Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17195Visninger
AA

9. SAMTALE

Det var ved hans 11. forsøg på at gentage målet fra fodboldkampen mod Viby, og 11. fejlslag i samme, at Nikolaj stødte på Sophie tirsdag eftermiddag ved Risskov Strandpark. Bolden var netop landet skævt fra stolpen og dumpet ind i metalhegnet, da han samlede den op fra græsset og vendte sig rundt og skulle til at spille igen. Og han så hende komme gående ved den modsatte ende af græsplænen og langs stien på den anden side ad metalhegnet, og selvom hun befandt sig næsten tres meter væk, og han ikke kunne se hendes ansigt, var han overbevist om at det var hende. Den flødefarvede jakke og de samme type jeans som Sophie havde haft på i skole og det lysebrune hår. Og han besluttede sig, uden egentlig helt at forstå hvorfor, at følge efter hende, og tog derfor bolden under armen inden han skridtede i bevægelse. 

Måske var det fordi han gerne ville snakke med hende og lære hende at kende eller måske var det fordi han blot var nysgerrig - hvilken type pige er hun mon? -, men ikke desto mindre fandt han sig selv følge efter en pige han kun havde set men aldrig snakket med. Han luntede, for hurtigere at indhente hende, og nåede ned til åbningen i metalhegnet som han bukkede sig indunder og derefter endte på asfaltstien. Han vred hovedet til venstre. Sophie gik afsted fyrre meter længere fremme - hun havde noget under armen, havde hun ikke? -, og hendes hår lagde sig fint nedover ryggen. Han blinkede og satte sig i bevægelse efter hende. Og som han gik fremad - først med hurtige skridt for at komme tættere på hende, inden han sagtnede farten og holdte sig i en afstand af tyve meter -, gled hans tanker tilbage på samtalen han havde haft med Frederik tidligere på dagen, efter de var kommet hjem fra gåturen.

"Du vil aldrig kunne komme i kontakt med hende, det vil jeg vædde med"

"Hvor meget vil du vædde?" 

"100 kroner."

"Top."

Men han havde ikke taget kontakt til Sophie, havde blot ladt hende være - mest for at provokere Frederik -, og havde ikke regnet med at tage kontakt til hende før hun tog kontakt til ham, men som han bevægede sig ned ad asfaltstien og forbi en række af grantræer, med Sophie knap tyve meter foran sig, tog en ny idé sig form i hans hoved og han vidste at dette måske var hans chance for at lukke kæften på Frederik og vise ham hvordan man skulle tage kontakt til en pige. Uden at behøve at stalke, vel og mærket.

"Men jeg stalker jo heller ikke, andet end lige nu, men lige nu er det jo også nødvendigt, so who the fuck cares?" 

Sophie drejede til venstre ved Strandparken og forsvandt bag en klump af rønnetræer, og Nikolaj gled hurtigere i bevægelse og klemte samtidig bolden strammere imod armhulen så den ikke faldte ud og trillede væk og på den måde sinkede ham. Han nåede forbi træsamlingen og drejede hovedet ned mod vandet og klitterne og så Sophie vandre henover den sandede marehalmsjord, ned til stranden og runde mod højre og forsvinde bag den sandede, græsklædte klitryg. Nikolaj lod sine læber tilspidses i trompetformation som han på ny vandrede i hælene på hende.

*

Sophie fandt det helt rette sted at tegne - Lige på den skrånende del af klitryggen, på en pude af marehalm så hun ikke fik sand i lommerne og samtidig havde et panoramisk udsyn udover bugten og Kattegat og Århus Havn et sted mod højre og Djursland og Mols langt langt ude ligefremme og svagt til venstre. Hun satte sig ned og strakte benene ud foran sig, bøjede dem så hun kunne bruge de opadskrånende lår som underlag, inden hun trak skitsebogen frem og hvilede dem imod lårene og slog op på en af de blanke sider. 

Det var det eneste der kunne få tankerne væk fra Lukas, fra Rebekka og Julie, fra hendes nye skole og fra tomheden der svulmede og voksede og gnavede igennem kroppen. Hun havde brugt den indbyggede GPS i hendes telefon til at finde frem til stranden, og det kvarters gang det tog fra villakvarteret i Risskov kunne hun sagtens leve med. At gå ture og cykle var noget hun var vant til, og det gjorde hende altid gladere og klarere i hovedet. Hun havde ikke nogen lektier for - hvis hun skulle stole på skoleskemaet hun havde fået med hjem kom lektierne først i morgen, hvor der var læseprøver i dansk -, så hun havde al den tid til rådighed hun fik brug for, og det regnede heller ikke mere og solen skinnede istedet frem imellem det tynde, halvgennemsigte skylag af gråt. Det var der perfekte vejr til at sidde udenfor i, og tegne, og hun havde alligevel intet andet at give sig til. 

Hun åbnede penalhuset - et sølvmetallisk etui af stål med hendes navn indgraveret i sirlige jernbogstaver -, og fandt den særlige blyant med den blå spids frem, inden hun lod de blå øjne skanne henover strandpromenaden. Det hvidgrå sand, der trak sig fremad og blev mørkere og mørkere jo tættere på vandkanten, det kom, for til sidst at blive afløst af de indslående bølger der rullede frem og trak sig tilbage. Lidt skrå fra hende udstrakte badebroen sig i bugten, flere meter - Sophie gættede på halvtreds, mindst - og blev afløst af vandets blå som afspejlede det tynde skydække og den hvide solskive. Øjnene gled hun længere fremad, imod horisontkanten der henrulledes i et slørende dis, hvor fastlandskonturerne - "gad vide om der altid er diset her?" - på Djursland, med klitbakker og rulledale, blot var udtågede silhuetter. Mod højre buede stranden sig udad, og blev langt henne afløst af kraner og skibe og fabriksbygninger (store grå betonklodser) og skorstene som udgjorde Århus Havn, og hvis hun vandrede blikket bag industriområdet kunne hun se Marselisborgs brune knuder af træer, der endnu ikke var udsprunget, samt de røde og brune og gamle og nye bygninger, der alt sammen dannede Århus indre by. Mod venstre gled stranden blot op i tågesløret, og slog sig sammen med Djursland ti kilometer borte, knap synligt grundet disen.

Og på stranden så hun bevægelse, og viftede øjnene nedad, opdagede ægteparret - over fyrre begge to, det var hun sikker på - gående side om side som de holdte øje med deres gulbrune Golden Retriever, der kastede sig og plaskede sig rundt i vandet. Hendes læber fortrak sig i et ganske svagt smil, knap tydeligt og en anelse skævt, og et kort øjeblik forestillede hun sig hvordan hendes liv ville se ud om fyrre år. Skulle hun være alene? Ville hun nogensinde få muligheden for at møde nogen eller snakke med nogen? Eller ville kun have to venner hun kunne stole på og aldrig en kæreste, og skulle hun blot dø ensom og alene...

Hun skyndte sig at glide øjnene tilbage til den blanke side i skitseblokken, og tvang sine tanker bort - ikke tænk på noget som helst andet end at tegne, Sophie -, inden hun pressede blyantens grafitspids imod papiret og begyndte at køre i små, sikre buer fra højre og mod venstre, så strandpromenaden for sit indre blik, det udstrækkende hav og den mælkehvide horisontdis...

"Undskyld?"

Drengestemmen flåede i hendes koncentration og fik billederne hendes hjerne dannede, til at flyde bort, og hun tabte blyanten i sandet inden hun i en hurtig stiv bevægelse løftede hovedet.  

Nikolaj stod foran hende, med sit hår anrettet i den sædvanlige sideredte frisure - det forekom Sophie at glimte svagt af voks -, og de løse Denim-jeans der smallede sig til ved anklen og dannede en omkredsende fold. Han klemte en fodbold imod den ene armhule, og hendes hjerte kastede sig atter imod brystbenet - dadumdadumdadum - og klistret sved piblede sig frem på hendes håndflader og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun burde sige noget - "Hej, kender vi hinanden?" eller et eller andet -, og hun havde da set ham i klassen og han var sgu da egentlig ret lækker. 

Men hun sad blot og kiggede, i fastfrossen stilling som hjertet truede med at eksplodere ud fra brystkassen eller pumpe sig op til struben og sætte sig fast, så hun blev kvalt. 

Nikolaj skød underkæben frem så tænderne tilsynekom sig, og brød den kvælende tavshed. "Vi er fra samme klasse. Jeg hedder Nikolaj. Og det er dig der er Sophie... Hansen, ikke?" 

Han er den anden dreng der prøver at komme i kontakt med mig. Sig mig, det er sgu da ham der der går sammen med ham der Frederik eller-hvad-han-nu-hedder, er det ikke? Åh nej, pis, de er måske ude på noget, at ydmyge mig eller latterliggøre mig eller...

Hun viftede blikket bort fra ham og så atter ned på skitseblokken, og det kvaltes i hendes hals. Måske skulle hun bare rejse sig og klappe skitseblokken sammen og skynde sig væk, før han prøvede på noget, musklerne i hendes krop tilstrammede sig allerede og hun ville bare skrige skrige skrige...

Lyden af stoffibre der blev gnedet imod hinanden, kort inden hun ud ad øjenkrogen så bevægelse. Drengen Nikolaj kom nærmere, åh fuck, hvad nu, shit, hvad nu?Hendes øjne spilede sig op, læberne tyndede sig blot til en streg og hun klemte fingrende hvide imod blyanten.

"Du må altså undskylde hvis jeg skræmte dig, Sophie. Det var ikk' meningen." Nikolaj satte sig ned ved siden af hende - han burde vel egentlig spørge om lov først, burde han ikke? Nå, ligemeget, nu var det gjort - og samlede hænderne foran sig, og vendte ansigtet imod hende. Øjnene kørte betragtende nedover hendes krop, hvorledes han delte læberne og fortsatte. "Det er bare... Jeg stod oppe og spillede bold og var egentlig færdig, men... Men, øhm... Ja, så var jeg på vej tilbage og så at du kom gående, og... Ja, så tænkte jeg: "Det er sgu da Sophie, er det ikk'? Hende den nye?" Og så fulgte jeg efter dig."

Halv sandhed, Nick, men hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af.

Sophie drejede forsigtigt hovedet og kiggede på ham, og hendes forstivnede ansigtsudtryk bedrog skrækken, som tydeligvis var blevet forøget da han havde brugt udtrykket "fulgt efter dig." Han skyndte sig at redde den.

"Bare rolig, ikk' følge efter dig på den måde, hvis det' det du tror. Det' bar'... Jeg bar' nysgerrig... efter at lære dig at kende, mener jeg. Altså, du startede jo kun i går og... og jeg har ikk' rigtig set dig snakke med nogen, og så tænkte jeg om du måske var ensom eller et eller andet. Så... Så jeg ville egentlig bare gerne være venlig, og snakke med dig og måske lære dig lidt at kende." 

Sophie slog blikket ned, og sagde ikke noget, og Nikolaj begyndte at tro at dette her var en kæmpe fiasko og at Frederik havde ret og han nu havde tabt 100 kroner. Men så skilte hun læberne og han hørte hendes stemme for første gang nogensinde, og det forekom, og overraskede ham, hvor blid og skrøbelig og rolig - hvor behagelig - den egentlig var.

"T-Tak." 

Det lettede at sige noget og hun mærkede allerede tyngden der pressede imod solar plexus, blive betydeligt løftet så hun havde nemmere ved at trække vejret. Hun kunne dog kun kigge på ham i få øjeblikke.

Nikolaj smilte og fortsatte. 

"Det manglede da bare. Vi skal jo altid gi' plads til hinanden, ikk' å?" 

Det svage umærkelige smil skævede sig om Sophies mund. Det var et smil, Nikolaj betragtede som et godt tegn. Han genoptog forsigtigt samtalen.

"Du skal forresten ikk' ta' dig af Frederik. Han er fin nok. Vi er bedstevenner, og tro mig... Man ka' sgu ikk' undvære ham. Indrømmet, han... han er lidt pigegal... Men hvilken dreng er ikk' det som teenager? Ja, altså, medmindre man selvfølgelig er bøsse." 

Ordet bøsse fik Sophies tanker til igen at glide tilbage til Lukas. Og hun så sig selv favne armene omkring hans krop, og klemme sig ind til ham så hendes hoved berørte hans bløde bryst og vibrationerne fra hjertslagende plantede sig ind på hendes kind, og hans hjerte bankede bare så fint og roligt og alle hendes problemer forsvandt, og hans dejlige bløde stemme og håret og tophuen, og hun elskede elskede elskede ham, og for pokker, hvorfor Lukas, hvorfor skal du være bøsse, hvorfor hvorfor åh hvorfor? Og tyngdepunktet eksploderede i hendes hals så hun frygtede at hun skulle græde, og det kriblede allerede i øjenæblerne, men hun ville ikke græde for hun sad sammen med en fremmede dreng som sikkert ville tro at hun var ustabil, men for helvede hvor var det bare uretfærdigt, og når Lukas opdagede at hun var forelsket i ham, når han læste brevet hun var så fucking dum at sende ham, så ville han ikke længere kunne være hendes ven, fordi det blev for akavet og for mærkeligt og fuck hvordan kunne hun være så skide dum, idiot, idiot, idifuckingot! 

"Hvad, øh, hvad er det du laver med den der? Er det en, øhm, dagbog?" brød Nikolaj hendes tanker med, og nikkede imod skitsebogen i hendes skød, og Sophie blev brat revet ud af de smertelige tanker som fik hendes strube til at vride sig og trække sig sammen som en våd klud der blev vredet tør for vand. Hendes blik vendte sig imod skitsebogen. Hun trak på skulderen, turde ikke fortælle ham det - hvad nu hvis han vil se mine tegninger og syntes de er grimme? -, og mærkede atter hvordan hendes tunge klæbede sig fast til undermunden. 

Men hun vidste at hun var nødt til at svare ham - "han gad faktisk at snakke med dig, Sophie, så du burde altså også svare tilbage" - og hadede sig selv for det, og måtte ende med at ryste på hovedet og dele læberne og fremkvække et meget dæmpet, halvhviskende og næsten uhørbart "nej."

"Hvad er det så? Billeder eller...?"

"Tegninger," svarede hun med den samme lave stemme, og havde stadig blikket slået ned imod den blanke papirside. 

"Tegninger? Fuck hvor nice. Er det... Det vel ikk' sårn' at, eh... At man gerne må kigge, vel?"

"Helst ikke!"

Nikolaj lod læberne bue sig nedad i en teatralsk grimasse, og gjorde en sidevippende hovedbevægelse idet han vendte ansigtet ud mod havet. "Nå. Øv. Det ku' ellers ha' været nice at se hvad du lavede, men det' fair nok. Vi kender jo heller ikk' rigtig hinanden... Andet end hvad vi begge hedder, selvfølgelig, men du ved hva' jeg mener." Endnu et lille smil - mere end en trækning end et smil, men Nikolaj syntes nu alligevel det lignede et smil - skævede sig på Sophies læber, omend kun kortvarigt. En kort tids tavshed fulgte, og en lille vind rørte på sig og drev indover land fra havet, så lugten af tang og salt prikkede imod indersiden af næsen. Nikolaj snakkede videre.

"Du' faktisk nice nok at snakke med, Sophie. Øhm, ja.. Og det var meget hyggeligt, faktisk, men jeg må nok se at komme videre." Han rejste sig op og smilte til hende og strakte sin hånd frem. "Ha' en fortsat god dag, ikk'? Og så ses vi vel i skolen i morgen."

Sophie bestirrede længe hans hånd, som var hun i tvivl om hvad hun skulle gøre med den, men så tog hun sig endelig sammen og gav den et svagt forsigtigt klem. Hendes håndflader var tilklistret af sved og hun var bange for at Nikolaj ville lægge mærke til det og kommentere på det, og at han ville synes at det var pisse ulækkert af hende at have så pisse klamme hænder, men han sagde intet til det. Smilte blot inden han tog fodbolden og vendte sig rundt og begyndte at gå tilbage. Sophie drejede langsomt ansigtet rundt og stirrede ud mod Kattegat, vidste ikke just hvordan hun skulle reagere på denne givne hændelse, da hun atter hørte Nikolajs stemme til venstre for sig.

"Hov, Sophie for resten, jeg glemte lige en ting." 

Hun kiggede på ham og løftede forsigtigt brynene op i den bredrunde pande. Hendes pandehår skrånede atter over kanten af venstre øje, men Sophie gjorde intet for at stryge det tilbage.

 "Er det i orden hvis jeg tager et billede?" fortsatte Nikolaj, som han trak telefonen op fra lommen og aktiverede skærmen. Sophies læber smallede sig atter lige, og hendes øjne blev stive, og han skyndte sig at give hende en spontan bortforklaring som han inderligt håbede at hun troede på. "Bare rolig, Sophie, det er udelukkende til privat brug."

Sophie blev ved med at kigge, og hendes angstsomme blik havde ikke forandret sig. 

"Altså, jeg mener... Jeg har sådan en hobby hvor jeg tager billeder af diverse mennesker og gemmer dem i sådan et album... jeg ved det, det er sygt mærkeligt og klamt og stalkeragtigt på en virkelig creepy måde, men... Ja, det er nu bare en ting jeg gør. Ligesom at... At du ka' li' at tegne, så kan jeg li' at tage billeder af mennesker og sårn'. Og så tænkte jeg... Du har været nice at snakke med og så vil jeg bare gerne have et billede... af dig... som et minde om at "hende her mødte jeg så ved Risskov Strandpark og hun var pisse sød at snakke med"." 

Sophie blinkede og slog blikket ned, og det så ud som om hun havde lyst til at stikke af, men det kunne selvfølgelig også bare være noget han fejlfortolkede. "Pleeeease, Sophie... Det... Det vil altså betyde utrolig meget. Kun ét billede og så ska' jeg nok skride... det lover jeg."

Sophie tøvede længe, og Nikolaj havde næsten givet op, men så vendte hun endelig øjnene imod ham og svarede ham.

"Okay. Ét billede. Hvis du lover ikke at vise det til nogen." Hendes stemme var stadig svag og spinkel og han skulle anstrenge sig for at høre hvad hun sagde. 

"Jeg lover ikke at vise det til nogen." 

"Okay. Så må du gerne."

"Super. Tusind tak." Og han løftede telefonen og fik hende i fokus, og for sit indre blik forestillede han sig Frederiks ansigtsudtryk når det gik op for ham at Nikolaj havde formået at skabe kontakt til en pige som ellers ikke ville snakke med nogen, og når han fremviste beviset i form af det billede han nu fik taget på telefonen, og han var allerede tæt på at bryde ud i latter.

Sophies læber skævede sig i et svagt smil, og så klikkede han ind og tog et billede. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...