Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17108Visninger
AA

45. LAD MIG FUCKING VÆRE

Nikolaj vidste ikke, til at starte med, hvad han skulle svare, og han sad blot og kiggede på Sophie, så hendes øjne flimre i gentagende våde blink, som hendes blik viftede sig bort og nedad, og i lang tid sagde han intet, absolut intet, kunne blot sidde og kigge, og en underlig kold knugen syntes at vokse i hans mavesæk, hvorfor spurgte hun dog om det, og det blæste igennem bøgegrenene i en rislende lyd, som brød tavsheden. 

"Selvfølgelig ka' jeg da li' dig, Sophie," sagde han så, langt om længe, og en varme rislede frem i kroppen, en blød og dejlig varme, en underlig varme, der fingrede sig omkring hjertet, mere og mere og mere, og igen havde han lyst til at holde inde ind til sig, i et tæt kram, holde hende ind til sig og aldrig give slip og fornemme hendes vejrtrækning og høre hendes bløde fine stemme, med det knækkende Købehavnske, og han havde i et kort øjeblik ikke lyst til at fjerne blikket, så smuk, så smuk hun var, siddende der ved siden af ham, og han fortsatte. "Selvfølgelig ka' jeg li' dig. Jeg holder vildt meget af dig! Og jeg ved godt, det lyder skørt når vi ikk' har kendt hinanden særlig længe, men ... ja ... jeg holder sgu sygt meget af dig."

Sophie reagerede ikke i starten. Hendes læber pressede sig blot tynde, og hun blev siddende, alt for roligt, alt for stille, og så nikkede hun. De klarblå øjenskiver, stadig fugtblanke, buede sig tilbage imod ham. "Okay. Jeg ville bare vide det." Hun greb herpå sin dolk og koncentrerede sig om kæppen og begyndte at snitte.  

"Hvorfor spurgte du?"

"Ikke for noget, det er bare ... ikke for noget." Hun kiggede ikke på ham, men kun på kæppen, som hendes hånd snittede dolken frem og tilbage og frem og tilbage og ...

"Sophie, hvorfor spurgte du?" gentog Nikolaj, med stemmen trukket en anelse strammere end før. 

Sophie sænkede dolken. Tøvende. Så.

"Fordi ... Prøv og hør, det er bare mig der er en lille, egoistisk kælling, okay? Det er bare mig, som ... ikke kan finde ud af at tænke på andre end mig selv. Du skal have lov til at være sammen med dine venner og snakke med dem alt hvad du har lyst til, og hvis jeg ... hvis jeg er skyld i, at ... du svigter dine venner ... så fuck mig ... så fuck mig langt væk ... !"

Nikolaj fik en gradvis anelse om, hvad dette handlede om, og hans bryn fortrak sig i rynker. "Følte du dig udenfor? På vej hertil?"

"Det er lige meget." 

"Det er det der er galt," fortsatte Nikolaj, mest henvendt til sig selv, og hans hoved gav sig i gentagende nik. "Jeg forstår dig egentlig godt. Altså, at du måske følte dig lidt udenfor. Det må du sgu undskylde. Jeg skulle ha' været bedre til at, you know, inkludere dig."

"Det er lige meget," gentog Sophie, svagt mumlende, og stilheden, den ubehagelige gnavende stilhed, tyngede atter nedover dem efterfølgende. 

"Sophie, seriøst, jeg svigter dig ikk'. Du ska' sgu stole på mig, når jeg fortæller dig, at jeg ikk' er en der svigter folk. Jeg beholder altid mine venner, for enhver pris, og især en ven som dig. Jeg svigter dig ikk', det lover jeg, og jeg vil fandeme holde hva' jeg lover!" 

Og Sophie kiggede på ham, som Rebekkas stemme ekkoede i hendes tanker i det gentagelsevise "hun er seriøst for latterlig, hun er seriøst for latterlig, hun er seriøst for latterlig", og hun tænkte på alle de gange, Julie igen og igen havde sagt "jeg lover at jeg ikke vil forlade dig, Sophie. Du er min bedste bedste BEDSTE veninde, og jeg svigter ikke mine veninder, jeg vil aldrig svigte dig, jeg vil aldrig svigte dig," men hun havde svigtet hende, og det samme havde Rebekka, og det samme havde MOR, flere gange, mor som havde alt for travlt med at arbejde til at komme til de samtlige juleafslutninger, som hun havde lovet at komme til, hvor Sophie bare var alene tilbage uden en forælder, som den absolut eneste, eller dengang hvor hun var lille, og det var storesøster Mathilde, som fik al opmærksomheden, folk svigtede, folk svigtede altid og hvorfor skulle det her være anderledes? Hun ville stole på ham, hun ville virkelig stole på ham, men hun KUNNE ikke, hun kunne virkelig ikke, og værdiløshedens stemme hvislede og snoede sig atter frem imellem hendes tanker, han ville svigte hende, han ville svigte hende ligesom alle de andre, han ville svigte, for det var hvad folk gjorde, svigtede, svigtede, svigtede, men hun sagde intet. Gjorde blot som hun plejede og smilte, for at tilbageholde gråden der tilsnerpede svælget i en stram, hård fornemmelse, imens mørket krøb sig tykkere omkring tankerne, i en uigennemtrængelig tåge.

Nikolaj løftede brynene. "Okay, Sophie? Jeg lover dig, at jeg ikk' vil svigte dig." 

"Tak." Hun vendte fokus tilbage imod grenen, og begyndte atter at snitte. 

"Sophie?" 

Hun vred ansigtet mod Nikolaj. "Ja?"

"Du har noget." Nikolaj strakte armen frem, med en strittende pegefinger, og lod den hvile imod hendes hals, ligesom han havde gjort tidligere, og hun hoppede på den igen, og bøjede hovedet, så hun tillod ham at rulle pegefingeren opad, op forbi hagen og munden og op i næsetippen. Hun veg sig tilbage. Nikolaj lo. "Fik dig! Igen!"

Sophie sukkede, med en svag hovedrysten, og knyttede næverne sammen og lod dem daske sig indover Nikolajs venstre skulder. "Hold kæft hvor er du sjov, Nikolaj."

"'Amen tak for komplimentet. Det jo fordi jeg jyde, har du glemt det?" 

Og så grinte hun, og glemte igen de kortvarige tanker, der i et mørkeslør omviklede hendes bevidsthed, og den tilsnerpende tørre fornemmelse som struben eftergav, og den insektagtige kriblen forplantede og kildrede sig atter igennem tarmsystemet, og hun kunne ikke stoppe med at le, højt og lyst og skingert, da hun først var begyndt.

*

"Jeg svigter ikk' mine venner," var alt, hvad Frederik hørte, før raseriet trak sig koldt sammen i alle kropsmuskler, og han trådte nærmere buskadset foran den lille, fugtige jordskrænt, som førte ned til kampestenen, Sophie og Nikolaj sad på ti meter længere nede, og fingrene strammede sig hårdt om kvisten, han havde fundet og som tydeligvis ikke var hverken god eller tyk nok til at bruges som bålspyd. Og i det korte tidsrum, som Sophie var stille i efterfølgende, kunne Frederik have fortalt hende sandheden. Han kunne have brast igennem buskadset og ned ad den lille jordskrænt, og grebet fat i Sophie og fortalt hende, at Nikolaj var en løgner, en dum lille løgner, og han svigtede sine venner, den fucking idiot, han svigtede fandme sine venner, du skal ikke stole på ham Sophie, du skal ikke stole på ham, du skal fandme ikke stole på ham, og et sug af ren og skær fristelse trak sig allerede dybt igennem knoglerne blot ved tanken. Nikolaj ville blive rasende, men han var ligeglad, for Nikolaj havde fortjent det. 

(Jeg svigter ikke mine venner)

Frederik trådte nærmere, blot en lille anelse, og skubbede forsigtigt et par grene i buskadset til siden, så han havde klarere udsyn til dem. Og han så dem, ti meter længere nede, lige akkurat synlig imellem en samling brune buskstængler, omgivet af de knejsende træer, og de sad begge med ryggen til, og han kunne se det nøddebrune med de lysere striber, som udgjorde Sophies lange hår, og det snurrede igennem hans kæber, da han bed tænderne hårdere sammen. Han vendte sig rundt,  mod højre, og trådte væk fra buskadset ved jordskrænten for at få et klarere udsyn, og muldjord og nedfaldende kviste knirkede under ham, blandede sig med den højtliggende fuglesang fra oven. Han bevægede sig to, tre, fire meter, og standsede ved et bøgetræ. Skråt overfor ham var der et hul i buskstænglerne ved skræntens bund. Et hul, hvorfra han havde endnu tydeligere udsyn til Sophie og Nikolaj på kampestenen. 

Nikolaj rørte hende. Det blev strammere i Frederiks ben, da han så Nikolaj strække pegefingeren hen til Sophies hals - "du har noget" -, og da han rullede den opover hendes mund og til hendes næsetip, og Sophies bløde stemme, da hun kort tid efter sagde "hold kæft hvor er du sjov, Nikolaj," og en stram fornemmelse af fugtighed begyndte at strække sig i øjenæblerne. Hjertet forkrampede sig voldeligt imod bagbrystet. 

Amalies stemme klingede luften bag ham. 

"Endelig fandt jeg dig!"

Han farede sammen og vendte sig rundt, med sin ene hånd hvilende imod bøgetræets ru og kradsende bark. Amalie vandrede frem, få meter bag ham, med højre hånd knuget om en aflang bøgekæp, som forvred sig i abstrakte kunstformer ved spidsen. Øjenbrynene havde antaget to knækkede og opadpegende buer i panden, som af nysgerrighed, og han fjernede hånden fra træet og rettede sig lige. 

Amalie standsede. Kiggede på ham, længe, inden hendes hals blev strammere i et øjeblik, idet hun gjorde en synkebevægelse, og så sagde hun, "Jeg har seriøst fundet det smukkeste sted nogensinde, som jeg vildt godt ku' tænke mig at vise dig. Seriøst!" 

Frederik kiggede blot på hende, og sagde i lang tid intet. Sophies latter brød luften bag ham, alt for lys, alt for glad, og (jeg svigter ikke mine venner) Frederik var i et kort øjeblik sikker på, at han ikke kunne trække vejret, det bed koldt i hans lunger, men så tog han sig sammen. "Amalie ... vil du ikk' godt ... please la' mig være lige nu." Stemmen dirrede.

Amalie så ikke ud til at forstå hans besked, eller også accepterede hun den ikke, hun blev bare stående og kiggede på ham, med øjenbrynene irriterende løftet, og hun fortsatte med at snakke.

"Jeg tror virkelig, at du vil ku' li' det, Frederik. Jeg mener, jeg tror ikk' jeg har set noget sted i nogen anden skov, være så flot som det, og den måde fuglene bare synger på, det er helt vildt smukt, og jeg tror faktisk også det vil være godt for dig, og jeg har faktisk også brug for bare at snakke med dig, om nogle virkelig vigtige ting, og ... "

Frederik fjernede sig fra træet, og satte sig i bevægelse imod hende, målrettet og det sugede kraftigere og kraftigere igennem kroppen, jo tættere på hende han kom.

" ... jeg savner faktisk de der dig og mig øjeblikke, som vi på et tidspunkt har haft rigtig meget sammen, du ved, der hvor det bare var dig og mig og ingen andre og hvor vi bare har snakket og snakket, og generelt savner jeg dig faktisk en del, for jeg syntes ikke du har snakket så meget med mig som du plejer, og jeg har måske heller ikk' været den bedste ven for dig her på det seneste, men ..."

Frederik langede fat i hendes skuldre med begge hænder, så det gav et ryk i hendes krop og hun tav øjeblikkeligt, og han strammede hænderne og det trak sig sammen i hans ansigt. 

"Amalie? Lad mig fucking være! Fat det! Lad mig fucking bare være! Jeg gider ikke dig eller din fucking lorteskov lige nu! Lad mig bare fucking være!" 

Amalies øjne spærrede op, og hendes ansigt havde antaget en forstenet grimasse, og hun hev vejret ind, så hendes brystparti skubbede sig frem og tilbage i kraftige, tydelige bevægelser, og Frederik rykkede sine hænder løs.

"Find en anden at snakke med og bare lad mig være i fucking fred!" Og han vendte sig rundt og begyndte at sætte sig i bevægelse, tilbage mod træet. Amalie blev stående, i få øjeblikke mere, som sløret af fugtighed hobede sig mere og mere op i hendes øjne, klart og spejlende, og så tilbagekrængede hun læberne, så hendes tænder blev tydelige, og hun smed grenen fra sig.

"Her, Frederik! Her er din lortegren! Jeg håber du får spiddet noget fucking godt kød på den! Din fucking nar!" Og hun vendte sig rundt, og hev vejret i rytmiske og alt for langtrækkende bevægelser, og begyndte at gå, gå, gå, ind mod den tættere del af skoven, og hendes øjne blev bare blankere og blankere. Hun fortsatte med at gå, og ignorerede Jonas, som netop kom tilbage med en tyk, jordindhyllet kæp, og Jonas standsede op og kiggede efter hende.

Frederik vandrede tilbage til bøgetræet, og standsede og lænede herefter panden frem, inden han lukkede øjnene, for at modstå de frempressende, tilsvidende tårer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...