Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17121Visninger
AA

57. JEG VIL BARE GERNE SIGE UNDSKYLD

"Vi har en deltager til!" Christian gav slip på Frederik, da de var nået gennem køkkenet, og han satte kursen hen mod cirklen af 15 unge, de fleste fra skolen men to af dem fra ungdomsklubben, som sad på gulvet mellem sofagruppen og fjernsynet for enden af stuen, og som han havde sagt sætningen, fyldtes luften af unge menneskers, piger såvel som drenges, hæse skrål. Frederik fik øje på Amalie, som sad med fronten imod ham og ryggen pegende til panoramaruden, og han så hendes øjne glide op, og hun fik øje på ham, hun fik øje på ham, det vidste han bare, og den svidende dunken blev forvandlet til en metalkold tilstramning, og et kort øjeblik havde han det som om, at et tomrum af vakuum havde omviklet sig hans krop og trukket hans lunger sammen til en fjern uendelighed, og det vred sig i tarmsystemet, og han ønskede bare at sige undskyld til hende, ønskede bare at gå hen og gribe fat i hende og fortælle hende at hun ikke var en kælling, selvom hun selvfølgelig nogengange var fucking irriterende. Fortælle hende, at hun var hans bedste bedste bedste veninde, og han savnede også det de havde sammen, savnede det virkelig, men han kunne ikke gøre det, fordi hun ville ikke snakke med ham, uanset hvor meget han prøvede, hun ville ikke snakke med ham, hvorfor tilgiver du mig ikke, Amalie, hvorfor tilgiver du mig ikke, jeg forstår godt du er såret, det gør jeg virkelig, men hvorfor vil du ikke tilgive mig, venner tilgiver hinanden, men måske var de ikke venner, måske var de virkelig ikke venner og måske var det derfor, at hun ikke ville tilgive ham, og måske var det slet ikke Nikolaj men ham der var noget galt med, ham der var en fucking fiasko, værdiløs, værdiløs, værdiløs.

Hendes øjne viftede sig kun på ham et kort øjeblik, inden hun vendte sig til sin veninde, og sagde noget som blev kvalt i den overbrusende støj af snakkende stemmer. Christian nåede hen til Jonas, og deres håndflader klaskede sammen, og Frederiks øjne viftede sig atter til Amalie, og fastholdte sig på hende som han gled sig i bevægelse. Han satte sig til venstre for Christian og til højre for en blondine, Katrine, som sad med den anden hånd flettet sammen med sin kærestes. Hans øjne viftede sig igen til Amalie, men hun kiggede væk fra ham, hele tiden, og det var bevidst, det vidste han, den metalkolde brystklump vred sig hårdere, og legen begyndte.

Jonas rejste sig op, og trådte ind midt i cirklen, forbi opstablingerne af alkohol - Blå og gul gajolshots, tre granatæble og samtlige flasker med bacardi breezer og Smirnoff-vodka, og mokaï, og Frederik havde i dette øjeblik bare lyst til at tage alle glasflaskerne og kyle dem ned i gulvet, høre dem klirre sig i stykker sammen med sjælen, der gik fra hinanden, og hjertet forkrampede sig i en alt for hurtig puls. 

"Den her er sgu nem! "Åh, jeg elsker dig, du har bare de kønneste øjne i hele verden, åha, åha, åha, jeg elsker dig, kyskyskyskkys, fuck du er dejlig ... !" 

"Christian og Nikolaj i omklædningsrummet!" råbte den brunhårede Lucas skråt overfor Frederik.

"Hey, dude, what the fuck!" svarede Christian. 

"Mikkel og Maria når de snaver, selvfølgelig," lød det fra Amalie, og Frederik kiggede igen på hende, hun virkede alt for glad, hvordan kunne hun være glad, hvordan kunne hun være glad når han ikke var det, det var ikke fair, det var ikke fair, det var fandme ikke fair, og han slog blikket ned.

"DING-DING-DING-DING, VI HAR EN VINDER!" 

Mikkel, som sad i sofaen og kyssede med Maria, ploppede sine læber fra hendes og vendte ansigtet imod forsamlingen. 

"Fuck dig, Jonas! Så klamme er vi fandme ikke!" Hans stemme var mere drævende end den plejede. 

"Jo, det er i kraftederme! Sådan to kærlighedsbesatte turtelduer!" 

Mikkel gav ham fingeren, men gjorde intet mere ved det, og trods legen og parodierne fortsatte han med at kysse Maria, og synet af dem fik Frederik til at tænke på Nikolaj og Sofie, og det gjorde ondt i maven. 

Frederik blev aldrig rigtig en del af legen, var der fysisk men aldrig helt mentalt, og drak når alle de andre gjorde, og det eneste han tænkte på var Amalie og Nikolaj og Sophie, og han lagde mærke til at Amalie rejste sig flere gange og fulgtes udenfor med en veninde, og det burde ikke have været så mærkeligt, måske skulle hun ud og ryge, men det undrede ham at Amalie slet ikke var fuld, hun plejede altid at drikke sig stiv, og det undrede ham at hendes øjne virkede mere røde hver gang hun kom tilbage, selvom det heller ikke burde undre ham. Hun græd, græd på grund af ham, men han fornægtede det, og han drak og drak og drak noget mere, og klokken blev halv tolv og den blev tolv og den blev halv et, og han drak indtil hans tanker flød sig til en tæt tåge af meningsløse brudstykker, som tyngede sig i kraniet, drak indtil ord ikke længere havde nogen betydning, indtil en bil ikke længere var farlig og selvfølgelig vil jeg løbe nøgen rundt på gaden og skrige at jeg er kronprins Frederik den anden, selvfølgelig vil jeg da det.

Og det var på det tidspunkt, at Amalie - som efter den første leg havde sat sig i sofaen med en gruppe af seks andre veninder - rejste sig for syvende eller hundredende eller hvilken-fucking-ellers-gang, og på dette tidspunkt at "fuck it, hvorfor ikk'" forekom som en ganske naturlig selvfølge, det var på det tidspunkt, at Frederik besluttede sig at følge efter hende. Vaklende fremad på et gulv som gled sig til venstre og til høje og forud og bagud, fulgte han efter Amalie, ud i nattekulden som overhovedet ikke var kold, og hvorfor fanden kan den her jord ikke stå lidt fucking stille, det er sgu da skide irriterende når man forsøger at gå. 

"Amalie! Vi ska ... vi ska fandeme snakke ska vi så!" udbrød Frederik, idet han havde åbnet døren ud til indkørslen, og så Amalie sidde ved vejen, ved siden af sin lyshårede veninde og med ryggen til. Han fjernede sig fra døren, vaklede til siden - stå nu for helvede stille jord, jeg prøver fandeme at gå her - og bevægede sig herefter fremover, snublende fra side til side, og han hørte ikke efter hvad veninden eller Amalie sagde til ham, han løftede blot armen og pegede og fortsatte. "Jeg er fandeme ... ked af at jeg kaldte dig en lille kælling, og det mente jeg ikke og det må du sgu fandeme undskylde! Jeg er ked af det, Amalie, okay?"

Amalie vendte blot hovedet væk fra ham, og hendes øjne pressede sig sammen. Veninden strakte en hånd frem og lod den trøstende hvile imod hendes ryg. Frederik vaklede sig nærmere. "Amalie! Jeg shnakker sgu da fandeme til dig man! Jeg er fucking ked af det, er jeg så! Jeg er ked af det og jeg vil gerne have at du tilgiver mig." Et skridt tættere. Veninden vendte sit ansigt imod Frederik.

"Hun har brug for at være alene, Frederik! Så lad os være, okay?" 

"Hold din kæft, din fucking so, mand.... det er fandeme ikke dig jeg fucking shnakker til, vel?" 

"Frederik, lad os være!" Amalies stemme dirrede højt og skarpt, og hendes øjne vibrerede sig i en række af kraftige, våde blink, men hendes hoved var endnu ikke vendt bort fra vejen. "Jeg har virkelig brug for at være alene lige nu! Gå med dig, okay? Gå med dig!"

Men Frederik fortsatte, og vaklede stadig tættere. Han var under en meter fra hende. "Amalie, undskyld! Undskyld ... undskyld, Amalie! Jeg savner dig! Ka' vi ikke godt blive venner igen?"

"Okay, nu ska' du fandeme høre her, fister!" Veninden havde rejst sig op og vendt sig mod Frederik, og hendes blå øjne svulmede. "Du lar' Amalie være! Fattet? Du lar' min bedste veninde være, og fucker tilbage til festen!" 

"Freja, lad nu være," mumlede Amalie, men Freja råbte op.

"SKRID MED DIG, FREDERIK!" 

Frederik blev stående et øjeblik, blinkende, og så skreg han "DIN FUCKING KÆLLING!", vaklede et skridt frem og slyngede den mokaï-flaske, han havde i hånden, indover siden af Frejas ansigt. En dump lyd af glas mod hul knogle, idet bunden af flasken svirpede indover Frejas venstre kæbeben, og hun udstødte et støn og vaklede til siden og faldt i knæ. "DU SHKA BARE HOLDE DIN KÆFFFT NÅR JEG SSNAKKER MED AMALIE!!!!!!" 

Og Amalie så det, så sin veninde krølle sig sammen og forvride sit ansigt i smerte, og Frederik der råbte med den svingende flaske, og så skreg hun. Hun skreg og kastede sig frem, og flåede flasken ud af Frederiks hånd, og skubbede ham tilbage så han vaklede flere skridt, og næsten var snublet, og hun skreg "GÅ DIN VEJ! GÅ DIN VEJ OG ALDRIG SNAK TIL MIG IGEN! GÅ DIN FUCKING VEJ!" og tårerne fugtede sig ud fra hendes øjne og begyndte at stribe nedover kinderne.

"Jeg vil jo bare sige undshkyld jo ... !"

"GÅ! GÅ GÅ GÅ GÅ GÅ GÅÅÅÅÅÅÅÅ!" Og hun løftede flasken, som for at svinge den, med kroppen dirrende i gråd, og nogen greb Frederik, og sagde "woaaaw, du måske ved at være lidt for fuld," og så knækkede hans krop forover inden han brækkede sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...