Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17139Visninger
AA

19. SMERTE

Lukas ringede til hende om søndagen, da hun sad i lyntoget mellem Roskilde og Ringsted, og Sophie rettede sig op fra vinduet som siden af hendes hoved hvilede sig imod, og besvarede opkaldet uden den mindste tøven. 

Der var stille i røret, længe, og igen blev Sophie mindet om hvordan Lukas arme varmblødt omfavnede hende og gled henover hendes krop, og endnu en trækning gik igennem struberegionen, og den brænden som hele tiden havde ætset bag mellemgulvet siden hun havde grædt over tabet af sine to bedste veninder aftenen forinden, blev forstærket og begyndte at dunke dunke dunke, og Sophie var sikker på, at hun et kort øjeblik ikke engang kunne trække vejret, men så sagde Lukas noget og brød tavsheden.

"Hey, Sophie." 

Hans stemme var svag, og kraftesløs, og han lød da som en der lige havde grædt, gjorde han ikke? Og hun huskede tåren, der slap hans øje og stribede sig ned langs med hans næseben, da de sad på kampestenen ved Køge Bugt og bestirrede solnedgangen, og hendes hjerte der ikke kunne stoppe med at banke så dejligt og varmt og hun var så tæt på bare at erklære sin kærlighed til ham endnu engang, og fortælle ham at hun ikke ville forlade ham, og at hun ønskede at han ikke var til drenge, og hvorfor skulle du også sende det fucking brev, Sophie, det var ikke en skid nødvendigt, hvorfor skulle du også sende det skide fucking brev...

"Hey," svarede hun, og måtte rømme sig fra den kvælende halsknude der gjorde stemmen hæs. 

Endnu en tavshed, og det forekom Sophie at være første gang at hende og Lukas havde været stille på denne måde. Det var ikke den behagelige eller rare tavshed, der indikerede at de nød hinandens selskab, men den tavshed der opstod når man snakkede med fremmede, eller at den ene person havde et horn i siden på sin samtalepartner, og Sophie blev ikke overrasket, da Lukas brød tavsheden med den næste sætning lange øjeblikke efter.

"Jeg, øhm... Jeg har... Jeg har fået dit brev." 

Hvorfor sendte du det? Du skulle bare have krøllet det sammen og revet det i stykker, Sophie, din fucking idiot, hvorfor sendte du det, hvorfor hvorfor hvorfor hvorfor...

"Sophie? Er... Er du der stadig?"

Hun blinkede, og måtte lukke øjnene sammen og hive vejret ind og dybt ned i lungerne. "Ja... Ja, jeg er her stadig."

"Okay."

Den ubehagelige tavshed, der syntes at gnave og æde, dukkede atter frem, og Sophie mærkede atter hvordan den brændene klump svidede sig op gennem brystkassen og imod halsen, og hvordan det brændte, brændte, brændte...

"Sophie, jeg... Så det var... Så det var derfor, du gik?"

Det skælvedes i Sophies læber, og hun pressede munden smal. Vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre og sad blot stille, lam i kroppen og ude af stand til at røre på sig. Og hun så hvordan hun rejste sig op fra Lukas sofa, og begyndte at gå, og glemte den afskedsgave, Lukas havde givet hende, og hun hørte ham spørge - "skal du ikke have din gave med?" - og hun tog billedbogen og guitaren og gik, og da hun listede sig tættere og tættere på den åbne dør indtil Julies værelse, og Rebekkas stemme (Hun er seriøst for latterlig), og hun var blevet kaldt egoistisk fordi hun ikke havde kontaktet Lukas, og Julie der vendte sig om og begyndte at vandre hen mod trappen, som hun snakkede - "Lukas har været her op til flere gange, og han har bare fortalt hvor meget han har savnet dig" -, og hun svarede med en forvrænget stemme.

"Ja." Hendes blik viftede sig imod vinduet, hvor træer og marker flimrede sig forbi, og det stak mod hornhinderne. 

"Hvor længe... Hv... Hvor længe har du haft det sådan?"

Sophie lænede hovedet imod vinduet og lukkede øjnene. Ansigtsmusklerne strammede sig til, og...

... Lukas løftede en vandslange og rettede den imod Sophie og Julie, og en af hans drengevenner tændte, så en vandstråle spyttede sig ud fra mundingen og sprøjtede imod de to 13-årige piger, og Julie og Sophie skreg i kor og delte sig, og Sophie mærkede kort efter en våd kulde banke hende på ryggen imellem hendes skulderblade, og hendes krop trak sig sammen og et hvin undslap hendes læber, og  - "Stop, Lukas, det er fucking koldt!" - hun vendte sig rundt og løftede armen, og vandstrålen farede op mod hendes ansigt, og hendes hvin blandede sig med en latter og - "Stop Lukas, stop stop stoooop!"...

(Hvor længe har du været forelsket i mig?)

... "Nu skal jeg lære dig et håndtegn. Er du klar?" Lukas smilte, som han og Sophie bevægede sig ned gennem skovstien, og de mørkegrønne træer, både bøg og ask og gran strakte sig op mod himlen omkring dem, og insekter summede lystigt i vildkrattet, og det var bare dem alene på en asfaltsti og der var noget virkelig magisk over det, og for første gang nogensinde syntes en velbehagelig varme at strække sig op fra maven og sprede sig ud i kroppen, og få det til at kildre i skridtet...

... "Sophie?"

"Længe." Hun åbnede svagt øjnene og et slør tågede hendes syn. "Næsten... Næsten et år, tror jeg."

"Et...  et år?"

Sophie kunne ikke svare. Stirrede blot, kiggede ikke på noget, blot ligeud og fjernt og billederne filmede og filmede og filmede...

"Jeg er glad for at du siger det," fortsatte Lukas. 

"Er du... Er du sur på mig?"

"Jeg ved det ikke. Du skred jo bare... Du skred jo bare, da jeg fortalte dig hvordan jeg havde det...!"

"Det var jo ikke med vilje!"

"Men du gjorde det alligevel." Det skrattede svagt i øretelefonerne, og Sophie gættede på at det var fordi han sukkede. "Det går jo ikke det her... Altså, med os, mener jeg."

"Jeg ved det godt." Sophies hjerte bristede, det var hun sikker på, og de to halvdele krakeleredes og blev til glasskår som skar sig dybt ind i brystkødet. 

"Måske... Måske er det bedst, hvis... hvis vi lige holder en... En pause...!"

Og Sophie kunne ikke holde det tilbage mere, og med sin tilbageværende kvalte stemme udbrød hun, "Lukas, jeg kom til at fortælle Julie at du har kastet dig ud!"

Og Sophie ville ønske, at hun kunne tage ordene tilbage igen, men det kunne hun ikke og det vidste hun, og nu havde Lukas fået sandheden at vide. Nu vidste han at hun var en elendig ven, der aldrig kunne gøre noget rigtigt, ikke engang holde på en hemmelighed - (hun er seriøst for latterlig) -, og at hun kun tænkte med følelserne, og undskyld Lukas, undskyld, undskyld, undskyld...

"Hvad?"

"Jeg... De havde svigtet mig så groft, Lukas, og jeg anede ikke hvad jeg gjorde... det skete bare... jeg kom til at fortælle hende det... jeg... undskyld."

Men Lukas svarede ikke, og hun hørte kort tid efter klartonerne. Sophie blev siddende i få sekunder, og rev herpå øretelefonerne ud, og stirrede gennem vinduet og det brændte i halsen, men hun græd ikke. Den ætsende dunken i hendes mellemgulv forsvandt på intet tidspunkt, og hun bevægede sig på automatik - som en robot -  da hun steg af toget i Århus to en halv time senere. Hun snakkede ikke til sin far og hilste ikke på ham, da han ankom i bilen,og hendes ansigt var forstenet i en dukkeagtig grimasse. Hun satte sig blot ind på forsædet, med sine blå øjne rettet tomt fremefter sig, og det eneste hun var opmærksom på, var at hun bevægede sig og stadig var i live. Hun kunne ikke tænke eller snakke, og lyttede ikke engang efter musikken, og hun spiste ikke aftensmad og gik blot tidligt i seng.

Og det var da hun havde slukket lyset på værelset og pakkede sig ind i dynen - den bolsjestribede dyne, hun altid havde været så vild med -, og hendes øjne rettede sig op imod loftet, at gråden kom. Gråden, som ikke ville slippe ud, hvor meget hun end håbede på det, og som gjorde ondt i maven og gav hende kvalme. Og den var på ingen måde befriende, blot en tomhed der som en orm udhulede hende indefra, imens den voksede og voksede voksede, så energien forlod hendes krop, og det føltes som om at der var ild i hendes hals. Det var en svag gråd, en stille gråd, blot et lille hiv, og en skælvende vejrtrækning, og et mellemgulv der gav sig i hikkende lyde. 

Og Rebekkas stemme begyndte at skære skære skære igennem tankerne, og gav ekko (hun er seriøst for latterlig, hun er seriøst for latterlig, hun er seriøst for latterlig), og hun hørte Julie som sagde, at hun aldrig aldrig aldrig ville svigte hende eller lyve for hende, og hun så Rebekka forvrænge sin næse så hudfolder bølgede frem mellem de blågrønne øjne, da hun hørte om hendes angst, og det rullende blik hvor øjnene gled til en hvid substans, kun kortvarigt, og tomheden strakte sig ind i hendes knogler og begyndte at skære...

(Hun er seriøst for latterlig)

... "Jeg er så bange, Julie," fremhviskede Sophie, som hun sad der på sofakanten hjemme hos Julie, hvorpå hun lænede sig frem, og hendes stemme knækkede over til en hæs kvækkende hulken, og Julie gled sine arme om hende i det kærlige venindekram, der altid fik Sophie til at slappe af, og Sophie vred ansigtet rundt og begravede det i sin venindes bryst, og hun hikkede og hev luft ind og hikkede, og Julie placerede hånden imod Sophies hoved, ligesom da hun omfavnede hende i omklædningsrummet i 7. klasse. Og hun sagde "der er ikke nogen grund til at være bange, Phie, jeg er her og det har jeg hele tiden været og det ved du at jeg hele tiden vil være, og det lover jeg, og bare få det ud, okay, søde? Bare få det ud." Sophie løftede sit hoved, og kiggede op i sine venindes rolige brune øjne, og det gik op for hende, at Julie var den søster, som Mathilde ville have været, hvis hun ikke døde alt alt for tidligt, og - "tak, Julie, du er seriøst den bedste veninde, du er?"

(Hun er seriøst for latterlig)

... Og de sad på Sophies værelse hjemme i Hvidovre, allesammen i skrædderstilling, og udførte en leg, som Rebekka havde fundet på, hvor man skulle lægge en seddel på gulvet og fortælle om sine største drømme og mest dybeste hemmeligheder, og det var kun noget de tre piger delte sammen - "ingen andre må finde ud af noget," sagde Rebekka, og lod alvorligt blikket glide imellem Julie og Sophie -, og Sophie der sagde at hun drømte om at blive professionel guitarist og sanger, og flytte til Helsingør, og få en familie, og Julie havde spurgt om hun ville synge for dem - "vi har aldrig hørt dig synge, Phie" -, og Sophie afviste og sagde at hun ikke kunne, at hun var alt for bange, og selvom hun vidste at de var hendes veninder, var hun bange for at det ikke vat godt nok, og...

(hun er seriøst for latterlig)

... Sophie sad op ad bøgetræet, med benene samlet, og stirrede blot ligefrem for sig, og hun var på lejrskole i 7. klasse, og de andre piger sad samlet om bålet og snakkede og lo, og der var også en masse drenge der, men hun kunne ikke bevæge sig hen til dem, for hun var bange for at besvime igen, eller at mørket ville omfavne hendes krop, og hun så bare varmen der fik luften til at flimre og bølge, og røgen der vred sig i alle retninger, og de andre ville sikkert syntes at hun var åndssvag, for hun var bange for alt, og det vidste de, og hun kunne ikke engang klare cirklen, og hvorfor kan du ikke gøre noget som helst rigtigt, Sophie, hvorfor hvorfor hvorfor...

(Hun er seriøst for latterlig)

Sophies ansigt trak sig sammen, som tårerne i skæve striber vred sig nedover hendes kinder, som havde puffet sig røde, og hun løftede begge hænder og lukkede dem sammen om sine hårlokker, og hun begyndte at trække, trække, trække, indtil det begyndte at brænde i hovedet, og hun tænkte på Lukas som havde lagt røret på, og Lukas som hun aldrig troede hun skulle miste, Lukas som hun elskede af hele sit hjerte, og hun havde såret ham, og brevet havde gjort alt værrere, og hun kunne ikke længere holde øjnene oppe og knoerne bankede imod hendes pande, igen og igen og igen, og hvorfor skulle hun være så dum og latterlig, og Rebekka havde jo ret, hun duede ikke til en skid og hun var en dum og dårlig veninde, og hvorfor kunne hun ikke tage sig sammen, åh hvorfor, åh hvorfor, åh hvorfor, og hun kunne ikke trække vejret, og gispede og hvæsede, inden gråden brændte op gennem svælget og forlod læberne og hun kunne ikke stoppe med at græde græde græde, før hendes krop endelig gav efter og hun faldt i søvn af udmattelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...