Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17117Visninger
AA

2. SOPHIE

Den rødbrune western-guitar var Sophie Vetner Hansens bedste ven.

Lige siden hun havde fået guitaren i fødselsdagsgave i en alder af blot ti, havde hun brugt den så ofte hun kunne, lukket sig inde på værelset i svære tider og ladet alle hendes følelser blive overført til musikinstrumentet. Var hun ked af det, stillede hun guitaren til dybere toner. Var hun glad, stillede hun den til de lysere, og spillede opløftende melodier og sange med positive temaer. Guitaren forekom hende at have en personlighed - Når hun slog på strengene, svarede den rungende genklang til at være et tilbagesvar, som skulle trøste hende i smertelige perioder og le med hende i glade tider. Musikinstrumentet var den eneste, hun havde delt alle sine hemmeligheder - absolut alle - med. Den kendte hende bedre end nogen anden. Den havde set hende græde, grine, råbe, skrige og fnise. Den havde hørt og været med til at spille hendes yndlingstekster, inklusive dem hun i løbet af de sidste par år, selv havde komponeret. 

Og det var guitaren, som gemte på hendes følelser for hendes bedsteven, Lukas Ravnstrup. Siden efteråret, havde hende, Lukas og den dansk-fødte libaneser Mohammad, haft gang i et musikprojekt som skulle være færdig til skoleafslutningen lige inden sommerferien. Det havde taget dem det meste af november måned at lægge en strategi for, hvordan deres projekt skulle fremføres. Mohammad skulle være DJ, og var temmelig god til det endda - Sophie kunne ikke lade være med at trække læberne i et smil, hver gang hun tænkte på hans kommentar, at "i danskere kan jo i virkeligheden slet ikke undvære os indvandrere. Uden os, hvem skal så lave jeres pizza og jeres musik?" Lukas var hendes medkomponist og skulle spille på bassen. Men det var hende der var forsangeren, som skulle sidde på en skammel på scenen med benene krydset og sin guitar presset tæt ind til sig, imens hun sang for skoleforsamlingen. Det var ikke noget hun glædede sig til, og var det ikke for Lukas, havde hun meldt sig fra. Hun overvejede flere gange at gøre det, fik hjertebanken og fugtige hænder hver gang hun tænkte på det, men Lukas talte hende altid fra det. Han skulle nok være der, forsikrede han hende. Han skulle nok være der, lige bag hende, og hun kunne bare tænke på ham når hun sang. Hun ville alligevel ikke kunne se forsamlingen fordi lyset fra projektørerne skinnede ind imod scenen. De skulle nok få gennemført det. Sammen. Det lovede han hende.

Bare tanken om Lukas, om hans halvlange blonde hår, der altid var redt tilbage i en ulastelig frisure og dækket af den sorte tophue, fik det til at kildre i hendes brystkasse. Han er kun din ven, forsikrede hun sig selv om. Din bedste ven, måske, og han gør utrolig meget for dig, og du kan stole på ham, hvilket du kun kan med de færreste, men han er din ven. Du er ikke forelsket i ham. Uanset hvad Rebekka eller Julie mener, så er du ikke forelsket i ham. Det er du ikke. Hold op.

Men sangene hun havde spillet på guitaren i den sidste måneds tid, sange om selvopofrende kærlighed, om at give alt for den man elskede, om at lægge hele ens eksistensgrundlag i hænderne på et andet menneske, tegnede på noget ganske andet, og dybt inde vidste hun det godt. Man spillede ikke kærlighedssange til sine venner. Lukas var ikke hendes substitutbror - ikke længere, i hvertfald - eller 'bare' den dreng, hun kunne komme til når hun havde det skidt. Lukas var den dreng, der hjemsøgte hendes tanker hver gang hun lagde sit hoved på puden om aftenen, hvis ansigt filmede sig foran hendes øjne når hun vågnede om morgenen, og hvis blide forsigtige berøring - som var hun en skrøbelig antik porcelænsgenstand der kunne krakelere og smuldre ved den mindste påvirkning - fik hendes hud til at reagere med en varm kildren der spredte sig rundt i resten af kroppen. Lukas var den dreng, som hun ikke ville kunne klare at miste. Den dreng, der kunne få hendes problemer til at rinde bort, bare han krøb sine arme om hendes flanker og trykkede hende ind til sig. En verden uden Lukas var en verden uden mening. En verden hvori hun blot kunne krybe sig sammen og visne bort. 

Hjertet bankede hurtigere da hun fokuserede de ovale lyseblå øjne ud gennem bussens siderude. Længere fremme krusede Avedøre Havnevej mod venstre og afløstes af et lyskryds. Bussen ville svinge til højre og ankomme til Kløversprisvej og så var hun kun fem minutters gang fra Lukas. Hun klemte knæene imod sin elskede, dyrebare guitar, og drog et par dybe indåndinger. Lige om lidt. Lige om lidt skulle hun af, og så var der kun et kort stykke hjem til ham. Hun kunne stadig fortryde. Kunne stadig vende om og ringe til ham og fortælle ham at hun fik det skidt så hun var nødt til at aflyse, men det ville ikke være i orden, ikke overfor ham. Hun ville ikke kunne tilgive sig selv hvis hun gjorde det. Hun vippede med hovedet så det lysebrune hår rettede sig til, hvorpå hun rejste sig op fra sædet, greb toppen af den taske-indhyllede guitar med den ene hånd og strakte den anden frem til knappen på holdestangen. Trykkede ind. Stop-bogstaverne dukkede op i displayet over vindspejlet. Hun svang guitartasken over skulderen og trak sig ned ad midtergangen, hen til bagdøren og knugede sine fingre om metalstangen. Hjertets puls steg og en tør klump kvaltes i hendes hals, og da bussen holdte for rødt, blev hun mere og mere sikker på, at denne eftermiddag sammen med Lukas ville få hende til at græde. Bare hun kunne holde tårerne tilbage imens de var sammen. Han skulle ikke se hendes smerte. Han skulle være glad. Dette skulle være den bedste dag nogensinde, den bedste sidste dag sammen, og hun ville ikke ødelægge det for ham med alt hendes klynk. Sorgerne skulle glemmes. Hun kunne græde senere.

Sophie Hansen, tænkte hun, det er på tide du tager dig sammen!

Bussen svang til højre, bevægede sig godt hundrede meter ad Kløversprisvej, indtil den nåede stoppestedet. Den svang til siden. Standsede. Dørene hvislede herefter åben og gav adgang ned til fortovet. Sophie satte sig i bevægelse, ned ad trappetrinnene og ned til de grå, firkantede betonfliser. Den våde martsvind skubbede mod hende og ruskede i hendes flødefarvede jakke, så nylonstoffet knitrede. Hun trak mobiltelefonen - en Samsung Galaxy - op ad baglommen på sine lyseblå jeans i det slidte design, og tjekkede efter beskeder. Lukas havde ikke skrevet til hende. Hun valgte alligevel at sende en SMS, som hun begyndte at vandre opad vejen og mod villakvarteret der befandt sig rundt om hjørnet. 

HEEY, BEDSTE :-D ER DER OM 5 MIN :-) 

Hun tjekkede beskeden efter, var tæt på at skrive "jeg elsker dig", men kunne ikke gøre det. Måske ville hun fortælle ham det i dag. Hun havde indtil søndag - det var fredag nu - at gøre det i. Hvis han skulle have det at vide på et passende tidspunkt - og ansigt til ansigt - skulle det være inden hun rejste til Jylland.

Det tyngedes i maven ved tanken om, at dette blev den sidste dag i hans selskab. Hvis bare hun kunne få mor og far til at skifte mening, hvis bare hun kunne overbevise dem om at der ikke var nogen grund til at flytte... Hvis bare hun kunne fortælle dem om at Rebekka, Julie og Lukas var hendes venner, hendes eneste rigtige venner, og hvor meget hun havde brug for dem. At hun ikke kunne undvære dem. De var for værdifulde. De eneste mennesker hun kunne stole på. Rejste de til Jylland, havde hun ikke længere nogen, hun kunne snakke med og være sammen med, andet end sin guitar. Det måtte de da forstå. 

Men hun vidste at det var nytteløst. De skulle flytte på søndag, alt var gjort parat og morgendagen skulle stå på de absolut sidste forberedelser. Beslutningen var truffet. Hun var nødt til at affinde sig med det. Så kunne hun græde og skrige og klynke alt det hun ville, men der ville ikke komme nogen forandring i beslutningen. Dermed basta. Dette var og forblev den sidste dag hun kunne tilbringe med Lukas, drengen der fik hjertepulsen til at stige og altid frembragte et saligt smil på hendes læber. Drengen hun bare kunne være sammen med altid, kunne dele hele sit liv med. Hun kunne intet andet gøre end nyde det til fulde. Og kendte hun Lukas ret, ville det også være det han ville sætte mest pris på. 

Mobilen gav en lyd fra sig og Sophie tjekkede den idet hun rundede svinget og havde sidevejen, Lukas boede på, indenfor synsvidde lidt længere forude. 

BAR IORDEN. GLÆDER MIG! (Y) :D<3

Det bølgede varmt fra brystkassen og Sophies kinder antog en svag rød nuance idet smilet trak sig opad i ansigtet. Hun elskede når han skrev hjerter til hende. Det var kun sjældent, hun skrev hjerter tilbage - hun var bange for at sende et forkert billede, hvis han nu fandt ud af at hun måske følte lidt mere end venskabsfølelser for ham -, særligt på det seneste, men han sendte lystigt hjerter til hende. Hun håbede det var et godt tegn, at det måske betød at han delte de samme følelser for hende, men hun turde ikke vide sig sikker. 

Hun drejede til højre ved sidevejen, og bevægede sig ned gennem villakvarteret, forbi murstenshuse med blomsterfyldte haver og springvand og fontæner og stakitter i både træ og metal. Andre var afgrænset af mørkegrønne bøg- og ligusterhække. 

Det hvide toetagers hus med sort tag som Lukas boede i, lå ved villavejens ende, på Sophies venstre hånd. Indgangen der befandt sig ved siden af carporten bygget på gule mursten, var en låge i et hvidt plankeværk som omkransede grunden. En flisegang på den anden side vred sig fra plankeværket, henover det nyslåede græs og til glasdøren. Et foderbræt med mejsekugler stod ved siden af en gulblomstret busk i retning mod venstre fra flisegangen. Sophie måtte tage sig sammen ved at tælle ned fra ti i sit hoved, idet hun skubbede lågen op og gik henover de glatte granitfliser. Hen til terassen. Hun bankede på døren med den vifteformede glasrude - den mindede altid Sophie om et stykke ananas -, og lod fingrenes greb om mobilen strammes. Hun ringede på. Og gav sig til at vente. For hvert sekund der gik, for hvert åndedræt hun drog sig, blev hun stadigt mere og mere og mere sikker på, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage når Lukas dukkede frem. Det var en dum idé. Dum, dum, dum, dum. Hun skulle bare vende røven rundt og skride, skynde sig væk, det var en fejl at komme...

Døren gik op. Det var Lukas. Klædt i sorte addidas-bukser og grå hættetrøje, og med sit halvlange hår som vanligt pakket ind i tophuen. Sophie var sikker på at hun skulle besvime.

"Hej, Sophie!" Han smilte, så tænderne trådte frem imellem hans læber. Det brændte i Sophies kinder, og det tog tid for hende at finde ordene.

Hun skulle ikke bare besvime, men først kaste op og så besvime. Det var hun helt klart sikker på.

"Hej, Lukas. Ja, øh, så er jeg her...!"

Skrige, så kaste op og så besvime. Eller måske bare flygte, før hun fuckede mere op. 

"Jamen det var da godt." 

Hvorfor skal du gøre det så akavet, Sophie? Han er din bedsteven. Hvad pokker er der i vejen med dig?

"Skal vi, øh, skal vi gå ind?" 

Nej, Sophie. Selvfølgelig ikke. I skal bare stå her i døren og ligne idioter. Lukas syntes helt klart at du er et fjols nu. Tag dig sammen. 

Lukas kluklo, og Sophie måtte vifte sine øjne væk. Det var som om hjertet var gledet helt op i halsen, og nu kæmpede og bankede for en plads i struberegionen. 

"Det er okay. Du behøver ikke være så nervøs. Kom med ind. Mor ligger og sover, så vi skal være lidt stille." Han trådte tilbage og gjorde plads for hende. 

Det lykkedes for hende at holde angsten tilbage. Det fugtedes i hendes øjne og begyndte at brænde i brystet, da hun trådte igennem døråbningen og ind i entréen. Bevar roen, Sophie. Bevar... roen... 

Hun trak vejret dybt ind, en anelse skælvende, som hun stillede tasken med guitaren fra sig og trak sin jakke af. Lukas lukkede døren efter hende og placerede hånden blidt på hendes skulder. Hun tilstrammede armmusklerne og lod sit ansigt fryse til. Hans berøring fik den varme elektriske fornemmelse til at kildre ned igennem huden og sprede sig i kroppen, og hun var tæt på at give efter for gråden. Hvor havde hun bare lyst til at vende sig om imod ham og slynge armene om hans hals og trykke sig tættere og tættere ind til hans brystkasse. Hvor havde hun bare lyst til at give slip på den kvælende gråd og lade den bryde ud i et hæst skrig, og trøste sig i hans favn, men hun kæmpede imod. Hun måtte ikke græde. Det måtte hun bare ikke. Hun skulle være stærk... 

"Sophie, hvis... Hvis det her er for svært for dig, så behøver vi altså ikke...!"

Hun vendte sig rundt og fremviste sine tænder i et overfladisk smil. "Det skal du ikke tænke på, Lukas. Ja, det er måske lidt hårdt, men, øh... Ja, jeg syntes det er den eneste ordentlige måde at sige farvel på. Så... du skal ikke tænke på det. Jeg klarer mig."

Lukas hævede det ene bryn, drillende, og igen vred gråden sig i Sophies hals. "Sikker?"

Hun var nødt til at smile og anstrenge halsmusklerne for ikke at bryde sammen, idet hun med en knyttet hånd gav ham et venskabeligt dask over skulderen. "Hold nu kæft, Lukas. Du så nederen nogengange, du er?" 

Han lo, svagt, og Sophie mistænkte at hun ikke var den eneste af de to, der anstrengte sig for at tilbageholde uønskede følelser. Det lettede hende betydeligt. 

"Jamen i lige måde, da." En kort tavshed. Lukas kløede sig bag øret, og vred blikket rundt, hen til trætrappen et par meter bag dem, som førte op til dagligstuen på anden etage. Kiggede herpå sin veninde i øjnene. "Lad os smutte ovenpå, skal vi?" 

Sophie nikkede. "Efter dig." Hun tog guitartasken, løftede op i halsen og fulgte med Lukas op ad trappen. Hun fik mere og mere lyst til at snappe efter luft og havde svært ved at trække vejret, jo højere op de nåede. Det blev sværere for hende at holde gråden inde, men hun var nødt til det. Samværet skulle nydes. Og det kunne hun ikke hvis hun brugte tiden på at flæbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...