Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17716Visninger
AA

42. SÅ KAN DU VÆRE RØDHÆTTE

Sophie og Nikolaj tog afsked med hinanden ude foran indgangen, som de havde gjort de sidste tre hverdage, og Sophie sagde "du skriver vel når du er kommet hjem, ikke?", og Nikolaj svarede "jo, selvfølgelig. Hvis du ogs' skriver, når du er kommet hjem." 

Og hun smilte, og førte blikket en enkelt gang ned mod asfalten. Et nik fulgte. Sophie så atter på Nikolaj. "Det skal jeg nok."

De slog deres hænder sammen, og den bløde varme, som strakte sig ned igennem begge arme, fik Sophies hud til at kildre velbehageligt, og så sagde Nikolaj "vi ses i morgen," inden han smilte og vendte sig rundt og krykkede sig ned mod vejen. Sophie kiggede efter ham, i lang tid, og Nikolaj drejede sig omkring da han nåede vejkanten for enden af parkeringspladsen. Han løftede hånden, viftede den i hurtige bevægelser fra side til side, og hun vinkede tilbage ved at åbne og lukke fingrene imod hånden, og så vendte hun sig rundt og begyndte at vandre tilbage ad stien. Hun trak taskens stropper længere op ad skuldrene, og der gik yderligere øjeblikke, da hun nåede forgreningen, med stien til venstre som førte mod Rema og stien til højre som fortsatte til Vestre Strandallé, før det gik op for hende, at hun smilte. Hendes skridt gled hurtigere henover asfalten, og det blev ved med at suge på den der dejlige måde i maven, der mindede Sophie lidt om en rutsjebanetur i en forlystelsespark, bare mindre voldsomt, og hun vidste at hun havde fået sig en ven. Hun vidste, at hun rent faktisk havde fået sig en ægte ven, og Rebekkas alt for skærende tankestemme, og de filmende nethindebilleder af Lukas, som huggede fast og udhulede hendes brystparti, var atter forsvundet, og det var blot den lindrende, liflige kropsvarme, som gennemrislede hendes muskler og benmarv, og for første gang, i flere uger, begyndte hun at synge. For første gang, lige siden mor Vibeke havde banket på hendes dør i starten af marts, imens hun sad og øvede sig på sin elskede guitar, og fortalt hende at "vi skal flytte inden for en måned, Sophie. Til Jylland. Det er endeligt blevet besluttet i dag," voksede glæden sig som en knytnæve af lunhed, der fingrede sig ud fra brystet. Hun kunne synge igen, synge og nynne og fløjte, og tanker af mørke og tristhed og angst og melankoli, blev blæst bort, og hun blev blot ved med at nynne, nynne, nynne resten af vejen hjem. 

*

Sophie og Nikolaj snakkede til langt over sengetid tirsdag aften. De diskuterede ikke ubehagelige eller triste emner, men snakkede om alt og intet, som gjorde dem begge glade, og hvad deres absolutte yndlingssange var - Sophie fortalte Nikolaj, at hendes to yndlingssange var John Denvers Leaving on a Jetplane, som Nikolaj ikke kendte og som hun helt klart syntes, at han skulle give sig tid til at høre, for den var åh så fantastisk, og så Hallelujah-sangen. 

"Åh, og så er der også I'm Yours af Jason Mraz, som jeg er fuldstændig overbevist om, at du kender! For hvis ikke du gør, så er der et eller andet helt galt med dig! Den er bare så ... fantastisk. Smuk, fantastisk, og sød, og ... Ja. Ubeskrivelig. Og ham Jason Mraz ... hans sangstemme ... måden han synger omkvædet. Måden hans stemme den bare har så meget ... så meget kraft i sig. Den sang er virkelig noget særligt, og virkelig inspirerende. Jeg kan den faktisk næsten udenad på min guitar."

Sophie havde dæmpet stemmen, blot en anelse, selvom hun dog ikke regnede med, at mor og far ville høre hende, da de havde soveværelse bag stuen, og fyrretræsdøren indtil hendes eget værelse var ret så lydtæt, men hun ville alligevel være på den sikre side. Den varme kildren i maveregionen vedblev, og hun havde slet ikke lyst til at sove, kunne bare snakke med Nikolaj i time efter time efter time...

"Er der ikk' nogen ... sårn'.. nyere sange, du ka' li'?" spurgte Nikolaj i røret. 

"Nyere sange? Det ved jeg ikke. Der er ret meget af det nye, som er rimelig meget det samme, syntes jeg. Det er svært at finde noget originalt. Sange om kærlighed i dag er bare ... rigtig mange gange er det bare sådan nogen sure tøser der, du ved, hele tiden bitcher over, at deres eks-kæreste var et eller andet røvhul. Jeg kan simpelthent ikke forholde mig til det. Det er alt for negativt, og jeg er altså en pige, som har brug for noget, der er ... er mere positivt. Hvis det giver mening? Derfor lytter jeg allermest til de gamle klassikere og sådan noget." 

"Jeg ka' da egentlig godt se hva' du mener, men nu er det heller ikk' den type musik, jeg lytter mest til."

"Hvad er din yndlingssang, Nikolaj?" Sophie rettede sig en anelse til i dynen.

"Øhm ... min yndlingssang? Jeg har sgu mange."

"Så bare nævn et par stykker." 

"Paradise. Af Coldplay. Den er vildt fed. Generelt ka' jeg mega godt li' Coldplay."

"Ej, seriøst? Det kan jeg også."

"Fuck hvor nice!" En kort pause. Så fortsatte han. "Øhm ... Så er der ogs' Den Første Nat. Af Ankerstjerne. Jeg ved ikk' helt, om det er noget for dig, men jeg syntes sgu den er rigtig god. Og så alt med Nik & Jay. Jeg ka' også rigtig godt lide den der ... øhm ... hvaerdetnudenhedder ... øh ... We Found Love. Og så Rasmus Seebach. Som den eneste i hele min vennekreds, er jeg fucking skudt i Rasmus Seebach. Jeg var nok den første i hele min klasse, som fik købt hans nye album."

Sophie fniste, og hun forstod ikke helt selv hvorfor hun fniste, og fniset forlod blot hendes læber, lyst og kvidrende, og måske var det fordi, hun kom i tanker om den nu sammenrullede 2010-plakat med Rasmus Seebach, hun havde købt efter hun var til sin første koncert med ham i Fælledparken, for lidt over to år siden, og som hun endnu ikke havde fået hængt op på væggen i sit nye værelse, eller måske fordi hun kom i tanker om alle de spillelister hun havde på telefonen, hvor et eller flere af hans sange indgik, og hvor vild hun var med ham, eller måske skyldtes det, at både Lukas og Rebekka og Julie allesammen stædigt mente, at Rasmus Seebach var noget af det værste lort, som menneskeheden nogensinde var blevet præsenteret for og måske skyldtes fniset, at Nikolaj var den første person, hun nogensinde havde snakket med, som delte samme musiksmag som hende selv - hvis man lige så bort fra Nik & Jay og alt med Rihanna -, og fniset trak ud til en kluklatter, og Nikolaj spurgte, "hvad nu?"

"Ikke noget," svarede hun, og lod blikket skråne sig ind i nattemørket, og hen til mørklægningsgardinet, hvor en stribe af klokken-halv-elleve tusmørke, som blev oplyst i natriumgult fra gadelygten, tydeliggjorde den ikke helt nedrullede tilstand. "Det er bare ... vi har næsten samme musiksmag. Altså af det nye musik."

"Ej hvor vildt. Ej hvor fucking nice!" Og Nikolaj lød oprigtigt overrasket, nej, ikke overrasket, det var et forkert ord, nej, han lød glad, gjorde han ikke? Hendes hjerte begyndte atter at banke. Hun kunne stadigvæk ikke forstå hvorfor, men hun havde ikke noget imod at det bankede, for det var sådan en dejlig følelse, en konstant dunk-dunk-dunken imod brystbenet, som efterlod en rislende brystlun varme i sit kølvand. 

"Det sgu da mega fedt, man!"

"Hvad er der så fedt ved det?" spurgte Sophie, selvom hun alligevel vidste det, for hun havde det selv sådan, og at hende og Nikolaj havde de samme holdninger, gjorde blot den dejlige varme i brystet kraftigere og mere rislende, og hun kunne ikke forstå præcis hvorfor, for det var jo ikke mere specielt, end at de blot delte den samme holdning om de samme kunstnere, som Sophie virkelig så som ægte kunstnere, ikke som det typiske, og for hendes vedkommende intet-sigende, amerikanske popmusik, som radioer og butikker og andre unge mennesker på hendes egen alder, bortsvøbte sig i til hverdag, det var ikke andet end samme holdning omkring samme type mennesker, men hun elskede det. Og varmen syntes at gøre hendes krop lettere, og alt hvad der havde gjort hende ked af det - de duuut-duuut-duuutende klartoner, der rev sig igennem togets stilhed, Rebekka og Julie som havde stukket hende i ryggen og at hende og Nikolaj skulle skildes ved sommerferien og at hun var så styret af angst og usikkerhed, at hun kun havde få mennesker at snakke med -, var forsvundet, og det eneste det fyldte hende, var varme og glæde og nuancer af lyserødt. 

"Det ... øh ... det ved jeg ikk'. Det er det bare. Det sgu da fedt, at en person man godt ka' li', ka' li' de samme ting som man selv ka'. Hvis du ka' følge mig." 

Sophie nikkede. "Jeg kan godt følge dig. Jeg har det på samme måde." Og det begyndte at stramme sig til i kæberne, da smilet trak sig ud på hendes kinder. 

"Sophie?"

"Mmm?" Det kom ud i en svag, lys sukken. 

"Ved du godt, at du er en rigtig sød pige? Virkelig. Og den måde, du er blevet behandlet på ... det er fandme ikk' i orden." Nikolajs stemme blev strammere i røret, og varmen svandt bort og blev atter erstattet af den brysttomme fornemmelse, men Sophie strammede kropsmusklerne. Stå imod, Sophie, stå imod, stå imod, stå imod 

"Det skal du ikke tænke på, Nikolaj. Mange tak, men ... men du skal ikke tænke på det, okay?"

"Jeg syntes bare du sku' vide det. At du er en fantastisk person. Uanset hva' andre siger."

Det blev igen varmt i det bankende hjerte. Sophie trak atter læberne i det brede, kæbespændende smil. "Tak Nikolaj. Tak. Du aner virkelig ikke hvor meget det betyder, det du lige sagde. Tusind tak."

"Altid."

Der blev stille. Sophie begyndte atter at snakke. "Du er virkelig også nice, Nikolaj. Uanset hvad andre så siger om dig, så skal du også vide, at du er rigtig nice, og det du allerede har gjort for mig, selvom det måske ikke er så meget ... det betyder uendeligt. Det er virkelig dejligt, det du allerede har gjort." 

"Det er jeg virkelig glad for at høre, Sophie. Det er altid rart at gøre noget godt for andre."

En varm fugtighed begyndte at kildre imod Sophies øjne, ikke den ubehagelige saltsvidende en af slagsen, men den slags som kommer når tårer af lykke vådt trykker sig frem, men hun ville ikke græde, hvorfor dog græde over noget som dette, du er alt for følsom Sophie, alt for fucking følsom, tag dig nu for helvede sammen, ikke græde, ikke græde, ikke græde, ikke græde, og hun tog en dyb indånding og rømmede stemmen.

"Var det i morgen, der var den der ... udflugt?"

"Ja. Det mener jeg vist." 

"Er det langt væk?"

"Marselisborg Skov? Det ligger nede i den anden ende af Århus. Det tager nok - Et kvarter ... måske tyve minutter fra skolen. Ved du, hvor Tivoli Friheden ligger? Har du nogensinde hørt om det?"

Sophie rystede på hovedet. "Nej, det tror jeg ikke. Den eneste Tivoli, jeg kender, er den der ligger i København." 

"Nå. Men Marselisborg ligger lige omkring det dér Tivoli Friheden - Du ka' faktisk se til skoven nede fra strandparken. Det er den der skov, som man ka' se nede bag havnen. Hvis man kigger rigtig godt efter, ka' man se sårn' slot imellem træerne." 

Og det gik op for Sophie, hvilket område han hentydede til, og for sit indre blik så hun forknudringen af barkbrunt og grønt, som udstrakte sig og skrånede opad et sted bag havnens mange lagerbygninger og kraner og enkelte skorstene, og hendes øjne svulmede og hun udbrød, "Nåh ja, det siger mig sgu da et eller andet! Det er den der mega store skov, ikke?" 

"Jo. Den!"

"Det lyder da mega nice. Jeg elsker virkelig natur, især skove, og jo større en skov er, jo bedre."

"Så ska' vi sgu da kalde dig rødhætte! Du ka' være rødhætte, og jeg ka' være den store stygge ulv ... okay, det sidste, det lød sgu lidt forkert." 

Sophie smilte, og latteren kildrede op i svælget. "Nej, det siger du ikke? Men hvis du er den store stygge ulv, hvem er så bedstemor?"

"Det ...," begyndte Nikolaj, men så tøvede han. En lang tids tavshed fulgte. "... var faktisk ... et fucking irriterende godt spørgsmål, egentlig." 

"Måske skal vi bare sige, jeg ikke er rødhætte, og du ikke er den store stygge ulv, som har spist den bedstemor, du ikke ved hvem er." 

"Aftale." 

Sophie fniste igen, og mellemgulvet gav sig i en række af leende hik. De var herefter begge tavse, og Sophie mærkede, for første gang, hvordan trætheden i en tør, svidende fornemmelse blæste sig indover hornhinderne. 

"Det ka' godt være, at enten Christian eller Amalie sidder sammen med os på vej derud," brød Nikolaj få øjeblikke senere stilheden med. Sophie blinkede og rynkede panden. "Det, øh ... ja, det håber jeg er okay."

"Selvfølgelig er det okay ... Det kan godt være, jeg nok ikke kommer til at sige så meget, men ... ja, det skal du ikke tænke på. Jeg skal jo også lære, at der er andre mennesker i den her verden, skal jeg ikke?"

"Jo. Det ka' vel være rigtig nok." Tavshed. Så. "Sophie?"

"Jah?"

"Jeg har fundet din standardbemærkning."

"Min ... standardbemærkning? Okay, jeg anede ikke jeg havde sådan en, men sig da endelig frem."

"'det ska' du ikk' tænke på'."

"Skal jeg ikke? Hvorfor siger du det så?"

Og hun kunne høre Nikolaj klukle, og blev blot endnu mere forvirret, men hun fik aldrig sagt noget.

"Nej, Sophie, det' din standardbemærkning. 'Det ska' du ikk' tænke på'."

"Nåh. Fuck hvor er jeg blank alligevel." Hun rystede på hovedet, og smilte af sig selv, og lod tænkende sine øjne glide op mod loftet. "Jeg ved ikke rigtig om du har nogen ... det er slet ikke noget, jeg har tænkt over."

"Både Amalie og Frederik siger, jeg har op til flere. Den bemærkning jeg bruger mest, er nok "fuck hvor nice." Det siger jeg næsten til alt."

"Gud, ja. Det gør du faktisk." Hendes blik flakkede tænkende imod venstre. "Ej hvor sjovt."

Det skrattede i øretelefonerne, da Nikolajs dyne gned sig imod hans krop i den anden ende af røret. "Sophie, jeg smutter lige ud og pisser. La' nu please være med at falde i søvn imens jeg er væk, okay?"

Sophie fremtrillede sit karakteristiske lyse fnis. "Jeg skal prøve."

"Cool. Vi snakkes om lige om lidt." 

"Yeps." 

Og så forsvandt han ud fra røret, og Sophie blev liggende og kiggede op i loftets natsort, som det drømmende smil udbredte sig på hendes læber. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...