Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17608Visninger
AA

26. KAN DU TEGNE MIG?

Far Søren sad på hans kontor i den anden ende af stuen, og Sophie hilste på ham og sagde at hun var kommet hjem, men han så ikke ud til at lægge mærke til tidspunktet. Han smilte blot til hende, og spurgte "har du haft en god dag?", og hun svarede blot ja og tænkte på samtalen med Nikolaj og at hun havde fået et nyt nummer på telefonen, og så gik hun op på værelset hvor hun satte sig ned ved skrivebordet.

Først skrev hun en besked til ham - "Hej Nikolaj. Det er Sophie - Med PH ;-)" - og hun var sikker på, at han ville forstå humoren, og hvor var det egentlig dejligt at hun havde en intern joke med en anden, som ikke var Lukas eller Rebekka eller Julie. En selvsikkerhed, hun ikke mindedes at have følt før, nogensinde, blussede sig op fra hendes mave i en lun fornemmelse, og kunne det virkelig passe at hun havde fået sig en ny ven? Og selvom tanken stadig gnavede i hendes baghoved - han holder dig bare for nar, Sophie, du er en værdiløs taber og han snakker ondt om dig til dine venner, han holder dig bare for nar, han holder dig bare for nar, han holder dig bare for nar -, valgte hun at se bort fra den, selvom det var svært, og hun tænkte på deres samtale - "Min livret er 'brownies" - og Nikolaj var virkelig, virkelig sød. For første gang i de ti dage, som hun havde boet i Århus, frygtede hun ikke længere at komme i skole. 

Så tømte hun Sofie-flasken, og stillede den fra sig på bordet og søgte istedet hen til sin guitar. Hun satte sig på sengekanten, og rettede guitaren til, gled en enkelt gang plekteret, som hun pressede fast imellem fingerspidserne, nedover strengene, og det rungede for dybt så hun drejede på stemmeskruerne, indtil hun var tilfreds med guitarens klang. Og så påbegyndte hun sin yndlingssang, Hallelujah-sangen, hende og guitarens sang, og hun fik ikke nogen kvælningsfornemmelser i halsen eller fugtige øjne og for første gang i lang lang tid hengav hun sig fuldstændig til sangen, og tænkte ikke på noget andet end at spille.

*

Der var noget fjendtligt over Frederiks holdning, da Nikolaj satte sig ved siden af ham fredag klokken tre minutter over otte. Kroppen, som sad lidt for stille, og hans øjne som kun var rettet ned mod telefonen, hvor hans tommelfinger skurrede-skurrede-skurrede henover skærmen, og måske var han bare træt, men han plejede ikke at ignorere ham på denne givne måde.

"Hej, Frederik," begyndte Nikolaj, men Frederik svarede ikke og kiggede blot fortsat på telefonen. Nikolaj blev ved med at kigge på ham, ventede på en reaktion - "hvad fanden har jeg sagt?" -, og da han ikke fik nogen, sukkede han og koncentrerede sig istedet om sine egne skolematerialer, som han fandt frem og klaskede ned på bordet.

Og så faldt det ham ind. Pludselig fik han en mistanke om, hvad der fik Frederik til at agere på denne givne måde, og han løftede hovedet og fæstnede sine øjne på ham. "Er det pågrund af det med Sophie?"

Og som han havde sagt denne enkle lille sætning, standsede Frederiks tommelfinger med at bevæge sig imod telefonens skærm, og i lange sekunder sad han blot i samme stilling. Så vred han ansigtet, en anelse mod venstre, og skulede til Nikolaj. Han sagde dog fortsat intet. 

"Det er pågrund af Sophie, er det ikk' oss'?" 

"Eller også er han bare gnaven," indskød Amalie bagfra, og Nikolaj drejede fokus fra sin ven og mod hende. Og selvom hun smilte, så de udhulende kindfordybninger dannede sig på begge sider af ansigtet, var der noget overfladisk, Nikolaj ikke helt kunnes sætte ord på, men som han alligevel vidste ikke havde noget godt bag sig, og hendes bryn havde buet sig opad på en nedladende måde. "Det ka' jo ske når man har det røde."

"Hold kæft, Amalie!" Frederiks stemme var trukket til en sammenbidt snerren, men Amalie så ikke ud til at lade sig påvirke synderligt meget af det, hun lænede sig blot tilbage i stolen med det samme kindfordybende læbesmil, denne gang med sine runde øjne vendt imod Frederik, og hvad fanden var det egentlig lige, der foregik? 

Amalie plejede ikke at opføre sig på denne måde, og hun blev kun en kælling hvis hun enten havde sin månedlige menstruation, eller hvis der var nogen hun var sur på, og Nikolaj vidste at det ikke kunne være menstruation, for det havde hun haft for to uger siden, men det virkede på samme tid også underligt at hun skulle have noget imod Frederik. Det kunne selvfølgelig forklare, hvorfor der var så stille. Måske havde de haft en diskussion eller et skænderi aftenen forinden, da de var sammen med Christian, og det var ikke ualmindeligt af Frederik at være knotten dagen efter hvis der var nogen han blev uenig med - han var sgu lidt af en tøs på det punkt -, men der var en eller anden ubehagelig biden i maveregionen som fortalte ham, at det ikke var Amalie, Frederik var sur på, men derimod Nikolaj, og måden hvorpå hans krop stivnede da han spurgte ham om Sophie, forøgede Nikolajs mistanke, og den nagende mavebiden blev erstattet af en irritation, der begyndte at spænde igennem musklerne. Frederik var jaloux. Han var jaloux over, at det var Nikolaj, som kunne komme i kontakt med Sophie, og ikke ham selv, og det var derfor han ikke sagde noget og ikke gad hilse, og hvor var det dog fucking barnligt af ham. Nikolaj fik en voldsom lyst til at sige noget, til at fortælle ham hvor fucking latterlig han var, men han lod være og tilstrammede i stedet kæbemusklerne og lod fokus rette sig væk fra ham.

De to skulle have en alvorlig snak sammen, det var sikkert, og så skulle han godt nok sætte ham lidt på plads - "jeg gør det her for DIN skyld, husk det, Frederik" - men da Sophie i samme øjeblik trådte ind i klassen, glemte han sin irritation. Hun havde sat håret i en løs opsat hestehale, så strenge af hårlokker gled ned langs begge sider af hendes ansigt, og hvor var hun egentlig køn med den frisure, og hendes fint runde ansigt trådte tydeligere frem. Deres øjne mødte hinanden, og Nikolaj vidste at det var HAM hun kiggede på, ikke Frederik, og han nikkede og smilte og så hendes læber danne et svagt smil tilbage, og tag den, Frederik, din lille faggot, jeg er bare bedre til at snakke med piger end du nogensinde kommer til. Og han sørgede for at gøre et ekstra nummer af at kigge efter hende, og bagdelen der vippede, vippede, vippede fra side til side i de tætsiddende lyseblå denimjeans, og han vidste at Frederik stirrede på ham, men så kunne han sgu bare lade være med at blive så skide jaloux.

Nikolaj vendte først ansigtet rundt da Sophie var nået ned til sit bord, og han kiggede istedet på Frederik, og så hvordan hans øjne var blevet mere opspilede end de plejede og hans læber havde trukket sig stramme. "Forresten, så har jeg i øvrigt fået hendes nummer," fortsatte Nikolaj, og så smilte han. Et bredt, provokativt smil, som han vidste pissede Frederik af, men han kunne ikke lade være, og lige nu havde Frederik fortjent det. "Det ka' jeg nemlig også."

Frederiks kæbelinje blev tydeliggjorte, lidt for tydeliggjorte, men han sagde fortsat intet og stirrede blot opspilet på ham, hvorpå han endelig kiggede væk og ned i bordet. 

Hold kæft hvor er du ynkelig, Frederik, tænkte Nikolaj, hold kæft hvor er du fucking ynkelig nogengange.

*

Ti-pausen var næste gang, Nikolaj snakkede med Sophie. De fleste rejste sig fra deres pladser, undtagen Sophie, samt Mikkel og Maria der blot sad med armene favnene indover hinandens flanker, og med deres hoveder vendt på skrå, pegende til hver sin side, og deres læber som åbnede og lukkede og åbnede og lukkedes imod hinanden. Resten af klassen satte sig i bevægelse, i en summen af forskellige stemmer, og Nikolaj rejste sig og søgte ned mod Sophie, vred sig udenom den i-mod-ham-gående elevstrøm. Frederik blev stående tilbage, og hans øjne stirrede imld ham, alt for fokuserende og gennemsyret af raseri, og han var så travlt med at stirre at han ikke hørte Christian snakke til ham.

"Hey, dude, vil du med ud på plænen og spille noget bold?"

Amalie gik forbi ham, skænkede ham ikke et blik, og fulgte blot snakkende ud med tre af sine veninder, men alt Frederik holdte sit fokus på, var Nikolaj, som netop var nået ned til Sophies bord. 

"Frederik!" Christian gav ham et blidt dunk i venstre skulder med knoerne. Frederik blinkede sig tilbage til virkeligheden, og kiggede imod Christian.

"Hvad?" 

"Vil du med ud og spille noget bold? Bare dig og mig?"

Han svarede ikke lige til at starte med, kiggede blot på Christian - et hoved højere end ham selv - men så nikkede han. "Tjoh, hvorfor ikk'. La' os smutte." Og han gik afsted som den første, med Christian lige bag sig, men hans blik viftede sig flere gange ned imod Sophies bord for enden af klasselokalet, og hjertet pulsede imod inderkanten af brystet, og han måtte kæmpe for at bevare kontrollen over sin krop. 

*

"Hej." 

Lyden af Nikolajs rolige stemme, fik Sophie til at løfte hovedet op fra den blanke, tomme side i skitseblokken, som hun indtil denne fredag ikke havde kunnet samle tankerne til at tegne på, og hun mødte istedet hans blå øjne og rolige, skæve smil.

"Åh... Hej." 

"Hva'... eh... Må jeg gerne sidde her?"

"Selvfølgelig." Hun vendte atter fokus ned imod siden, og fumlede med den blå blyant imellem sine fingre. En skrabende lyd, da Nikolaj tog skamlen fra nabo-bordet, og trak den hen til sig. 

"Hva' er det du er ved at tegne?"

Han satte sig ned. Sophie gjorde et skuldertræk. 

"Det... Ved jeg faktisk ikke endnu. Det er det, jeg skal finde ud af. Jeg overvejer lidt... et portræbillede... af en eller anden random person, men jeg har ikke rigtig besluttet mig." 

"Tror du at du ka' tegne mig?" 

Sophie kiggede på ham, og rettede sig en anelse op, og blyanten trommede hun imod skitseblokkens blanke side. Nikolaj sad blot der foran hende, med hans sædvanlige skæve smil og roligt løftede bryn, og selvfølgelig kunne hun tegne ham, men hun var sikker på at det ville lede tankerne hen på Lukas, dengang de sad i hendes forhenværende Hvidovre-værelse, hvor hun prøvede at tegne ham, og han ikke kunne sidde stille. De drilske grimasser, som hans ansigt forvred sig til hver gang hun ikke kiggede, eller de centimeter han rykkede sig til enten den ene eller anden side, eller smilet på hans læber, og han skulle hele tiden drille hende, så hun aldrig fik lavet portrætbilledet færdig, men hun var ikke blevet irriteret på ham, hun kunne ikke blive irriteret på ham, ikke smukke og vidunderlige og lækre og fantastiske Lukas, og med mindet om Lukas kom den ætsende brænden, og hun snørede sine læber en anelse sammen.

Ikke tænk på det, Sophie, ikke tænk på det, ikke tænk på det.

"Øhm... Ja. Ja, det tror jeg godt jeg kan. Men så skal vi et andet sted hen, hvor der er en bedre, øh... belysning." 

"Vi ka' da gå udenfor? Det er dejligt vejr, så det vil jeg sgu ikk' ha' noget imod. Vi ka' jo sætte os på den der bænk, som du sad på sidste fredag... hvis ikk' der er andre der, selvfølgelig."

"Det kan vi da godt. Det lyder faktisk som en god idé!" Sophie rejste sig på samme tid som Nikolaj, og greb sit penalhus og sin skitseblok i processen. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...