Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17102Visninger
AA

51. NUANCER AF EVIGGRØNT FORÅR

Sophie og Nikolaj ventede ude ved indgangen - og Nikolaj sagde farvel til Amalie og Christian, men ikke til Frederik, som blot slentrede afsted i dybsindig tavshed -, indtil Far Sørens sorte peugeot drejede ind på parkeringspladsen. Sophie var den første til at rejse sig, og hun vendte sig imod Nikolaj, som via krykkerne skubbede sig op i stående stilling, og bilen drejede sig rundt så førersiden vendte ind mod skolen. Sidedøren åbnede. Sophie satte sig i bevægelse, og Nikolaj krykkede med bag hende.

Søren tog imod taskerne, også selvom Nikolaj stædigt mente, at det ikke var nødvendigt, han kunne godt selv bære på sin taske, men Søren tog dem alligevel - "jeg insisterer" - og lagde dem om i bagagerummet og Nikolaj satte sig om på bagsædet. Bilen duftede underligt rent, og havde ikke den sure metallugt, som ældre biler ellers altid havde, og luften var fuld af en tørhed af samme slags som når man lige havde støvsuget, og det gik op for ham, at både sæder og gulve var fuldstændig ryddet, uden slikpapir eller krummer, og han beundredes af den renlighed, som den sorte peugeot blev afholdt i. Han smækkede døren i med den hule, øretrykkende lyd. Sophie satte sig på passagersædet foran, ved siden af sin far, og Nikolaj rykkede om i højre side ad bilen, så han kunne sidde TÆTTERE på hende, og Søren satte sig ind og startede motoren. 

Sangen, der spillede i radioen, var dæmpet ned og gled flere gange ud i elektrostatiske skrat, men han kunne alligevel straks genkende melodien, og teksten som blev udsunget fra de skrattende højtalere, og det var Coldplays Paradise, og han kunne ikke lade være med at mime munden svagt efter den, som hans blik flere gange viftede skråt mod højre, hen til sædet foran sig, hvor han så Sophies fine, slanke hals i mellemrummet mellem sædehovedet og sæderyggen, og det balsamblanke hår som bare lagde sig så fint, så fint henover hendes skuldre. Hjertet bankede igen, og han skulede længere mod højre, og lænede sig en anelse frem, indtil hans pande hvilede imod bagsiden af Sophies sædehoved, og hans øjne fastholdte sig på sideruden og sidespejlet på den anden side ad glasrammen, og han kunne se hvordan en skæv trækning rykkede sig op langs Sophies ene kind. Hun smilte. Hun vidste, at det var hende han kiggede på, og hun smilte, og han skulle til at føre sin hånd foran sig, op til siden af hendes følsomme hals, for at kildre og kildre, da Sørens stemme brød igennem den musikskrattende stilhed.

"Hvor gammel er du så, Nikolaj?"

Nikolaj lænede sig tilbage. Sørens blik viftede sig flere gange op imod bakspejlet, skiftedes imellem reflektionen af bagsædet og vejen foran sig.

"Øhm, jeg er 15. Bliver 16 om cirka en uges tid." 

"Okay. Spændene. Er det her dit sidste år i folkeskolen, eller tager du tiende klasse med?" 

"Det er mit sidste år i folkeskolen. Efter sommerferien ska' jeg på gymnasiet."

"Det lyder da ellers spændene." De nåede igennem området med lejlighedsblokke. Perker-remaen lå rundt om hjørnet ved vejkrydset længere fremme. "Sophie tager nok tiende klasse, men ... !"

"Far," svarede Sophie med en dæmpet stemme, "det har vi snakket om. Du behøver altså ikke bringe det på bane igen."

"Undskyld." Søren nikkede, og lod atter sit blik glide op til bakspejlet og hans læber bredte sig i et elastisk smil. "Bliver du så til aftensmaden? Eller senere?"

"Jeg havde nu tænkt mig at blive der lidt længere, men ... det kommer vel an på hva' I syntes og hva' Sophie syntes."

"Jeg er sikker på, at Sophie ikke vil have noget imod at du bliver her, og det har jeg heller ikke. Det er mest hendes mor, jeg tænker på, men det skal du ikke bekymre dig om. Du kan få lov til at blive så længe du har lyst til. Du har min ... min godkendelse."

"Jamen, eh, det' jeg sgu glad for. Mange tak." Han nikkede som han sagde det, og rettede blikket imod Sophie, med endnu en svulmende kløen, som grenede sig ud i skridtet.

*

De ankom til det gule hus efter fem minutters kørsel, og Søren åbnede bagagerummet og rakte Nikolaj og Sophie deres tasker, og gik herefter hen til døren, som han låste op og åbnede og så forsvandt han ind i huset. Sophie var bag ham, og Nikolaj krykkede sig frem som den sidste, henover flisegangen, og Sophie holdte døren for ham, og hun kunne ikke lade være med at smile, idet han trådte ind.

"Du er altså lidt en snegl, ved du godt det?"

"Hov hov, Sophie. Husk at man ska' ha' respekt for de handicappede."

"Undskyld, spasser." 

Så grinte han. Hun lukkede døren efter ham, og gled med lethed sine fødder ud fra de flade converse. Nikolaj måtte stille krykkerne fra sig og sætte sig på numsen, med ryggen op ad væggen, og han strakte forsigtigt benet med den skadede ankel frem, inden han ganske sagte bøjede det, blot en anelse, og et hvidglødende jag strålede og hans fingre blev kortvarigt strammere. Så bandt han sine sko op, og firede sig op med sine krykker, og hans blik gled mod Sophie, som stod og ventede ved gangen foran trappen. 

"Hvorfor fuck står du der og smiler?"

Hun rystede på hovedet og kiggede væk, skråt mod gulvet, og han rynkede panden. Det kunne blot være indbildning, noget hans hjerne fik ham til at se fordi han ønskede det, fordi han havde lidt-mere-end-bare-venner følelser for hende, og hans underbevidsthed derfor skabte et fantasibillede, der måske kunne få ham overbevist om at hun følte det samme for ham, men hendes fine runde kinder, som altid dannede tre bølger af hud når hun smilte, trådte om i en lysrødlig nuance, der ganske svagt krøb sig frem bag kuløren af hudfarve. En lysrødlig nuance, som nogen piger fik, når de var forelsket eller lun på en anden, og den de var lun på kiggede på dem for længe, en lysrødlig nuance han ikke syntes at have set hendes kinder antage før, og det fik kortvarigt håbet til at varme sig op i hans indre. 

"Ikke for noget. Må man nu ikke være glad mere?" Hendes stemme var blevet dæmpet, en anelse lysere, på den måde der fik varmen til at knytte sig sammen i Nikolajs bryst, en klar blødhed, så smuk og dejlig og vidunderlig, og hvordan fanden kan en stemme være dejlig, det er bare luft der bevæger sig, og han krykkede sig frem. Sophie vendte sig rundt, imod trappen, så hendes bagparti indhyllet i de sorte højtaljede bukser pegede imod ham, med den gyldne lynlås der strakte sig i en lige, takket linje fra lænden og ned, og bukserne passede så godt til hende, bedre end han først havde troet, og det samme gjorde den tynde langærmede trøje, hun havde iført sig, og hendes bagdel vippede, vippede, vippede, så små stoffurer dannede sig på hver side i takt til bevægelserne. Hun nåede trappen. Nikolaj var en meter bag hende, og krykkede sig frem, og det blev ved med at klø imod hans skridtregion, klø og tilstramme sig, og den kløende fornemmelse blandede sig med den rislen, som ikke syntes at stoppe, den rislen af varme og glæde han aldrig blev træt af, der gav ham lyst til at grine og juble og danse, og som fik hjertet til at kaste sig imod brystkassen, og bare banke, bare banke. Sørens stemme gennembrød luften fra højre.

"Nogen af jer der er sultne, og har lyst til et eller andet?" 

Nikolaj og Sophie vendte begge blikket ind mod døren til stuen. Søren stod med venstre hånd presset ind på den ene af fløjdørens glasruder, og hans hals havde fremstrukket sig i et nysgerrigt udtryk. 

Sophie rystede på hovedet, og smilte, så hudbølgerne dannede sig. "Nej, ikke rigtig. Hvad med dig, Nikolaj?" Hun kiggede sig over skulderen, og Nikolaj mødte hendes blik, og igen så han nuancerne af lyserødt, der smeltede sig frem bag hendes kindhud. 

"Øhm ... ikk' lige nu. Men tak for tilbuddet."

Søren nikkede. "Det er helt i orden. Hvis der er noget, så siger I bare til, okay?"

Sophie svarede før Nikolaj. "Det skal vi nok, far."

Søren trak sig tilbage og forsvandt ind i stuen, og Sophies øjne viftede sig en kort gang tilbage til Nikolaj, inden hun bevægede sig op ad trappen. Nikolaj fulgte efter, sørgede for at lægge så lidt vægt på venstre ankel som muligt, og det dunkede i små rykvise spjæt imod den omsluttende forbinding. De nåede rundt om trappesnoningen, og Nikolajs blik rettede sig mod højre, til det rektangulære gulv-til-loft vindue på den anden side af gelænderet som bestirrede haven, og den lysegrønne forårsplæne favnede sig udad, imod et drivhus og et forkrøblet buskads med fremspirende gule blomster, og flere steder var knopper sprunget ud i en forårsgrøn herlighed af fine, spæde blade, og bag buskadset samlede der sig både lærk og gran, høje tynde stængler, og det eviggrønne forår var der, foråret var der virkelig, og det gjorde varmen i Nikolajs krop VARMERE, for foråret var kæresternes og forelskelsens og brylluppernes kvartal, og han ønskede ikke nogen anden end Sophie, at være sammen med Sophie, at være sammen med Sophie som hendes kæreste, som hendes RIGTIGE kæreste i et RIGTIGT forhold, og han vendte sig rundt og fortsatte op ad trappen. Og da Sophie nåede toppen, og svang sin taske ned fra skulderen som hun skrånede mod den lysebrune på-klemt-stående fyrretræsdør indtil værelset, fornemmede Nikolaj en biden i mellemgulvet, en svag men ubenægtelig biden, der langsomt voksede og voksede, ved tanken om at pigen foran ham måske slet ikke delte følelser for ham. At pigen foran ham måske bare så ham som en VEN, og ville blive ved med at se ham som en ven, og han ville måske blive mere og mere forelsket i hende, men hun ville aldrig blive forelsket i ham, og det var alt for tidligt, han burde ikke få følelser for en pige så hurtigt, men han kunne ikke benægte det, han var forelsket i hende, han var så fucking forelsket i hende, selvom hun måske ikke var forelsket i ham, men de lyserøde nuancer som var rødmet frem på hendes kinder var måske alligevel et tegn på, at hun OGSÅ var forelsket i ham, men det kunne ligeså godt være fordi hun bare havde let ved at rødme. 

Hans hånd strammede sig om krykkerne, da han nåede gulvet. Sophie placerede sin hånd med de spredte fingre på sin værelsesdør, og skubbede indad. Hun vendte sig imod Nikolaj, og hun smilte og hans hjerte smeltede til lun væske, der drev sig nedad mod maven. Det var et svagt smil, men han var sikker på at det var ægte, og der var noget i hendes øjne, noget dybt og søgende, noget som kildrede sig igennem hans hud, og det brændte i kinderne, men ikke på en ubehagelig måde, og han stod der bare og kiggede, og alle hans tanker blev til klarhed. Han var forelsket, og det var Sophie han var forelsket i, og han hadede at han var forelsket, han hadede det men elskede det, og i dette øjeblik ønskede han at han kunne være forelsket resten af sit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...