Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17143Visninger
AA

48. MAGTRUS OG MINDREVÆRD

Amalie genoptog kontakten med Frederik efter skoletid, da han - som de øvrige gange - trak sin cykel ud fra stativet under skurets halvtag, og vendte sig rundt, og hun stillede sig hen foran ham og spærrede hans vej.

"Jeg bliver nødt til at snakke med dig!" Hendes stemme var skarp, skarpere end den plejede, og måden hendes øjenbryn hævede sig, da hun udtalte jeg og nødt og dig, med den sammentrukne stemmeføring, indikerede at det her var alvor, og han tænkte tilbage på da han greb hendes skuldre og at han aldrig havde fået sagt undskyld, men en anden fornemmelse brød frem, en fornemmelse af kold ligegyldighed. Han gad ikke sige undskyld. Han havde ikke gjort noget forkert, han havde brug for at være alene, og det så ikke ud til at være noget Amalie fattede, for hun lod ham ikke være alene, heller ikke nu, og Frederik forvred sine læber. 

"Hva' fanden er der så nu, Amalie? Har vi ikk' fået snakket nok?" 

"Nej det har vi faktisk ikk', Frederik, og jeg syntes seriøst du ska' holde din kæft med dit pis lige nu og høre på mig, for en gangs skyld!" 

Han kunne skrige. Han kunne gribe hendes skuldre, endnu hårdere end før, skrige og ruske og kalde hende en møgso og en kælling og lad mig for helvede så være, men han lod være, hun var jo trods alt hans veninde, men han havde ikke brug for en veninde nu, havde bare brug for at være alene, men han sagde ingenting og stod blot og stirrede på hende, som pulsen blev kraftigere.

Amalie hev luft ind, i en svagt pibende lyd fremkaldt af ophidselsen. Hendes øjne forekom mere udspilede end de plejede. 

"Er det mig, der er noget galt med?"

Hvorfor vidste jeg bare, at hun ville trække det kort?

Frederik rullede sine øjne til hvidt et øjeblik, og sukkede tørt. 

"Alt handler sgu da ikk' om dig, Amalie!"

"Er det mig, der er noget galt med?" Amalies stemme blev lysere og klarere, syntes at skære luften midtover, og den lyse klarhed gled langsomt om i en våd skælven. "Er det? Ka' du ikk' li' mig? For hvis ikk' du ka' li' mig, og hvis ikk' du gider mig, så syntes jeg bare du ska' sige det, for det her pis, det magter jeg fandeme ikk' en dag mere! Er det mig der er noget galt med, eller er det stadigvæk det der pis der er mellem dig og Nikolaj?"

"Hvorfor fanden tror du det rager dig?" Et sug trak sig ned igennem Frederiks krop, og selvom han vidste at det var forkert, forkert, forkert, kunne han ikke lade være med at nyde det, og han fik kortvarigt illusionen om at han var i kontrol, og hjertepulsen steg. 

"Hvorfor det rager mig? Sgu da nok fordi jeg er din ven, igås?" 

Frederik svarede hende ikke. 

"Hvor er du henne, Frederik? Hvor er den Frederik, som ... Hvor er den Frederik, man ikk' ku' andet end holde af? Hvor er den søde dreng, som var en af mine bedste venner? Jeg savner dengang, hvor vi snakkede til langt ud på natten, og hvor vi lavede næsten alt sammen. Hvor vi bare delte hinandens hemmeligheder og hele tiden ku' lave sjov ... Jeg savner det, vi engang havde sammen. Er det på grund af mig, at du er sådan her ... Er der på grund af mig, at du er blevet sårn'? Blevet så kold og så afvisende overfor mig? Har jeg gjort noget forkert, har jeg såret dig, hva' har jeg gjort?"

"Ska' jeg fortælle dig det, Amalie?"

"Ja. Ja, tak! Det vil jeg faktisk sætte stor pris på!"

"Det er fordi du er en kælling!"

Amalies krop standsede med at bevæge sig, og hendes blik forstivnedes, og hun stod blot der, med læberne delte og øjnene fokuseret på ham, stod blot og stirrede, og Frederik fornemmede en mærkværdig kildren langs sit mellemgulv, også selvom han vidste at Amalie ikke havde gjort noget forkert, men illusionen om kontrol var alt hvad han behøvede, for illusionen om kontrol mindede ham om at han eksisterede, at han stadigvæk var noget værd, at det var alle de andre, der var noget galt med, alle de andre og ikke ham selv, og han burde føle dårlig samvittighed over at tale sådan til sin veninde, men det gjorde han ikke, og forkertheden i hans handling virkede så rigtigt, virkede så menneskeligt, og det fik ham til at føle sig i live. 

Den kildrende sugen i mellemgulvet blev forstærket, da han fortsatte.

"Du er en dum, ynkelig, lille kælling, som ikk' ka' lade være med at klistre dig op ad mig. Jeg ka' ikk' li' dig, Amalie! Du er røv irriterende, og jeg ka' sgu ikk' li' dig!" 

Han vidste ikke, hvorfor han sagde det, og det var dumt, det vidste han, men selvværdet hævede sig varmt og sugende, og han anede ikke, at magt kunne føles så vidunderligt, så befriende, og magtrusens vidunderlighed gav ham lyst til at grine, grine ind i Amalies forstivnede ansigt, grine og grine og grine, indtil han så tårer springe ud fra hendes øjne, og stribe nedover hendes kinder, og han vidste, at det var hvad der burde ske med Nikolaj, at Frederik burde se ham græde, se ham og Sophie græde, og det var Nikolajs skyld, det var alt sammen Nikolajs skyld, og Amalie vidste at det var Nikolajs skyld og Christian vidste det også, de alle sammen vidste det, de allesammen hadede ham bare, de var ikke hans venner, og nu fik de som fortjent, og den underlige kildrende fornemmelse i mellemgulvet voksede. 

"Det der ... det der, det mener du ikk'. Det ved jeg, du ikk' mener, for ... ," begyndte Amalie, svagt og hviskende, men Frederik afbrød hende.

"Hvorfor tror du ikk' jeg mener det?" Hans hjerte begyndte at banke, og suget fra mellemgulvet strakte sig ned i maven.

"Tror du jeg holder af dig? Tror du virkelig, jeg holder af dig? Tror du virkelig, jeg syntes du er noget værd, udover at ha' en lækker krop? Det er du ikk'. Du er ingenting værd i mine øjne, bare en møgtøs som ikk' ka' klare sig selv. Hvorfor tror du ellers, jeg ikk' gider i klubben med dig? Hvorfor tror du, jeg hele tiden prøver at undgå dig? Det er fordi, at dig og mig ... vi klinger bare ikk'. Vi er måske bedste venner i dine øjne, men det er vi fandme ikk' i mine! Så jeg syntes egentlig bare, at ... At du ska' fucke af helvedes til, og ikk' snakke til mig igen, for jeg har ikk' en skid at bruge dig til." 

Amalie blev stående og stirrede tomt i få øjeblikke. Frederik smilte, et hånligt smil hvor læberne bredte sig men uden at blive delt, og så vendte han sig rundt og knugede grebet om sit cykelstyr, men han fik aldrig bevæget sig, før Amalie med en lang, hvæsende indånding trådte to skridt frem og svang sin flade hånd gennem luften og indover hans kind, så et klask af kød-mod-kød gennemskar luften. Han drejede automatisk hovedet, og det summede mærkværdigt imod kindhuden, og den prikkende summen blev forvandlet til en håndsstor brændene fornemmelse, som fingrede sig udover kæbepartiet, og han drejede langsomt hovedet tilbage mod Amalie. 

"Jeg hader dig," sagde Amalie svagt, og han kunne se øjnene afspejle sig i fugtighed, og hun løftede en knugende hånd, men slog ikke ud med den, som han troede hun ville gøre, løftede den blot og lod den dirre i luften. En kvækkende indånding. "Du er et fucking møgsvin, du er? Du er et fucking møgsvin og jeg ... hader dig." Og så kom skriget, det skingre skrig som flænsede sig gennem trommehinderne, så Frederik var tæt på at miste grebet om sin cykel. "FUCK JEG HADER DIG!" Hun trådte frem, og slog med begge næver nedover Frederiks skuldre og brystparti, slog og slog, og hun skreg igen, endnu højere, "JEG HADER HADER HADER HADER HADER DIG!" Frederik trak sig væk, sammen med cyklen, og Amalie blev stående, og tårene dråbede sig ud fra øjnene, ned langs begge sider af den slanke næse, og hendes skrig blev til halvkvalte kvæk, og "jeg ... hader dig  ... jeg hader dig ... jeg hader dig ...," og så drejede Frederik sig rundt, forvirret blinkende, og trak afsted med sin cykel. Amalie blev stående tilbage, med hendes ellers så kønne ansigt oppustet til en ballonform, så øjnene klemte sig hårdt sammen, og hendes forvrængede gråd skingrede sig højlydt ud fra hendes læber. Hun hev luft ind, græd, hev ind, og græd noget mere. 

Frederik svang sig blot op på cyklen, trådte pedalerne ned og satte afsted.

*

Mor var stadig på arbejde, da Frederik kom hjem, så han fandt nøglen frem fra lommen og låste sig selv ind, og vandrede målrettet ind på det smalle værelse, med udsigt til en stribe græsplæne og et forkrummet æbletræ, som så afgrænsedes af det brune stakit. Han svang tasken fra skulderen og satte sig tungt på sengekanten, og blev herefter bare siddende og stirrede. Kinden dunkede, det gjorde ikke ondt, blot en svag dunkende sviden, og han kunne stadig fornemme Amalies fem fingre, der i flad hånd plantede sig ind på hans kind, og skuldrende og brystpartiet var ømt efter de gentagende knytnæveslag. Han blinkede, og blinkede igen, og blev ved med at blinke, som tankerne langsomt vendte tilbage, og det gik op for ham hvad fanden han egentlig havde gjort, og med denne kendsgerning skrumpede mavesækken ind til en fjern uendelighed. Det var Amalie, han havde sagt disse ord til, Amalie, fucking Amalie, hvorfor sagde du de ting til Amalie, hvorfor fanden sagde du de ting til Amalie, hun er din veninde, Frederik, hun er din absolut BEDSTE veninde, hvorfor fuckede du det op, hun har ikke gjort dig noget, hvorfor fuckede du det op, og han rejste sig fra sengen, kunne ikke fornemme andet end en slap hulhed i benene, og ordene, de grusomme og ondskabsfulde ord, han havde brugt imod en af de piger, han holdt absolut mest af, blev ved med at afspille sig i hans hjerne, og hvorfor sagde du det dog, hvorfor sagde du det, idiot, IDIOT, hvorfor SAGDE DU DET. 

Han gik ud på det vinduesløse badeværelse med de brune klinkevægge, og lænede sig tæt ind foran spejlet, hvor han drejede hovedet svagt til den ene side, så venstre kind skrånede mod spejlfladen, og han så det. Et svag-rødligt mærke, som ikke lignede en hånd - det kunne være udløst af hvad som helst -, og han kunne sagtens bortforklare det. Men han var ligeglad med om han kunne bortforklare hvorfor hans kind var blevet rød, ligeglad, for det var Amalie, det var gået udover, og han ville ikke såre hende, hvorfor er du sådan en dum idiot, Frederik, og han rettede sig op og den sammentrukne uendelighed, hans mave var blevet til, blev stadig mindre, og han trak sin telefon op fra lommen og gik ind i besked-indbakken. Han ville sige undskyld. Ville skrive til hende, skrive at han var ked af det, at han ikke mente nogen af de ting han sagde - jeg holder af dig, Amalie, jeg holder virkelig meget af dig, du er fucking fantastisk, undskyld undskyld undskyld -, men han KUNNE ikke. Han stod blot og så på SMS-indbakken, det tomme tekstfelt hvor han skulle skrive sin besked, og han kunne ikke. Det begyndte at brænde i øjnene. Halsen var blevet underligt stram. Han slukkede telefonen og vendte tilbage til værelset og satte sig atter på sengekanten, og hvorfor fanden bankede hjertet så voldsomt? Det gjorde ondt i maven, tarmene vred sig sammen, og det var som om nogen trak et slør af fugt henover hans synsfelt, som han prøvede at blinke væk, men han kunne ikke blinke det væk, og han rystede jo, han rystede jo fandme, og så kildrede det i en glidende fugtighed nedover kinderne. Det kildrede og kildrede, og Frederik havde lyst til at grine, og skrige, og lyst til at gribe fat i plakaten af Manchester United, han havde hængende på endevæggen, for derefter bare at rykke og rykke og rykke, indtil der ikke var mere plakat tilbage, men kun papirstumper, som drev dansende og vippende mod gulvet. Og når han havde rykket og flået plakaten til papirstumper, ville han synke ned på gulvet og bare skrige, skrige som han aldrig havde gjort det før, skrige og skrige og skrige, og hvorfor gjorde du det, Frederik, hvorfor gjorde du det mod AMALIE, hvorfor, hvorfor, hvorfor. 

Han gurglede, idet mellemgulvet gav et hik fra sig. Det ene hik afløstes af det næste, og han krøb hænderne op over begge sider af sit ansigt, som hans øjne klemte sig sammen, og "hvorfor gjorde du det," han begyndte at presse og presse og presse, "hvorfor fuck gjorde du det, din fucking idiot, hvorfor gjorde du det, Frederik, hvorfor gjorde du det, hvorfor, hvorfor, hvorfor," og hænderne knyttede sig til næver, og så slog han sig selv. Bankede imod sine tindinger, hårdere og hårdere og hårdere, så smerten dunkede sig ind igennem kraniet, men han var ligeglad med smerten, han bankede og bankede og bankede noget mere. "HVORFOR, HVORFOR, HVORFOR, HVORFOR," og så knækkede hans stemme til en hæskvalt gråd. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...