriterende har hun sgu humor -, og måtte dreje hovedet væk og kigge ned i bordet.

"Ej, men helt seriøst," fortsatte Amalie, og Nikolaj viftede øjnene hen til hende. "Har I ikk' lyst til at tage med mig ned i byen i tolv-pausen? Jeg gider ikk' sidde herinde hele dagen i det her vejr." 

"Jeg har en anden aftale," svarede Frederik. "Med Christian og Jonas."

Nikolaj måtte indrømme, at hendes tilbud lød ganske hyggeligt, men han kunne ikke, han havde andre planer - at finde en måde at komme i kontakt med Sophie på og opfordre hende til at snakke med Frederik -, og det bedste tidspunkt var i tolvpausen hvor kantinen var åben.  

"Jeg ka' desværre heller ikk'. Ikk' lige i dag. Ka' du ikk' spørge Mikkel?"

Amalie drejede blikket og lod sine runde øjne søge hen til bordene i den modsatte side af klassen, tre rækker længere nede og lige ved en af vinduerne, hvor hun så Mikkel sidde i hans stramtsiddende cowboybukser, og med den skatercap han altid iførte sig og som var strammet til således at den sad højere op på hovedet i den moderne facon hun altid havde set så mange drenge bruge. Hans ansigt var klistret til pigen på hans venstre hånd - den rødhårede Maria med det svagt kvadratiske ansigt og fregneplettede næse og de nøddebrune kastanjeøjne, Maria som Mikkel altid var sammen med -, og han sagde noget og Maria fniste på en lidt for sukkersød måde, hvor hendes øjne trak sig til halvmåneformer, og Amalie rystede på hovedet med et hult suk, der var gennemsyret af tør irritation, inden hun vendte sit fokus tilbage på Nikolaj og Frederik. 

"Jo men han ska' altid ha' Maria med, og jeg gider ikk' gå og være det tredje hjul hos de to turtelduer. Er der ikk' please nogen af jer der vil med?"

"Jeg ka' sgu ikk, Amalie. Jeg har som sagt en aftale. Med Christian og Jonas og nogle af de andre gutter!" vedblev Frederik, og i samme instans som han havde fuldendt sætningen, kom Nikolaj i tanker om noget. Han skulle snakke med Sophie i kantinen i tolvpausen, helst alene, og hvis Frederik så det ville han sikkert gå hen til ham og spørge hvad der foregik, og det ville ødelægge alt og sikkert skræmme Sophie væk endnu engang. Så meget havde han knækket om hende. Og hvis han nu kunne få Frederik væk, ville det blive så meget nemmere og så kunne han bare sætte sig og snakke med Sophie og så ville hans plan umuligt ryge i vasken. 

Han rettede blikket mod Frederik. "Du ka' sgu da bare ta' med gutterne ud. Dig og Jonas og Christian og Amalie."

Amalies øjne klarede op og hun satte sig lige og smilede, så hendes kinder fordybede sig i indhulninger. "Det lyder sgu da som en god idé." 

"Hvorfor...?" begyndte Frederik, men Nikolaj klappede sin hånd imod hans skulder og smilte og fortsatte, i et tonefald der måske var lidt mere hurtigt og ivrigt end hvad godt var. 

"Gør det nu bare, Frederik. Jeg syntes det lyder som en pisse go' idé, og vejret er godt."

"Ska' du ikk' med?"

Nikolaj rystede på hovedet. "Nej, jeg blir' tilbage. Jeg har en aftale med en anden."

"Hvem?" Frederik var ikke overbevist og det irriterede Nikolaj grænseløst.

"Det sgu ligemeget. Gør det nu bare." 

"Ikk' uden Christian."

"Okay, øjeblik." Og Nikolaj drejede sig rundt, imod Christian, som sad tilbagelænet ved bordet bag Amalie og med hovedet vippende svagt fra side til side i små buer til musikken, der spillede sig ud fra de blå hovedtelefoner. "Christian!"

Christian reagerede ikke, blev blot siddende og rokkede med hovedet, og det blev Amalie som måtte fange hans opmærksomhed ved at dreje sin overkrop rundt, og strække armen frem for så at klaske sin hånd imod hans brystkasse. Han rynkede panden og slog øjnene op og vippede hovedtelefonerne ned.

"Hvad?"

"Søde søde Christian," sagde Amalie, i den lyse kvidrende sukkerstemme hun altid havde været så god til at lave. "Vil du ikk' nok please ta' med Frederik og mig ned til perker-remaen i tolv-pausen? Det vil betyde såååå utrolig meget. Please please please pleaaaaaase." Og hun fortrak ansigtet i en bidende grimasse, hvor hendes kantede og utroligt lige hjørnetænder trådte frem, og øjnene klemte hun så smalt sammen hun overhovedet kunne og et suk lød fra Christian.

"Jaja, whatever. Du vil alligevel plage mig hele formiddagen hvis jeg siger nej, så what the fuck." Han greb fat i hovedtelefonerne og skulle til at vippe dem op til øret igen, da Amalie afbrød ham i den samme bedende opsvulmede grimmase. 

"Lover du?"

"Ja ja, jeg lover." 

"Super." Og hun smilte atter det kindfordybende smil, og drejede sit ansigt imod Nikolaj og Frederik. "Så ska' du en tur med mig i Rema! Ej hvor blir' det hyggeligt!" 

Frederik flimrede med øjnene, som han altid gjorde når han blev irriteret, og drejede sit ansigt imod Nikolaj inden han bed tænderne sammen. "Nogengange, Nick... Så hader jeg dig. Ved du godt det?"

"Sikkert. Men du ka' li' det og jeg ved det."

Frederik drejede sig væk.

Men hvis du vidste hvad jeg lavede, Frederik, og hvorfor jeg bliver tilbage, så ville du takke mig.

*

Hånden trak ned i rebet, der hvilede langs med væggens gule mursten, og begyndte at hive og trække i ensformige, nedadgående ryk. De lange rækker af tov, blev med en skurrende lyd kørt frem fra væggene i begge sider af gymnastiksalen, glidende gennem luften tredive centimeter over gulvet, indtil de til sidst mødtes på midten og standsede og herefter blot hang og dinglede fra side til side.

Morten Temstrup fjernede sig fra rebet, samlede hænderne bag ryggen og begyndte at vandre op langs med tovrækken i en alt for lige og alt for bryst-fremskydende stilling, som var han en general der fremførte krigsordrer foran et regiment soldater i en militærbygning, imens han vendte hovedet imod 9X 28 elever der alle stod samlet i en klump bag tovene.

"Tovklatring." Han lod sine grønne øjne glide henover hver enkelt elev, skannende og jernfast og fortsatte med at snakke. 

"I allesammen herinde har gennemført sjette klasse, også selvom jeg er overrasket over at det kunne lade sig gøre med nogen af jer... Så jeg burde egentlig ikke opremse for jer, hvad tovklatring går ud på, da det er noget ligeså velkendt som bukkespring. Men det skal jeg nu engang, og det kan jo også være at der er et par stykker i blandt jer, som måske er lidt for tunge i opfattelsen og derfor kunne have godt af en opremsning." Og han greb fat i tovet foran sig, og trak den imod sig, og knugede fingrende sammen som han med læberne tilspidset fortsatte. "Det I gør er, at I tager tovet... samler knæene omkring det og så firer jer op, helt op til loftet, og I skal have klappet imod loftspladen mindst én gang før det tæller, ellers er det en ommer, og så firer I jer ned på samme måde igen inden I løber ti omgange rundt om salen."

"Gir' du en demonstration?" Det var en tyggegummignaskende slank blondine i addidas-trøje og posede sportsbukser, som udbrød sætningen, og et par drenge i mængden af elever fniste efterfølgende. 

Morten Temstrup vred sit ansigt i et hånligt smil, gav slip på tovet og lod det svinge frem gennem luften. Hans øjne fastholdte sig på den gnaskende pige, og den klistrede lyd af sammenklemt spytfugtede tyggegummi sivede ud fra hendes mund.

"Det er jo hvad jeg forventer I skal give mig, søde Laura." Og han viftede øjnene hen til de andre elever og bakkede et par skridt tilbage og klappede hænderne sammen. "Så går vi I gang!"

Og eleverne vred sig fremad og begyndte at kravle op ad tovene - selv de mest protesterende, deriblandt Nikolaj, Amalie og Frederik -, ved at samle knæene sammen og trække sig op med hænderne, hive og trække og hive og trække, og da de første nåede ned på gulvet og kastede sig i løb var det de næste som rykkede sig frem.

Og Sophie var blandt de sidste der greb fingrende om tovet med knuden i bunden, og hun mærkede det ru stof stikke hende imod huden som hendes greb strammedes, og øjnene viftede hun ud i den kvadratiske sal som udstrakte sig foran hende, og hun så elev efter elev runde omkring hjørnerne og løbe langs de grønne linjer. Og det pulsede pulsede pulsede i hendes brystkasse og hendes øjne blev fugtige og hun vidste at hun ikke kunne gøre det.

At dele omklædningsrum med en masse piger, som hun ikke kendte, og klæde sig af og se dem snakke og le og fnise med hinanden, og vide at det var disse piger - disse fremmede piger hun aldrig havde snakket med og som aldrig havde snakket med hende - at hun skulle gå i bad med, var slemt nok i forvejen. Det hule afsavn der gnavede og vred i hendes mellemgulv, og tomheden der svulmede og strakte sig i kroppen, opstod ved tanken om, at hun for bare en uge siden havde to veninder at snakke med. Hver gang de klædte sig om var det dem der snakkede sammen, og hun var en del af fællesskabet, og selvom Julie og Rebekka vidste at hun havde det svært ved at blotte sig foran mange andre mennesker - hvad nu hvis min krop ikke er god nok, eller der er noget helt galt og forkert med mine bryster eller at de andre piger bare vil kigge på mig og grine og nedgøre og bagtale -, hjalp de hende igennem det og støttede hende og hun huskede altid at Rebekka smilende havde fortalt hende, at "hvis der er noget galt med dig, er der noget galt med os, så du skal ikke være bekymret. Du er virkelig smuk, Sophie, og hvis de nedgør dig er det sikkert ikke af andet end misundelse." 

Nogen gange havde hun svært ved at vide, om Rebekka og Julie virkelig mente det de sagde, eller om de bare gav hende komplimenter fordi det er hvad veninder gør, giver hinanden komplimenter og opmuntrer hinanden, men hun måtte stole på dem, fordi hun vidste at de begge hadede når hun ikke stolede på dem, og selvom det var så skide svært nogen gange, måtte hun tænke positivt. Det hjalp at snakke med dem og lave sjov med dem i badet, og de kunne snakke om stort set alt, og selvom det oftest var Sophie der snakkede og Rebekka og Julie som bare lyttede, fik det hende stadigvæk til at glemme at hun var nøgen og andre kunne se hendes krop, men det kunne hun ikke længere, fordi Rebekka og Julie ikke lænngere var der, og hun vidste at stenen der klemte i hendes strube var et skrig, som pressede pressede pressede imod svælget og truede med at slippe ud, så hun ville bryde sammen, lige der, på gulvet i omklædningsrummet og hyperventilere og måske gå i panik, men hun måtte tage sig sammen.

Omklædningslokalet var slemt nok, men hun var ikke i stand til at trække sig op ad tovet. Det var hun ikke og det vidste hun, og hendes ben havde allerede låst sig sammen, og hvorfor for pokker var hun også sådan en lille svækling og en svag tøs der ikke engang kunne finde ud af at bestige et skide reb. Hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen, og begynde at snakke med folk, for selvfølgelig var der jo ikke nogen som ville tage kontakt til hende så længe hun ikke selv gjorde noget for det. Hvorfor er du også bare så svag og bange og sådan en kujon, Sophie, hvorfor hvorfor hvorfor hvorfor...

Morten Temstrup havde vendt ryggen til og så hende ikke, og han klappede blot hænderne sammen da de første elever kom spænene forbi ham. "Sådan! Det er stærkt det der! Løb, løb, løb, kom så, I kan godt!" 

Det klistrede sig vådt i hendes håndflade og blikket gled op ad rebet, op til toppen, og hvad nu hvis hun mistede grebet på halvvejen og faldt ned og brækkede et eller andet? Eller slog hul i hovedet, så alle kunne se hende sidde der og vræle imens tykt blod flød nedover ansigtet, og så ville alle sikkert snakke om at hun ikke kunne finde ud af at bestige et reb, og hold nu kæft hvor er du bare en taber, Sophie, en dum og ynkelig og svag lille taber

"Hey." Nikolajs stemme rev hendes fokus tilbage. Han løb forbi Morten, som var for travlt optaget med de andre elever, og skridtede hen imod hende - åh nej åh nej åh nej, han ved jeg er den eneste der ikke er kravlet op ad rebet, hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre, åh nej nej nej - og det kildrede og pressede og dunkede i Sophies øjne og hun var sikker på at hun ville bryde sammen hvert øjeblik det skulle være, men Nikolaj sagde ikke noget, greb blot fat i rebet og kiggede på hende med et alt for fokuserende blik som hun ikke vidste hvordan hun skulle læse. 

"Skynd dig afsted, Sophie. Før Morten opdager det. Jeg skal nok dække over dig."

Hvorfor gjorde han det her? Sophie kiggede blot på ham og kunne ikke fjerne blikket og det gjorde ondt i maven, og hun ville helt sikkert snart kaste op udover det hele. 

Nikolaj blev desperat og han strammede sin arm så senerne trådte mere frem bag huden på håndryggen. Og da han snakkede, var hans stemme blot en hæs og anstrengt hvisken, som nemt blev overdøvet af sko, der i løb knirkede mod trægulvet og fødder der trampede afsted. "Hvad fuck venter du på, Sophie? Skynd dig af sted og løb, for helvede. Før Morten...!"

"Nikolaj Jensen!" 

Nikolaj fortrak sit ansigt ved lyden af Mortens stemme og han vendte sig rundt. Morten stod få meter derfra, og hans blik var uaflæseligt rettet imod ham og det fik en ubehagelig kulde til at forplante sig i Sophies mave.

"Jeg mener vist ikke, at det der er definitionen på at løbe. Er det vel?"

"Øhm...!"

"Ikke noget "øhm." Sæt i gang, Nikolaj. Nu!" 

Nikolaj bandede imellem tænderne og gav slip på rebet, og sendte Sophie et sidste blik der tryglede hende om at hun skulle løbe, inden han vendte sig rundt og atter kastede sig afsted sammen med de øvrige. Og Sophie blev blot stående tilbage, med en hånd der syntes at være limet fast til tovet, og det kvaltes i hendes hals og hun anede ikke hvad hun skulle gøre og kunne det virkelig passe at der lige var en det havde hjulpet hende?

"Det gælder også dig, unge frøken!"

Sophies øjne gled væk fra Nikolaj, som allerede var nået den modsatte ende af salen, og fæstnede sig istedet mod Morten. Hendes mund havde trukket sig sammen til en klistrende tørhed, der kradsede ned igennem ganen.

"Du skal ikke bare stå der og glo. Afsted med dig!"

Og Sophie blinkede og slap rebet og satte i løb, og hun havde ingen anelse om hvordan hun skulle reagere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...