Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17605Visninger
AA

63. INGEN KONTAKT

Virkeligheden eksisterede ikke for Sophie, da hun med rivende hals skridtede hastigt ned ad stien. Stien udstrakte sig i en kunstig evighed, og træerne tårnede sig omkring hende, træerne tårnede sig truende og stribet, og tåge blev ved med at svide sig frem for hendes blik. Tågen sved, den sved så ulideligt, og fugten forvrængede synsfeltet, og hendes kinder vedblev med at kildre fugtigt af tårerne, og du var bare et væddemål, Sophie, du var bare et væddemål, bare et væddemål, hun snappede efter luft, det brændte, det BRÆNDTE, og hun snappede efter mere luft. Hendes strube var blevet flænset bort, erstattet af vridende tomrum, og hendes ben var følelsesløse. 

(Du var bare et væddemål, Sophie, du var bare et væddemål, du var bare et væddemål)

Frederiks stemme, der vred sig frem imellem tanketågerne, blandede sig sammen med "hun er seriøst for latterlig," og de to stemmer, Rebekkas lyse og Frederiks dybere, afspillede sig i hendes tanker i gentagende ekko, bare et væddemål, seriøst for latterlig, bare et væddemål, latterlig, latterlig, du er bare et væddemål, latterlig, og den hvislende stemme vred sig op til overfladen. Stemmen der sagde "du er ikke noget værd, Sophie, du er bare en taber, der er ikke nogen der kan lide dig, du er ikke noget værd," og mor havde ret, mor havde haft ret, Nikolaj HAVDE ikke været til at stole på.

(Du var bare et væddemål, Sophie, du var bare et væddemål, Sophie, du var bare et væddemål, du var bare et væddemål)

Hun havde siddet der på stranden, og Nikolaj havde sat sig ned og snakket med hende. Og han havde taget et billede, han havde sagt "det er fordi jeg har et album med random mennesker," og hun havde stolet på ham, hvorfor havde hun dog stolet på ham, og (du er bare et væddemål og ikke en fucking skid andet) Rebekka og Julie, som hun troede havde været hendes veninder, Julie der stod på badeværelset i Burger-King, og som lagde sin hånd mod hendes skulder, tung og grebet der blidt strammede sig, Julie havde sagt "jeg vil aldrig svigte dig," og Lukas der lagde på, så klartonerne flænsede tavsheden, og Nikolaj havde svigtet, Nikolaj havde svigtet ligesom alle de andre, og hendes mave gik i brand, og flammerne svitsede sig dybt ind i mavesækken og fortærede muskler og sener på sin vej. Flammerne åd, åd, åd, og Sophie gurglede, og tårene flød ustandseligt, men tårene hjalp hende ikke, de var ikke befriende, de var blot fyldt med tomhed, og fyldt af DU ER SERIØST FOR LATTERLIG LATTERLIG LATTERLIG DER ER IKKE NOGEN DER KAN LIDE DIG DU ER SERIØST FOR LATTERLIG DU VAR BARE ET VÆDDEMÅL DU ER EN TABER DER ER IKKE NOGEN DER KAN LIDE DIG TABER TABER TABER og hun hulkede. Hun hulkede, og gråden gjorde så forfærdelig ondt i hendes hals, den flænsede i strubehovedet og gnaskede ondt, gnaskede, gnaskede, gnaskede imod det bagerste af ganen, og mundpartiet dunkede og strammede.

 Det kunne have været en drøm. Det kunne have været en (du var bare et væddemål) drøm, kunne bare have været en drøm, men det var ikke en drøm, og asfalten var virkelig, selvom hun ikke kunne MÆRKE den, asfalten var virkelig og hun kunne ikke smelte sig bort i det sorte, og det samme med træerne og himlen og hendes egen krop, men måske VAR det en drøm, måske VILLE hun vågne op (du er bare en taber Sophie) hvert øjeblik det skulle være, måske havde denne mandag aldrig fundet sted og hun var stadigvæk kærester med Nikolaj og han var stadigvæk forelsket i hende og hun var ikke blevet svigtet. Måske var det en drøm, måske var det alt sammen en drøm, men det var det ikke, for hun vågnede ikke, hun vågnede ikke selvom hun gerne ville, og en sort tunghed omsluttede sig hendes hoved. Det var lige meget, det var alt sammen LIGEGYLDIGT, for folk svigtede, folk svigtede, svigtede, svigtede, det var alt sammen ligegyldigt, og selvfølgelig kunne Nikolaj ikke lide hende, ikke rigtigt, selvfølgelig havde hun bare været et væddemål, selvfølgelig, for hvem fanden kunne dog lide hende, hun var fucked up, forkert, forkert, forkert, der var INGEN der kunne lide hende, en taber, værdiløs, VÆRDILØS, og hun satte farten op. Ansigtet var så stramt, så ulideligt stramt, det dunkede i halsen, dunkede og kvaltes og hun hulkede, hulkede, hulkede.

Hun sagde ikke goddag til far, da hun kom hjem. Det eneste hun foretog sig, det absolut eneste, var blot at slentre op ad trappen og dumpe sin taske fra sig på værelsesgulvet, og hun smed sig på sengen, ned på maven, og hun begravede hovedet i den sammenrullede dyne og så skreg hun de kvalte hulkelyde til et hæsskingert vræl.


*


Nikolaj kunne ikke forstå, hvorfor Sophie hverken kontaktede ham eller svarede på de samtlige tekstbeskeder, han i løbet af eftermiddagen tilsendte hende. Han lavede sine lektier, da han kom hjem, og surfede herefter på facebook, og han tjekkede sin telefon - klokken 3, klokken kvart over 3, klokken halv fire - men intet. Sophie havde ikke svaret på hans "Er du kommet godt hjem, søde?<3", og hans lunger blev kortvarigt fyldt af kulde ved tanken om, at Sophie måske var kommet ud for en ulykke og hun var blevet kørt ned af en bil, eller nogen måske havde ANGREBET hende, og han skrev til hende klokken femogtyve i fire.

- ER DU OKAY? <3

Et minut efter tjekkede han beskedindbakken. Der var stadigvæk kun hans egne beskeder. Hans bryst blev koldere. Fem minutter senere stadig intet. Han tjekkede sin facebook. Sophie var online, det kunne han se på den lysende grønne cirkel ud for hendes navn i sidebjælken, og han besluttede sig for at skrive til hende i chatten - HEEEEEY SMUKKE :* - og et flueben opstod et minut senere. Et flueben opstod, Sophie så beskeden, og hendes status gik fra online til offline, og hvad fanden foregår der, hvorfor fanden vil du ikke skrive med mig, Sophie, hvad fanden er der sket, og han overvejede at ringe til hende. Måske havde hun bare ikke tid til at skrive, rationaliserede han. Måske ville svaret komme senere, ja, ja, det var sikkert det, måske har hun bare ikke tid, slap af, Nikolaj, slap af, men han kunne ikke slappe af, for det blev ved med at gnaske i lungevævet, men ro på, ro på, og han prøvede at få sig selv på andre tanker ved et spil FIFA. Dette hjalp ikke synderligt. Han tjekkede telefonen flere gange, omkring hvert tiende minut, men hver gang han tjekkede, så var der stadig intet, og bekymringen blev koldere, og efter aftensmaden ringede han til hende. Først klartonerne, de ulidelig langdragende toner der kom i en serievis række på tre, og det blev efterfulgt af telefonsvarerens tonløse damestemme, som proklamerede at nummeret var optaget og han kunne prøve at ringe igen, og det gjorde han og stadig intet svar.

Han overvejede, blot for et kort øjeblik, at tage af sted, at tage cyklen, trods den stadig skadede fod, og rejse hele vejen op til Sophies hjem, blot for at være sikker på, at der ikke var sket hende noget, at hun var okay, at hun var all-right, men han lod være. Hendes telefon manglede sikkert bare strøm. Det var nok det. Tanken var implausibel, fuldstændig grotesk, for hvis en telefon manglede strøm så ladede man den op, Sophies telefon manglede ikke strøm og den forfærdelige tanke svømmede gennem hans sind og krampede musklerne sammen. Sophie svarede ham ikke fordi hun ikke ville. Sophie svarede ham ikke, fordi hun ikke ville snakke med ham, fordi hun var sur på ham, men hvorfor, hvad fuck har jeg gjort, Sophie, hvorfor fuck er du sur på mig, hvad fuck har jeg gjort, og stemmen hvislede. 

Det er fordi du er en fucking lille LØGNER, Nick, du er en fucking løgnhals, og piger HADER løgnhalse, derfor svarer hun dig ikke, du er en løgner løgner løgner. 

Umuligt. Hun kunne på ingen måde vide, at han havde løjet for hende, medmindre hun havde overnaturlige kræfter, der gjorde hende til tankelæser, og den eneste måde hun KUNNE vide det på, var hvis nogen fortalte hende det, nogen der havde kendskab til hans løgn i forvejen, nogen som ...

Frederik, der langsomt rettede sig op, som hans læber pressede sig til en ubetydelig vandret streg, filmede sig frem fra den tanketomme intethed, og Frederiks kæber, der spændte sig kortvarigt sammen, og Frederik der arrigt vandrede forbi dem i skolekorridoren. Frederik var jaloux, han var fucking jaloux, var han, og han var den eneste, der kunne finde på det, og måske har han fortalt Sophie sandheden, måske har han fortalt hende at jeg har løjet for hende og derfor vil hun ikke længere snakke med mig, måske ... Hans krop blev slået af hårdt raseri. 

Frederik, det var Frederiks skyld, det måtte det være, Frederik havde haft fingrene i Sophie, han har haft fingrene i MIN dame, og måske har mig og hende ikke været sammen særlig længe, men hun er stadigvæk MIN, og Frederik din nar, din fucking nar, hvad fanden har du sagt, hvad fanden i fucking HELVEDET har du fucking SAGT!

Nikolaj kunne ikke berolige sig selv. Selvom han prøvede at rationalisere det, så dum var Frederik ikke, så kunne han ikke, og han blev ved med at se Frederik med de sammensnørede læber og Frederik der spændte kæberne og Frederik der arrigt vandrede, det filmede sig gentagende gange for hans blik, og tanken om forræderi vred sig ned i sindets dyb, skar alle andre tanker bort og mistanken vedblev. Den gnavede. Brystet forblev koldt, i en fornemmelse af borende hulhed, og han overvejede at ringe til Frederik, men han lod være. Han ville vente til i morgen. Han skulle snakke med ham ansigt til ansigt. Konfrontere ham, og så ville han ...

Han blinkede tankerne bort.

Resten af den aften tjekkede han kompulsivt sin telefon for beskeder fra Sophie, beskeder der aldrig dukkede op og natten blev udfyldt af tankerne, der gnavede søvnløst i sindets dyb. 


*


Det kom ikke som nogen overraskelse for Nikolaj, at Sophie IKKE mødte ham ved trappestenen tirsdag morgen, som hun ellers havde gjort alle de andre dage, men selvom det ikke overraskede ham, skrånede et vrid af kulde alligevel igennem brystregionen. Det gjorde ondt, på en sælsom måde han ikke mindedes at have følt før, det gjorde ondt og var på samme tid utrolig tomt, men det tomme fyldtes atter af den hårde vrede, og musklerne trak sig sammen. Frederik var ankommet. Cyklen var parkeret under skurets halvtag, længst ude til venstre. Nikolaj vandrede gennem glasdøren og op ad skolekorridoren, forbi opholdslokalet med vinduerne der bestirrede grantræerne og kanten af parkeringspladsen, og svang omkring colaautomaten. Jo tættere han kom på 9X, jo varmere blev hans mave. Vejrtrækningen hev sig dybere end den plejede. Slap af Nikolaj, slap af, du VED jo ikke om der er sket noget, du ved jo ikke om Frederik har haft fat i Sophie. Slap af.

Men Frederik HAVDE haft fat i Sophie og derfor ville Sophie ikke snakke med ham, og Nikolaj var ikke i tvivl. Sikkerheden om, at dette præcis var, hvordan tingene forholdte sig, voksede sig klarere, jo tættere på døren han kom, og han tog endnu en dyb indånding, denne mere skælvende end før, og fuck dig Frederik, din fucking taber, fuck dig, du rør fucking ikke Sophie, er du med, du rør hende fucking ikke og jeg skal fucking lære dig, skal jeg. 

Han trådte ind i klassen. Frederik sad på sin plads, som han altid gjorde, men Sophie var der ikke. Sophie var der ikke. Luften drev sig bort fra hans lunger, og hans øjne svulmede, han så blot det ensomme bord i det fjerne hjørne ved klassens bagerste vindue. En ensom plads tom for Sophie, og han standsede kortvarigt op, og nu svømmede frygten op i ham. Måske havde Frederik intet gjort. Nikolaj plejede sjældent at være negativ, plejede sjældent at dramatisere, men denne hændelse, denne ene hændelse, Sophie der intet livstegn gav fra sig og Sophie der ikke dukkede op i skole dagen efter, frembragte den kolde frygt. En frygt om, at hun var kommet til skade, muligvis alvorligt endda, måske kørt over af en idiot der ikke holdte øje med vejbanen, måske havde hun været så forelsket at hun krydsede Vestre Strandallé, uden at tjekke ordentligt efter for trafik, fordi hun kun tænkte på sine følelser og kysset og på Nikolaj, og hun var blevet ramt af en bil. Måske var Sophie ikke blot kvæstet. Måske var hun død.

Han tøvede sig forsigtigt i bevægelse. Forbi Frederik, registrede ham næppe, og hans blik viftede sig kortvarigt mod Amalie på pladsen bagved. Hun løftede spørgende brynene, men uden at sige noget, og han trak på skulderen og fortsatte. Han standsede ved bordet, og betragtede længe den skammel, Sophie havde siddet på, og den var fastsat til ophænget under bordpladen, og presset helt ind til kanten, og den hang præcis hvor hun havde hængt den om mandagen. Han stirrede  længe på skamlen, som om dette syn ikke var virkeligt, blot et pus hans hjerne spillede ham, og så greb han om toppen af skamlen og trak den ned på bordet. Han syntes at fornemme Sophies melonsødme, men dette var muligvis blot indbildning. Nikolaj satte sig ned og dumpede tasken på gulvet. 

Hans blik viftede sig fremad, og han stivnede. Frederik kiggede tilbage imod ham. Blot kortvarigt, men længe nok til, at Nikolaj vidste det, og han kunne ikke længere rationalisere virkeligeden bort. Frederiks blik viftede sig nedad og vred sig herefter væk fra ham, tilbage mod tavlen, og Nikolaj blev siddende og stirrede fremad. 

Hans ansigt strammede sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...