Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17125Visninger
AA

64. SANDHEDEN

Det skete i ti-pausen. Frederik blev siddende på sin plads, og han havde strukket telefonen fremover bordpladen. Christian rejste sig op, og han snakkede med Jonas og de vandrede udenfor, men Frederik blev siddende. Nikolaj kæmpede for at bevare roen, trods ophidselsen kildrede sig ud i hans fingre, idet han vandrede op ad klassen, op til Frederik, og han kunne gribe fat i hans krave, så trøjen krøllede sig, for derefter bare at ruske, ruske, ruske, men ro på Nikolaj, ro på, du skal ikke bruge vold, vold er kun noget idioter bruger, idioter som FREDERIK, du skal ikke bruge vold, og han standsede da han nåede det forreste bord i højre side ad klassen, lige inden døren. 

"Frederik."

Hans stemme var strammet mere til end vanligt. Han var ligeglad. Frederik stivnede, med tommelfingeren hvilende imod skærmen, Nikolaj kunne se at han var på facebook, men hovedet blev ikke drejet, han sad blot der med armen udstrakt og Nikolaj tog en dyb indånding. Amalie kiggede på ham, han kunne fornemme det ud af øjenkrogen, men hun kunne kigge alt det hun ville, den her sag vedkom ikke hende, den her sag var kun mellem ham og Frederik, bland dig udenom, Amalie, bare bland dig helt fucking udenom. 

"Jeg ska' snakke med dig."

Et stille øjeblik kom der ingen reaktion. Så klikkede Frederik spidsen af pegefingeren ned på knappen i telefonens top, så skærmen blev fyldt af natsort vakuum. Han drejede hovedet, og hans bryn var løftet op i panden, så furene fremkom på den alt for uskyldige måde, som Nikolaj hadede, som om han ikke havde gjort noget forkert, og blikket var alt for roligt. "Hva' er der?"

"Det tror jeg godt du ved. Vi to ska' snakke sammen. Jeg vil gerne ha' du kommer med mig!"  

Et tørt suk udstødte sig fra Frederik, som om han var træt af at blive forstyrret, og hans blik viftede sig fremad. Han rejste sig op, og stolen skrabede sig tilbage og han greb sin telefon. Det forekom Nikolaj, at Frederiks fingre blev strammere om kvadratformen. Amalie kiggede fortsat på dem, uden at sige noget, og han mødte hendes blik et kort sekund. Så skridtede han fremad. Frederik fulgte trop, og hans blik var fastlimet på telefonen, og tommelfingeren skurrede-skurrede-skurrede henover skærmen, i ensartede bevægelser, som den altid gjorde når han enten var ophidset eller nervøs, og det sugede i Nikolajs mave, jeg håber du er nervøs, Frederik, det håber jeg fandme du er, for der har du også alt mulig grund til at være, din fucking lille skid, og Nikolaj drejede til venstre på den anden side ad døren. 

"Den her vej," var det eneste han sagde, som han vandrede længere ned ad skolekorridoren, i retning mod trappenedgangen for enden - bag trappen krydsede en anden korridor, flankeret af en massiv, vinduesløs murstensvæg i gult - og Frederik fulgte lydløst med ham. Hans skridt var glidende. Blikket fastholdte sig vedblivende på telefonen, tommelfingeren skurrede, og Nikolajs mave sugede kraftigere. De nåede trappen tyve skridt senere. Ophidselsen fik det til at dunke bag Nikolajs ankelforbinding, og han lod Frederik gå først inden han humpede sig efter ham. Da de nåede det grå linoleumsgulv for enden af trappen ti trin senere, langede Nikolaj fat i Frederiks skulder, og han strammede fingrene hårdt sammen og vred sig mod højre. Frederik trak sig med. Han kiggede stadigvæk på telefonskærmen. De bevægede sig under og bag trappen, og standsede ved de to vandrør, der listede sig langs gulvkanten, hvorpå Nikolaj langt om længe slap Frederiks skulder.

Frederik kiggede ikke på ham, kun på telefonskærmen, og han lænede sig tilbage indtil toppen af ryggen hvilede sig imod murstensvæggen. 

"Kig op fra den telefon, Frederik." Nikolajs stemme vred sig stadigt hårdere. Frederik løftede hovedet, og brynene var hævet, i den flabede grimasse der skabte den hudbølgende pande, grimassen Nikolaj hadede, grimassen af uskyldighed, falsk uskyldighed, for Frederik var langtfra uskyldig, Frederik var SKYLDIG, og den fucking lortegrimasse kan du godt pakke langt væk, jeg ved det er dig, jeg ved det, jeg ved det ved det VED DET.

Nikolaj trak vejret hårdt ind, og hans lunger var kolde. "Hva' fanden har du fortalt Sophie?" 

Frederik trak brynene sammen, så en lodret kløft gennemskar pandefurenes midte. "Hva' mener du?"

"Drop dit skuespil, Frederik! Jeg ved sgu godt det' dig! Hva' fanden har du fortalt hende?" 

Frederik sænkede telefonen. Han stod stadig svagt tilbagelænet mod væggen. Kort tids tavshed. Elevers stemmer og skoknirk mod linoleum summede fra oven. Så blinkede han forvirret, og rystede på hovedet. "Nick, jeg ved sgu ikk' hva' ... !"

"Hva' har du fortalt hende, Frederik?" Nikolaj hævede stemmen, og igen blev Frederiks fingre stramme imod telefonens kanter. Kæberne blev spændte, og Nikolaj kunne se det i de blågrønne øjne, Frederik vidste hvad han snakkede om, han vidste det, han vidste det fandeme, det VAR ham der havde gjort det, det VAR virkelig ham, det fucking svin. 

Frederik var atter tavs, i lang tid. Pandefurene svandt bort. "Sandheden," svarede han så, med en alt for rolig og alt for nøgtern tone. 

Nikolaj skrånede hovedet, blot en anelse, og løftede det ene bryn. "Sandheden?" 

"At du er en løgner," fortsatte Frederik, med den samme rolighed, men der var noget mørkere bag det afslappede.

Nikolaj svarede ikke, kiggede blot på ham, og endnu en skoknirken et sted fra oven. Det vred sig i Frederiks venstre mundvige, i noget der lignede begyndelsen til et smil, og igen hævede brynene sig. "Jeg fortalte hende sandheden. Hele sandheden. At hun bare var et væddemål, at du svigtede mig til fordel for hende, at hun ikk' var din type og at du ikk' er til at stole på. Åh ... vent ... jeg kom vist også til at fortælle hende, at du slet ikk' har nogen billeder af random mennesker på din telefon, og at det bar' er noget du har fortalt hende for at vinde de fucking 100 kroner." 

Alt i Nikolajs indre syntes at vride sig sammen til en stenhård bold, som lokaliserede sig mellem mavesækken og lungerne, og bolden blev strammere og strammere og strammere og han knyttede sin næve. "Ved du hva', Frederik? Vi er ikk' venner mere. Vi er ikk' venner mere og du holder dig langt ... langt ... langt væk fra mig. Jeg vil fucking ... aldrig ... snakke til dig igen. Og jeg vil fortælle Christian ... og Jonas ... og Amalie ... alle de andre ... hva' det er du har gjort. Og hvis jeg nogensinde ser dig ... bare i nærheden af mig eller i nærheden af Sophie igen, så smadrer jeg dig. Er du med?" Nikolajs stemme begyndte at skælve, og han bed tænderne sammen. "Så fucking ... smadrer jeg dig!"

Frederiks ansigt var blevet hult, blot en grimasse af tomhed, og fingrene var strammet hårde og skælvende om telefonens kvadratform. Nikolaj rystede på hovedet, og han fortsatte, og tænderne var stadig sammenbidte. "Kæft hvor er du ynkelig. Jeg forstår sgu godt, at Cecilie skred, for du er fandeme det største pattebarn, jeg kender. En pige som hende fortjener nogen der er bedre end dig." 

Så vendte han ryggen til ham, med næverne skælvende strammet sammen, og han begyndte at gå, og han fortrød intet. Han fortrød ikke at han havde afbrudt venskabet med Frederik - hvilket venskab? - og han fortrød ikke, at han havde ydmyget ham og latterliggjort ham, han fortrød intet af det, for Frederik fortjente ikke bedre, han fortjente virkelig ikke bedre, og en lettelse fremvæskede sig i undermaven, og afbrydelsen af dette ti år lange venskab var som at blive lettet fra en tonstung byrde, som at blive kureret af en sygdom der kun bragte smerte. Han behøvede ikke længere bekymre sig om Frederiks dårlige selvværd og latterlige jalousi, og han behøvede ikke længere at høre på de uendelige klynkerier eller den evige negativitet, han behøvede det ikke mere, han var fri fri fri, og Frederik, du kan rende mig kan du, du kan rende mig og skride ad helvedes til, og han rundede hjørnet af trappen. 

Han nåede ikke længere. Han hørte skridtene bag sig, de alt for hurtige og alt for klaskende skridt, som hvis nogen løb, og skridtene klaskede sig nærmere, og noget ramte ham bagerst i den skadede ankel. En spasme af hvidhed skar op gennem benets bagside, op til knæleddet og flerfarvede pletter, både violette og hvide og blå, slog sig indover hans synsfelt, og ansigtet fortrak sig. Smerten var hvidglødende, ligesom smerten fra tacklingen på fodboldplænen, den var hvidglødende og den skreg lysfrekvent i hans kranie, og han åbnede munden men kunne ikke skrige, og han kunne heller ikke falde, han nåede det aldrig for Frederik vred sine arme omkring ham, en hæs vejrtrækning lød mellem sammenbidte tænder, en hvæsen af dyrisk raseri, og Nikolaj blev slynget mod højre. Kanten af panden dunkede i en hul lyd mod murstensvæggen. Et fyrværkeri af hvidglimt eksploderede henover nethinden, og Nikolaj gryntede og hans ben knækkede idet endnu et spark blev plantet imod hans venstre ankel, og han røg i knæ. Det sved i panden, en dunkende brænden, men det var smerten af hvidhed, der blev ved med at gløde i jagende spasmer nedefra, det var den ulidelige smerte der var den værste, så paralyserende, så lammende, og han hev efter vejret og prøvede at løfte hånden op, men en hård næve smækkede sig ind i ansigtet fra højre, ind i det ene øje og det summede ud i panden. Nikolajs hoved spjættede til venstre. Hans tænder bed sig sammen, og han mistede balancen og tumlede ned på siden. Flere hvæs, de kom serievist, det hvæsede fra Frederik, hvæsede, hvæsede, og skospidsen sparkede sig ind i skridtet. Nikolaj vred sin krop og hans hoved gled tilbage og han vrælede, skingert, grædende, maven sank ind til en evighed af smerte, og endnu et spark, denne gang i brystkassen, sparket gjorde ham kortvarigt ude af stand til at få vejret, han gispede, gispede, gispede, men det brændte i lungerne, det eneste han fik ud af det var den ulidelige brænden, og endnu et spark, denne gang i maven. Det tredje spark blev leveret i hagepartiet, og spyt slyngede sig i slimbuer bort fra munden, han drejede ansigtet og et spark i mellemgulvet, så han krøllede sig til fosterstilling, og nogen skreg højlydt, det var Amalies stemme, det var Amalies stemme, var det ikke? 

Foden slyngede sig ind i hans ansigt, i næsebenet, og smerten der fulgte, var hul, den prikkede dybt ind i ansigtet, forplantede sig bundløst, og endnu et spark henover hans øjenparti og et til og et til, de flerfarvede ildfluer vred sig imod baggrunden af mørke og verden drejede, den DREJEDE fandme, og han kunne ikke se noget, han var blind, han var fandme blind, og mere hvidhed fra anklen, mere hvidhed, og nogen greb ind. Nogen greb ind, en pige, og hun skreg "FREDERIK HVAD FANDEN LAVER DU!" og det var Amalies stemme, han var sikker på det, det var sgu fandme AMALIES stemme, men endnu et slag, der ramte hans mellemgulv, og tarmene syntes at vride sig opad, presse op forbi mavesækken og flække i stykker, halsen snørede sig sammen, han skulle kaste op, han var sikker, men han kastede aldrig op, og sparkene stoppede. Flere mennesker kom til. Han hørte Frederik skrige. Ørene skreg af smerte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...