Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17215Visninger
AA

21. MATHILDE ER DØD

Nikolaj konfronterede Frederik, da skoledagen var ovre. Han trådte ud fra glasdøren og ned på parkeringspladsen, og fik øje på Frederik lidt længere fremme, som han gik og sludrede med Christian, og han satte sig i bevægelse og hævede stemmen.

"Frederik! Yo, Frederik!"

Frederik reagerede først, da Nikolaj var nået helt op til dem og greb hans arm, og hans krop forstivnedes i et kort øjeblik, hvorpå han drejede sig imod sin ven.

"Jeg ska' snakke med dig."

Christian stoppede op og kiggede på dem, og hans hånd havde allerede trukket cigaretpakken ud fra lommen. "Hva' sker der?" begyndte han, men Nikolaj viftede øjnene imod ham.

"Christian, ka' du ikk' lige smutte et øjeblik? Jeg ska' snakke om noget meget vigtigt med Frederik."

"Okay, fair nok." Christian vendte sig rundt og trak en cigaret op ad pakken i processen, inden han skridtede sig i bevægelse mod vejen.

Nikolaj viftede atter de blå øjne imod Frederik, og sagde intet i lang tid, så den summende lyd af elever trængte sig omkring dem, men så delte han sine læber.

"Jeg håber godt du forstår hvorfor jeg er irriteret på dig."

Frederik klikkede blot med læberne, og kiggede på ham med brynene roligt løftet så de karakteriserene furer dannede sig på panden, og normalt gjorde det ikke Nikolaj det mindste - det var en del af Frederiks udtryk og noget han havde vænt sig til for længst - men i dette givne øjeblik var det alt for afslappet og alt for uskyldigt, og det fik irrationen til at opspænde sig i hans kropsmuskler. Det strammedes ud i fingrene, så han var tæt på at knytte dem til næver,  men han holdt trangen inde, og da Frederik kun kiggede på ham men uden at sige noget, besluttede han sig for at fortsætte. 

"Frederik, det går sgu ikk' det her. Lige nu gør jeg alt for at hjælpe dig, og så er det sgu ret træls at du så ikk' tar' dig lidt sammen, og istedet fortsætter med at fucke det op. Forstår du det?"

Frederik kom blot med et skuldertræk. Et suk frembød sig fra Nikolajs læber, og han måtte tilbageholde irritationens tørhed i sin stemme da han fortsatte. "Du må seriøst begynde at stole lidt på mig. Har jeg nogensinde svigtet dig, Frederik? Har jeg det?"

I lang tid fik han intet svar, og han var tæt på at hæve stemmen atter engang, men så svarede Frederik ham endelig. "Nej."

"Nej, præcis. Jeg har ikk' svigtet dig før, og jeg gør det heller ikk' nu, sårn' en ven er jeg ikk', og det ved du godt."

Frederik nikkede, og hans skuldre sænkede sig i afslappelse, og blikket viftede sig en kort gang bort og nedad. "Ja, jeg ved det godt... Jeg syntes bare...!"

"Jeg flirtede ikk' med hende, hvis det er hva' du ska' til at sige. Det ku' jeg sgu ikk' finde på. Jeg prøver at fucking hjælpe dig her, okay? Og Sophie var skide ked af det, så jeg gav hende det papir for at være venlig og måske få startet en samtale, men så kom du lige ind... Og så fuckede du det op. Igen. Hvis du nu bar' gav mig lidt mere tid, så ville jeg ha' inviteret dig over, og så ville vi sikkert ha' fået en pisse hyggelig samtale, men fordi du lige lavede det nummer dér, så tror jeg sgu det her kommer til at tage pænt meget længere tid end en uge."

"Undskyld. Jeg ved ikk' lige hvad jeg tænkte på." 

"Nej, det ved jeg sgu heller ikk'. Men lov mig at du tar' dig sammen, okay?" Og han tænkte på Amalie, som stod og gned hånden op og ned ad overarmen, og glimtet af tomhed som viste sig i de runde øjne, og han var atter tæt på at hæve sin stemme og sætte sin ven på plads, men han lod være og rømmede sig, inden han istedet fremtvang et smil. "Er vi cool?" Han strakte armen frem, og Frederik nikkede.

"Yep. Vi' cool." Hænderne slog sig sammen, og deres greb strammedes imod hinanden. 

*

Sophie spillede få toner på guitaren, før hun ikke længere kunne distrahere sig selv fra tomheden der ætsede gennem brystkassen, og hun måtte stille instrumentet fra sig på stativet for fodenden, inden hun blot stirrede ligefrem. Den ætsende tomhed dunkede dunkede dunkede i hjerteregionen, og hele værelset virkede urealistisk, som var det hele blot en drøm, og hun forestillede sig selv blive suget ned i madrassen, langt langt ned, og forsvinde i det sorte hul der syntes at sluge hendes kropsmasse indefra, og det hele var bare ligemeget uden hendes elskede Lukas, og klartonerne fra da han lagde røret på duut-duut-duut'ede på indersiden af hendes kranie, rungede i et ekko igen og igen og igen, men hun kunne ikke græde, ikke længere, og hun endte med at lægge sig ned og kigge op på loftet og den cirkelrunde IKEA-lampe. 

Der gik ikke længe, før hendes øjne automatisk vandrede, hen til loftslisten som udgjorde kanten, og videre ned ad den hvide gipsvæg, for til sidst at standse ved portrætbillederne hun havde hængt op ugen forinden. Hun satte sig op på albuerne, så det lange brune hår strakte sig nedad og lagde sig henover madrassen, og hvilede blikket på klassefotoet fra 8.d på Hvidovre Skole, og hun sad længst til venstre på den forreste stolerække, med benene krydset, klædt i strømpebukser og sort nederdel, og hendes læber var delte i det tandsmil, hun havde arvet fra sin far, og som dannede de to hudbølger henover hendes kulørte kinder. Det prikkede mod hornhinderne, da hun så Lukas, der stod oprejst lige bag hende, og hun så hans brede smil og han var klædt i den sorte tophue, som hun altid elskede. Hans hænder hvilede imod toppen af den stol, hun sad på. Sophie måtte synke gentagende gange, bare for at lægge en lille dæmper på den stramme fornemmelse som strakte sig op gennem halsen, selvom det ikke hjalp, og hun søgte blikket videre mod venstre, hvor hun på det næste billede så Mathilde som 5-årig. Og hun så hvordan Mathilde ledte hende gennem stuen, med de store ovale øjne rettet ud mod kameraet, og læberne skævet sig i et svagt smil, der mindede Sophie om hende selv, og den 14 år yngre udgave af Sophie, med ballonkinder og lyst hår, var klædt i en lyseblå bamsetrøje og hvide sutsko og den spæde hånd blev klemt fast til Mathildes.

Og igen blev hun mindet om den skæbnesvangre dag, hvor hun trådte ind i stuen hjemme i Hvidovre, og så sin mor sidde på den hvide lædersofa, som Sophie selv havde været med ude at købe i Ikea blot måneden forinden sammen med mor og Mathilde, og måden hvorpå hun sad foroverbøjet, med fingrende som trykkede sig lidt for hårdt om fars trøje. Seksårige Sophie, der aldrig før havde set sin mor græde, og ikke rigtig kunne forstå hvorfor hun var ked af det - mor er voksen, mor skal da ikke være ked af det, sådan er mor da ikke - trådte ind på stuetæppet, og skrånede på hovedet så hendes mørkeblonde hårlokker slaskede imod kinden, og hun hørte mor sige noget, den samme sætning igen og igen og igen, men hun kunne ikke forstå at det virkelig var mor der sagde det, for stemmen var alt for hæs og alt for svag.

"Hvorfor, hvorfor, hvorfor, hvorfor hende, hvorfor hende, hvorfor hende, hvorfor hvorfor hvorfor..."

Og hendes stemme blev kun afbrudt af lange, dybe hiv, der lød som om hendes lunger skulle eksplodere, og Sophies store uskyldige øjne gled imellem far og mor, men ingen af dem lagde overhovedet mærke til at deres datter var kommet hjem, og hun var alt for nysgerrig og kunne ikke lade være med at spørge, med hendes lyse barnestemme, "hvorfor græder du, mor?" 

Og far slog øjnene op, og de virkede så tomme og dybe og hule, mindede Sophie om øjnene på de dukker hun havde på sit værelse, og der var overhovedet ingen liv eller glæde i dem, og han strammede halsmusklerne og hans stemme var alt for svag og alt for livløs. 

"Gå op på dit værelse, Sophie."

"Jamen...!"

"Gå op på dit værelse! Nu!" 

Mors fingre strammede sig hårdere om fars trøje, og hendes vejrtrækning hev, som den faldt og steg og faldt og steg og Sophie vendte sig rundt og gik væk, tilbage imod trappen, men kastede alligevel flere gange blikket tilbage mod sine forældre.

Og hun undrede sig over, hvor Mathilde blev af, og hvornår hun kom hjem, og hun tilbragte blot eftermiddagen med at sidde på kanten af køjesengen og svinge sine fødder frem og tilbage over gulvplankerne, ventede ventede ventede, en time, to timer, indtil far kom ind ad døren og han var rød i ansigtet - "hvorfor er du rød i ansigtet, far?" spurgte hun, men farmand Søren svarede hende ikke -, og han satte sig tungt ned ved siden af hende, så madrassen gav efter. Seks-årige Sophie, der ikke kendte til sorg, var alligevel klar over, at fars tomme øjne var et dårlig varsel, men hun kunne ikke forstå hvorfor det var et dårligt varsel, og hun kunne ikke regne ud at mors gråd og fars tomhed hang sammen med, at storesøster Mathilde ikke var kommet hjem endnu. 

Far sad blot der, længe og uden at sige noget, uden at gøre andet end bare kigge nedad med sine tomme dukkeøjne, og Sophie endte med at blive utålmodig. "Hva' er der, far? Hvorfor er mor ked af det?" spurgte hun, med sin lyse stemme, og farmand Sørens ansigt forvred sig, og da han løftede hovedet og kiggede på hende, lignede han slet ikke far. 

"Sophie... Der er sket noget meget... meget... trist. Forstår du det?"

"Hva' der sket? Og kommer Thilde snart hjem?"

"Søde skat...," Sørens øjne var blanke, da han løftede armene, for at hun skulle kravle ind til hans greb i en faderlig omfavnelse, "... sæt dig ved far." 

Og Sophie flyttede sig fra sin position, og trak sig istedet ind i sin fars arme, og han pressede hende imod sig og lod sin hage og næsetip hvile imod det mørkeblonde hår, og der gik atter lang tid før han sagde noget.

"Skat, Mathilde...!" Hans stemme var svag og ru, og var blevet fyldt op af en underlig skælven, Sophie ikke havde hørt før, og det undrede hende at han omtalte hendes storesøsters rigtige navn, og ikke kaldte hende Thilde som hun ellers altid blev kaldt. "Mathilde...!" Hans stemme gav et knæk og flød ud i en lys tone. Han trak vejret ind. "Mathilde er død, min pige. Mathilde... Mathilde er blevet kørt over, og hun er død." 

Og farmand Søren kunne ikke mere, og han bøjede sit hoved forover og begyndte at græde, så hans stemme, der altid plejede at være dyb, blev skinger og kvalt, og tårerne dryppede ned på Sophies tøj. Han knugede hende tættere ind til sig, så hun kunne mærke vibrationerne fra hans brystkasse, hver gang han hulkede, og hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, og forstod slet ikke at Mathilde var død. For Mathilde kunne ikke være død, ikke Thilde, ikke storesøsser, det var en dum leg og hun kunne ikke lide den, men hendes far holdt hende fast, og blev ved med at græde. 

"Hun blev skubbet... Hun blev skubbet og røg ud foran en lastbil... Mathilde er død, Sophie, Mathilde er død og hun kommer aldrig tilbage igen." 

Og Sophie blev siddende på sit værelse resten af eftermiddagen, og forstod slet ikke hvad hun havde fået at vide - hvordan kan Thilde være død? Hun har lovet altid at være hos mig, hvordan kan hun være død, hvordan kan storesøsser være død? - og 15-årige Sophie bøjede sig fremover og lod toppen af panden hvile imod glasfibervæggen inden hun lukkede øjnene. 

Hvis bare Mathilde aldrig var kommet op at skændes med veninden, og aldrig var blevet skubbet ud på vejen, hvor hun faldt og snublede og blev kørt ned af lastbilen, som aldrig nåede at bremse op, så tingene måske anderledes ud. Hvis Mathilde aldrig var blevet dræbt, havde mor ikke været så overbeskyttende, og så ville Sophie aldrig have trukket sig ind i sig selv, og hvis nu Mathilde stadig levede, havde hun haft rigtige venner, som ikke svigtede hende fordi hun var bange for mennesker, og så havde hun stadig Lukas, og så havde hun en kæreste, og så sad hun ikke på et værelse i Jylland med en tomhed der ætsede ætsede ætsede, hvis bare, åh hvis bare. 

Og hun begyndte at græde for syvende gang siden hun kom tilbage fra København. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...