Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17129Visninger
AA

59. SÅ FORELSKET

Amalie kom imens mor var igang med at støvsuge stuen, og Nikolaj havde færdiggjort den første kamp imod FC Barcelona. Det bankede imod entrédørens glas, og Nikolaj kunne høre den vedvarende "dunk-dunk-dunk" gennem den sugende larm fra Anettes støvsuger, og han nåede at sætte spillet på pause og stille controlleren fra sig, før han hørte Anette råbe "ÅBNER DU, NIKOLAJ?" Han lagde en kort gang vægten for hårdt imod venstre fod, så det skar sig i hvid smerte gennem benet, og han fortrak en kort gang ansigtet og så humpede han frem. Anette fortsatte med at støvsuge. Han krydsede gangen til stuen, og videre ud i entréen og så Amalies skikkelse på den anden side ad dørens matterede glasflade, og så trykkede han håndtaget ned og åbnede døren og smilte.

"Hej, Amalie."

"Hey." 

Amalie var klædt i grå sækkede joggingbukser, og en løstsiddende trøje med lynlås, og var det bare ham eller var hendes ansigt mindre frisk end det plejede at være? Han trådte tilbage, og smilte, og selvom Amalie gengældte smilet med en læbetrækning, der - som altid - gav de blege kinder en rødlig nuancering, var der noget tomt i hendes bestirren, han ikke brød sig om, som om der var noget virkelig virkelig galt, og hun trådte ind og han lukkede døren. 

"Jeg siger lige til mor, at du er her. Du ka' bare gå ind på værelset og vente imens."

"Det sgu bare i orden, du." Hun gled sig i bevægelse, mod enden af entréen og hen til Nikolajs blegbrune værelsesdør, og Nikolaj trådte efter hende, og drejede til højre mod stuen, og han stak hovedet ind gennem bueåbningen. Mor Anette stod længere fremme, ved sofabordet, bøjet en anelse forover, kørende med støvsuge-røret frem og tilbage og frem og tilbage i ensformige bevægelser på tæppet under glasbordet.

"Mor."

Støvsugerens brølen overdøvede hans stemme første gang, så han gjorde den højere. 

"Mor!" 

Hendes hoved spjættede sig op og hun kiggede imod ham, og løftede brynene.

"Jeg har Amalie på besøg!"

Anette slukkede støvsugeren et øjeblik. "Hva'?"

"Jeg sagde bare, at jeg lige har fået Amalie på besøg."

"Åh." Anette nikkede tankefuldt. "Det lyder da hyggeligt. Bliver hun her og spiser frokost?"

"Øhm, det ved jeg ikk'. Det finder vi ud af."

"Okay, det er fint. Men bare lige sig hvis hun gør."

"Det ska' jeg nok." 

Anette startede støvsugeren, og begyndte atter at skubbe frem og tilbage og frem og tilbage, og Nikolaj vendte sig rundt og gik ind på værelset, og døren lukkede han efter sig. Amalie sad allerede på sengekanten, og hun havde krydset benene og hendes blik viftede sig op til ham. Et svagt smil, et smil af træthed, og Nikolaj mærkede atter den underlige mavetunge fornemmelse, den ubehagelige vished om at hvad end Amalie ville snakke om, var det noget alvorligt og noget der omhandlede hende, og han satte sig i bevægelse.

"Lyst til et bolsje? Jeg har masser' af dem." Han vandrede forbi bordet og fjernsynsskærmen, hen til reolen som stødte op mod det brede værelsesvindue, og greb en glaskrukke med flerfarvede bolsjer - størknede klumper af lakridssort og jordbærrødt og citronagtig svaggult og lys pæregrøn -, og et hult plop lød da han vred låget rundt og åbnede. Nikolaj vendte sig mod Amalie. Hun rystede på hovedet.

"Nej, ellers tak. Jeg fik sgu lidt for meget sukker i går. Min samvittighed ka' ikk' bære mere." Det var igen det slappe læbesmil, som hendes mund bredte sig i. Hun gned sin højre hånd mod venstre overarm, og Nikolaj trak på skulderen og fiskede et bleggult citron og aflangt lakridsskrue-bolsje op. Han bar dog alligevel glaskrukken med tilbage til sengebordet, og satte sig ved siden af Amalie. 

En kort tids tavshed. 

Så.

"Hva'... eh ... Var der noget, du havde brug for at snakke om?"

Amalies skuldre løftede sig en enkelt kort gang, og hendes blik var rettet skråt mod gulvet, og tomheden syntes kraftigere og mere afspejlende i de cyangrønlige øjenskiver, og hendes hånd gned-gned-gned ustandseligt imod overarmen, hurtigere og kraftigere end den havde gjort før, og måden hun spillede med læberne, skubbede underlæben under overlæben, og så overlæben bag underlæben, og mundvigene som blev tydeliggjorte og fremtrædende gjorde fornemmelsen i Nikolajs mavesæk tungere.

Der gik lang tid før hun sagde noget, og hun var meget mere stille end hun plejede, alt for stille, og den typiske flabede humor, den alt for sjove og samtidig åh så irriterende Amalie'ske humor, som man ikke kunne andet end grine af, uanset hvor provokerende den end var, viste sig ikke fra hende på noget tidspunkt, og det var endda endnu mere usædvanlig end hendes tunge stilhed. 

En dyb indånding.

"Jeg ved ikk' helt, hvordan ... Det er virkelig akavet, og ... !"

"Bare tag dig god tid."

Hun nikkede, og pustede ud, og han fornemmede atter den våde skælven, som han også havde hørt fra hende da de snakkede i telefon sammen. "Det er fordi, at ... !" Hun stoppede med at køre hånden op og ned ad overarmen, trykkede istedet sine fingerspidser sammen og strammede og løsnede og strammede. "Det er fordi, at jeg ... !" Hun kiggede på ham, og blinkede i et hurtigt flimmer. "Nikolaj ... jeg bliver nødt til at vide det ... dengang ... dengang du sagde til mig, at Frederik overhovedet ikk' havde noget mod mig, igås'? Der var du ikk' ærlig. Ikk' sårn' rigtig, vel?" 

Nikolaj kiggede blot på hende, og vidste ikke hvd han skulle svare, og det gnavede igennem tankerne. Amalie skyndte sig at sige noget.

"Jeg bliver ikk' sur på dig, hvis du siger nej. Okay? Jeg bliver virkelig ikk' sur på dig, for hvis du måske løj, ka' jeg godt forstå det. Selvom det er træls. Du ville jo nok bare ikk' såre mig, og det sætter jeg pris på. Men var du ærlig? Eller var det bare noget du sagde?"

Han kunne ligeså godt fortælle sandheden, og det vidste han, og han pressede sine læber en anelse smallere som blikket viftede sig ned i sofaen. "Øhm ... Altså, jeg var ... ærlig. Som sådan."

"Som sårn'? Altså, enten er man vel ærlig eller også er man ikk'?"

Nikolaj trak læberne i et hurtigt smil og vippede hovedet mod den ene side. "Det er ikk' det jeg mener. Det jeg mente var, at ... Frederik ... du kender ham. Han er en idiot og gør tit dumme ting, men ... ja, på det seneste har han måske syntes du har været lidt irriterende, men ... ja ... det er nok bare en, du ved, fase. Jeg ved det faktisk ikk' helt." En tænkende stilhed efterfulgtes. Så. "Jeg ved faktisk ikk' ret meget om Frederik mere, for ærlig talt, så gider jeg ham ikk' rigtig lige nu." 

"Det tænkte jeg nok." Amalies stemme havde dæmpet sig til en ulæselighed, og hun nikkede blot som hendes blik havde gledet sig til højre, en anelse bort fra Nikolaj. Der var noget i den stemmes dæmpede ulæselighed, som Nikolaj ikke brød sig om. 

"Amalie, hva' er der galt?" 

Og hendes indånding blev hivende, dybt hivende, og fugtigheden i den skælvede sig atter frem, og hun var ved at græde, var hun ikke? Amalie, som han kun havde set græde to gange, den stærke pige som sjældent lod sig rive med af følelserne og som altid havde en fantastisk evne til at holde hovedet koldt og benytte sig af sin logik, var ved at græde, og hvis ikke han kunne gætte sig frem til det på den vådt hivende vejtrækning, kunne han se det på hendes øjne, som blinkede og blinkede og blinkede, kraftigt og tungt, og mundvigene der blev alt for lige og alt for fremtrædende, men han sagde intet, sad der blot og så hende, og hornhinderne spejledes i saltvandet, men tårene forlod hende ikke, og bare få det ud, Amalie, bare få det ud, og så svarede hun ham, med stemmen tungere og hæsere end da han snakkede med hende på telefonen.

"Jeg er forelsket i ham." Hun kiggede på Nikolaj, og øjnene sitrede svagt bag sløret af fugtighed. "I Frederik. Jeg er så forelsket i ham, Nikolaj." 

Nikolaj blev stille, og det burde ikke komme som en overraskelse, han burde have vidst det, og han tænkte på alle de gange Amalie havde trængt sig op ad Frederik, alle de gange han, kun i et øjeblik, havde set hende røre ham og hvordan hun tit havde vendt sin krop i samme retning som hans, og hvor tit Frederik kunne få hende til at grine, og det gav pludselig mening, det gav pludselig alt sammen mening, og nu forstod han hvorfor Amalie havde været så opsat på at ordne venskabet imellem dem, og hvorfor hun så tit ville have Frederik med til så mange forskellige aktiviteter - "vil du med i klubben i dag?" "Vil du med ud og ryge?" "Ska' vi ikk' en dag være sammen igen? Jeg savner dig!" -, og måden hun nogen gange havde kigget på ham, og det gav mening, og aha'et i oplevelsen svømmede klart igennem hans sind,  og han forstod hvorfor Amalie havde sagt de ting hun havde sagt da de snakkede sammen ugen forinden, og hvorfor hendes øjne var blevet så ubehageligt blanke, men selvom han godt vidste det, selvom det ikke kom som nogen reel overraskelse, forlod et spørgsmål alligevel tankeløst hans læber. 

"Hvad?"

Amalie udstødte en fnisende lyd, som ikke var et fnis, og hendes overkrop eftergav en hikkende bevægelse, og en smilende trækning krampede sig i mundvigene. Hun gled en streng hår bag øret, og fortsatte med at blinke, fordi hun ikke ville græde, fordi hun bare ikke ville græde, og fugtigheden ophobede sig mere og mere spejlende, men gled ikke bort fra hendes øjne, og hun blinkede og blinkede noget mere, og så kiggede hun på ham og fortsatte. 

"Jeg er forelsket i Frederik. Jeg ved godt, det lyder sindssygt, men ... ja ... jeg ... min veninde, Freja, ved det, og du ved det, og der er ikke nogen andre, der ved det." Endnu en dyb indånding, og hun rømmede stemmen, og en klump strammede sig ud i Nikolajs svælg, da han så hvordan noget blankt dråbede frem i Amalies øjenkroge, og han løftede forsigtigt hånden og gled den om til hendes ryg, bag det skulderlange hår og hvilede den mellem skulderbladene. Amalie blinkede og blinkede, hurtigt og ustandseligt, og klemte hænderne imod begge sider af næsen. "God, jeg er fandme ved at tude!"

"Bare få det ud, Amalie. Det er okay."

Amalie rystede på hovedet, og snøftede ind, og sjældenheden ved Amalies gråd gjorde det så ulideligt for Nikolaj at se, og en fornemmelse af at maven sank til en fjern uendelighed strakte sig fra kroppens midterparti. Amalie fjernede hænderne fra næsen, og kørte venstre håndflade henover sin mund, og hun snøftede igen, en dybere snorkende trækken end det første snøft, og kiggede på Nikolaj. "Jeg vil ... jeg vil helst ikk' ... ikk' græde mere, for jeg har fandme grædt nok på det sidste. Jeg har grædt mig selv i søvn så ofte, at ... Du vil slet ikk' tro mig. Så jeg vil helst ikk' græde." Hendes læber krængede sig mere fremad, og hun kunne ikke tilbageholde det, og de første saltvandsdråber stribede ned ad kinderne som hun fortsatte, og vejtrækningen hik-hik-hikkede flere gange. 

"For helvede, det er bare så unfair! Jeg føler mig så ubrugelig og så fucking værdiløs! Af alle mennesker er det fucking Frederik, jeg har forelsket mig i! Og det gør så ondt på mig, at ... det gør så ondt på mig, at han har det så dårligt med sig selv, Nikolaj, og det gør så ondt på mig at han slet ikke lægger ... lægger mærke til mig mere. Jeg er så fucking jaloux på hende der ...  hende der Sophie, og den ... den jalousi ... den ... God, jeg er blevet en fucking kælling." Hendes ansigt svulmede sig, og hun fortsatte. "Jeg har bare flere gange haft lyst til at gå hen til hende Sophie og svine hende til, og sårn' en pige er jeg ikk', Nikolaj. Sårn' er jeg ikk', så lavt har jeg fandme ikk' lyst til at synke, men ... For helvede, jeg har bare ... God jeg har bare haft så meget lyst til det! Lyst til at bede hende fucke af helvedes til, og jeg har været så bange og så frustreret ... Jeg ved godt, jeg måske ikk' har været verdens bedste veninde den sidste måneds tid, og måske er det derfor, Frederik har distanceret sig for mig, men jeg har bare ... jeg har bare været så bange for at han sku' finde ud af mine følelser for ham og måske, I don't know, blive skræmt væk, og jeg har været så frustreret og forvirret i mit hoved. Frederik har sendt mig så mange blandede signaler, og når jeg ser Frederik så ... jeg ser en dreng, jeg bare har lyst til at holde om og passe på og bare elske. Jeg ser ... jeg ser en dreng, der er blevet svigtet gentagene gange,  og alle de ting, ham og jeg har lavet sammen, og det hele ... nogen gange er det bare som om, at noget slår klik i dit hoved, og så falder du for personer du aldrig havde drømt om at falde for, og det er hvad der er sket. Det er slået klik oven i mit hoved, og jeg er blevet fucking forelsket i min bedste ven." 

Nikolaj kunne blot sidde med hånden imod hendes skulder, og han ville sige "jeg forstår dig godt, Amalie, jeg forstår dig godt", han ville have sagt mange ting, men ingen af dem ville hjælpe, og det var bedre at lytte end at sige noget, og en vrede svulmede sig igennem knoglerne ved synet af Amalies gråd, og det her er hvad DU har gjort, Frederik, din fucking idiot, fordi du hele tiden tænker med pikken, og ikke værdsætter dem du har omkring dig, det her er hvad DU har gjort, din fucking lille nar, idiot, idiot, se hvad du har gjort, og Amalie hev vejret ind i den fortsatte våde skælven.

"Jeg ved ikk' hvad jeg skal gøre, Nikolaj. Frederik har ... han har såret mig så fucking meget, fordi han bare har sagt nogen ... forfærdelige ting til mig, og selvom jeg godt ved han ikk' mener noget af det, at han bare siger det fordi han har det så dårligt med sig selv, på grund af alt det med jeres venskab og hans lave selvværd og ... så gjorde det bare så ondt. Og han var så pisse stiv i går, og slog Freja med en mokaï-flaske, og jeg blev sur på ham. Jeg blev så sur på ham og fortalte ham at jeg aldrig ville se ham igen, og ... jeg overreagerede måske, men jeg er bare så ked af det, og jeg elsker ham, men jeg ... lige nu ka' jeg bare ikk' se ham eller snakke med ham, fordi det gør så ondt ... fordi det er som om, jeg hver dag dør mere og mere indvendig." Hun snøftede og trak vejret ind og stønnede hæst, og Nikolaj aede hånden op og ned og det gjorde ondt i struben, og så delte han læberne.

"Det ska' nok gå, Amalie."

"Det vil jeg også gerne tro, Nikolaj, men lige nu ... lige nu virker det så fucking trivielt at sige!" Hun klemte hånden for munden og trykkede fingrene hårdere imod kinden. Et vådt hiv. Nikolaj fjernede sin hånd fra hendes skulder.

"Ved du hva', jeg tror sgu du trænger til lidt sukker. Du får sgu et bolsje. Og ikk' sig nej, for jeg insisterer fandme." 

Amalie kluklo, og kiggede på ham, og hendes smil var akavet og malplaceret i det grådopsvulmede ansigt. "Du er sgu også bare alt for venlig, Nikolaj."

"I know." Nikolaj greb krukken og ploppede låget op og rakte den frem til hende, og de mangefarvede bolsjer klirrede sig imod krukkens glasvæg. "Du ka' vælge imellem negerne og ikke-negerne!" 

Det var dejligt at se Amalie smile, selvom hendes kinder stadig var svulmet runde på grund af gråden, og det lettede på den ubehagelige halstilstramning. Amalie strakte hånden ned i krukken. "Jeg tror jeg tar' nogen ikke-negere." Hun trak to svaggule citronbolsjer op, efterfulgt af et dybrødt bolsje-jordbær. Nikolaj trak brynene opad.

"Hva' fuck, Amalie? Du er måske racist?" Nikolaj smilte, skruede låget på plads og stillede glaskrukken med bolsjer tilbage på bordpladen. Amalie fingrede et citronbolsje i munden, og smilte, og de to andre bolsjer lagde hun fra sig på glasbordet. 

"Nej da. Jeg er bare ikk' så vild med farven sort." 

Nikolaj rystede på hovedet, og lænede sig tilbage. "Du er sgu en fucking lille ... lakrids-racist, er du!" 

"Sikkert." Det klakkede i hendes mund, da hun med tungen skubbede bolsjet rundt, og fik det til at banke mod kindtænderne i begge sider. 

Nikolaj vendte fokus imod skærmen. "Vil du være med til et spil FIFA?"

"Ej, vel?" Bolsjen bulede Amalies venstre kind ud. "Det mener du fandme ikk'. Like, seriously."

Han greb controlleren. "Jeg mener det sgu. Jeg ka' starte et nyt spil, hvor du ka' være, jeg ved ikk', Brøndby, og så ka' jeg være, du ved, Manchester United eller noget."

"Det sgu da ikk' fairplay. Alle er fandme bedre end Brøndby." 

"I hvert fald hvis Brøndby bliver styret af dig." 

Amalie rullede sine øjne til vidt, og jog albuen ind i hans side. Han grinte. Hun smilte blot, og fortsatte med at tunge rundt med citronbolsjet. "Men hva' siger du? Vil du være med til et spil?"

Hun trak på skulderen. "Det ka' jeg da vel godt. Men så vil jeg fandme ikk' være Brøndby." 

"Hvem vil du så være?" Nikolaj rejste sig op, og begyndte at bevæge sig hen mod reolen med skufferne, hvor den næste controller befandt sig. 

Hun kneb sit ene øje en anelse smallere, og kiggede tænkende opad. "Hmmmm ... Barca." 

"Barcelona?" Han standsede ved skuffen og kiggede tilbage imod hende, og hun smilte bredere og nikkede. "Den eneste grund til at du vil styre det ... bøssehold ... er da kun fordi Messi er der, og du syntes han er helt vildt lækker." 

"Det er sgu da fordi han ER det. Seriøst, Nikolaj, Messi, igås'? Han er, like, den definitive definition på "definetily the worlds sexiest beast of them all." Definitivt!" 

"Sgu da definitivt not!" Nikolaj trak den øverste skuffe ud, og tog controlleren op. "Messi er en lille homoabe, det er hva' han er."

"Du er bare misundelig på hans mega awesome muskelmasse, er du!" 

"Fucking nej." Han bevægede sig tilbage mod bordet og sengen. 

"Øh, fucking jo."

"Fair nok. Du er Barca, så er jeg Madrid, så ka' vi spille en klassiker-kamp. Aftale?" Han satte sig ned med den trådløste controller i hånden, og hans blik veg ikke fra Amalie.

"Aftale! Hvis du ka' gøre det sårn' at jeg ka' få Messi på mit hold."

"Selv med Messi, Amalie, ka' du ikk' finde ud af FIFA, for det er ikk' noget for tøser."

"Ha. Er det noget du vil vædde om?" Amalies pande bølgede sig, da hun hævede brynene. 

Nikolaj rystede blot på hovedet, og gik ud af kampen og aktiverede den trådløse controller. "Jeg gider ikk' engang vædde om det, for jeg har ret, og det ved du også godt."

"Vi får se."

Og den dystre tristhed, som havde vejet sig tungt over dem begge, blev glemt for en kort stund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...