Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17198Visninger
AA

65. TILGIVER DIG ALDRIG

Amalie havde fulgt efter dem på afstand, og hun havde ventet indtil de var forsvundet ned ad trappen, før hun langsomt listede sig efter, gennem korridoren og mod nedgangen, og hun passerede modgående elever på sin vej. Dæmpede stemmer voksede sig klarere, jo tættere på trappen hun var kommet, og bekymringen tyngede sig i hendes kranie. Hun var netop ved trappenedgangen, da hun hørte slagene, og det hule dunk af et hoved der smækkede ind i en mur, og hendes øjne svulmede og alle musklerne i hendes krop krampede sig. Hun trampede ned ad trappen, fem trin, og dukkede sig forover, og til sin forfærdelse så hun Frederik smække sin knyttede næve nedover siden af Nikolajs hoved, så Nikolaj gled fra på-knæ-siddende stilling og ned i en sideliggende position, og hun vred hovedet fremefter. Døren til pigetoilettet i venstre side, var åben, og en blondine stod og bestirrede optrinnet, sammen med sin veninde, stod blot og stirrede men uden at gøre noget, og Amalie kastede sig i bevægelse. Hun slyngede sig rundt idet hun nåede bunden af trappen, med hendes hånd fugtklistret mod gelænderet, og skoene knirkede imod linoleummet og det brændte frem i hornhinderne da hun så Frederiks fod slynge ind i Nikolajs mave og brystkasse og ansigt.

"FREDERIK, HVAD FANDEN HAR DU GANG I!" Skriget var lyst og spinkelt, og havde ikke den kraft som det BURDE have haft, men hun var ligeglad, og hun løb frem, tre meter, og der gik få sekunder, ikke engang fem, før hun nåede Frederik og slyngede sine arme omkring ham. Hendes fingre strammede sig om tøjet. Hun ville have skreget igen, hvis hun havde haft en chance for at kunne nå det, men hun nåede det ikke. Frederik greb fat i hende og han hvæsede og slyngede hende fra sig. Hun vaklede mod højre, og kanten af hendes hoved bankede imod trappen. Hun røg i knæ, og tog sig til kraniet, og hendes øjne pressede sig sammen for at tilbageholde de fremsvidende tårer, og endnu et spark mod Nikolaj. 

Det var en voksen, der greb ind. Netop som Amalie vred ansigtet mod optrinnet, så hun gymnastiklærer Morten Themstrup kaste sig frem, og lange sine stærke hænder fast i Frederik. "SÅ STOPPER DET! LIGE NU!" Frederik vrælede, og han prøvede at vriste sig fri, men uden held, og Amalie rejste sig op. Hendes hånd hvilede fortsat imod den dunkende, ømme sviden i bagkraniet. 

Nikolaj blev hjulpet på benene af Amalie, imens Morten Themstrup førte Frederik bort. Nikolaj forvred sit ansigt, og var nær snublet, da han støttede sig på den venstre ankel, men Amalie holdte ham fast, med sin ene arm slanget omkring hans skulderparti, og hun hjalp ham fremad. Han humpede, og det ene øje var krampagtigt lukket sammen. Trappen var en besværlig forhindring, besværlig men ikke umulig, og Amalie hjalp Nikolaj op, ét trin ad gangen.

Det var ikke meget lyd, som forlod Nikolajs læber på den lange tur fra trappen og til sofagruppen i gangens fjerne modsatte ende, og chokket efter oplevelsen havde ladt ham i en konfus tilstand af omtåget forvirring, og han humpede balanceløst side-om-side med Amalie. 

De nåede sofagruppen. Nikolaj støttede sig til armlænet, og satte sig langsomt, og endnu en hvidglød af smertejag spjættede fra den evigt dunkende ankel. Han trak vejret ind, og med vejrtrækningen skar det ind mod lungerne, så han måtte stramme kæberne sammen. Underlivet smertede. Han havde det som om maven var blevet til sten, der havde presset tarmene sammen til intet. 

"Hva' fuck skete der, Nikolaj?" udbrød Amalie ophidset, da Nikolaj bøjede sig fremover. Sparket i skridtet gjorde underlivet ømt, men skridtet selv var blot en følelsesløs kriblen. Amalie havde sat sig ved siden af ham. Han bøjede hovedet. Spyt væskede frem i mundhulen, blandede sig med den kvælende trykken, spiserøret havde vredet sig ind til, og endnu et brændene stik, da han hev luft ind. 

Der gik noget tid, før han svarede hende. Så. "Han snakkede med Sophie." Nikolaj skar tænder. Amalie rynkede brynene.

"Hvad?"

"Frederik. Han ... Han har haft fingrene i ... i Sophie."

Stilhed. Amalie blev blot siddende der, på sofaen, og bestirrede Nikolaj, og hendes øjne var frosset. Nikolaj hev vejret ind endnu engang, og han havde presset øjnene stramt sammen. Endnu en forvridning rynkede sig igennem hans ansigt. "Jeg hader ham." Han løftede næven, og lod knoerne trykke op mod panden, og tænderne bed han sammen. Tårer væskede frem i øjnene. "Jeg fucking hader ham!" 

Amalie strakte højre arm frem, og lod forsigtigt sine spredte fingre hvile imod hans ryg. Hendes læber var presset smalle. Hun sagde fortsat intet.

*

Nikolajs ankel fik det bedre, og det samme gjorde smerten i hans mave og skridtregion, men det dunkede stadigvæk fra underlivet, da han i følgeskab med Frederik trådte ud fra lærerværelset, ud på den langstrakte korridor med rækkerne af smalle, rektangulære vinduer langs den modsatte væg. De havde fået sagt undskyld til hinanden, efter en kort forklaring, og uheldet blev affejet som værende en konflikt, der nu med en samtale var blevet løst.

Men undskyldningen, som Frederik havde givet Nikolaj og Nikolaj havde givet Frederik, vedblev kun i luften indtil døren blev lukket efter dem og Nikolaj stoppede op i korridoren. Hans øjne hvilede intenst på Frederik. Det blå havde spilet sig større end vanligt.

 "Jeg tilgiver dig aldrig, Frederik. Hold dig fra mig. Hold dig fucking langt væk fra mig!" Hans stemme dirrede i en bagvedliggende fugtighed. Frederik blev blot stående, uden at gøre noget, stod blot og blinkede og hans ansigt var fortsat henlagt i den hule ulæselighed. Nikolajs læber pressede sig smalle, som han bakkede bort fra sin tidligere ven, og efter fire skridt rystede han på hovedet. Hans krop var fyldt op af en udhulende kulde. "Hold dig langt ... langt væk fra mig." Frederik blev stående. Nikolaj bakkede, tre skridt mere, og så vendte han sig om. Han forventede at høre de samme klap-klap-klappene skridt som da Frederik sprang på ham tidligere, men det skete ikke. Frederik blev fortsat blot stående i korridoren, ensomt, tavs, og i et kort øjeblik drog lysten til at SMADRE igennem Nikolajs krop, lysten den trak, den trak så ULIDELIGT, men han holdt den tilbage. Frederik og ham var ikke venner, og ville aldrig blive det, og det var all right, det var helt all right, for Frederik var en taber, en fucking lille TABER, og jeg hader dig, jeg hader dig, jeg fucking hader dig.


*


Mor Anette stirrede længe på det opsvulmede blåviolette, der kransede sig omkring Nikolajs venstre øje, og den svage mørknede udbuling, knap tydelig, i det øverste højre hjørne af panden, idet Nikolaj satte sig ind i bilen og hult smækkede døren i efter sig. Nikolaj registrerede næppe hendes vedblivende bestirren. Han vred sig mod højre, og greb fat i selen. Radioen krattede svagt, og overstrømmedes af reklamer, dybe mandestemmer og lyse kvindestemmer, og Nikolaj klikkede selen fast i låsen. Han kiggede først ligeud, stille, og en øm trykken dunkede imod øjeæblet. Så viftede han ansigtet mod Anette. Han løftede brynene ved hendes alvorlige blik. 

"Hvad?"

"Hva' fanden er der sket med dit øje?"

Nikolaj rystede på hovedet, og lod atter fokus vende imod den udstrækkende parkeringsplads på den anden side ad forruden. "Jeg faldt ned af en stol. Det' ikk' noget." 

"Har du været oppe at slås?" 

Et hårdt suk. Nikolaj kiggede mod højre, ud af sideruden og hen mod den langstrakte, gule murstensbygning, som udgjorde skolen for enden af pladsen. To drenge passerede snakkende forbi. "Jeg gider ikk' snakke om det."

Anette kiggede på sin søn i yderligere øjeblikke, men tavsheden vedblev, og så sukkede hun og drejede bort fra parkeringspladsen og ud på vejen. Nikolaj blev ved med at kigge fjernt på træer og huse og lygtepæle, der i en evig strøm filmede sig forbi på den anden side af vinduet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...