Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17223Visninger
AA

22. PIZZA

Vibeke Hansen kom ind på Sophies værelse kvart over fem, en halv time efter hun var kommet hjem fra arbejdet, med de tynde øjenbryn trukket op i panden, og hendes læber udspændtes i et smil på ansigtet. 

"Hej, Sophie-skat." 

Sophie, der havde tilbragt tyve minutter med at græde, inden hun lagde sig ned for at sove, blinkede med øjnene og rettede sig søvndrukkent op i sengen. Det sved stadigvæk i hornhinderne og dunkede brændene langs hendes øjnes underkanter, og først troede hun at alt havde været en drøm - At Lukas og hende ikke længere var venner, og at Rebekka og Julie havde svigtet hende blot var foregået i hendes hoved - men så gik det op for hende at det var virkeligt, det hele var virkeligt, og tomheden strakte sig atter igennem hendes knoglemarv. 

Hun gned sig i det ene øje, som det venstreskrånende pandehår gled nedover det øverste af ansigtet. Tøjet var blevet svedklistret imod hendes krop, og bevidnede at hun burde gå i bad.

"Ja...?" fremsnøvlede hun, og rømmede stemmen.

"Vækkede jeg dig?" Vibekes smil havde trukket sig en anelse sammen, og Sophie rystede på hovedet.

"Nej nej... Jeg... Jeg hvilede mig bare, mor." Et gab, inden hendes læber dannede et fåret smil. "Det har været lidt en hård uge... så... ja. Hvad, øh, hvad vil du?"

"Jeg vil bare sige, at vi køber pizza i dag, og så ville jeg bare høre hvad du ville have med?"

Sophie strakte det ene ben udover sengekanten og rynkede panden og havde i et kort øjeblik glemt tomhedens ætsen imod mellemgulvet. Der lå et pizzaria nede ved enden af vejen, femten minutters gang derfra, og hvis det var derfra, mor og far havde tænkt sig at købe pizza, kunne hun ligeså godt gå derned selv. Så ville hun også få en gåtur ud af det og en mulighed for at klare sit hoved, og måske også tænke på andet end den tomme, udhulende ensomhed. Selvom det var svært for hende at købe ind, fordi hun så var nødt til at komme i kontakt med alle de fremmede mennesker bag skranken, og hvis hun nu sagde noget dumt eller gjorde noget dumt ville det hele bare gå fuldstændig galt. Men hun var nødt til det, for bare at kunne komme på andre tanker. Bare et øjeblik. 

"Hvor køber I dem? Pizzaerne, mener jeg."

"Lige nede ved blokkene... Nede for enden af vejen."

"Okay, så tager jeg derned." Hun rejste sig op og stillede sig på trægulvet. 

"Ej, Sophie, det behøver du altså ikke. Far og jeg skal nok få det gjort...!"

"Jamen jeg vil gerne, mor. Jeg skal jo lære det på et eller andet tidspunkt, ikke?" 

Og hun skjulte smerten bag sit påtagede tandsmil, og skridtede i bevægelse, imod mor, og hun så ængstelsen henrulles i mors ansigt, mundvigende der i en anstrengt grimasse blev tydeliggjorte, og selvom Vibeke ikke sagde noget, vidste Sophie kun alt for godt hvad udtrykket i de klarblå øjne betød - lad være Sophie, du skal ikke gøre det, det er farligt, husk nu hvad der skete med Mathilde, lad nu være -, og hvor ville hun ønske at mor kunne komme sig over det. Der sker ikke noget mor, havde hun lyst til at sige, jeg skal nok klare mig, jeg er femten, snart seksten, jeg kan godt klare mig selv, men hun kunne ikke sige det, for hvad nu hvis mor havde ret? Hvad nu hvis der ville ske noget? Hvad nu hvis hun ville blive forfulgt af en voldtægtsforbryder, som ville overfalde hende bagfra og trække hende ind i skjul og holde hende fast, og måske tape hendes mund så ingen ville høre hendes skrig idet han begyndte at glide sit kønsorgan frem og tilbage og frem og tilbage i hendes underliv, mod hendes vilje, eller hun måske ville komme forbi en flok drenge, der ville kigge efter hende og håne hende, eller måske trænge sig omkring hende og ydmyge hende? Eller hvad nu hvis hun, idet hun trådte over vejen, selvom hun havde kigget sig for, ville blive påkørt af en bil - eller måske en bus eller lastbil - og få alle sine knogler pulveriseret imod sammenstødet med asfalten, og hun ville gå i koma og ende i respirator og blive lam resten af livet? Eller... eller hvad nu hvis hendes tunge låste sig fast når hun skulle købe de pizzaer, og nogen andre fra hendes nye skole også befandt sig på pizzariaet, og så hvordan hun fuckede op, og ville bagtale hende og gøre nar ad hende bag hendes ryg, og åh nej, det kunne hun ikke bære, det kunne hun ikke, og hun ville bare have Lukas eller Julie eller Rebekka ved sin side, men det ville aldrig komme til at ske, Lukas og Rebekka og Julie havde forladt hende, og hun var helt alene i verden og tomheden ætsede atter og svulmede sig igennem kroppen og hun var igen tæt på at græde men holdte det inde.

"Skat, er du nu sikker på at det er en god idé? Du kender jo ikke byen, og du ved ikke hvor sikkert det er, og...!"

Sophie nåede forbi Vibeke og pressede læberne sammen og kiggede på hende. "Mor... Please... Jeg har brug for at få noget luft, og det er altså virkelig ved at være på tide at jeg lærer at købe ind selv... Kan du nu ikke bare lade mig gøre det?"

"Jamen jeg vil jo ikke have der sker dig noget."

"Det gør der heller ikke, okay? Det gør der heller ikke."

Vibeke trak i begge mundvige, da hun med frygtdirrende stemme sagde den næste sætning. "Hvordan kan du vide det?"

Det kunne hun heller ikke vide, og hun var allerede tæt på at skifte mening og blive tilbage, og skrækscenarierne - forfølgeren der ville voldtage, voldtage, voldtage, eller bilen som kunne ramme hende eller hendes tunge som ville låse sig fast og ydmyge hende foran fremmede mennesker - filmede sig for hendes blik, men hun træf beslutningen om at fortsætte.

"Lad mig nu bare gør det, mor. Vil du ikke nok?"

Og Vibeke Hansen var stille, som hendes ansigt havde trukket sig i en trækkende grimasse, men så gav hun sig, efter en lang tids tavshed. "Okay... Okay, det... det er i orden." Da hun havde sagt det, syntes et vrid at gå igennem Sophies hjertemuskulatur. "Men kan du godt finde derned?"

Sophie nikkede, og kiggede en kort gang imod først trappen overfor hende, og så badeværelset for enden af den udstrækkende gang længere nede. "Ja, det kan jeg godt, og hvis det går helt galt, så har jeg også GPS på min telefon. Du skal ikke være bekymret for mig, mor, jeg skal nok klare mig." 

"Det var godt, min pige." Og Vibeke fjernede sig fra døren, og trådte hen til sin datter, og de gled armene om hinanden i en kærlig omfavnelse, og Sophie måtte lukke sine øjne og tilstramme halsmusklerne, da det med en prikken fugtedes imod hornhinderne og strammede sig til i svælget. Mors tætknugende omfavnelse var en sikker afsløring om, at trods hun havde givet sin datter lov til selv at gå ned og købe de pizzaer, som familien ville have, så ville hun hellere ønske at hendes datter blev tilbage, så hun ikke kunne blive udsat for fare, eller ende som storesøster Mathilde, og Sophie måtte anstrenge sig for at tilbageholde tårene.

*

Først gik hun i bad, og brugte sammenlagt tyve minutter på badeværelset, og skiftede herefter til sorte addidas-bukser med en enkelt hvid stribe der strakte sig ned langs siderne på begge bukseben, samt en grå langærmede hættetrøje. Hun fik penge af Søren, og gav sin mor en sidste krammer, inden hun vandrede ned ad vejen, og selvom det begyndte at klistre sig vådt til imellem håndfladernes furer, og hjertet begyndte at suge og dunke, vendte hun ikke om, men fortsatte blot, og da hun nåede forbi den røde postkasse og næsten befandt sig ved rundkørslen, havde hun udsyn til pizzariaet på den anden side af vejen, i bunden af en hvidgrå syv-etagers lejlighedsblok, og ved siden af blokken så hun cykelstien med de to metalbomme, der førte ind mod skolen. Hun krydsede rundkørslen ved Vestre Strandallé, og forbi en række tornebuske, og nåede pizzariet, og den velkendte lugt prikkede velbehageligt imod næseslimhinderne og trak sig dybt op i panden og fik mundvandet til at samle sig, og hun åbnede glasdøren og trådte ind og måtte standse op, med håndfladen imod dørens glas, imens hun tog en dyb indånding, og hendes blik hvilede mod skranken, inden det begyndte at glide sig mod højre. 

Der sad to indvandrere ved bordene længst væk, og det var drenge - omkring hendes egen alder - og hun var sikker på, at ham den ene, den kraftigste af dem med kortklippet hår, rettede blikket imod hende, og hjertet pulsede krampagtigt, og bare de ikke sagde noget til hende, og hvad nu hvis de syntes hun var grim, og addidas-bukserne der smallede sig til ved anklen passede måske slet ikke til de flade, grå conversesko, og hun lignede helt klart en idiot, og selvom hun havde været i bad, var hendes øjne sikkert stadig røde og blodskudte, trods det ikke længere sved, og åh nej åh nej åh nej, du skulle aldrig være gået herned, Sophie, du ligner en idiot, de vil bare kigge hånligt på dig så snart du drejer dig væk, og nej, nej, nej...

Hun tog sig sammen og fjernede hånden fra døren og skridtede ind i pizzariaet, selvom hendes blik flere gange skævede til de to indvandrerdrenge. Døren smældede i bag hende. Hun trådte op til skranken, og var i et kort øjeblik alvorligt i tvivl om hvad hun skulle gøre, og svigt mig nu ikke tunge, please, svigt mig fucking ikke...

Hun greb pamfletten, som lå på bordpladen, og slog op på den, og skannede øjnene nedover de utallige numererede pizza-menuer, der blev budt på, og det stak og snurrede i nakkeregionen, men hun lod sig ikke bide mærke i forestillingen om de bestirrende, hånefulde blikke. 

"Hva' ska' du ha'?" lød det i en fremtrædende accent fra en dyb mandestemme på den anden side af skranken, og Sophie løftede blikket og kiggede imod den kraftige mørkhårede mand med de sorte øjne og de grånende skægstubbe og det hvide forklæde. Pamfletten sænkede hun og lagde tilbage på bordet. Og hans brune øjne, der var som to sorte tunneler, bundløse, og de kraftige opløftede bryn, som dannede fremtrædende hudfolder i den høje pande, gav Sophie lyst til at vende sig rundt og løbe ud af butikken og tilbage igen, hjem til sengen, hvor hun kunne falde sammen og bare græde, og hun havde glemt den seddel hun havde taget med og puttet ned i lommen, sedlen med bestillingerne, og hun kunne intet andet end blot stå og stirre, imens det kildrede og pressede og brændte imod hornhinderne, og hendes læber havde delt sig men tungen var blevet til sten, hun kunne ikke bevæge den eller løfte den og hun troede hun havde mistet sit stemmebånd, kunne ikke sige så meget som bare en enkelt lyd, hvor meget hun end ville eller prøvede, stod blot der og kiggede på manden foran sig.

"Er det noget du vil ha', eh?" gentog han, i sin samme ru tone, der lød hårdere end den burde grundet den kraftige accent.

Sophie blinkede, blinkede, blinkede, og forstod at det var hende han snakkede med, og hun kom igen i tanker om sedlen og førte hånden ned i venstre lomme. "Øhm... ." Hendes stemme var skinger, og hun rømmede sig og trak sedlen op, som hun slog blikket ned, og ikke gå i panik, Sophie, bevar roen, bevar roen, bevar roen. Lokalet var blevet mindre, var det ikke? Nej, det var bare indbildning, og selvom hun kortvarigt var sikker på, at hun slet ikke var tilstede, fordi hun ikke følte sig som en fast substans, kun en hul, følelsesløs og død masse, usynlig og befindene sig i en fantasiverden, formåede hun at rationalisere uvirkeligheden bort og skanne blikket nedover den gule seddel med de blækblå skribleringer. 

"Øhm, jeg... Øhm, jeg ska'... øh... øh..."

Hun drog en dyb indånding. Manden bag skranken havde vendt sig rundt og støttede sig nu med begge håndflader spredt udover glaspladen.

"Jeg, øh, jeg... Jeg vil gerne, øh... Øh, bede, øh, hmmm, om... En.. En... Øh, en durum-rulle... Øhm...!"

"Hva' slags?" Han havde grebet en kuglepen og en notesblok, og de sorte tunneløjne hvilede på hende, og trods Sophie var sikker på at det bare var indbildning, var det alligevel som om han ikke brød sig om hende, eller bare hånede hende, men hun fortsatte.

"Øhm, hvad, øh... hvad mener du?"

"Hva' slags durum? Vi har kebab og vi har kylling. Hva' slags vil du ha'?" 

"Nåh... Øh, kebab, tror jeg." Endnu en dyb indånding. Mandens tunneløjne hvilede på hende i et par øjeblikke mere, inden de viftede sig til notessedlen, hvorpå han begyndte at skrible ned. Sophies øjne vandrede, imod højre, og hun drejede langsomt hovedet og kiggede atter imod de to indvandrerdrenge, og hun mødte begge deres blikke - både ham med kasketten og ham den kortklippede -, og hjertet pulsede krampagtigt i brystet, og hun drejede hovedet væk og pressede læberne sammen, og tag dig sammen Sophie, det er ikke dig de kigger på, tag dig sammen, tag dig sammen, tag dig sammen.

"Hva' mere?" Mandens øjne gled op til hende. Sophie betragtede atter sedlen. 

"Så, en... Salatpizza... Med... Med, øh, med... Med ekstra...," hun rømmede stemmen, og en stram fornemmelse knugede imod det bagerste af ganen, "... med ekstra dressing."

"Ekstra dessing... Og den sidste?"

"Bare en almindelig skinke... og... og ost."

"Skinke og ost. Okay. Der går lige et kvarter."

"Okay." Og Sophie nikkede, og vendte sig rundt og ignorerede de to indvandredrenge, og satte sig istedet ved det runde bord tættest på flisevæggen. Manden bag skranken vendte sig rundt og skridtede nogle meter væk, og sagde noget på arabisk, og Sophie trak sin telefon op ad lommen og strakte den henover bordpladen. 

Der gik ikke ret længe, før glasdøren gik op og tre personer trådte ind i lokalet, og Sophies øjne viftede sig tilfældigt op og fremad, hvorpå kropsmusklerne forstivnedes.

Den høje person med de løstsiddende khaki-jeans og blå converse var på hendes egen alder, og hun vidste allerede hvem han var - navnet kunne hun stadig ikke, men hun vidste at det var ham som altid var sammen med Frederik og hende pigen med det sorte hår -, og lige i hælene på ham kom Amalie, og de snakkede sammen og Amalie fniste, som hun holdte døren for Frederik, og Sophie lod sine øjne søge ned til telefonen. 

Og hun besluttede sig for ikke at kigge op, på noget tidspunkt, og holde sin vejrtrækning under kontrol, og selvom hun vidste at det ikke var ydermere realistisk, håbede hun at de ikke ville få øje på hende og genkende hende, håbede det, håbede det virkelig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...