Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17704Visninger
AA

14. TOLVPAUSEN

Det endte med kun at blive Frederik, Amalie og Christian, som tog afsted i tolv-pausen, da Jonas skiftede meningen og istedet besluttede sig for at tilbringe tiden med Mikkel og Maria. 

"Jeg fatter sgu ikk' hvordan fuck han ka' holde de to turtelduer ud! De er jo til at brække sig over!" udbrød Amalie, da de tre venner var trådt ud fra skolen og bevægede sig mod højre, hen til stien. "Den eneste han snakker om, er Maria, Maria og mere Maria."

"Du lyder da pænt frustreret, synes jeg," svarede Christian, med en cigaret fremstikkende mellem sine læber. "Lyst til en smøg for at ku' chille lidt?" Han løftede og vendte cigaretpakken så den pegede imod hende. 

Amalie fremsukkede et svagt tak, og tog imod smøgen. Christian tændte den for hende, og hun drog et par sug, inden hun fjernede cigaretten fra munden så en snoende grå røgsky sivede sig opad efterfølgende.

Frederik vendte flere gange blikket tilbage imod skolebygningen, og havde allerede lyst til at vende om og gå tilbage og finde ud af, hvorfor Nikolaj var så hemmelighedsfuld. En aftale med en anden. Der var et eller andet der ikke var som det skulle være - "sig ikke han OGSÅ har fået kæreste på, det magter jeg fandme ikk'" - og det vidste han og frustrationen fik det til at spænde sig ud i hans kropsmuskler.

Han mærkede en hånd, der klappede ham på skulderen, og efter det alt for blide slag at dømme, regnede han ud at det var Amalie, og hans fokus viftede sig atter fremad. Amalie trådte op på siden af ham og fremviste sit kindfordybende tandsmil, som hun lod sin cigaret blive balanceret imellem fingrene, og højre hånd pressede imod hans skulderblade og det overraskede ham hvor blødt hendes greb faktisk var. Hun sænkede armen efter et lille stykke tid og mange skridt senere, og rykkede sig istedet nærmere, blot en anelse, inden hun som den første indledte samtalen. 

"Hva' så, Frederik?"

"Hva' så hva'?"

"Kører det?" Amalies øjne trak flere gange hen til ham, og han syntes da egentlig at hendes bluse gjorde hendes bryster mere fremtrædende end normalt, og tydeliggjorde hendes krops fine kurver, men det kunne også være det bare var ham, og han viftede istedet blikket ligeud, hvor han så Christian bevæge sig frem et lille stykke foran dem. 

"Det kører vel fint nok." 

Skal du gå så tæt på, Amalie? Jeg får røg i ansigtet.

"Nice." Hun drog et sug, så kinderne hulede sig ind, og hun hævede stemmen og råbte til Christian. "Hvorfor ska' du være så høj, Christian! Du' jo hurtigere end os andre!"

Christian drejede hovedet til siden, men vendte sig ikke rundt, og svarede tilbage. "Sådan er jeg bare. Du ka' bar' begynde at vokse lidt." 

"Nuuh! Luk da røven!"

"Du spurgte selv." 

Amalie sukkede, og kiggede atter på Frederik, og sugede i smøgen så spidsen forkrøb sig til ildorange.

"Ska' du med ned i klubben i morgen?"

"Næ, det tror jeg sgu ikk'." 

"Nå." Amalies stemme var blevet en anelse lavere, og et underligt hult glimt af skuffelse syntes at glide foran hendes runde øjne, men det kunne ligeså godt være lyset eller noget Frederik bildte sig ind. Hans øjne kørte hurtigt nedad hendes krop, til hendes lårkorte denimshorts og de kurvede ben, som var trukket over med sorte strømpebukser, og de røde pumasko som hun ellers ikke normalt plejede at benytte men som han egentlig syntes passede rigtig godt til hende. 

"Hvorfor ikk'?" spurgte Amalie efter den næste tobaksindhalering. 

"Jeg ved ikk'... Jeg tror sgu bare ikk' jeg gider."

Amalie lod sin tungespids køre henover underlæben, og der gik et par øjeblikke før hun svarede. "Vi savner dig ellers. Eller... Jeg savner dig. Det er bare ikk' helt det samme uden dig... Jeg mener, med din humor og sårn... Både dig og Nikolaj, I giver ligesom... det hele det ekstra pift. Eller hva' man ska' sige. Det bare ikk' det samme uden dig." Hun sugede igen, og blæste røg og sugede og blæste røg, og var det bare ham eller virkede hun pludseligt nervøs?

"Det ka' godt være jeg kommer på et eller andet tidspunkt i den her måned, men du ska' sgu ikk' regne med noget. Men hvorfor spørger du ikk' bare Nick? Eller Christian?" 

"Fordi... Nu spørger jeg dig. Men seriøst... ka' du ikk' komme i morgen? For min skyld bare?"

"Jeg ska' tænke over det." Det var det eneste svar, som Frederik gav, og det var kun fordi han ikke gad diskutere det med hende mere, og hans tanker drev istedet tilbage til Nikolaj.

Han måtte finde ud af, hvad det var han havde kørende. Det måtte han bare.

*

Sophie fandt atter det fjerneste bord i kantinen, hvor hun satte sig, alene og diskret og uden at rette blikket imod de andre, og hun løftede plastikposen og åbnede den inden hun trak en bolle ud, foldet ind i sølvmetallisk stanniol. 

Og hun begyndte, som de andre dage, at spise i stilhed, ignorerede folk omkring sig og brystknuden der hele tiden vred sig imod hjertemusklen, koncentrerede sig udelukkende om den sammenklappede rosinbolle med ost, da hun ud af venstre øjenkrog registrede bevægelse, kort inden en stol blev skrabet tilbage og Nikolaj satte sig ved siden af hende. Hjertet begyndte atter at banke i pulsende krampesammentrækninger og hun viftede øjnene nedad og undlod at kigge på ham, som hun fortsatte med at spise. 

"Hej igen, Sophie." Nikolaj rykkede sig ind til bordet og kiggede på hende, som han pakkede sin mad ud. 

En tavshed udbrød sig imellem dem. Sophies muskler havde atter strammet sig til, og hendes øjne forblev rettet væk fra ham. 

"Hør," begyndte Nikolaj. "Jeg... Jeg ved godt, du... at du måske har det lidt... svært med andre mennesker." Han kiggede sig en enkelt gang bagud - der var ingen andre der kunne høre deres samtale og Frederik var sikkert allerede nået ud fra skolebygningen - og viftede atter øjnene tilbage til Sophie. "Og... Undskyld... for det med dine tegninger. Egentlig burde jeg ikk' sige undskyld, da det sådan set var Frederik... men... på hans vegne vil jeg gerne sige undskyld. Han vil bare gerne i kontakt med dig."

Stadig ingen reaktion, og det frustrerede Nikolaj, men han nægtede at give op. Fingrende trommede imod bordpladen. Han kiggede på Sophie, på hendes øjne, og så hvordan hun blinkede i et kraftigt flimmer, og det undrede ham men han sagde intet til det.

"Jeg vil gerne være din ven, Sophie."

Sophie vendte ansigtet imod ham og kiggede blot på ham, og hendes mund havde spændt sig lige, men hun svarede ham stadigvæk ikke og han gled blikket væk. 

"Jeg... Synes det er synd for dig, at... at du ikk' rigtig har nogen at snakke med, og... selvom jeg ikk' rigtig kender dig, virker du nu meget sød. Jeg vil gerne være din ven." 

Mener han det virkelig? Sophie lod sit blik flakke sig bort, imens spørgsmålet igen og igen og igen spillede sig i hendes hjerne - mener han det? mener han det virkelig? -, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige og hendes mund blev kradsende tør så hun måtte tage et par slurke af vandflasken.

En længere tids tavshed brød sig frem imellem dem, og Nikolaj begyndte at spise, imens han ventede på svar som han alligevel var sikker på at han aldrig ville få, selvom han dog håbede det, og hvis hun ikke ville snakke med ham forstod han det godt. Måske måtte han alligevel erkende, at Frederik havde ret. Han ville hjælpe sin ven, men måske kunne det slet ikke lade sig gøre.

Men så skilte hun læberne og svarede ham i en dæmpet stemme som han måtte anstrenge sig for at kunne høre. 

"Und-undskyld jeg... Undskyld jeg gik."

"Nej, det' mig der siger undskyld!" skyndte han sig at svare, og håbet sugede igen frem i ham. "Jeg burde ha' vist bedre. Før jeg introducerede Frederik for dig. Jeg... Jeg burde jo nok ha' regnet ud, at han ville dumme sig. Jeg kender ham, og at jeg ikk' regnede det ud, det var sgu dumt af mig."

En svag forsigtigt trækning trak Sophies læber skæve - Nikolaj blev mere og mere sikker på, for hver gang han så det, at det var et undertrykt smil -, og hun tog endnu en bid af bollen men lod stadig ikke sine øjne møde ham. Fint nok. I det mindste er der blevet skabt en kontakt. Næste trin.

"Så, øh... Ja. Jeg ved faktisk ikk' lige hvad jeg ellers ska' sige. Andet end... Ja, at du sgu virker meget nice. Nu er det jo ikk' fordi jeg har haft mulighed for at snakke så meget med dig, men... Ja. Du virker i hvertfald nice nok."

Sophie rømmede stemmen og hev vejret ind, og det skælvede i hendes lunger så åndedrættet blev svagt hikkende, og hun måtte kæmpe for at løsrive sin tunge fra det fastlimede stadie den havde antaget. "Tak... for det du gjorde... inde i... øh, i, øh..."

For helvede, Sophie, så snak dog normalt!

"Øhm... For det, øh, du, øh, gjorde inde i, øh, i... Øhmm... i salen. Det var... D... Det var, øh... sødt af dig." Det sidste blev fremsagt i en pludrende mumlen, og Sophie mærkede en dragende trang til at banke sine knyttede næver op i ansiget, igen og igen og igen, og tårene begyndte allerede at stikke i øjnene men hun måtte ikke græde, nægtede det, det var noget pjat at græde over, tag dig sammen, Sophie, tag dig sammen, tag dig sammen, tag dig nu sammen...

"Ingen årsag." Nikolaj fumlede med sit plastikkrus, trykkede nogle gange imod det så krakelerende lyde udsendtes derfra, og lod atter blikket vifte sig imod Sophie, hvorledes han fortsatte. "Du ska' sgu ikk' være så nervøs. Der er ikk' nogen der har noget imod dig. Jeg tror faktisk, at de fleste er ret... ligeglade, egentlig. Altså, ikk' på den måde, men... Ja, det jeg mener er, at der ikk' rigtig er nogen, som... Tænker så meget over at der er startet en ny elev. Hvis ikke man selv tar' kontakt, så der ikk' den store chance for at nogen gider kontakte en... Hvilket jeg personligt godt ka' forstå. Så du ska' ikk' ta' det personligt."

"Det gør jeg heller ikke." Måske kunne hun godt stole på ham. Måske kunne hun virkelig stole på ham, men for pokker hvor var det svært, for hun havde hørt om så mange der bare lod som om de ville snakke men så gjorde nar bag ens ryg, og hvad nu hvis det bare var hvad det her også gik ud på... Nej, tænk positivt, tænk positivt, Sophie, tænk positivt. 

"Det er jeg sgu glad for. Man ka' jo aldrig vide." Nikolaj smilte, men Sophie flakkede kun kortvarigt blikket hen til ham, og hendes læber forblev lige, så han skyndte sig at bryde akavetheden. "Prøv og hør... Hvis det er, så... Hvis du ikk' har nogen at snakke med... så ka' du bare komme til mig og til Frederik. Jeg ved godt, at Frederik... At han virkelig ka' være en spasser, men sårn' er han... det ska' du ikk' ta' dig af, for han er sgu go' nok. Virkelig. Og... Han vil rigtig gerne snakke med dig, så... Ja, hvis det er du ikk' har nogen at snakke med, så ka' du altid snakke med os. Og jeg ved at Frederik er enig." 

"T-t-tak. Jeg, øh... Jeg vil tænke over det." Hun fulgte det op med et svagt nik, og blinkede igen, kraftigt, for at modkæmpe tårene - hun ville ikke græde, ville ikke, ville bare ikke - og det gjorde ondt i halsen, men hun rømmede sig. 

"Selvfølgelig. Brug al den tid på at tænke som du har lyst til." 

Det hjalp ikke Frederik, det vidste Nikolaj, men som han så Sophie sidde der, med kroppen spændt op - hendes skuldre forekom at være en anelse mere hævet end normalt - og med en rosinbolle som blev vendt og drejet imellem fingrene, havde han lyst til at skide på sin ven. Frederik ville kun snakke med hende fordi han syntes hun var lækker - og Nikolaj måtte da også indrømme at hun faktisk var en ret køn pige -, og han ville sikkert fucke det op igen, men det tomme blik han havde set i Frederiks øjne, fik ham alligevel til at tøve. Frederik blev såret. Det vidste han. Men Sophie virkede jo så skrøbelig, som om hun kunne gå i stykker hvert øjeblik det skulle være, eller at hun ligepludselig kunne bryde grædende sammen, og for første gang længe stak en underlig sympati ham dybt gennem brystet, og han ønskede at hjælpe hende og være hendes ven, for det måtte da være forfærdelig ensomt bare at sidde for sig selv hele tiden. Og han var sikker på, at hun var en der græd sig selv i søvn hver aften, og brød sammen når hun kom hjem, og som kun sad og tegnede for at overleve. Måske var hun en af den slags piger som cuttede eller havde cuttet, og som var deprimeret hele tiden, eller bange for alt, eller som havde selvmordstanker og måske ville der komme en dag hvor hun ikke længere kom i skole, fordi hun havde hængt sig på sit værelse,eller punkteret en blodåre og forblødt på et badeværelse, eller druknet sig selv i havet, og det ville måske være en dårlig idé at knytte sig til hende, men på den anden side kunne det aldrig skade at gøre noget godt for andre, og han fik pludselig dårlig samvittighed over at han kun snakkede med hende for at få en mulighed for at overtale hende til at kontakte Frederik. 

Der er så mange lækre piger, og Frederik kan sgu da bare tage sig sammen og blive voksen. Det er sgu hans egen skyld at han ikke har nogen kæreste.

Han skilte læberne og kunne knap nok tro ordene, som forlod ham. "Ved du hvad, Sophie, glem Frederik. Du ka' bare komme til mig. Jeg ska' nok ta' en snak med Frederik, og hvis han gerne vil i kontakt med dig, så ska' jeg nok være der, men ellers ka' du bare komme til mig. Jeg er din ven. Hvis du altså har lyst."

Og han havde knap fuldendt sætningen, før den bebrejdende stemme lød i hans hoved.

Man stikker ikke sine venner i ryggen, Nick. Du gør det her for Frederiks skyld, og ikke for din egen og fandme heller ikke for Sophies. Glem ikke det.

Men han ignorerede stemmen, og den gnavende fornemmelse i det bagerste af kraniet, og så hvordan endnu en trækning skævede Sophies læber. 

"Og Sophie?"

Hun vendte forsigtigt sine øjne imod ham. 

Nikolaj fremstrakte sin hånd og løftede det ene bryn, og det tog et par øjeblikke for Sophie før hun forstod hans gestus. Og med en kvælende klump i hendes hals, løftede hun sin egen hånd og førte den ned i hans og mærkede hans greb klemmes.

Og Nikolaj vidste at han burde fortryde det - "jeg skulle have hjulpet min ven, og det her hjælper ham jo ikke" -, fortrød han det ikke, og Frederik behøvede jo ikke at finde ud af noget, det kan bare være vores lille hemmelighed, men hvis han og Sophie blev venner kunne det måske være at det også ville komme Frederik til gode, så de alle tre kunne blive venner og Frederik kunne få sit ønske opfyldt, men uanset hvad var han overbevist om, at Sophie havde brug for en ven, og han ville helt klart være den ven, hun kunne komme til. Og som hun sad der foran ham, i den nedringede fleesetrøje og med håret sat i en løs hestehale, så to brune lokker slaskede imod begge sider af det ovale ansigt, og han, i de få sekunder de kiggede på hinanden, kunne tage et bedre blik på hendes udseende, slog det ham at Frederik havde fuldstændig ret. De tynde læber, som buede op til en spids under den blødt afrundede næse, og den udbulende hagetip og den svaneagtige slanke hals der flød ud i skuldrende, og brysterne som dannede folder i trøjen og taljerne der buede indad i en svag timeglasform, og den velformede hofte og lårenes kurver som blev ekstra fremhævet af de stramtsiddende jeans, og den måde hun sad med benene krydset over hinanden, og han syntes, nu han tænkte over der, at hun faktisk var lækker. 

Pisse fucking lækker. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...