Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17692Visninger
AA

54. SKAL VI VÆRE KÆRESTER?

Hvor lang tid deres læber havde smældet sig imod hinanden i den klistrede fugtighed, som fik Nikolajs sind til at strække sig ud i en varm uendelighed, kunne ingen af dem sige, men det var lang tid, og deres munde blev ved og ved og ved med at læbe sig sammen, indtil Sophie til sidst strakte sin hals tilbage. 

"Nikolaj?" Hendes stemme var stadigvæk svaghæs, og hudfolderne svulmede sig i en rød tørhed under begge øjne, men hun græd ikke mere, eller det så hun i hvertfald ikke ud til at gøre, og hun hev luft ind, længe, og så fortsatte hun. "Du er virkelig dejlig."

Og Nikolaj smilte, han kunne ikke lade være med at smile, han smilte og smilte så kæberne blev stramme og ømme, og så svarede han hende. "Ska' vi gøre det igen?" 

Hun nikkede blot, og hendes øjne flimrede, og så lænede Sophie sig frem og Nikolajs mund læbede sig om hendes, et smæld af klistret spyt, og de så hinanden i øjnene igen. 

"Du smager godt, Sophie."

Sophie kluklo, den bløde lyserøde trillen, og varmen i Nikolajs brystkasse blev dybere og rødere og hun smilte.

"Du smager mest bare af spyt."

"Er det så underligt?" 

"Næ, det er det ikke. Men jeg kan godt lide dit spyt," sagde Sophie, og hendes stemme var ikke længere hæs, blot en luftig sukken.

"Det var da godt."

(Kys)

Sophie. "Det her er faktisk mit første kys."

Nikolaj. "Det her er mit ... femte eller sjette."

"Ej, seriøst?"

Han nikkede.

"Ja. Mit første kys kom for fem-seks kys siden ... så det her er nok ... mit ... sjette kys." 

Sophie lo, og Nikolaj elskede at hun lo, og det uendelige paradis som sindet strakte sig igennem, blev tykkere og lunere.

"Ja, okay. Det giver mening. Men så er det her altså også MIT sjette kys. Hvad siger du til at vi går videre til det syvende?"

"Det vil jeg sgu overhovedet slet ikk' ha' noget imod. Dig?"

Sophie rystede på hovedet. "Heller ikke her." 

"Jamen så la' os da gøre det."

"Okay." 

(...)

Stilhed.

De så hinanden i øjnene.

"Sophie, jeg er altså blevet virkelig, virkelig, virkelig pænt fucking forelsket i dig," sagde Nikolaj.

"Og jeg er også blevet totalt mega meget forelsket i dig." 

"Men vi har jo ikk' kendt hinanden i mere end hva' ... to uger?" 

"Og? Vi er forelsket. Er det så ikke lige meget, hvor lang tid vi har kendt hinanden?"

"Det har du nok ret i." Sophie blinkede, og Nikolajs hånd sitrede sig opover hendes nakke, og så delte han sine læber. "Klar til det ottende?" 

"Selvfølgelig." Hun lukkede øjnene, og lod denne gang ham læne sig frem, og han læbede sin mund sammen med hendes, og han kunne ikke nøjes med blot at gøre det én gang, han blev ved med at kysse hende, ved og ved og ved, det smældede igen og igen, og hans højre hånd gled fra hendes nakke og nedover hendes skulder og venstre arm, og Sophie slap grebet omkring hans hoved og lod sin venstre hånd møde hans højre, og han krummede fingrene sammen i mellemrummet mellem hendes fingre, og hans hånd passede så utrolig godt ind i hendes, og de kyssede igen. Sophie lagde sig tilbage, med ryggen ned mod bænken, og Nikolaj krøb sig fremad, og hendes brysters udbulinger skrabede sig blødt og varmt imod Nikolajs mellemgulv, og det eneste han så bag de lukkede øjne, var Sophie der smilte og Sophie der græd og Sophie der spillede på guitar imens hun sang "Hallelujah, Hallelujah, Hallelujah", og en mangfoldighed af Sophier - stående Sophier, siddende Sophier, syngende Sophier, grinende Sophier, kyssende Sophier - oversvømmede hans tanker i den varme behagelighed af kropsrislende velvære, og der var ikke noget vidunderligt første kys, for alle kys var vidunderlige, absolut alle, og det ene kys blev erstattet af et der var bedre og et der var endnu bedre, og de kyssede, kyssede, kyssede, indtil Nikolaj næsten ikke kunne få vejret længere, og hans læber blev til en følelseskold snurren. Han hev luft ind, og balsam-honning duftende hårstrenge slyngede sig ind bag hans tænder, og klistrede sig stikkende mod tungespidsen, og han spyttede, og Sophie spurgte "hvad er der?" og han svarede "ikk' noget, bare hår i munden," og han lænede sig frem og smældede sine læber imod hendes for trettende gang.

Den udspændte svulmen i hans skridt pressede udad og vibrerede, og den pludselige stofbule på bukserne skubbede sig imod Sophies ene ben, men han tænkte ikke over det, gad ikke tænke over det, og det var kun Sophie han tænkte på, ingen andre end søde og dejlige og smukke og fantastiske Sophie, og begge deres hænder havde flettet sig sammen, og knugede sig til, og Sophies varme fik sveden til at frempible sig i en slimet tilklistren på Nikolajs hænder. Sødmedunsten, duften af Sophie, indhyllede ham, og han blev aldrig træt af lugten, aldrig nogensinde, og han vred sig en anelse mere, og Sophies bløde krop, mindede ham om et tøjdyr, og det gjorde ham blot endnu mere forelsket i hende, for den var så sød, så fantastisk sød, og der var noget dybereliggende skrøbeligt i hendes krops varme blødhed, noget skrøbeligt han ikke kunne andet end elske, og jeg er forelsket, jeg er så forelsket, og jeg er så glad for at det er dig og ingen anden jeg er forelsket i, jeg er så fucking forelsket i dig at det er helt fucking utroligt, og deres læber delte sig langt om længe. 

Så sagde Sophie noget, efter at hun hev efter vejret.

"Jeg kan mærke din boner."

Varmen brændte sig ud i Nikolajs kinder. "K- ka' du?"

Hun nikkede, og hendes læber var bredt i et svagt læbesmil, og hvis ikke hendes øjne stadig var saltrøde, ville man ikke kunne gætte at hun lige havde grædt.

"Mmm-mmm. Men det gør mig ikke noget. Jeg er selv utrolig våd."

Nikolaj kunne ikke lade være med at grine. "Fuck jeg elsker din humor, Sophie."

"I know." Hendes bryn gjorde en række indbydende vippebevægelser, og de kyssede igen, denne gang tre hurtige kys - smæld-smæld-smæld - lige efter hinanden. Nikolaj betragtede atter Sophies øjne.

"Du er faktisk ikk' den eneste, som tænker over livets store spørgsmål."

Sophie rynkede brynene, blot en anelse, og rettede hovedet let på skrå. "Hvad mener du?"

"Jeg tænker rigtig meget i "røde tråde". Eller, det gør jeg ikk' altid, men ... ja." 

Et hurtigt kys. 

"Oplys mig, Oh Stygge Ulv." 

Nikolaj fniste gennem næsen. "Selvfølgelig, Lille Rødhætte. Men prisen er et kys."

"Ih altså, du er også så besværlig." Hun strakte hovedet op og læbede sin mund om hans, én hurtig gang, og det smældede da deres læber delte sig og så lagde hun sig tilbage imod bænkens træbrædder. "Så fik du dit kys. Må jeg så høre?" 

"Okay." Han blev ved med at kigge på hendes ansigt, hendes smukke ansigt med de røde tårespor, og hans fingre løsnede sig og strammede sig imellem Sophies, og han begyndte at tale. "Jeg har en eller anden utrolig filosofisk idé om, at alt i den her verden er forbundet. Ja,  I know, man sku' fandme ikk' tro at jeg tænkte sårn' nogen ting. Jeg er jo bare sårn' en typisk teenager, ikk'? Jeg føler mig også lidt mærkelig."

"Du er ikke mærkelig. Jeg syntes det er sødt." 

"Tak."

"Fortæl videre!"

Nikolaj fugtede læberne. "Jeg har lidt den der idé med, at vores livshistorie er, you know ... sårn' en slags ... en slags røde tråde. At hele verden nærmest består af sårn' nogen usynlige røde tråde, som alle sammen er forbundet. La' mig gi' dig et eksempel - Anden Verdenskrig. Den eneste grund til, at anden verdenskrig ku' la' sig gøre, var på grund af første verdenskrig. Og du ved godt, hvordan første verdenskrig startede, ikk' å?" 

Sophies øjne klemte sig smallere. "Mmmm ... jeg kan ikke helt huske det."

"En hertug der blev skudt. Ja, jeg var en af de få eneste i min klasse, som rent faktisk fulgte med i historietimen. Men i hvert fald ... den her hertug, eller Jarlen, som de vist også blir' kaldt ... han ... der var nogen der ikk' ku' li' ham på grund af noget med hans politiske holdninger ... og derfor var der nogen ... serbere tror jeg det var, som så myrdede ham. Hvilket så satte første verdenskrig i gang ... og den røde tråd fortsætter fra serbiske uroligheder, en hertug der bliver skudt og til første verdenskrig, hvor tråden så fortsætter til sårn' nogen økonomiske problemer i Tyskland, som var resultatet af den her ... den her første verdenskrig, og derfra til Hitler, som kom til magten fordi han ville gøre Tyskland til en sårn' ny supermagt, og han slog så en masse jøder ihjel, fordi han mente at de var i vejen for supermagten, og sårn' fortsætter den røde tråd til verden, som den er nu. Fordi en hertug blev skudt af nogen sygt pissed serbere. Og hvis vi ska' trække den her ... den her røde tråd længere ud, ikk'? Så ka' vi rent faktisk sige, at en tredje verdenskrig ka' begynde fordi en pige - rød tråd nummer et - jagter en sommerfugl - rød tråd nummer to - ud på en vej og bliver kørt ned af en bil - rød tråd nummer tre. Det mindfucker sgu en del, når man tænker over det." 

Der blev stille, og så buede Sophies læber sig i et smil. "En verden af røde tråde. Jeg kan vildt godt lide den tanke. Jeg har aldrig selv tænkt det på den måde, altså, i røde tråde, men jeg har haft lidt de samme idéer. Det der med hvordan alt er forbundet."

"Ej hvor fedt. Så er jeg ikk' den eneste teenager, der er mærkelig." 

Deres læber fugtede sig sammen i endnu et klistret smæld.

"Du er ikke mærkelig, Nikolaj. Du er sød. Og du er lige steget 200 procent op i min sødheds-skala med dine røde tråde."

Nikolaj svævede i varme, dyb og bundløs varme, og han vred sig en anelse, og det dunkede imod gipsen omkring hans ankel, dunkede men uden at gøre ondt. Fingrene løsnede sig atter en anelse imellem Sophies. Hans pande lænede sig imod hendes, så spidsen af deres næser svagt rørte hinanden. 

"Hva' med mine jyske platheder?"

"300 procent på skalaen." 

(smæld)

"Du er fucking dejlig, Sophie" sagde Nikolaj, og hans stemme havde dæmpet sig i en hviskende tone.

"Du er dejligst, Nikolaj." 

"Ska' vi være kærester?"

"Det er vi allerede, er vi ikke?"

"Det er vi vel."

(Smæld-smæld-smæld)

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...