Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17121Visninger
AA

35. OPFORDRING TIL UNDSKYLDNING

Nikolaj brugte ventetiden på at tjekke en facebookside, der udelukkende lagde for-sjov-billeder op, samt diverse memes, og han trykkede mekanisk på den blå tommelfinger-like-knap, selv ved de billeder, som ikke engang var specielt humoristiske - han likede bare af vane -, og han var så opslugt af billederne, at de ti minutter virkede som blotte ti sekunder, og det var som om der kun gik et øjeblik, før han hørte Amalie - det gik han i hvert fald ud fra, at det var, selvom han dog ikke just var sikker - banke på døren. Han sænkede telefonen, og skulede, imod højre, imod indgangen til værelset, og hørte få sekunder efter endnu en række dok-dok-dok lyde ude fra entréen, og mors skridt, der hvislede henover gulvet. En dør gik op. 

"Åh, hej med dig, Amalie."

Amalies klare, klingende stemme lød som det næste, og Nikolaj lod skærmen på telefonen hvile imod låret. "Hey. Nikolaj, er han...?"

"Jeg er inde på værelset!" Nikolaj måtte hæve stemmen, for at blive hørt fra den anden ende af huset gennem en lukket trædør, og kort efter dappede lyden af sokker henover et gulv, kom nærmere døren, og håndtaget trykkede sig ned, og der stod Amalie. Klædt i en rødbrun cardigan med lange ærmer, åbenstående så han kunne se den grå, løstsiddende T-shirt, og lyseblå denim-jeans, der sluttede sig tæt og stramt omkring hofterne og benene.  

"Hey," sagde Nikolaj.

"Hejsa." Amalies øjne viftede sig fra Nikolaj og ned til foden, med den hvide forbinding omsluttende anklen, og betragtede hvordan den hvilede imod isposen og den grønne sofapude. "Hold da helt kæft. Den ser sgu da ikk' helt rask ud, den fod dér." Hun lukkede døren efter sig og gled sig i bevægelse.

"Så sku' du prøve at mærke den." Han rettede sig en anelse op, og sørgede for at bevæge benet (og dermed også foden) så lidt som muligt.

"Jeg tror sgu lige jeg springer over, Nikolaj, men, øh, mange tak for tilbuddet." Amalie satte sig ved siden af ham, med hendes altid flabede smil, og Nikolaj rystede på hovedet, og havde i et kort øjeblik glemt episoden fra fodboldplænen.

"Du er sgu altid så sjov, Amalie."

"I know. Det siger alle mine veninder også. Men nu er det så ikk' lige mig det her handler om." Og smilet på hendes læber var forsvundet, og han kunne se alvoren, fokuserende og koncentreret, i hendes øjenskiver. "Jeg... Har hørt, at du blev sparket i anklen ... af Frederik."

Han nikkede, skrabede en enkelt gang tommelfingeren henover sin telefon, og rettede sit blik mod Amalie. "Hvem fortalte dig det?"

"Christian. Og Frederik selv. Jeg var ovre ved ham, her for sårn' ... en time siden, cirka ... han ringede til mig og var fuldstændig ude af den ... total grædefærdig ... og bad mig komme derover, så ... det gjorde jeg."

"Grædefærdig?" Nikolaj vidste ikke, om han skulle tro på det, men det var Amalie, han snakkede med, og hvis der var noget, Amalie aldrig kunne finde på at gøre, så var det at lyve for sine venner på den måde (i modsætning til dig, Nick, din lille løgner), og det vidste han, og en kortvarig knugen trak sig sammen i hans maveregion. 

Amalie nikkede, og så ikke på ham da hun fortsatte. "Han er skide ked af det. Jeg vidste ikk' rigtig hvad jeg sku' sige til ham, for ... ja, uanset hvad du måske har gjort, så ... så er jeg sgu ærlig talt ret så sur på ham over, at han gjorde det der ved dig."

"Du er ikk' den eneste, ska' det lige siges."

"I hvert fald ... så ... så fik jeg snakket med ham, og ... Han føler, at du har svigtet ham og stukket ham i ryggen. At du, hva' ska' man sige ... har brudt et løfte, og det langt fra er første gang, at det er sket."

"Gu' røv har jeg ej stukket ham i ryggen." Pulsen steg og forkrampede sig igennem Nikolajs blodårer, og det varme kropssug begyndte atter at trække i ham, og han tænkte på gårsdagen, og på Frederik, og han sagde "det var fucking ikke en del af aftalen," og den aftale er annuleret, Frederik. "Det er bare Frederik, der ikk' ka' ta' sig sammen når det kommer til det modsatte køn."

"Så det er piger, det her handler om? Hvorfor overrasker det mig ikk'?" 

Nikolaj trak på skulderen.

"Hva' er det, der foregår, Nikolaj? Har det noget med hende der den nye at gøre?"

"Hun hedder faktisk Sophie."

"Jeg vil sårn' set skide på, hvad hun hedder. Har det noget med hende at gøre?" 

Selvom det ikke burde, havde det alligevel gang på gang overrasket Nikolaj, hvor autoritær og voksen, Amalie kunne blive, og selvom det burde irritere ham - sat på plads af sin egen veninde, det er fandme idiotisk -, så gjorde det ikke, for Amalie havde altid ret, og hun gjorde det altid for at hjælpe ham og Frederik. Han sukkede.

"Ja ... men det er ikk' kun hende, det handler om."

"Frederik gad ikk' sige så meget, så jeg syntes egentlig bare, at du ska' fortælle mig det hele." 

"Det er ret ... kompliceret."

"Jeg har helt til klokken seks i aften, hvis det er." Amalie buede det ene bryn højere op end det andet, og hendes ansigt havde antaget en rolig, men alligevel bestemt, grimasse, en maske af alvor og tålmodighed, og Nikolaj begyndte at forklare sig.

Han startede med drukfesten to uger tidligere, hvor Frederik kom op at slås med en anden dreng, og hvor han sagde "hvis jeg ikke kan score, er jeg fandeme ikke en rigtig mand", og Amalie lyttede, kom ikke med nogen kommentarer eller indvendinger, nikkede blot de steder, der skulle nikkes, og hendes blik flakkede skiftevis fra sofaen og til Nikolaj og til Nikolajs indbundne ankel, og Nikolaj fortsatte. Forklarede om Sophies første skoledag, og Frederik, der nærmest virkede til at falde pladask for hende, og hvordan han hele tiden prøvede at komme i kontakt med Sophie, men blev afvist begge gange - "først var der om mandagen, hvor hun ignorerede ham totalt, og så var der gåturen der om tirsdagen, hvor han indgik et eller andet væddemål med, at han kunne komme i kontakt med hende, men der ignorerede hun ham også, og sådan startede det".

En kort tavshed. Amalie lod sin ene hånd hvile imod overarmen. "Så... Det startede altså med, at ... at Frederik syntes, at hende der ... Sophie ... var helt vild lækker, og han gerne ville i kontakt med hende?"

Nikolaj lagde ikke mærke til den svage, dirrende undertone, som Amalies nu let dæmpede stemme frembragte.

"Nej... Det startede egentlig rigtig med væddemålet. Altså, han ville vædde med mig om, at hvis HAN ikk' ku' komme i kontakt med en pige som Sophie, så ku' jeg heller ikk' ... og så stødte jeg så på Sophie lidt senere, nede ved Strandparken, og kom i snak med hende, og jeg fik taget et billede af hende, som en slags ... fotodokumentation for, at min historie passede ..."

"Lad mig gætte!" afbrød Amalie. "Det billede viste du så til Frederik i skolen dagen efter? Og det var vel også derfor, at han gav dig hundrede kroner, ikk'?" 

"Korrekt. Jeg meldte mig til at blive en slags ... wingman, ikk'å? Men ... du kender Frederik, og han har bare en eller anden evne til at fucke det op. Tingene er bare ikk' gået som jeg regnede med, og Sophie og mig har fået en rigtig god kontakt til hinanden, og ærlig talt, så gider jeg ikk' spilde mere af min tid på at "hjælpe" Frederik med at komme i kontakt med en pige, som er mere eller mindre bange for ham. Især ikk' når han bliver så skide jaloux over ingenting. Så i går fortalte jeg ham, at vores, du ved, lille "aftale", var blevet annuleret, og det er han jo så åbenbart gået hen og blevet pissed over, og nu sidder jeg så her, med en skadet ankel der gøre fucking ondt, og snakker med dig." 

"Og jeg troede, at vi piger var gode til at skabe drama." Amalie rystede på hovedet, og hendes blik havde rettet sig bort fra Nikolaj, og istedet ned mod trægulvet, og en underlig blankhed spejledes i hornhinderne, og Nikolaj brød sig ikke om blikket, om tomheden, men han fik ikke sagt noget. Amalie snakkede videre. "Nogen gange ... nogen gange ville jeg ønske, at Frederik kunne være lidt mindre ... Frederik ... og tænke lidt mere med hovedet istedet for pikken. Seriøst, det her er en pige han ikke engang kender, som måske slet ikke ka' li' ham, og hende bliver han så besat af, at han bliver jaloux over, at du ka' snakke med hende? For helvede, altså." 

Amalie kiggede stadigvæk ikke på ham, og Nikolaj havde en fornemmelse af, at det var hende selv, hun snakkede til, og den bagvedliggende, tonløse dirren, begyndte at gennemstrømme hendes stemme lidt mere. "Er der noget galt, Amalie?"

"Jeg ved det ikk'. Jeg syntes måske lidt, at I begge er lige åndssvage i den her sag ... Hvis jeg ska' være ærlig." Og så kiggede hun på ham, langt om længe, og var det bare ham, eller var hendes hornhinder blevet klarere og mere spejlende, end de plejede? "Jeg mener, for helvede... I lavede et fucking væddemål om en pige. Hvor åndssvagt syntes du ikk' selv det er?" 

"Jeg ka' godt se hva' du mener, men ... det er Frederik. Du kender ham."

"Men det er ikk' en undskyldning, Nikolaj, og det ved du godt. Hva', ved hende... Sofie, eller hva' hun nu hedder, at I har væddet om hende?" 

"Øh ... !" Jeg er sådan en der samler på billeder af random personer. 

(Løgner, løgner, løgner)

Amalie kiggede på ham i et kort øjeblik, og lod herefter øjnene glide op mod loftet, så det grønne blev til hvidt. "Oh my God ... Hvordan fanden ku' du få dig selv til noget så idiotisk? Jeg troede ærlig talt, at du var bedre end det."

"Hey! Jeg gjorde det for Frederiks skyld ... !"

"Det ændrer ikk' en skid! Det er stadigvæk pisse idiotisk!" Amalie hævede stemmen en anelse, og den dirrede, og der var helt klart noget andet galt, det lignede ikke Amalie at få blanke øjne over noget som dette, men Nikolaj sagde intet og tavsheden, der frembrød imellem dem, varede lang tid, længere end nogen af dem brød sig om, og så sukkede Amalie tørt.

"Jeg fatter ikk', hvordan I drenge ... Hvordan I ka' være så optaget af en anden pige, I knap nok kender, bare fordi hun har røv og patter ... At I fuldstændig glemmer den hjerne, I er udstyret med."

"I drenge?"

"Frederik," rettede Amalie. "Men også lidt dig, Nikolaj." Hun sukkede igen. "I hvert fald ... så syntes jeg I skal gi' hinanden en undskyldning."

"Undskyld, men ska' jeg gi' ham en undskyldning? Efter at han sparkede mig i fucking anklen?"

"Ja, Nikolaj, det ska' du, for I er begge to lige gode om det. Jeg har snakket med Frederik, og han vil gerne sige undskyld, men det kræver også at du er villig til det. Og det ska' være en undskyldning du rent faktisk mener, og ikke bare sådan noget ... halvhjertet pis." 

"Hva' er det, jeg ska' sige undskyld for?"

"For at du lavede den skide aftale med ham til at starte med." Og hun rejste sig op og bevægede sig hen mod døren, og Nikolaj anede ikke hvad han skulle sige, og Amalie satte hånden på dørhåndtaget og så standsede hun. "Ved du, hva' der er trist, Nikolaj? Ved Frederik, mener jeg."

Han viftede blikket imod hende og rystede på hovedet. "Nej. Hvad?"

"Det der er trist ved ham er, at ... at han er så optaget af "lækre" piger, han ikke kender, og er så optaget af udseendet, at han slet ikke lægger mærke til dem, han virkelig betyder noget for. At han... At han slet ikk' lægger mærke til, at der nogen lige for næsen af ham, som rent faktisk elsker ham, virkelig elsker ham, og som kender ham godt nok til at vide, hva' der er det bedste for ham. Måske er personen ikke den mest... den mest lækreste eller den med den bedste røv i hans øjne, og måske ligner den her... den her person, overhovedet ikk' Cecilie Vænge fra ottende, eller nogen af de andre flirter, som han jævnligt har haft, og som... ja, har snydt ham og fucket godt og grundigt med ham. Men ... men det vigtigste i livet er ikk' at finde den lækreste kæreste med den bedste røv og den flotteste krop ... alt her i livet, handler ikk' om at score og rage til sig af smukke kærester. Nogen gange... Nogen gange er det, som virkelig gælder, at der er nogen, hvis bare én, omkring dig, som elsker dig for den du er. En person, der elsker dig uanset hvad, og som udelukkende vil dig det bedste og som virkelig ikk' har tænkt sig at forlade dig." 

Hendes stemme dirrede, stadig kraftigere, og det blev blandet med en kvalt undertone, og Nikolaj vidste, at den fugtige afspejling, som begyndte at samle sig i Amalies runde øjne, IKKE bare blev fremkaldt af lysskæret, og han fornemmede en knugen presse sig sammen i maveregionen, men han fik aldrig spurgt hende, hvad der var galt, før hun spændte det altid kindfordybende smil op i sit ansigt, hvilket lagde en dæmper på det blanke skær i øjnene, og så sagde hun, "vi ses på mandag, Nikolaj. Det var godt vi lige fik snakket. Og husk nu den skide undskyldning, ikk' å? Ellers kommer jeg sgu efter jer begge, og det ska' du ikk' ønske dig."

Og så forlod hun værelset og lukkede døren efter sig, og han blev siddende som han lyttede på hendes fødder, der dappede hvislende henover trægulvet. Han buede blikket væk fra døren, henover værelsets røde murstensvæg, og stoppede sine øjnes flugt ved den hvide forbinding, der omviklede fodens ankelsektion. Han fornemmede en trykken for brystet, og måtte tilstramme kæbemusklerne. Amalie havde ret. Amalie havde ret, det vidste han, og det var ligeså dumt af ham, at indgå det væddemål med Frederik, som det var af Frederik at blive jaloux over ham og Sophie, men hun forstod bare ikke hele situationen. Han kunne lide Sophie. Han kunne virkelig lide hende, og det var første gang i lang tid - måske endda nogensinde, hvis han ikke regnede de små klasser og Amalie med - at han havde en så god kontakt til en pige, ovenikøbet en pige, han ikke havde kendt i mere end en uge, og først rigtigt snakket med i løbet af to dage, og han tænkte på Sophie, der sang imens hun spillede på guitaren, og hendes melodiske stemme, der klingede lyst og dirrende gennem luften, og de hudfolder, som altid bølgede sig på begge sider ad kinderne, når hun smilte, og hendes krop var så blød og så lun, da han holdt hende ind til sig. Og han tænkte på det fine lyse fnis, som trillede og knækkede, og "mit navn er Sophie, med Ph og ikke F", varmen rislede op igennem brystet og begyndte at sprede sig, som fingre, der kildrede sig forbi det pumpende hjerte. 

Han skulle sige undskyld til Frederik, men det krævede én betingelse. Hvis Frederik lovede at glemme alt om Sophie, og holde op med at forfølge hende, og acceptere, at hun var bange for ham, og havde det svært med at komme i kontakt med ham - der er andre piger derude, Frederik, virkelig, måske endda nogen du kender rigtig rigtig godt -, så ville han tilgive ham. Og han skulle love det, skulle mene det han lovede, og hvis han ikke gjorde det, blev tilgivelsen tilbagetrukket og så ville Nikolaj gøre en ende på venskabet, og så kunne Amalie blive ligeså sur hun ville, men det var ikke hendes problem, så var det Frederiks, og han kan bare tage sig fucking sammen, kan han. 

Han tog en dyb indånding, og greb sin telefon, og det sidste billede, som drev frem i hans tanker, inden han åbnede facebook for at surfe videre igennem sjove billeder, var billedet af Amalies fugtblanke øjne, alt for spejlende, og lyden af hendes tungt dirrende stemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...