Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17112Visninger
AA

44. SÅDAN SNITTER MAN I TRÆ

Frederiks hænder gned sig hårdere om hinanden, da han smurte sæben om huden under den hvislende vandstråle. Den kolde brystgnaven udhulede sig, og blev ved med at vride og dreje og vride, og hans blågrønne øjne viftede sig op imod spejlet, og det strammede sig til i hans håndmuskler. Rolig, Frederik, rolig, rooooolig. 

Han vendte sig bort fra vasken, og sammenpressede sine læber, og det snurrede i kæbemusklerne som han gled sig i bevægelse, henover flisegulvet, mod døren, og hjertemusklen bank-bank-bankede stadig voldsommere og koldere, og hvorfor har du svigtet mig, Nikolaj, hvorfor har du svigtet mig, hvorfor, og da hans fingre tilstrammede sig om det metalkolde håndtag, og trykkede ned i en fjedret lyd, filmede et øjebliksbillede foran hans nethinde, hvor han så sig selv kløve foden op gennem luften og bore den ind i Nikolajs maveparti. Det fik det til at spænde sig ud igennem alle kropsmusklerne i en kraftig, iskold sugen. Han åbnede døren. Jonas stod på den anden side, lænende skråt imod murstensvæggen, med den ene hånd i lommen og ansigtet rettet ned på den iPhone, som aldrig syntes at forlade hans hænder, som var den groet urokkeligt fast imellem de slanke fingre, og Frederik gav slip på døren, som hvislede på plads bag ham. 

"Ska' vi smutte op til de andre?" Frederik sagde det efter at have taget en dyb indånding, som havde givet efter i en skælven af svag ophidselse. 

Jonas reagerede ikke, hans tommelfinger tappede blot henover telefonskærmen, og det virtuelle touch-tastatur reagerede i utallige klikkliklikklikklik og Frederik hævede stemmen. 

"Jonas! Hey!"

Jonas løftede hovedet, med læberne svagt delte. Frederik fortsatte. 

"Ska' vi gå op? Før bussen kører?" 

Jonas nikkede, som hans blik atter buede tilbage til telefonen, og fingrene klik-klik-klikkede atter, og Frederik overvejede at bede ham om at slå lyden fra - den er fucking irriterende at høre på, Jonas, og jeg er fandme ikke i humør til at høre på fucking irriterende ting, okay? -, men han sagde ikke noget og begyndte blot at gå, og ingen af dem snakkede til hinanden. Jonas ansigt var limet til telefonen med det klikkende touch-tastatur. Frederik slentrede blot fremad, med næver der spændte sig og løsnede sig, spændte sig og løsnede sig.

Den kolde gnaven vedblev. Det samme med den spændstige kæbesnurren. 

 *

Christian reagerede på de to brunetter, begge fra en af parallelklasserne, som snakkende til hinanden bevægede sig ind i bussen, og forsvandt op ad trappen, og hans bryn rynkedes inden han vred sit fokus imod Amalie - hvis blik kortvarigt havde vendt sig ind mod mængden, spejdende efter Jonas og Frederik - og Nikolaj.

"Folk begynder at bevæge sig ind i bussen nu. Tror I godt vi må gå ind?" Nikolaj rettede sine blå øjne til ham, og hans skuldre gjorde en trækkende, opadløftende bevægelse. 

"Hvorfor ikk'? Hvis andre gør det, så ka' vi vel også?" 

"Okay. Ska' vi tage under eller ovre?" 

"Jeg ville gerne ta' ovre, men..." Han rokkede med sine krykker, for at vise hvad han mente, og Christian forstod hans gestus og tilspidsede læberne. 

"Okay, fair. Så la' os skynde os at finde nogle pladser i underen." 

Og han gled sig i bevægelse, og Nikolaj krykkede sig efter ham, men Amalie blev stående tilbage. Nikolaj kiggede imod hende. 

"Ska' du med, Amalie?"

Amalie rystede på hovedet, og fremviste et roligt, hurtigt smil. "Nej, nej. Jeg kommer, men jeg følges med Jonas og Frederik. I ka' bare gå i forvejen."

"Fair nok." Nikolaj drejede sig rundt, og krykkede sig frem, imod Christian, og han smilte til Sophie, da han nåede hen til hende, og han standsede atter kortvarigt og spurgte hende. "Ska' du med op?"

Sophie buede i et hurtigt spjæt sit blik op fra telefonen, og betragtede Nikolaj, og hun overvejede, blot et kort øjeblik, at fortælle ham om den tørre, vridende tomhed, og om det svigt, som hun var bange for ville komme, fordi det altid kom, og at han måske ville ende med at stikke hende i ryggen, ligesom hendes veninder, men hun lod være. Smilte blot, smilte som alle de andre gange, smilte for at skjule den tomme brystudhuling, og den fugtige stikken, der syntes at hobe sig op fra øjnenes underkanter, og smilet efterfulgtes af et kort, hurtigt nik. 

"Jo. Jo, selvfølgelig. Jeg ventede bare på, at du ville spørge." 

"Så kom da med," fortsatte Nikolaj, som smilet bredte sig om hans læber. Sophie smilte tilbage, og fulgte med ham, hen til bussen, og ignorerede den tørre vridende fornemmelse, hendes hals foretog sig. Det var blot spekulationer. Nikolaj var hendes ven. Det var hun overbevist om. 

*

Busturen varede lige knap en halv time, og det meste af tiden tilbragte Nikolaj med at snakke med Christian, som sad på sædet ved den anden side ad gangen, og Sophie følte den tørre tomhed i sit bryst af at blive ignoreret, men hun prøvede at vifte tankerne bort fra det, Christian var Nikolajs ven, Christian var Nikolajs ven, tag dig sammen, Sophie, tag dig sammen, men alligevel havde hun det som var hun blot en fremmede, som kendte hun absolut ingen fra klassen, fuldstændig som den første dag, og den tørre udhuling blev større. Hun sagde ikke ret meget på vej derop, vekslede blot imellem sangene, som vibrerede sig ud fra hendes øretelefoner, og det brede vinduesparti, hvor veje og huse og lygtepæle og mennesker filmede sig forbi, prøvede at lade være med at tænke, men jo mere hun forsøgte på det, jo mere trængte tankerne sig på, de bidende negative tanker hun hadede så indædt. De hobede sig op, knyttede sig omkring hendes hjerne i en tung sky af mørke, og værdiløshedens tankestemme snoede og hvislede frem, du duer ikke til noget, Sophie, du duer ikke til noget, hvorfor skulle Nikolaj ikke svigte dig, han svigter dig, ligesom alle de andre gør, du duer ikke til noget, Sophie, og det var latterligt, og hun vidste at det var latterligt, men tvivlen var der alligevel, gnavede og åd i hendes underbevidsthed, og hendes luftrør blev stadig strammere. Og hun tænkte på hvor alene hun var, absolut alene, og det var hendes egen skyld at hun var alene, fuldstændig hendes egen skyld, mennesker var ikke farlige, men (hun er seriøst for latterlig) det var mennesker, andre mennesker, der havde resulteret i storesøster Mathildes død, en anden person som havde skubbet hende, så hun vaklede tilbage og ud på vejen og aldrig nåede at rejse sig før hun blev kvast ned i asfalten af en lidt-for-hurtigt kørende lastbil. Og det var mennesker, andre mennesker, der havde siddet på et værelse og fortalt hinanden, hvordan de virkelig havde det med den person, de ellers havde kaldt for en veninde, hvordan de hadede hende og syntes at hun var seriøst for latterlig. Det var andre mennesker, som havde trængt sig tættere og tættere og tættere, indtil hun kastede op og besvimede, og det var andre mennesker der, på hendes gamle skole, havde udelukket jydepigen fra Silkeborg, ikke fordi hun var en jydepige, men fordi hun ikke havde det tøj, alle de andre havde, fordi hun ikke var som DEM, fordi hun var grim og isoleret og alt for underlig, det var mennesker, der havde gjort alt det her, mennesker, udelukkende mennesker. 

Sophies øjne blev kildrende fugtige, men hun græd ikke, sad blot i sin stille tomhed, med de negative tanker der knyttede et tæt mørke omkring hendes hjerne. 

*

Der var en spejderhytte og en bålplads i Marselisborg Skov, der normalt blev benyttet af KFUM-spejdere, samt en masse stikomplekser, der vred sig og slangede sig ind og ud imellem de tykkere og tyndere dele af skoven, og området bestod mest af bøgetræer, de fleste endnu uudsprungne, men med grønne knopper mange steder. Der var tre forskellige fordelinger af de individuelle klasser - Nogen af dem skulle deltage i et orienteringsløb, hvor det krævede samarbejdsvillighed samt gruppesnak med de individuelle, da nogle af opgaverne, som skulle løses, var sværere end andre. Næste gruppe havde til opgave at bygge en bivuak, og de sidste skulle lave mad gennem bål, med vejledninger fra enkelte lærere, men langt det meste skulle eleverne selv stå for, og det blev 15 personer på hvert hold. Madlavningsholdet havde derudover træsnitterne - Istedet for kødgafler, skulle der bruges særligt udvalgte bøgekviste, som skulle spidses helt til, ikke bare lidt, men MEGET, det skulle være spydspidser, skulle det, og lærer Johannes var ikke tilfreds, før de var spidse nok til at spidde let og elegant igennem samtlige pølser såvel som kyllingefilleter. 

Sophie havde meldt sig blandt træsnitterne, og Nikolaj havde gjort det samme, men Sophie bevægede sig for sig selv, væk fra de andre, og hun fandt en sten ved skovkanten, kølig og fugtig men det gjorde hende intet, hvor hun satte sig med sin gren, som hun lod hvile vandret imod lårene. Hendes blik viftede sig en enkelt gang imod de andre træsnittere, som sad samlet i en rundkreds ved bålet, og hun så Johannes, med brillerne og det brune krøllede hår, siddende med sin egen pind, og hun så hans mund bevæge sig op og ned, hans stemme kunne ikke høres, larmen fra de andre brusede henover den, men hun vidste at han fortalte alt hvad han vidste om træ og træets effekter og hvordan man snitter bedst muligt, men hun var ligeglad. Bag holdet af træsnittere så hun en stor flok unge gå i gang med at samle træstænger med hvidblafrende stofsejl imellem sig - den begyndene bivuak - og bag dem stod de omkransende træer med de mange stisystemer. Hun lod igen sit blik glide ned til grenen, som hvilede vandret henover begge lår, og et billede filmede sig henover hendes blik, og hun tænkte tilbage til lejrskolen i 7. klasse, da hun sad med ryggen lænende imod træet og knæene presset ind til sig. Da hun sad imod træet, og så tyve jævnaldrende, både piger og drenge, i en levende cirkel omkring det knitrende bål, og varmeflimmeret som bølgede til vejrs, sammen med røgen, der konstant skiftede retning, og den hule tomhed som var begyndt at æde i hendes bryst. Alle snakkede bare med alle, og de havde ikke lagt mærke til at hun var gået væk, de sad bare og snakkede og ristede snobrød og fortalte historier, imens himlen over dem fik mørkere og mørkere nuancer af blå. Hun var slet ikke en del af deres fællesskab, havde aldrig været det, andet end som pigen der besvimer når man går for tæt på, og måske var der nogen blandt den levende cirkel, som snakkede om hende, og ikke på den der gode måde, som varmt løfter selvværdet, men på den der grusomme og mavevridende måde, der blot latterliggører og ydmyger. Og hun havde kigget ned, imod sine sko, og klemt hænderne hårdere mod knæene, og det var begyndt at rive i halsen, og en pige lo skingert. Og hun havde været så tæt på at græde, og gråden ville højest sandsynligt være sluppet ud, hvis ikke Lukas var gået derhen, og havde sat sig ned ved siden af hende og rakt hende en pind. Hun løftede hovedet og kiggede på ham. Hans læber delte sig i et udbredende smil, så det kridhvide mellemrum skabt af tænderne, tilsynekom sig.

"Vil du være med til lidt snobrødslavning? Vi er nogen der savner dig ... madame Sophie."

Sophie blinkede, idet den fugtige saltsviden atter blæste sig henover øjnene ved mindet om Lukas, Lukas der var homoseksuel, Lukas som hun havde været åh så forelsket i, som havde været hendes bedste ven og havde set hendes brev og hun havde svigtet og som havde lagt røret på i telefonen, så tavsheden blev opfyldt af de mekaniske klartoner, og hun greb dolken, hun havde lagt ved siden af sig, og lod udelukkende sit fokus klistre sig til den vandrette gren i hendes skød, tvang sig selv til ikke at spekulere over, præcis hvor meget den faktisk efterlignede den snobrødsgren, som Lukas havde overrakt hende på lejrskolen i 7., og hun ignorede den tørre sammentrækning, der fik det til at rive dybt ned i svælget. En dyb indånding. Sophie lod dolkens skær hvile imod barken, inden hun begyndte at skubbe, skubbe, skubbe dolken fremad, indtil den syntes at sætte sig fast, så hun måtte vride et par gange for atter at have den fri. Hun prøvede igen. Et snit. Den smuttede, var tæt på at ryge ind i hendes ben og hun pressede læberne sammen og skulle til at prøve igen, da hun hørte Nikolajs stemme. 

"Så det altså her, du gemmer dig!" 

Sophie spjættede sit hoved opad. Nikolaj krykkede henover græsset, var kun en meter fra hende, og han smilte. 

"Hvorfor sidder du ikk' med mig og Christian?"

Og Sophie fik kortvarigt lyst til atter at sige det, mærkede ordene knuge til i det bagerste af ganen, sige at hun havde det som om, at Nikolaj ikke kunne lide hende, at hun bare var lige meget, blot var en han bare kunne undvære, men hun gjorde det ikke, det var ikke okay at gøre, det kunne hun ikke være bekendt, Nikolaj fortjente sine venner, det var ikke i orden at sige, og hun trak blot på skulderen og lod blikket vandre tilbage til grenen. Hendes fingre knugede sig sammen.

"Jeg havde bare ikke lyst til ... at være sammen med de andre. Jeg kunne ikke lige ... lige overskue det."

"La' mig gætte," fortsatte Nikolaj, som nu var nået helt hen til hende, før han standsede, "jeg ... ska' ikk' tænke på det?" 

Sophie nikkede blot, et roligt og nøgternt nik, inden hun atter koncentrerede sig om grenen, og begyndte at snitte dolken henover barken, højre mod venstre.

"Er der plads til mig?"

Hun standsede igen og kiggede op på ham. En svag kriblen begyndte at prikke imod indersiden af hendes tarmkanaler, blandede sig med en dybdegående rislen af varme, og Sophies puls steg, men det fjernede på intet tidspunkt den hule, tomme fornemmelse, som var vokset i brystkassen, og heller ikke tankerne, der indhyllede hendes hjerne i en tung tåge af mørke, de negative tanker, og den grusomt hvislende værdiløshed, der snoede sig ind og ud ad hendes bevidsthed. 

"Ja, ja. Det må du gerne." Hun rykkede sin bagdel til siden, mod venstre, blot et par centimeter, så der lige var akkurat plads til Nikolaj, og han satte sig ned, forsigtigt på grund af krykkerne. Hun begyndte at snitte. Gled dolken henover grenens side, højre mod venstre, men den gled fra hende, igen, og igen, og endnu engang, og stilheden voksede imellem dem, og så sagde Nikolaj noget.

"Ska' jeg vise dig, hvordan man rigtig ska' gøre?" 

Hun stoppede og forventede at se et hånligt smil fra Nikolaj, eller et alt for fokuserende blik, men det så hun intet af. Hans dybblå øjne var blot rettet på hende, med brynene roligt løftet, og han var seriøs, han ville virkelig hjælpe hende, og hun var så ulideligt tæt på at græde, øjnene brændte, og hun fremkæmpede et smil.

"Gør jeg det forkert?"

Nikolajs hoved vippede op og ned, og først nu tegnede smilet sig om hans læber, men det var overhovedet ikke det hånlige et af slagsen, stol nu på ham for fanden, Sophie, stol nu for helvede på ham. 

"Ja, nu du sir' det. Du gør det ikk' engang forkert, men farligt forkert. Ska' jeg vise dig det?"

"Selvfølgelig." Med de ord, gav hun ham både dolk og pind, og det var først nu det gik op for hende, at han ikke havde nogen gren med sig, og det undrede hende, men hun undlod at spørge ham. 

Nikolaj tog imod kæppen og dolken, og strakte sine fødder ud, inden han lod kæppen pege skråt opad, væk fra sig selv. Knæene samlede han sammen, så kæppen blev fastholdt. "Okay, jeg tror sgu jeg vil kalde det her: "Hvordan man snitter i træ." Klar, Sophie?" 

Hun nikkede, med et forsigtigt, kort smil. 

"Super." Han løftede dolken, og lod skæret skråne ind i barken, i samme retning som pinden pegede. Så. "Regel nummer 1: Altid peg væk fra dig selv. Virkelig. Altid! Det' seriøst den fucking vigtigste regel af dem alle. Altid peg væk fra dig selv, Sophie! Hvis du skærer imod dig selv, eller på den måde som du gjorde før, og kniven smutter," han lod kniven smutte en enkelt gang, så den snittede sig ud i fri luft, "er der en pænt stor chance for, at den ryger ind i dig. Hvilket jeg sgu ikk' har lyst til sker, og det tror jeg sgu heller ikk' du selv har." 

Sophie kiggede blot på pinden. Tomheden voksede, og den behagelige mavekriblen var fuldstændig forsvundet. Det stak gradvist voldsommere imod hendes øjne, som de våde dråber ophobede sig. Hun hørte knap nok efter, og tankerne blev ved med at gnave mørkt og tykt i hjernebarken, i større og større antal. 

Nikolaj lagde ikke mærke til det i første omgang, lagde ikke mærke til den blanke fugtspejling, som Sophies øjne dannede, eller blikket der stirrede mod grenen, men ikke på den, han fortsatte blot med at forklare for hende om kunsten ved træsnitning. "Regel nummer 2 i "sårn' snitter man i træ": Pres din tommelfinger mod bagsiden af kniven, og så skub. Du ska' sørge for, at barken blir' skrællet af, sårn' ... lidt ligesom når man skræller kartofler eller gulerødder eller ... !" Og han så hende. Da han rent tilfældigt vendte blikket imod hende, for at være sikker på at hun fulgte med, så han hendes tomme øjne, fugtspejlende, og det døde hule ansigt, så hvordan hun blot stirrede, ikke på noget bestemt, men som et maleri, stirrede ud i den evige ukendte horisont, og han sænkede pinden. 

"Sophie? Hva' sker der?" 

Sophie rystede på hovedet og slog blikket ned. Det gjorde ondt i halsen. Og den stramme klump, som fik det til at gøre ondt, blev blot strammere og strammere, som hun tilbageholdte gråden. Tankestemmen hvislede og snoede sig, du duer ikke til noget, Sophie, du duer ikke til noget, du kommer til at miste Nikolaj, du kommer til at miste alle, du duer ikke til noget, duer ikke til noget, og hun tog en dyb indånding. "Du skal ikke tænke på det, Nikolaj."

"Jo jeg ska' Sophie!" Nikolaj hævede stemmen, gjorde den skarpere. "Hva' fuck er det der sker?"

"Du bliver bare sur hvis jeg siger det," fortsatte hun, i den lave stemmeføring, og kiggede nedad, imod converseskoene, men Nikolaj langede sin hånd fast i hendes højre skulder.

"Nej, Sophie! Jeg bliver sur hvis ikk' du siger det!" 

Og da vidste hun, at hun var nødt til at fortælle det, og hun viftede sit blik op, låste sine øjne fast til Nikolajs, blinkede stramt og hårdt og vådt, blinkede og blinkede og blinkede, og hun kunne ikke sige noget til at starte med, kun blinke, kun blinke. For sit indre blik så hun ham, så Nikolaj vifte blikket skiftevis imellem Christian og Amalie, så dem stå der og snakke, som om hun ikke fandtes, og hvis du siger det til ham, Sophie, siger til ham hvordan du har det, så vil han hade dig, husk hvad der skete med Rebekka og Julie, og husk hvad der skete med Lukas, hvis du siger det, er du en fucking idiot, men hun trodsede sig selv og sagde det, og det blev tungt og koldt i maven. 

"Nikolaj, jeg ... jeg er så bange for, at du ikke ... at du ikke kan lide mig." 

Og hun vidste, at der ikke var nogen vej tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...