Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17695Visninger
AA

67. SOM FØRSTE DAG

Nikolajs mave blev ubehagelig tungere, som kolde sten, da han trådte ind i klasseværelset. Bordet nede for enden i højre side, lige inden det sidste vindue, stod stadigvæk tomt, ligesom det havde gjort den forrige dag, og måske kom Sophie heller ikke i skole denne dag. Det vred sig sammen i svælget. Han skridtede i bevægelse, hvislede nedover linoleummet og fik øjenkontakt med Amalie. Hun smilte til ham. Han nikkede tilbage, skiftede kurs og buede om bag det forreste bord, hvor han engang havde siddet sammen med Frederik, men som han nu ikke længere ville benytte, fordi Frederik ikke var hans ven og han intet ville have at gøre med ham. 

"Hey, Amalie. Gir' du plads?" spurgte han, da han standsede op ved siden af hende. Christian sad, som vanligt, tilbagelænet i stolen ved bordet bagved, tæt ved siden af den gule murstensvæg, med hovedtelefonerne trykket nedover ørene. En metallisk hvislen af musik drev sig svagt ud fra hovedtelefonernes bagsider, og opblandede sig med den øvrige snakkende baggrundsstøj, der brusede i klassen fra de mange nyankomne elever. Hans øjne var lukket og brynene trukket til en lodret pandefure, som han svagt vippede hovedet fra side til side i takt med musikken. 

Amalie nikkede, og greb den grønne Fjällraven, hun havde lagt på bordet - hun havde altid en vane med at lægge sin taske på bordet istedet for gulvet -, og skubbede sin stol tilbage. Metal skrabede over linoleum. Hun tog pladsen til højre for sig, den plads Freja oftest sad på, men Freja var syg så hun kom ikke, og Amalie satte sig og gjorde plads for Nikolaj. 

"Self. Du ka' bare sætte dig." 

Nikolaj svang tasken ned fra skulderen, og satte sig ved siden af Amalie, og selvom han godt vidste, at Sophie ikke var der, og at handlingen var ganske irrationel, kiggede han sig over skulderen, mod den tomme plads ved bagvæggen, og igen mindedes han den hule luft fra Sophies mund, og den frugtende sødmedunst, og den bløde fornemmelse af spyt, da deres læber mundede sig om hinanden, og han mindedes hvor dejlig Sophie var og at det var Frederiks skyld at hun ikke var i skole, og hans læber blev stramme som han viftede blikket over gulvet og tilbage mod sit bord. Han bøjede hovedet. 

Amalie kiggede på ham, og hendes bryn skabte det opadbuende udtryk af bekymring, og hun var stille et stykke tid, flere elevers stemmer brusede, og så spurgte hun, "Hvordan har du det?"

Nikolaj så på hende, og hans læber skævede sig i et svagt, knap tydeligt, smil. "Det ... Jeg vil helst ikk' snakke om det, Amalie. Det håber jeg er okay."

Amalie nikkede, og kiggede kortvarigt på sin telefon. "Klart. Det' helt i orden." 

De blev begge stille. Nikolaj lænede sig tilbage i stolen, og stak sin hånd i højre lomme, og han fornemmede kanterne af telefonen, men fik den aldrig trukket frem, før Frederik trådte ind i lokalet. En forstivnelse krampede sig koldt i Nikolajs muskler. Frederik stoppede op, ganske kortvarigt, stoppede blot på den anden side ad døråbningen, og selvom Nikolaj ikke kiggede på hans ansigt, men blot skulede fremad, vidste han, at Frederik betragtede ham. Pulsen steg. Frederik gled atter i bevægelse, og satte sig foran Nikolaj. Ingen af dem sagde noget til hinanden. Nikolaj fornemmede Amalies skulen, men ignorerede den, og trak istedet sin telefon op. 

*

Sophie betvivlede sig selv, idet den sorte peugot holdte ind foran skolens parkeringsplads. Hun sad og stirrede fremefter sig, og tog en dyb indånding. Selvom hun ikke savnede Nikolaj, og selvom hun blev mere og mere sikker på, at hun ikke var forelsket, at det hele blot var indbildning og illusioner, alt sammen forårsaget af den altid forbandede nu-tænkning, var der alligevel tvivlen som gnavede i underbevidstheden, for hvad nu hvis hun havde en illusion om en illusion, og at det VAR Nikolaj hun var forelsket i, og hvad nu hvis det gik op for hende når hun trådte ind i klassen og så ham, og hvad nu hvis han ville ignorere hende, og sidde og snakke med sine venner, hvad nu hvis det slet ikke ville betyde noget for ham at hun trådte ind ad døren, og så ville hun bare være alene igen, uden nogen at snakke med, alene og ensom og isoleret, ligesom første dag, hvad nu hvis (du var bare et væddemål), hvad nu HVIS (væddemål væddemål væddemål), men hun skulle slappe af, hun skulle bare slappe af, ikke tænk på noget, slap af Sophie, slap helt af. Nikolaj havde skrevet til hende, en besked hun ikke havde svaret på, men han havde skrevet til hende, selvom det var to dage siden, men to dage var lang tid, og hvis han virkelig savnede hende, havde han skrevet meget mere, men ...

Hun gled sin hånd ned til selelåsen, et klik, og greb fat i tasken, som hvilede for hendes fødder. "Vi ses senere, far," sagde hun, og åbnede døren, og det knitrede fra hendes sweatshirt, men hun nåede aldrig at løfte sig fra sædet, før farmand Søren gennembrød lyden af den brummende motor. 

"Sophie!"

Sophie stivnede, med armen strakt ud og døren semi-åben, og hun så sig tilbage. Farmand Søren kiggede på hende. Hans øjne var trukket om i et stramt blik af alvor, som Sophie var meget i tvivl om, hvordan hun skulle tolke, men han virkede ikke vred, og hun blev siddende i samme stilling. Kort tids tavshed. Det brummede fortsat dybt og sagte. 

"Snak med ham. Med Nikolaj. Jeg forstår godt du er vred på ham, men det vil være en god idé at snakke med ham. Især hvis han har såret dig dybt. Der er måske bare sket en misforståelse."

Sophie var tavs i et kort stykke tid, og hun skannede sin fars alvorsfulde ansigt. Herefter frembød hun et suk. "Far ... Jeg ... !"

"Jeg ved det godt. Men det vil være godt for dig at få snakket med ham. Måske er han ked af det, måske fortryder han det. Hvis han på nogen måde undskylder, så skal du tilgive ham. Og husk, hvad jeg har fortalt dig ... Ikke bebrejd dig selv for, hvad der er sket. Okay? Ikke bebrejd dig selv."

"Jeg vil prøve at lade være." Hun nikkede svagt som selvbekræftelse, og vred sig rundt og lænede sig ud. Søren sagde noget mere.

"Sophie?"

Hun kiggede sig tilbage. Han smilte.

"Jeg elsker dig."

"Jeg elsker også dig, far." 

"Hav en god dag."

"Tak, i lige måde." 

Hun svang sig ud fra bilen, og døren smækkede hult efter hende, og så trak hun tasken opover skulderen. Parkeringspladsen virkede så ulidelig lang, en sortglinsende for evigt udstrækkende firkant, og den var så uhyggelig tom, og tomheden af den firkantede plads afspejlede tomheden i hendes sjælelige eksistens, hvor der blot var hende alene i verden, og talrige rækker af cykler stod i et flerfarvet, stillestående flimmer langs stativerne i skuret og langs stien, og cyklerne var afløst af parkerede biler og vinduerne på den gule skolebygning stirrede ud imod hende. Der var ingen andre end hende, kun hende, alene, og hun skridtede fremad. Asfalt knasede under hende, og det knirkede fra bildækkene et sted bagved. Motorlyden hvislede bort til stilhed. En underlig fornemmelse af gentagelse drev sig over hende, idet hun skubbede glasdøren indad, og bestirrede den udstrækkende korridor, forbi T-krydset og døren længere nede der blev afløst af endnu en korridor og så næste dør og næste, og dette var som den første dag. Dagen hvor hun ikke kendte nogen, og blot havde vandret alene, dagen hvor hun havde været så sikker på, at alle i klassen stirrede på hende, idet hun tavst vandrede ned til den ensomme plads ved bagvæggen. Dette var som den første dag, blot værre, og måske havde Nikolaj bagtalt hende, måske var han slet ikke ked af det, og måske ville ingen længere snakke med hende, men tag dig sammen, Sophie, tag dig for helvede sammen, og endnu en dyb indånding. Hun gav slip på døren. Den smækkede automatisk efter hende. Hun vandrede frem.

*

Nikolaj rettede hovedet op, da Sophie trådte ind i klasselokalet, og hans puls steg. Hans øjne fastlimede sig på den brunette, han blot få dage tidligere havde kysset, og den brunette han stadigvæk var forelsket i, og han kunne ikke fjerne dem, hvor meget han end ville, og Sophie gik ikke, hun slentrede, så hendes fødder nærmest skrabede over gulvet, og hendes skridt var målrettet og stive. Han blev ved med at se på hende, og en stram følelse cirklede sig om hans mundparti, kig nu Sophie, kig nu på mig, kig, kig, kig, jeg er ked af det, jeg er så fucking ked af det, undskyld, men Sophie kiggede ikke på ham, kiggede istedet ligefrem, og hun vandrede forbi. Nikolaj så ikke efter hende. Hans kæbe blev strammere, og han så istedet på Frederik, hvis nakke og ryg befandt sig lige foran, og hvis han rejste sig op kunne han strække sine hænder frem og KVÆLE KVÆLE KVÆLE, men han foretog sig intet. Hænderne knyttede han til næver på bordpladen. Blikket gled bort fra Frederik, en anelse mod venstre, i retning af tavlen på den gule væg, og svandt så hen i evigheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...